Post by Era Garou on Jul 5, 2016 19:25:55 GMT
Det gik langsomt gennem skoven, og hvert et skridt gav et stød af smerte gennem Eras ene side, hvor såret havde været sprunget op, takket været hendes tur hos dødsenglene. Heldigvis havde varulvene, der havde fundet hende genkendt hende, og indgået til at tage sig af hende. Efter en kort afsked med Zach, som havde efterladt et koldt hul i hendes mave, havde de båret hende over til deres lejre, for at se på hende.
Såret i maven var blevet brændt, så det ikke ville springe op igen. Hun havde fået noget mad, en ren forbinding var blevet lagt, og hun havde fået noget ordentligt tøj på. Et stykke stof var blevet viklet omkring hendes hoved, for at skjule de sorte, gabende øjenhuler – synet gjorde åbenbart folk utilpasse.
Efter en enkelt dag var de endelig taget afsted videre ind i skoven, for at finde hendes floks landsby – og Loup. Hun havde en arm rundt om et par brede skuldre, der støttede hendes smertefulde krop. Såret gjorde stadigvæk fandens ondt! Sikke et ar hun havde fået!
To andre var fulgt med dem. Ud fra deres stemmer at dømme var det en kvinde og en mand. De havde gået en dags tid, indtil hun endelig kunne begynde, at høre stemmer i det fjerne. Åhhh den genkendelig duft af hendes territorium! Hjem! Det fik hende til at smile, og hun kunne ikke lade være, med at humpe en smule hurtigere.
”Rolig nu. Du kan ikke se hvor fanden du går,” brummede hendes støtte ved siden af hende, og tog et bedre greb rundt om hende.
”Jeg behøver ikke at se. Jeg kan lugte det,” svarede hun lettet, og kunne ikke vente med, at slå armene om sin mor og ældre brødre igen! Begrave næsen ind mod deres halse, og endelig føle sig hjemme igen. Hun var ligeglad med, hvor meget folk ville glo efter hende – hun kunne alligevel ikke se dem.
”Vi er der lige om lidt. Okay… så er vi her. Pas på grenen her.”
Hun hørte en raslen af blade, da en gren blev holdt for hende. Automatisk dukkede hun hovedet, for at undgå den usynlige forhindring, inden at hun rettede sig op. Hendes følge havde ikke behøvet, at fortælle hende, at de var i lejren nu. Overalt omkring hende lød de genkendelige, dagligdagslyde.
Lyden af metal mod metal fra smeden. Børnelatter. Kvinder, der snakkede mens de flåede dyr. Unge drenge der sloges for sjov. Lugten af ler fra de krukker, som blev formet. Snitten af træ. Knitren fra flere forskellige bål. Duften af krydderurter.
Et vemodigt smil krøb over hendes læber, mens de stod der i udkanten af det hele. Flere steder kunne hun høre folk stoppe med det de havde gang i. En mumlen spredte sig omkring hende.
”Der er hun…”
”Fuck… det var ikke bare rygter. Hendes øjne...”
”Ved månens lys hun bekæmpede Forsyth!”
”Jeg troede ikke, at hun ville komme tilbage.”
”Sh! Vis noget respekt, knægt!”
”…hvad laver hun her?”
”Hent alfaen…”
Stemmerne havde alle hver en holdning. Nogle talte om hende med respekt, andre var afvisende. Hun trak sin arm til sig fra den brede skulder, og rettede sig op, så godt hun kunne, uden at overstrække såret. Blindt stirrede hun ud i mørket mod alle stemmerne.
Ingen havde endnu hilst på hende eller være kommet hende i møde. Ikke engang hendes familie. Måske var de ikke i nærheden men over ved hytten. Hun bed sig utilpas i underlæben. Hvad nu?