Oh hell no!

[Isabel Veterano]

Caleb nikkede ved hendes spørgsmål, men der var ikke noget at uddybe, og tanken om Moria gav ham stadigvæk en knude i maven og et nedslået blik. Isabel derimod holdte blikket stift rettet mod Blake, som om hun forsøgte at se direkte ind i hendes sjæl, før hun langsomt fugtede sine læber.
“Flammerne tage mig… Du er en djinn?” Det var halvt og halvt en konstantering, men det var det eneste som gav mening. Det var derfor Damian havde sendt hende herop, så de alle sammen kunne mødes. Blake var hans plan B. Blake havde altid været Plan B. Selv Caleb stirrede med vantro op og ned af Blake, inden at han tøvende gik imod hende. Han lagde en hånd på hendes arm.
“Ved Inei og alt hendes storhed. Den lille snotunge planlagde det her!” udbrød han, og trak hånden til sig igen da han havde fået bekræftet, hvad Isabel allerede havde regnet ud. Han kunne mærke magien sitre i hende! Den samme rene, storslået energi som der fandtes i Moria, og kunne gøre ham fuldkommen åndeløs. Han vendte sig porstyret mod Isabel. “Han vidste det her! Det er derfor han har været så forbandet selvsikker og rolig! Han vidste det her ville ske!”
“Rolig nu, Cal, det er jo ikke fordi, han har gjort noget slem andet end at sørge for vi alle ville komme ud herfra.”
“Men han fortalte os kun det halve af planen?!”
“Overrasker det dig? Husk hvem hans forældre er.” Hybriden sendte sin bror et sigende blik, før at hun vendte opmærksomheden mod Blake. “Jeg går ikke ud fra du er bundet til ham, for så ville han bare have tilkaldt dig i Portus. Var det jeres plan at blive bundet til hinanden, nu hvor I også er forlovet?” spurgte hun og ignorerede sin bror, der stadigvæk forbandede Damian i baggrunden.

[Blake De Clare]

Blakes blik gled usikkert frem og tilbage mellem søskende mens hun vred sine fingre og bed hårdt ned i underlæben. Hendes før vrede og stædige udtryk var erstattet af noget der lige akurat begyndte at ligne angst. Isabels ord fik hende til at nikke, hendes hals føltes tør ”Ja… Det er en af grundene til vi er forlovede…” Hun tiede mens de talte videre. Hun havde aldrig afsløret for nogen at hun var et af de sjældne sagnomtalte væsner. Det lå så dybt i hende, var indgraveret i hende fra barnsben af, at det var den dybeste hemmelighed. Alt hvad hendes familie havde opnået var pga. disse hemmeligheder. Hendes blik veg usikkert mod Caleb som hans varme fingre lagde sig på hendes arm.

Blakes blik veg tilbage til Isabel som hun talte til hende. ”Nej. Vi er ikke forbundede.” hun bed ned i læben igen før hun fortsatte, usikker på hvordan det næste ville blive modtaget. ”Vi planlagde at vi ikke ville binde os… Damian vil binde sig til Flint og jeg… jeg ville ikke blive tvunget til at binde mig til nogen.” Hun kiggede ned på sine hænder der vred sig i hinanden.

[Isabel Veterano]

“Hey… Det skal du ikke skamme dig over.” Det var Caleb, der havde lagt mærke til hendes skyld, og igen var kommet hen til hende, for at lægge en behandsket hånd på hendes skulder, mens han smilte venligt til hende. “Det er dit liv det handler om og dine beslutninger. Ingen skal tage dem fra dig - lige så lidt din frihed. Det er din ret alene.”
Isabel nikkede bekræftende bag ham, men Caleb var langt bedre til at håndtere folk og djinns end hun var, så hun sagde ingenting og blev hvor hun var, mens hun stadigvæk forsøgte at finde en løsning på deres problem.
“Vi finder en anden måde,” kommenterede hun fra sidelinjen. “Det kan godt være vi her i Pandemonium bliver anset som monstre, men du er et væsen af Inei, hvor end du befinder dig, og vi har ingen intentioner om at tvinge dig til noget som helst.”
Caleb gav Blakes skulder et klem. “Jeg forstår dig. Jeg har været bundet til Moria i mange år nu, og det er et offer du gør. Du binder din sjæl til en anden person. Båndet mellem jer kan aldrig blive brudt før de tre ønsker er opfyldt, og tro mig… båndet vil ændre dit liv. Det er både fantastisk og skræmmende på samme tid. Dig og den person bliver ét. Alt han oplever vil du opleve og omvendt. Ingen skal tvinges til den beslutning og ingen skal tage den let,” fortalte han, og kiggede over på Isabel, der blot trak på skuldrene. Hun anede ikke, hvordan det var.
“Vi må bare gøre forsøget på at få ham ud. Han kan gemme sig i Portus, mens vi lægger en ny plan. Der er ikke noget at gøre. Blake, jeg vil anbefale dig, at flygte herfra når tingene er faldet lidt mere til ro. Stedet her er farligt for dig. Flygt med din familie og læg alt det her bag dig,” sagde hun efterfulgt af et suk, da hun hankede op i Damians rygsæk, og trak hætten over sit ansigt igen. “Bliv her på værelset indtil det er overstået.”
Caleb sendte djinnen et sidste smil, før han slap hende. Hjelmen samlede han op fra bordet og vendte lidt i hænderne, inden at han trak den over hovedet.

[Blake De Clare]

En snert af overraskelse var at se i Blakes blik som hun undrende kiggede først op på Caleb og så på Isabel. Overraskelsen var både over deres holdninger, men også over at blive kaldt et væsen af Inei. Selvfølgeligt vidste hun at Inei var skaber af hendes art, men i hendes hjem havde guderne aldrig haft en stor del af hverdagen. Der var det andre ting der var blevet tilbedt. Hendes læber krummede op i et lille smil af Calebs ord. Hendes forældre var ikke de store delere, så hun havde sjældent hørt om deres tidligere mastere, men hun vidste at de begge havde haft flere. Hendes bror havde haft en, og var floppet totalt. Hans kræfter havde ikke været store, men det var forudset på forhånd. Det var rart at høre om en der vidste noget og i hvert fald var villig til at dele lidt.

Hun betragtede dem overvejende som de samlede deres ting sammen og gjorde klar til at følge en tvivlsom plan. Hun tvivlede ikke på at det var farligt opad Eriz. Og hun kunne ikke se hvordan hendes liv ville se ud hvis hun ikke forblev forlovet til Damian, og forblev på slottet. Hvad ville Eriz gøre ved hende? Hvem ville hun gifte hende til? Sandsynligvis nogen hun kunne kontrollere, så hun kunne beholde adgangen til ønskerne og magien. ”Damian og jeg har ikke valgt hinanden. Vi blev forlovede af praktiske årsager og gennem vores forældre. Vi havde ingengang mødt hinanden før det blev aftalt. Vi kendte ikke hinanden før for et halvt år siden.”. Hun afbrød sig selv. Hvor var hun på vej hen? Ind i en stor følelsesladet tale? Ind i en begrundelse af hvorfor hun ikke kunne blive hvis Damian forsvandt? Hvorfor hun ville stå alene tilbage i Eriz magt og hvorfor hendes familie aldrig ville efterlade deres forretninger for hende? ”Lad mig tage med”. Hun trådte frem til døren og drejede omkring mod dem, som ville hun ikke lade dem gå ud af den uden hende. ”Jeg kan ride, ikke som en forkælet adelspige, men rigtigt ride - og jeg kan slås.” Hun kiggede over på Isabel og hendes læber krummede igen op i et lille skævt og ungdommeligt smil så man kunne se lidt af hendes normalt pjattede personlighed. ”Måske ikke mod en Veterano, men mod vagter og sådan.” Hun så mere og mere bestemt ud. ”Jeg er ikke sart”. Hun trak vejret dybt ind og fortsatte ”Og hvis Damian troede jeg ville være hans plan B, så er det dét jeg er.”

[Isabel Veterano]

Endnu engang vekslede de to Veteranoer blikke, før Caleb med et suk trak hjelmen af, og stak den under armen. Hans sorte hår helt pjusket.
“Jeg tror ikke du forstår, Blake… Vi har i forvejen svært ved at komme ud, fordi vi er mere end to, og fordi Damian ikke kan tåle sollys. Hvis vi også skal have dig med… Det bliver umuligt. Isabel kommer til at skulle teleportere os alle sammen i fritfald gennem skygger, vi ikke engang ved er der, og hun har svært ved det med to af os. Med dig også…. Derudover skal vi alle fire ud af Pandemonium, og jeg er ikke i tvivl om, du er mere end en adelskvinde, men det er simpelthen for risikabelt. Damian er allerede en stor trussel. Det handler ikke om dine evner eller egenskaber, men at vi ikke kan få dig med ud af slottet også, når vi skal koncentrere os om Damian,” fortalte han og lød oprigtig ærget over at skulle afslå. “Og ja, du var Daimans plan B, men i den forstand at han ville blive bundet til dig. Kan du ikke se det? Han vidste alt det her ville ske, og vidste Eriz ikke ville bruge et ønske. Hans plan var at nå til dig, og få dig til at blive bundet til ham. Du var hans plan, Blake. Du er grunden til han kom her tilbage. Men hverken mig eller Isabel vil have en del i at skulle tvinge eller manipulere dig til at blive bundet til ham.”
“Vi kan ikke tage dig med, men du skal helt klart flygte, når du har muligheden,” stemte Isabel ind. “Vi skal nok sige farvel fra dig til Damian. Han vil forstå dit valg.”

[Blake De Clare]

Blake mærkede stædigheden træde til. Samme stædighed der havde givet hende sin vilje når det kom til fægtning, upassende udflugter og hendes vedligehold i at provokere både far og bror hver eneste aften ved middagsbordet gennem 17 år. Den fandenivoldskhed som hendes familie ikke havde formået at disciplinere ud af hende. ”Jeg forstod godt. Og hvis jeg var Damians plan, så er jeg det stadig.” Hun lagde tryk på det denne gang. ”Tror I bare at jeg havde tænkt mig at sidde her og trille tommelfingre til i morgen, mens han stirre på et par tremmer hele natten - og på sin sandsynligvis døde far?” hun rettede sig mod Isabel. ”Jeg åbnede ikke døren fordi jeg var på vej til middag, eller på vej til mine egne behagelige gemakker. Jeg åbnede døren fordi jeg var på vej ned til Damian.” Hun trådte endnu et skridt ind foran døren så hun nu stod direkte foran og spærrede deres vej - om end de nok så let som ingenting kunne flytte hende. Symbolikken var klar. Hun lod dem ikke gå derfra uden hende af fri vilje. ”Damian skal ikke sidde dernede, eller risikere en usikker flugtplan fordi jeg ryster i skørterne ved tanken om at binde mig. Specielt ikke når han kom hertil med troen på at jeg ville træde til og så alligevel vælger ikke at bede mig om det.” Han havde decideret sagt at han ikke kunne bede hende om det på kontoret.

[Isabel Veterano]

“Blake… hvis du binder dig til Damian, kan det ikke gøres om. Du giver jer begge to grænseløst adgang til selve Ineis kræfter. Kræfter, der kan tippe magtbalancen i verden. Hans sjæl vil flettes ind i din. Jeres skæbner uadskillige. Er du sikker på, det er hvad du vil?” spurgte Caleb og lagde en hånd på hendes arm. “Du skal være sikker, når du siger ordene.”
Isabel skævede til sin bror. Mere end nogen anden forstod hun hvad der gik igennem hans hoved på nuværende tidspunkt, og han var hunderæd for at Blake gjorde akkurat samme fejltagelse som Moria havde gjort ved ham.
“Du skal vide at Damian ikke er den du har troet, han har været,” tilføjede hun. “Eriz er ikke hans mor. Hun kidnappede ham fra slottet i Vavilon under borgerkrigen. Damians rigtige navn er Dylan Forsyth og han er den eneste søn af Zean og Macaria Forsyth. Han er ikke prins af Pandemonium men prins af Vavilon. Jeg ved ikke om det gør en forskel for dig, men du skal vide hvad du træder ind til, samt hvilken familie du rent faktisk kommer til at tilhøre. Ikke LaPiera Black, ikke Winters men Forsyth. Han er vaviloner. Ikke pandemonier.”

[Blake De Clare]

Blakes gav sin opmærksomhed til Caleb og så til Isabel. De var virkeligt meget mere forældrelige end hun havde forestillet sig. Hun lagde kort sin hånd ovenpå Calebs på sin arm, taknemmelig over trygheden hun underligt nok følte ved de to historiehelte-og skurke, alt efter hvilken side der nedskrev historierne. ”I kender mig ikke rigtigt, og det gør Damian heller ikke rigtigt endnu. Det er ikke muligt på så kort tid, men Damian ved at jeg ikke ville forloves med ham til at starte med. Han ved at jeg ikke går op i titel og at jeg absolut ikke ville giftes ind i et kongehus. Jeg tror også at han ved at han ihvertfald har ændret én af de ting.” Hun sørgede for at se på dem begge i et forsøg på at få dem til at forstå hende på meget kort tid. Og i et forsøg på at lade dem forstå at de måtte tage hende med og at hun virkeligt mente at hun ville hjælpe Damian. ”Jeg ved ikke hvad der er sket over de sidste to måneder, og jeg ved ikke om det er den samme Damian vi kender, for jeg har kun lige set ham som vampyr, og jeg ved ikke om I nåede at møde ham som dødsengel, men på trods af hans... specielheder... som dødsengel og på trods af vores evner til konstant at misforstå hinanden, så vil jeg gerne stå ved hans side for jeg...” Hun tøvede kortvarrigt og startede så i det ligeså bestemte og stædige toneleje der tog det meste af den følelsesladede brod af. ”Damian har mange gange stillet sig mellem Eriz og jeg, og hvis jeg bare én gang kan gøre det samme for ham, så er det dét jeg vil. Ligegyldigt hvilken familie han tilhører.”

Hun bakkede et skridt bort fra Caleb med et oprigtigt smil til dem begge og en lettelse over at have bestemt sig og over endeligt at føle at det var det rigtige at gøre. Hendes hånd fandt dørhåndtaget bag sig. ”Jeg er dybt taknemmelig for jeres bekymring, men hvis ikke I tager mig med ud af det her rum, så har jeg ingen problemer med at finde ned til ham på egen hånd og høre hvad det er som han vil.”

[Isabel Veterano]

Caleb åbnede munden som skulle han til at argumentere videre, men hans søster gav ham et klask på armen.
“Nuvel. Men lige så snart vi træder ud her er der ingen vej udenom, okay? For vi kan ikke tage dig med, hvis du skifter mening,” sagde hun alvorligt, inden at hun trak sig sværd op af skeden og rakte det til Blake med håndtaget først. “Jeg regner med du ved, hvordan man bruger sådan ét. Hold dig tæt på mig. Eriz kan ikke røre dig sind, så længe du er i næheden af mig, og jeg kan beskytte dig mod de væreste skrammer så længe du er tæt på. Der vil blive kamp på et tidspunkt, men indtil da holder vi os diskret.”
“Det er bedre hvis vi skilles,” tilføjede Caleb, mens han igen trak hjelmen på. “Hvis vi kan nå derned uden at blive opdaget, har vi en større chance. Det giver størst mening jeg tager Blake med mig, da ingen vil sætte spørgsmålstegn til at se hende med en soldat, og du kan bedst bevæge dig rundt alene.”
Isabel nikkede enigt. “Jeg ved godt hvor fængselscellerne er. Vi mødes dernede.”
De to Veteranoer havde fået lavet en ny plan, de nu virkede opsat på at følge uden tøven eller tvivl. Det var der ikke plads til nu. Kort lavede de et form for håndslag, inden at Isabel strøg ud af døren på lydløse fødder, og da Caleb og Blake fulgte hende ud, var hun allerede væk og ingen steder at se.
“Sæt sværdet i mit bælte, så ingen bliver mistænksomme. Hvis det kommer til kamp, kan du trække det fra mig, men lige nu handler det om at være så diskrete som muligt,” fortalte magikeren, og lod hende om at føre an, da det var mest normalt vagten bare fulgte efter. Rank ryg, taktfaste trin, blikket lige frem. “Gør fuldkommen hvad jeg siger, okay? Hvis jeg beder dig om at løbe, flygter du ned til cellen og så får Isabel jer ud. Vi har ikke råd til fejltrin.”

[Blake De Clare]

Blake åndede lettet op, det var som om hun havde holdt vejret siden hun havde grebet om dørhåndtaget og afventet deres dom. Det her gjorde det så meget lettere. Hendes ansigt ligefrem lyste op i et smil som hun tog imod sværdet og forsøgte at ligge ansigtet i alvorlige folder igen for at markere at hun var klar over seriøsiteten. ”Jeg trækker mig kun hvis Damian ikke ønsker at binde sig til mig” lovede hun og lod sværskæftet glide afvejende gennem fingrende. Hun skyndte sig ud på badeværelset og tørrede blodet bort fra ansigtet med en fugtig klud før hun knappede den højhalsede kjole op og sikrede at hverken sår eller blod var synligt. Så trådte hun ud af døren med Caleb og fandt overraskende nok korridoren tom på trods af at Isabel lige var vandret ud af døren foran dem. ”Okay”. Hun lod sværdet glide ned i hans bælte, forsigtig for ikke at ramme ham. ”Aftale.” Hendes stemme var fast og bestemt. Hun var opsat på at lave noget andet end hvad hendes traditionelle aftener bød på og satte ned af gangen med Caleb efter sig. Da de gik forbi hendes gang skævede hun ned af den. Der var nok ikke tid til at hun kunne nå ind og pakke. Måske kunne hun på vejen ud nå forbi hendes forældres palæ og hente nogle ting? Ellers måtte hun sælge øreringene, armbåndene og halskæden hun bar.

Med hurtige skridt gik hun ned af trapperne og undgik med vilje de mest befærdede af gangene. Når de mødte nogen gik hun rank og beslutsomt forbi dem, engang imellem med et nik eller hilsen. En enkelt gang blev hun stoppet af to hofdamer der spurgte om hun havde set tronarvingen endnu og hun rystede høfligt på hovedet og sagde ”Nej, jeg ved ikke mere end I, desværre.” hvilket fik dem til at sende hende blikke tunge med medlidenhed.

De nærmede sig trappen ned til kælderen og hun skævede bagud mod Caleb. Det var sandsynligvis her de for alvor ville begynde at møde vagter. Nogen var måske dumme nok til at det var nok at hun talte ned til dem for at få dem til at tro at hun havde en valid grund i fangekælderen. Andre var måske ikke.
Hun satte farten op i håb om at vagterne ikke ville finde tid til at tænke over hvad hun lavede dernede og trak en anelse til den side hvor det lånte svær fra Isabel hang i Calebs bælte. Bare i tilfælde af at hun skulle til det.

[Caleb Veterano]

“Holdt!” To vagter ved døren ned til fangekælderen slog deres spyd på tværs, for at standse prinsessen og hendes soldat for at komme videre frem. “Jeg er ked af det Deres Højhed, men der er adgang forbudt ned til fangekælderen så længe tronprinsen er dernede. Dronningens ordre.”
Caleb holdte blikket frem. Sagde ingenting. Pandemoniske soldater var kendt i hele verden for at være mere statuer end de var mennesker. Dronningens hjernevasket slaver. Det var dog alt for tidligt at trække våben. Fangekælderen gik fire etager ned, og de skulle helt ned i bunden for at nå Damian. Derimellem var der check-points, hvor der sad vagter, så med mindre de ville kæmpe sig ned igennem hele fangekælderen og give andre tid til at brase ned efter dem, måtte de ikke starte en kamp før de var langt nok ned. Han skævede til Blake. Han håbede hun var lige så snu som hendes forlovet.

[Blake De Clare]

Lyden af en dyb mørk stemme afbrød dem i deres færd. Blake havde mentalt forberedt sig på at dette øjeblik måtte komme. Hendes ansigtsfolder var lagt i en autoritær mine, hun lignede ikke en der brød sig om at blive forhindret eller modsagt. Hun flyttede langsomt sit blik fra gangen bag vagterne og over på ham der havde talt, som havde hun end ikke ændset dem i sin færden før han åbnede munden. Hendes blik kørte en gang op af dem begge før hun med en utålmodig mine kiggede den talene soldat i øjnene. ”På min svigermors ordre, jeres Dronnings ordre, skal jeg se min forlovede, jeres Kronprins.” Blake trådte fremad med forventning om at soldaterne ville flytte sig for hende, men han blev stående med et beklagende udtryk. Blake rettede igen de lyseblå stålsatte øjne op imod ham og sukkede tungt. ”Jeg har intet imod at bruge den halve nat på at gå hele vejen tilbage og op til vores dronnings gemakker og herned igen, men jeg forventer ikke at spild af vores dronnings tid går ustraffet hen. For de ansvarlige altså.” Hun så sigende på dem. Der var ikke et gram af tvivl at spore. Derimod sang hendes stemme med løfterne om ubehagelige følger hvis dronningen måtte involveres. Soldaterne kiggede tøvende på hinanden, rygter om dronningens straffe gik landet rundt. ”Tik tok… jeg har ikke hele natten. Forstyr dronningen eller lad mig igennem med hendes budskab til sin søn”. Nu lød hun for alvor utålmodig.

[Caleb Veterano]

Frygten for deres dronning så ud til at have været den helt rigtige indgangsvinkel, og Caleb måtte endnu engang tænke over hvor farlig Eriz måtte være, da soldaterne lod dem passere med et svagt buk til Blake. Selvfølgelig havde han hørt rygterne og Isabels fortællinger, men at have sat sådan en frygt i voksne, kamperfarende mænd var noget af en bedrift. Så igen… han havde jo set med egne øjne, hvad Eriz havde gjort mod Macaria.
Længere og længere gik de ned i bjerget. Alt der var af lys hernede var fakler hængende på væggen, hvilket fik skyggerne til at være tunge og dansende. Nu og da syntes Caleb at han var sikker på, at se en skygge stryge over væggen fra det ene mørke hjørne til det andet, eller lyden af en kappes hvislen over gulvet, men hver eneste gang han drejede hovedet var der intet. Det betød dog Isabel måtte være med dem.
Endelig nåede de ned til den sidste etage. Her var fugtigt, koldt og stille. Den eneste lyd var dryppen fra stenene samt den stille knitren fra faklerne, men ellers var her helt tavst. En lang gang strakte sig frem til den endte ved en tung, stor metaldør helt for enden med et firkantet kighul i midten. Andre lignende dør flankerede gangen hele vejen ned, men hvis man kiggede ind gennem hullet, ville man finde hver eneste celle tom.
Længere nede af gangen trådte Isabel ud fra skyggerne, som havde det blot været en dør, hun var kommet ud fra. En dør af mørke og tomhed. Omkring hende syntes skyggerne af blive levende, mens de strakte sig ud efter hende, kærtegnede hende op af benene eller på armene, og formede sig i twistende, klagende former. Hun gik direkte hen til døren. Med en finger bankede hun på.
“Damien? Er du stadigvæk derinde?”
“Det skulle jeg mene…” lød svaret på den anden side, og den unge vampyrs ansigt dukkede op i kighullet. På trods af at hans tonefald lød henkastet kunne man se på hans ansigt, at han var knap så rolig, som han gerne ville lade som om. “Jeg vil gerne ud herfra nu.”
“Caleb skal nok få dig ud. Bare træd lidt tilbage. Vi har også Blake med os,” fortalte hybriden, og tog et skridt til siden, så han kunne se Caleb og Blake, der nærmede sig døren. Overraskelsen i Damians blik var ikke til at tage fejl af, men den blev hurtigt erstattet af et smil. Hænderne lukkede sig omkring tremmerne i kighullet.
“Huh… og jeg som troede, jeg kun var omgivet af fjender her på slottet…” sagde han uden at kunne skjule taknemmeligheden i hans blik, der hvilede på Blake.

[Blake De Clare]

Blake skænkede end ikke vagterne så meget som et nik da de trak sig til siden for hende. I stedet fortsatte hun med en påtaget ro ned af gangen, men måtte finde sig selv knue sine hænder hårdt for at holde dem fra at ryste. Først hende og Caleb slog omkring slap hun et dybt skælvende åndedrat og skævede bagud mod Caleb med en lettet mine. Det havde været tæt på der. De var aldrig nået ned igennem hvis det var gået galt allerede deroppe. Derpå tog hun igen den stålsatte mine på, rettede sig op med al den autoritæritet hun kunne mestre og fortsatte med hurtige bestemte skridt ned i mørket. Hun synes hun kunne mærke hvordan den klamme fornemmelse af fugt og gammel frygt ligge sig om hendes hud som et tyndt klamt lag og hendes næse rynkede op ved lugten af… ugenkendelige bunker der lå i flere af cellerne. De fortsatte flere etager på denne måde, indtil ingen trapper førte længere ned. Hernede var der ikke en lyd, end ikke et åndedrat. Deres trin gav genlyd på de kolde mørke flader som de bevægede sig ned mod enden og hun skævede mod Caleb ”Er det her?”. Hun havde aldrig været hernede, men fik hurtigt svaret da Isabel trådte ud længere fremme. Blakes mund stod et øjeblik halvåben idet hun stoppede op og stirrede på krigeren, hvis skygger som børn kærtegnede hende som bad de hende om at træde tilbage i skyggerne.

Damians ansigt dukkede op i det lille firkantede og tremmede hul i døren og Blake kunne ikke andet end at lyse op i et smil som respons til hans. En ganske lav, lettet, latter kom fra hendes læber. ”Så er du mere tungnem end jeg troede” svarede hun ham med det lave grin. ”Lad os få dig ud derfra, så vi alle kan komme væk inden vagterne opdager noget er galt - eller Eriz finder på at tjekke til dig”.

[Dylan Forsyth]

Damian lo af Blakes drillende ord, før han forsvandt fra kighullet, da han adlød Isabel og trådte væk fra døren, mens Caleb smed hjelmen fra sig. Selv Isabel tog flere skridt tilbage.
“Det kommer til at skulle gå stærkt herefter. Jeg er nødt til at slå døren ind, da der ligger magi i jernet. Braget vil højst sandsynligvis tiltrækker opmærksomhed,” fortalte han, og stillede sig i en position, som skulle han til at stå imod en stærk vind. Hænderne strakt frem. Hans øje gnistrede op i et grønt lys, inden han lavede en skubbende bevægelse med hele kroppen, og en trykbølge der fik tøj og hår til at flagre bragede fremad. Døren blev flået af sine hængsler. Med et ordentligt drøn kolliderede den med stenvæggen inde i Damians celle, så støv bølgede op.
“Afgrunden tage mig! Du kunne have ramt mig!” udbrød vampyren, der trådte ud af cellen, mens han baskede støv af sit tøj.
“Jeg sagde du skulle træde tilbage,” kommenterede Caleb med et træk på skulderen. Luften sitrede omkring ham. Hvis man stod tæt på ham, kunne man mærke han udskilte varme, og energi fik hårene på armene til at rejse sig. Han sendte Blake et smalt smil. “Magi ladet med djinnmagi.”
“Vi har ikke tid til det her.” Isabel greb Damian i armen og trak ham fremad, indtil hun nærmest skubbede ham i armene på Blake. Længere nede af gangen kunne høres løbende fodtrin, da vagterne sikkert var på vej herned for at finde ud af, hvad det var for et brag. Hun trak sine daggerter, og begyndte at gå fremad, men ikke uden at pege mellem Damian og Blake med én af daggerterne. “Se at komme igang!”
“Komme i gang med hvad?” råbte Damian efter hende, men hun havde allerede sat i løb ned af gangen for at modtage vagterne, inden at de kom for tæt på og ville slå alarm. Så i stedet kiggede han ned på Blake, der stod lige foran ham. Hans grå øjne flakkede over hendes ansigt, og han følte sig helt tør i munden uden at ænse Caleb, som stadigvæk stod hos dem.
“Komme i gang med hvad?” spurgte han hende stilfærdigt, selvom han allerede vidste svaret.