Post by Era Garou on Jul 19, 2016 15:11:43 GMT
En lille latter kom fra Era, og hun gned sin pande med håndfladen.
”Det er snart morgen – en helt nyt dag venter bare på, at de får fat på dig,” svarede hun ham ubekymret, men tvivlede på at hendes brødre, ville være så dumme at angribe Loup. Specielt nu hvor han havde fået mere støtte fra racen – og specielt flokken. Alt sammen takket været hende. Hun var ganske tilfreds.
Med hensyn til spørgsmålet om hun ville tage andre mænd i seng, trak hun blot på skuldrene. Lige nu virkede tanken fuldkommen uoverskuelig, men man kunne aldrig vide i fremtiden. Specielt ikke hvis hun befandt sig med sin modstandsgruppe, som hun stadigvæk havde planer om at flytte til Euphonias slot i Oberion, nu hvor det stod tomt.
Hun kvalte et gab. Gad vide hvornår solen ville stå op? Ikke fordi hun ville opdage det.
”Det meste af flokken sover. Næppe vil nogen være heldige nok til at se os,” kommenterede hun uinteresseret, og strakte sig for at få musklerne strukket ud. I det mindste var der intet spot af alkoholen længere, så meget som hun havde bevæget sig og svedt. Mon hun i eftertiden skulle holde øje med graviditet, nu hvor Loup havde gjort sådan et godt stykke arbejde? Hun måtte indrømme at tanken om et barn lige nu, ikke var særlig tiltalende men så igen… det havde det aldrig været.
Hun sukkede tungt, og skar en grimasse, da han virkelig mente det, med at de skulle tilbage til lejren igen. Træt lagde hun armene omkring hans hals, så hun kunne holde fast i ham, da han løftede hende op. Med hovedet hvilende ind mod hans skulder, lod hun ham gå afsted med sig i favnen. Nu var alt hvad hun trængte til søvn. Forhåbentligt kunne hun få lov til at sove længe i morgen…
”Det er snart morgen – en helt nyt dag venter bare på, at de får fat på dig,” svarede hun ham ubekymret, men tvivlede på at hendes brødre, ville være så dumme at angribe Loup. Specielt nu hvor han havde fået mere støtte fra racen – og specielt flokken. Alt sammen takket været hende. Hun var ganske tilfreds.
Med hensyn til spørgsmålet om hun ville tage andre mænd i seng, trak hun blot på skuldrene. Lige nu virkede tanken fuldkommen uoverskuelig, men man kunne aldrig vide i fremtiden. Specielt ikke hvis hun befandt sig med sin modstandsgruppe, som hun stadigvæk havde planer om at flytte til Euphonias slot i Oberion, nu hvor det stod tomt.
Hun kvalte et gab. Gad vide hvornår solen ville stå op? Ikke fordi hun ville opdage det.
”Det meste af flokken sover. Næppe vil nogen være heldige nok til at se os,” kommenterede hun uinteresseret, og strakte sig for at få musklerne strukket ud. I det mindste var der intet spot af alkoholen længere, så meget som hun havde bevæget sig og svedt. Mon hun i eftertiden skulle holde øje med graviditet, nu hvor Loup havde gjort sådan et godt stykke arbejde? Hun måtte indrømme at tanken om et barn lige nu, ikke var særlig tiltalende men så igen… det havde det aldrig været.
Hun sukkede tungt, og skar en grimasse, da han virkelig mente det, med at de skulle tilbage til lejren igen. Træt lagde hun armene omkring hans hals, så hun kunne holde fast i ham, da han løftede hende op. Med hovedet hvilende ind mod hans skulder, lod hun ham gå afsted med sig i favnen. Nu var alt hvad hun trængte til søvn. Forhåbentligt kunne hun få lov til at sove længe i morgen…