Post by Era Garou on Jan 27, 2017 14:50:56 GMT
”Awwww… hvis ikke den store, farlige alfa var så jaloux, ville han måske syntes om kragerne,” forslog hun med en sukkersød stemme, der mere lød provokerende end rent faktisk sød. Det hjalp ikke, at hun havde ruskede i hans hage.
”I det mindste har jeg bedre smag i selskab end dig. Dødsenglene er i høj grad bedre, end den parfumeret dronning, du klæbrede dig til i sin tid,” tilføjede hun, før hun placeret et truttende kys på hans læber, og vred sig, for at blive sat ned på jorden igen. Hun rettede lidt på sin læderjakke, før hun tog sin mages hånd. Fingrene flettede sig hjemvant ind i hans.
”Kom så! Jeg vil se dig vinde diverse slåskampe for dit ufødte barns skyld. Hvis ikke han eller hun lugter blod i de tidlige måneder, bliver det aldrig en rigtig kriger.” Hun trak afsted med ham over til kampringen, der var blevet formet af pælet, banket ned i jorden. Flere varulve havde allerede boltret rundt derinde. En slåskamp var stadigvæk i gang. Alle sloges for barnets ære. En af de mange varulve traditioner.
Dampen steg op fra de mange svedige, nøgne overkroppe. Intet kunne få én til at få varmen så meget, som en god omgang slåskamp. Selv Era mærkede det sitre i sig af længsel, efter at kaste sig ind i en god kamp.
Folk heppede og hujede rundt om ringen, på de to slagsbrødre, som lige nu var derinde. Gavin fik øje på de to alfaer, og udpegede Loup tværs over ringen.
”Klar til en kamp, Garou!” råbte han for at overdøve larmen af kamp. ”Dit barn skal æres! Og hvad bedre end at blive det gennem sin onkel og far?!!”
Era grinede. Åhhhh den kamp havde ventet længe på sig. Overraskende længe. Og hun stod på den helt anden side nu. Hendes arm smøg sig rundt om Loup, mens hun pegede tilbage på sin ældste storebror.
”Som om det bliver en værdig kamp! Det her barn bliver en Garou, og er allerede æret af sin far ved at dele hans blod!” råbte hun stolt tilbage, så hun fik nogen anerkendende piften og klapsalver. Det var altid godt, når alfahunnen stod ved sin mages side.
Gavin så et kort øjeblik overrasket ud over hendes skiftet loyalitet, før hans ansigt flækkede sig i et bredt grin.
”Så må jeg jo vise barnet, det er langt bedre end at være mere som sin mor! En Larentzia!”
”I det mindste har jeg bedre smag i selskab end dig. Dødsenglene er i høj grad bedre, end den parfumeret dronning, du klæbrede dig til i sin tid,” tilføjede hun, før hun placeret et truttende kys på hans læber, og vred sig, for at blive sat ned på jorden igen. Hun rettede lidt på sin læderjakke, før hun tog sin mages hånd. Fingrene flettede sig hjemvant ind i hans.
”Kom så! Jeg vil se dig vinde diverse slåskampe for dit ufødte barns skyld. Hvis ikke han eller hun lugter blod i de tidlige måneder, bliver det aldrig en rigtig kriger.” Hun trak afsted med ham over til kampringen, der var blevet formet af pælet, banket ned i jorden. Flere varulve havde allerede boltret rundt derinde. En slåskamp var stadigvæk i gang. Alle sloges for barnets ære. En af de mange varulve traditioner.
Dampen steg op fra de mange svedige, nøgne overkroppe. Intet kunne få én til at få varmen så meget, som en god omgang slåskamp. Selv Era mærkede det sitre i sig af længsel, efter at kaste sig ind i en god kamp.
Folk heppede og hujede rundt om ringen, på de to slagsbrødre, som lige nu var derinde. Gavin fik øje på de to alfaer, og udpegede Loup tværs over ringen.
”Klar til en kamp, Garou!” råbte han for at overdøve larmen af kamp. ”Dit barn skal æres! Og hvad bedre end at blive det gennem sin onkel og far?!!”
Era grinede. Åhhhh den kamp havde ventet længe på sig. Overraskende længe. Og hun stod på den helt anden side nu. Hendes arm smøg sig rundt om Loup, mens hun pegede tilbage på sin ældste storebror.
”Som om det bliver en værdig kamp! Det her barn bliver en Garou, og er allerede æret af sin far ved at dele hans blod!” råbte hun stolt tilbage, så hun fik nogen anerkendende piften og klapsalver. Det var altid godt, når alfahunnen stod ved sin mages side.
Gavin så et kort øjeblik overrasket ud over hendes skiftet loyalitet, før hans ansigt flækkede sig i et bredt grin.
”Så må jeg jo vise barnet, det er langt bedre end at være mere som sin mor! En Larentzia!”