Post by Era Garou on Jan 26, 2017 16:59:41 GMT
”Jeg er hjeeeeeeeeeeemme!” Med armene strakt ud fra kroppen, som ville hun give alle en krammer, slentrede Era ind i lejren med sit følge efter sig. Varulvene sprang på benene ved lyden af deres alfahun, og løb hende i møde. Grinende lod hun sig omfavne, og blive snurret rundt af diverse brødre og venner, der havde savnet hende i den uges tid, hun havde været væk. Gensynsglæden var stor. De ulve hun havde haft med sig, der alle i sin tid, var en del af hendes modstandsbevægelse, blev ligeledes hilst på med klap på skuldrene, eller varme kram. En enkelt blev væltet omkuld af sin mage, med hendes læber presset længselsfuldt mod hans.
”Hvordan gik det?! Fandt I hende?!” Blev der nysgerrigt spurgt overalt omkring hende.
”Åh, vi fandt hende! Jeg kan virkelig ikke vente med at fortælle jer alle om det! I skulle have set hendes ansigt, da hun fandt ud af, hvem vi var,” afslørede hun med en blinken, så de alle slog ud i en høj latter. Flere omfavnelser og klap på skuldrene, der næsten satte hende på næsen i jorden.
De flokkes om hende i iver efter at få mere ud af hende, mens de gik ind til midten af lejren, hvor det store bål var tændt. Aftensolen skinnede stadigvæk igennem de nøgne træer. Frosten gjorde jorden fast, mens små diamanter dækkede blade, grene og græs. Varulvene var dog vant til kulden. De bar alle varmt tøj, holdte gang i bålene, og sørgede for deres vinters forråd holdte.
Era selv havde et par tykke men stramme bukser på, og nogle varme støvler. En uldtrøje i grøn opvarmede hendes overkrop med en læderjakke ud over. Fingerløse handsker var trukket over hænderne, så hun stadigvæk kunne bruge dem, uden at skulle tage handskerne af.
Kinderne var røde og friske af frostens bid, og hun snøftede en smule. Men hun havde det fantastisk.
Spændt strakte hun hals, for at se rundt efter sin mage. Hun havde troet, han ville være den første, til at tage imod hende.
”Hvor er Loup henne?” spurgte hun sin ældste storebror, der pegede med en finger i retning af deres telt. ”Derinde. Med sin fætter.”
”Uh er Mikkel her!”
”Yup! De kom tilbage for nogle dage siden.”
”Tilbage? Hvad mener du med tilbage?!” Era nåede dog ikke, at høre hans svar, da én af hendes venner, kastede sig over hende bagfra, for at hilse hende velkommen tilbage. Leende måtte hun vakle et par skridt frem, for ikke miste fodfæstet.
”Kalak din idiot! Ahr! Skrid af mig!” udbrød hun godmodigt, og prøvede at ryste varulven af sig.
”Fortæl nu hvordan det gik, Era. Skreg hun?”
”Kaldte hun på faaaaaar og moooooooar?”
”Hvordan dræbte I hende?”
”Hvordan smagte hun?”
Alle de begejstret spørgsmål pressede sig på omkring hende, så hun til sidst, måtte holde hænderne overgivende op. Kalak lod sig glide af hende.
”Okay, okay, jeg fortæller det hele om et øjeblik, men først er jeg nødt til, at komme med en anden nyhed. Jeg er dog nødt til at vente, så min kære mage også kan høre det,” informerede hun smilende. Det fik straks dem alle sammen til at komme med nysgerrige udråb, og gætværk på hvad det var. Hun forholdte sig dog tavs, men med et smørret smil på sine læber.