Oh hell no!

[Blake De Clare]

Isabel Veterano, Caleb Veterano & Blake De Clare

Soldaternes rustninger larmede som de flankerede Blake gennem slottet. Hendes svovlen og sarkastiske banden var ikke stoppet ét eneste sekund som hun skældte på dem ”Har I virkeligt behov for at følge en 17 årig pige til sine gemakker? Tror I jeg kan flygte nogen steder? Det er jo ikke fordi slottet er fyldt med rustningeklædte idioter som jer der lyder blindt.” og efterhånden som hendes bemærkninger tog en kedeligere karakter skiftede hun over ”I er modige mænd hva? Med hænderne på sværdskæftet i tilfælde af at jeg skulle… hvad? Slå jer i kamp?” hun fortsatte snerrende hele vejen til de nåede det sted hvor Damian og Flints gang mødte hendes. Hun stoppede op og vagten til venstre for hende greb fejlagtigt fat i hendes overarm for at tvinge hende videre ned ad den gang med hendes egne gemakker. Hun vred sig arrigt fri og slyngede ham en lussing så hurtigt at han ikke kunne nå at reagere. Hans kind flammede rødt op. Hun hævede stemmen i vrede ”Hvad helvede bilder du dig ind? Tror du at du har nogen som helst ret til at ligge hånd på mig din store brynjeklædte idiot?!” Mere i trodsighed mod at lystre vagten og mindre fordi hun huskede hvad Damian havde råbt til hende satte hun ned mod sin teknisk set tidligere forlovedes gemakker. Soldaterne stod stille og måbede efter hende til hun greb fat i dørhåndtaget og smækkede døren til de forladte gemmaker hårdt bag sig. På indersiden i det længe forladte værelse trådte hun et par meter ind til hun stod overfor hans reol som hun stille satte panden mod med lukkede øjne. Hvor var dette langt hjemmefra.

[Isabel Veterano]

Der var gået flere timer, før Isabel begyndte at tænke på at skulle over til Damians værelse. Selvom hun holdte øje med tiden, kunne hun ikke løsrive sig fra dokumenter, hun bladrede igennem. Her var helt stille. Kun et par olielamper og stearinlys havde hun tændt hernede i det hemmelige laboratorium liggende midt i bjerget Castle of Fire befandt sig på. Kun to kendte til det. Hende og Marcellus. Det havde været hans safespace for Eriz, og hvor han kunne forske i fred uden at blive afbrudt. Men eftersom det kun var de to, der kendte til stedet, havde det overrasket hende at opdage, nogen havde været hernede for nyligt. Der havde været spor i støvet, dokumenter var blevet rykket rundt på, ting taget, ting brugt, tomme tallerkener. Og hun var ret sikker på, hun vidste hvem…
Hun havde brugt tiden på at lede efter det mindste spor efter, at finde ud af hvor han gemte sig henne, men det måtte være i Pandemonium, eftersom at han stadigvæk kunne komme her - lige under Eriz’s næse.
“Hvor er du? Hvor er du, Marcel?” mumlede hun for sig selv, inden at hun smed dokumenterne fra sig på bordet, og vendte sig rundt mod resten af det store rum med de mærkelige sten, der gav et grønligt skær fra sig. Småbandende vandrede hun omkring i håb om at falde over et eller andet, men der var ingen spor at finde, før hun i frustration sparkede til nogle papirer som lå på gulvet. Brat standsede hun op.
“Selvfølgelig. Selvfølgelig, din idiot!” udbrød hun, og kastede sig på knæene, for at lade en hånd glide over kridtstregerne, der udgjorde et stort pentagram på gulvet. Hun grinede. “Underdark.”
Tiden var inde til at gå. Hun kunne ikke tage til Underdark, nu hvor Caleb og Damian regnede med hun kom tilbage, men hun kunne efterlade et brev til Marcellus, når han på et tidspunkt kom tilbage hertil. Først anede hun ikke, hvad hun skulle skrive. I lang tid stod hun bare og stirrede på det tomme pergament, før hun endelig begyndte at skrive. Brevet efterlod hun på gulvet lige ved pentagrammet med en lille glasflaske af hendes blod ovenpå sig samt en lok af hendes hår, da hun vidste, hvad han skulle bruge for at finde hende.
På vejen ud standsede hun kort op foran en cylinderformet tank med en masse rør og ledninger forbundet til sig. Den var tom. Blidt lagde hun en hånd på det tykke glas, mens minder flashede igennem hovedet, før hun forsatte og lod laboratoriet tilbage.

Forsigtigt lukkede hun døren bag sig, da hun trådte ud bagerst i tronsalen, hvor kun skyggerne herskede på grund af den høje trone, dere tårnede sig op et stykke væk. Med en lav hvisken gemte hun døren, så den igen forsvandt ind i muren, inden at hun på lydløse fødder strøg afsted langs væggen, før hun lod skyggerne æde sig.
Hun dukkede op ved gangen, hvor Damians gemakker måtte befinde sig, men ventede med at træde ud af skyggerne, da hun opdagede to vagter bevogte døren, hvilket betød vampyren allerede måtte være derinde. Langsomt trak hun sig tilbage.

[Blake De Clare]

Rummet var stille. På trods af at det havde stået ubrugt i nogle måneder var det dog blevet rengjort og udluftet regelmæssigt, og en tjenestepige måtte fejlagtigt have troet af Damian skulle sove herinde i nat nu hvor han var hjemme, for kaminen var tændt. Blake rettede sig op og lod blikket glide rundt. Hun bevægede sig hen til Damians skrivebord og hvilede fingerspidserne ved det. Hvad skulle hun herinde? Efter et par øjeblikke uden svar knappede hun i stedet de to øverste knapper i kjolen op for at kunne trække vejret ordentligt. På aftener som denne ville hun ønske at hun ikke havde valgt en så klæbende kjole. Det var svært at trække vejret med alt det her drama. Hun kunne ikke længere høre vagterne udenfor, endten var de gået eller også var de stille. Eriz havde da egentligt heller intet sagt om at de skulle blive, eller havde hun? Hun skævede mod døren. Ingen lyde. Så gik hun mod et af de store vinduer og slog det op for at læne sig ud over vindueskarmen med overkroppen og kigge ned. Vinden rev og flåede i hendes hår. Der var svimlende 5 høje etager. Ikke en flugtvej for ubevingede. Hun skævede igen mod døren. Tog en detour på vejen mod den og greb en smal daggert der lå på en af reolerne, skubbede den op i sit ærme og stod så ved døren til værelset igen. Efter et par dybe vejrtrækninger lagde hun hånden på håndtaget og hev ned.

[Isabel Veterano]

Døren blev revet op, og Isabel snurrede rundt på hælen, for at stirre direkte ind i et par klare, lyseblå øjne. Blodet fra den ene vagt hvis strube hun havde skåret over, badede hendes hænder hvor daggerten stadigvæk blev holdt i et fast greb, mens hun forvirret kiggede tilbage på den unge pige, der pludselig havde åbnet døren ind til Damians værelse. Der var ikke tid til at tøve.
Hurtigt var hun over pigen. Hårdt klemte hun sin blodige hånd mod hendes mund, for at hun ikke skulle skrige, mens hun pressede hende tilbage ind på værelset igen.
“Stille!” hvæsede hun i ansigtet på hende, indtil de ramte én af søjlerne på den store himmelseng, hvor hun kunne holde den fremmede tøs trykket op imod med daggerten advarende mod hendes strube og hånden forsat over munden. “Ikke… en lyd.”
Hun drejede hovedet en smule mod skulderen, så hun kunne se mod skyggerne, der som sorte slanger greb om de to døde vagters ankler, og halede dem indenfor på værelset, før de lukkede døren efter dem, så ingen kunne opdage dem. Igen så hun mod pigen. Tydeligvis en adelspige hvis man skulle dømme ud fra tøjet og smykkerne, men hun anede hverken hvem hun var eller hvad hun lavede herinde på Damians værelse. Hvor var han overhovedet? Hvor var hendes bror?
“Ved du hvem jeg er?” spurgte hun hvislende den unge pige. Skyggerne bag hende havde krøbet og vredet sig over de to vagter liggende døde på gulvet, før de pludselig med stor kraft blev hevet ind i et skyggefuldt hjørne, hvor de bare… forsvandt. Isabel tog ikke notits. Alt hendes opmærksomhed var rettet mod pigebarnet. “Du behøver bare at nikke eller ryste på hovedet.”

[Blake De Clare]

"Fuck" Hvad end der havde været Blakes forestilling af billedet af den anden side af døren, så var det ikke dette. Hun spærrede øjnene op og nåede ikke mere end at træde et enkelt skridt tilbage og gøre klar til at smække døren i hovedet på det blodige syn, før kvinden var over hende og hun hurtigere end hun kunne undvige blev presset tilbage til hendes ryg bankede mod den graverede sengestolpe med et højt gisp. Hun kunne decideret smage blodet som det sølede nederste del af ansigtet til og farvede hendes læber. ”Mee lammrn, lip ma!” hendes stemme uforståelig men uden tvivl et forsøg på at udsende en ordre. Hendes øjne stadig opspilede, mere end før som hun skævede mod skyggerne der var… levende?! Ligene blev trukket ind på værelset og efterlod blodspor efter sig. Blakes vejtrækning blev hurtigere som hun stirrede på dem og så tilbage på kvinden. Hun blev mere og mere bevidst om æggen mod hendes strube og realiteten i to blodige lig indenfor hendes synsvinkel. Røde øjne, mandelformede krybdyrslignende pupiller kiggede tilbage på hende. Hendes arme hang passivt ned langs hendes sider, hun bevægede fingrene og daggerten begyndte at glide lydløst ned langs hendes håndled til hun kunne gribe om skaftet. ”mma” lød det det gennem kvindens fingre mens hun nikkede kort som hun pressede knivens spids mod det bløde stykke lige under ribenene på den hvidhårede. ”Lip ma” forsøgte hun igen at mumle igennem. Stadig totalt uforstående. Panikken nærmede sig, hun kunne næsten fornemme den trænge sig sultent på.

[Isabel Veterano]

Et øjenbryn hævede sig skeptisk, da hybriden mærkede en gemt kniv mod sit ribben, og hun så langsomt ned mod den, før hun med et fnis igen mødte pigens opspærret blik.
“Enten er du utrolig dum eller utrolig modig, hvis du ved hvem jeg er, og du alligevel tør true mig med en kniv,” hvislede hun køligt. Et smil krusede om læberne. “Ved du hvad der vil ske, hvis du stikker til? Enten rammer du mig i maven, hvilket hvis jeg er uheldig kan tage mig op til to uger at dø af. Infektionen vil dræbe mig langsomt og smertefuldt. Hvis jeg er heldig, rammer du den store blodåre. Blod over det hele. Jeg vil dø i løbet af få sekunder i en stor pøl af mit eget blod. Vil du kunne gøre det? For hvis du rammer bare en lille smule forkert af blodåren, så åbner jeg din strube.”
Hvem end tøsen var, havde hun haft en kniv op i ærmet, og været her på Damians værelse, hvilket ikke ligefrem skreg allieret eller ven. Hvem var hun? Der var ikke tid. Og hun turde heller ikke tage chancen nu hvor de befandt sig det mest farlige sted for dem på jorden. I det mindste var der ingen blod på kniven, hvilket betød hun ikke havde haft brugt den mod Caleb eller Damian, men hun anede faktisk ikke præcist hvad hun var for en slags.
“Søg værelset for lig,” beordrede hun sine skygger om, der med det samme strøg ud i værelset i en søgen rundt efter Caleb eller Damian. Under hele processen fjernede Isabel ikke sit blik fra den fremmede. “Har du rørt min lillebror og Damian, hm? Har du gjort dem ondt med din lille, skjulte kniv?”

[Blake De Clare]

Blakes ansigtsudtryk forblev det samme som morderen foran hende lavt hvislede. Hendes tag om skaftet på Damians daggert strammede sig som hendes vejtrækning blev roligere, et kort øjeblik til en beslutning, og så klingede den højt mod gulvet som hendes fingre havde løsnet grebet og ladet den falde. Hendes blik i dyb undren som Isabel Veterano spurgte hende om hun havde gjort Damian noget. Hvorfor skulle hun have gjort det? Var der sket ham noget siden kontoret? Hun tog chancen og jog til siden, i én hurtig bevægelse var hun gledet om sengestolpen og landet i sengen i stedet. Hendes fingre gled til halsen hvor hendes manøvre bort fra daggerten havde forårsaget en lang, men ikke ret dyb flænge. Kun et par enkle bloddråber forlod den. Det gav hende nok tid til at åbne munden. ”Nej? Hvad fanden vil du?! Og hvad i helvede er der sket med Damian?!” hendes stemme dirrede af vrede. Et subsitut for skræk. Højre hånds fingre stadig om halsen. Hun kunne alligevel ikke flygte fra en Veterano, men hun kunne selvfølgeligt springe ud af vinduet. Hvor lang tid ville det tage hende at komme tilbage fra det? Hendes blik veg umærkeligt mod det.

[Isabel Veterano]

“Jeg har virkelig ikke tid til det her…” Isabel drejede ansigtet til siden, som om hun lyttede til noget ingen andre kunne høre. I et øjeblik stod hun helt stille. “Hm… i det mindste taler du sandt, selvom jeg bad dig om at holde din mund lukket.”
Daggerten beholdte hun stadigvæk i hånden, men holdte den ned langs siden, da hun hurtigt kunne nå at få den op, hvis tøsen forsøgte at stikke af eller angribe hende. Nonchalant sparkede hun til kniven på gulvet, så den rutsjede under sengen.
Hun rettede kommanderende en finger mod pigen. “Bliv,” beordrede hun. “Hvis du så meget som rør dig, gør jeg det samme mod dig, som jeg gjorde mod vagterne, forstået?” Et blik blev sendt, for at gøre det klart at hun mente det. Hun havde virkelig ikke overskudet til at skulle deale med den her pige, nu hvor hverken Caleb eller Damian befandt sig herinde, hvilket pludselig førte til en masse problemer, hun skulle have fundet en løsning på. Noget var gået galt. Men hvor og med hvem og hvordan?
Småmumlende med skyggerne gjorde hun det eneste, som hun kunne tænke på lige nu, og det var at begynde at pakke en taske til Damian, hvis han nu pludseligt, skulle komme ind gennem døren. Rent tøj, noget varmt og praktisk. En tandbørste. Nogle af de krukker han havde på badeværelset, som indholdte salver og olier til pleje. Et par gode støvler. Sokker. Hun fandt en skakbrik på hans natbord, som hun forsigtigt samlede op, og vendte i hånden, men det var blot en skakbrik lavet af sort træ. En løber. Eftertænksomt strøg hun den med tommelfingeren. Hun ignorerede fuldkommen alt hvad Blake havde at sige, og det var først, da dørhåndtaget bevægede sig, at hun skarpt rettede blikket op mod døren. Skyggerne fór op som en bølge af mørke. Døren gik op, og hun nåede lige akkurat at standse de grådige væsner fra at kaste sig over Caleb, da han strøg indenfor.
“Ved Cirklerne…!” udbrød han ved synet af de hævet skygger, der langsomt krøb tilbage igen, inden at han kiggede fortørnet hen på sin søster. “Var du ved at få dem til at angribe mig?!”
“Jeg vidste ikke, det var dig, og jeg har allerede fået ét problem,” svarede hun roligt, og gjorde et hovedkast mod pigen i sengen.
“Flammerne tage mig, hun bløder?! Har du angrebet hende?!” Han smed hjelmen fra sig, for at skynde sig hen til sengen, og hende der måtte være Damians forlovet, som havde blod op og ned af halsen. “Det er Damians forlovet, Izzy! Han sendte hende herop, så hun kunne hjælpe os, da han er blevet taget til fange nede i en celle. Det er okay, Blake… Vi er med Damian. Det er en lang historie, men du er nødt til at stole på, vi vil ham det bedste, og er her for at hjælpe ham. Isabel er hans gudmor. Kan jeg se på såret? Hvis du flytter din hånd bare en lille smule, så jeg kan se. Bare rolig, jeg vil ikke gøre dig ondt.”
“Hun sagde ikke, at hun var hans forlovet eller noget! Hun stak bare en kniv mod min mave med en skjult kniv, og hverken dig eller Damian var her. Hvad i Afgrunden skulle jeg have troet? Desuden var det hende selv, der kastede sig væk, så hun blev skåret,” vrissede hybriden fra sidelinjen.
Caleb sukkede opgivende. “Du må undskylde min søster. Hun er ret paranoid og kontant.”
En frustreret lyd kom fra Isabel.

[Blake De Clare]

Blake stirrede på den kvindelige Veterano - var hun sindssyg? Hvem talte hun til? I det mindste fulgte hun ikke efter Blake og hun kunne forblive siddende på sengen. Eller, hun kunne faktisk ikke så forfærdeligt meget andet. I hvert fald ikke hvis flængen i halsen ikke skulle blive gjort dybere af endnu et ”strejf” fra Isabels daggert. Pakkede hun Damians ting? wtf.

Hun blev siddende som skyggerne fór mod døren som endnu en… Veterano brød ind på et værelse de ikke hørte til på. Hun rynkede på næsen ved Isabels henvisning til hende som et problem. Ved ilden, det var vel dem der var problemet her? Blake boede der trods alt. Eller, ikke lige i disse gemakker. Men tæt på. Som den mandlige Veterano drejede ansigtet mod hende kom hun af sengen og på benene, på den side af sengen hvor vinduet stod åbent. Hendes blik gnistrende arrigt fæstnet ved de to. Hun måtte se mere skadet ud end hun var med vagtens blod tværet udover ansigtet og blodige løbebaner nedover hals og brystkasse. Hun nåede igen kun et enkelt skridt bagud før Caleb var nået hende. Hendes bryn rynkede sig undrende ved hans ord. En Veterano der ikke forsøgte at skære halsen over på folk før de vidste hvem de var? Det var sjældent at Blake var stille så lang tid ad gangen. Hendes fingre pressede sig hårdere og nægtende mod halsen som han ville have hende til at flytte den og give ham adgang. Hendes blik veg hårdt mod Isabel som hun beskyldte hende for ikke at fortælle hende hvem hun var ”Hvordan skulle jeg fortælle dig hvem jeg er med din blodige hånd for min mund?! Jeg er ved ilden ikke mentalist!” hvæste hun. Hendes blik flakkede mod Caleb og så sænkede hun langsomt hånden. ”Det er ikke slemt - sikkert meget mindre end hvis jeg var blevet stående” lød det lidt tammere, men stadig vredt. Og stadig stikkende til det faktum at kvindemennesket havde holdt en daggert til hendes strube.

[Isabel Veterano]

Isabels glødende øjne rettede sig vredt mod Blake, inden hun forsatte med at pakke Damians ting ned i en rygsæk, og lod sin bror om at se til den skadet forlovet. Så forsigtig krigerhænder nu kunne være kiggede Caleb på såret, men måtte give Blake ret i at det ikke var så dybt, og at det meste af blodet nok ikke var hendes, så det så mere alvorligt ud end det var.
“Hvis hun ville have dræbt dig, var du allerede død,” fortalte han med et skævt smil, før han uden tøven rev pudebetrækket i stykker, så han kunne give hende noget at lægge pres på omkring såret. “Bliv ved med at presse mod såret indtil blødningerne er stoppet. Det skal nok gå det hele. Sæt dig her på sengekanten.”
“Hvad er planen?” Isabel svang den pakket taske over sin ene skulder, mens hun stak løberen ned i en lomme på sin frakke. “Jeg går ikke ud fra det er lykkes Damian, at få hævet vampyr-forbandelsen?”
“Nej, desværre. Vi har besluttet os for at droppe planen, og komme væk herfra inden tingene går endnu mere galt.”
“Men hvad med-”
“Isabel, vi kan ikke blive her. Vi kommer ud herfra, finder et sikkert sted og må så finde på noget andet. Vi alle vidste det her var risikabelt og chancerne for succes var små. Fandt du i det mindste ud af din ting?” spurgte han, og tog fat i hendes arme. Hun nikkede.
“Han er i en anden dimension, men kommer hertil en gang imellem,” svarede hun lavmælt. “Jeg har lagt en besked til ham.”
“Han er her på slottet?!” udbrød magikeren overrasket med en snert af imponering i stemmen, inden han kom med en lav fløjten. “Han er modig.”
“Han kender Eriz og hendes kræfter. Så vi skal have Damian brudt ud af cellen? Kan blive svært. Fangekælderen befinder sig midt i bjerget, så jeg kan ikke teleportere os direkte ud. Vi er nødt til at bevæge os op igen til vi kommer til en udgang, men hvem ved hvor mange vagter vi støder ind i på vejen?”
Caleb sukkede tungt, før han begyndte at vandre frustreret frem og tilbage på gulvet i håb om at en plan vil blive skænket til ham, men de var i fjendeland.
“Der er ingen måde at komme ud på uset?” spurgte han, men Isabel rystede på hovedet. Han udstødte en frustreret lyd, og lagde nakken tilbage med de behandsket hænder over ansigtet. “Og vi kan ikke komme hurtigt nok væk, fordi solen står op lige om lidt, og Damian vil brænde op lige så snart han træder ud. Vi vil være fanget på slottet.”
“Kunne du bruge dit sidste ønske på Damian? Vi kunne liste os ud, finde Moria, og-”
“Det tager for lang tid, Izzy! Jo længere tid vi bliver i Pandemonium, jo større bliver risikoen for dig at blive genkendt! Kan du transportere ham gennem skyggerne, uden at han rammer solen?”
“Og efterlade dig? Aldrig i livet. Desuden er risikoen for stor, hvis jeg skal have ham hele vejen ud. Vi kan blive fanget i en lille, skyggefuld krog, der vil blive oplyst i løbet af få sekunder.”
De to Veteranoer bliver mere og mere frustreret jo flere ideer de er nødt til at afkaste, og de er ved at indse, der ikke er nogen vej ud for dem. Specielt Caleb virker på grænsen til desperat, selvom han forsøger at holde hovedet koldt og ikke begynde at råbe, så de bliver hørt udenfor værelset.
“Du er nødt til at tage væk! Jeg kan ikke miste dig én gang til!”
“Jeg forlader ikke dig eller Damian?! Han er min gudsøn og du er min bror! Ikke tale om at jeg bare stikker af, mens der er chancer for Eriz opdager det hele!”
“Og hvad hvis hun opdager det hele?! Ved du hvad hun vil gøre, hvis hun ved du er her på slottet?!”
“Jeg er ikke bange for hende, Caleb!”
“Så er du en idiot, for jeg er pisse bange for hende!”
“Jeg efterlader jer ikke! Vi må bare vente til det bliver nat.”
“Vi kan ikke vente så længe, Izzy! Det er alt for risikabelt!”

[Blake De Clare]

Blake gjorde ikke andet end at nikke småt til Caleb og tage imod stofstykket som hun pressede mod flængen. Normalt ville hun ikke engang have kigget to gange på den, men blot have skjult den så der ikke blev stillet unødige spørgsmål til dens ophav. Hun satte sig overraskende lydigt på sengekanten med den frie hånd slapt i skødet. Deres stemmer fór diskuterende frem og tilbage mellem dem og fyldte rummet med fustrationer over en tydeligtvis mislykket plan. Hendes blik betragtede dem mens deres opmærksomhed var på hinanden. De så en anelse ældre ud end hun havde forestillet sig dem, og Isabel var mere fremtrædende af udseende end blækstregerne gjorde hende til i bøgerne.

”Hvad med tjenestegangene?” afbrød hun, hendes stemme ikke høj og stadig usikker på om hun havde lyst til at hjælpe dem. Hvis de virkeligt var med Damian så var det dog ikke så meget fordi hun havde et valg. Hun havde trods alt været på vej ud af hans gemakker for at sætte kursen mod kældrene. ”Der er sjældent vagter på dem”. Små smalle gange der spredte sig udover slottet, ofte parallelt med de store alment kendte gange. De blev brugt til tjenestefolk, vasketøj, osv. Pøbel og skidt som adelige ikke gad se på. Hun tvivlede på at de fleste kendte til dem, hun havde i hvert fald brugt lang tid på at finde dem - og finde rundt i dem når hun skulle ud på sine natteeventyr. Hun rejste sig langsomt op, stadig knugende om stofstykket som hun sænkede. ”Jeg kan vise jer vejen, hvis I ikke kender den? Damian kan måske blive smuglet ud i en kærre via en af bagvejene?” hun sank en klump. Det lød ikke som Damian at blive smuglet nogle som helst steder hen.

"og hvis ikke, så kan jeg måske hjælpe ham…” hun lagde tryk på måske, selvom det sandsynligvis ikke var hørbart så lav som den sidste sætning lød. Hendes blik hvilede på dem begge, skiftende mellem dem. Tøvende.

[Isabel Veterano]

Isabel rystede på hovedet af Blakes forslag.
“Jeg kender tjenestegangene, og vi vil stadigvæk blive opdaget. Desuden kan Damian på ingen måde blive fanget af solen, når vi skal have ham ud. Forestil dig en kamp, der bryder løs, og han står fanget og sårbar uden mulighed for at flygte. Desuden kræver det bare et knips fra Adrian, og så er han støv,” svarede hun med en grimasse ved tanken om englen, der befandt sig et eller andet sted på slottet, og stort set var den største trussel for dem. Mon det var derfor, Eriz havde taget ham til sig? “Så længe han er vampyr, kan vi ikke få ham ud om dagen.”
“Så enten tager vi chancen, kæmper os ud, og risikere Damian bliver grillet, eller også venter vi her til vi to måske bliver fundet?” spurgte Caleb opgivende, inden at han med en hovedrysten sætter sig på kanten af sofaen ved ildstedet med albuerne hvilende på knæene. “Vi har brug for et mirakel.”
Isabel nikker, inden hun med et suk slår ud med armene. 
"Er du stærk nok til at sprænge os igennem bjerget?" spørg hun sin lillebror, der forvirret trækker på skuldrene. 
"Måske? Det vil nok tage et par forsøg, men måske? Hvad tænker du da?"
"Hvis vi ikke har noget andet valg, kan vi forsøge at få Damian ud ved at svøbe ham i et vådt tæppe. Når du har lavet hul, må jeg jo prøve at få os alle sammen ud gennem skyggerne, men det er risikabelt og jeg kan komme til at miste jer på vejen," svarede hun med et træk på skuldrene. "Men jeg kan ikke se nogen anden løsning...."

[Blake De Clare]

Blake måtte indrømme at hun fandt sig selv en anelse skuffet over håbløsheden ligenu. Ikke fordi hun havde forventet meget af sin aften på forhånd, men fordi det var Veteranoerne! Hun stirrede på Caleb der sank ned på sofaen og på på Isabel der stadig stod op. Hun tøvede før hun åbnede munden igen, stadig stående samme sted. ”Ville I alle kunne” hendes stemme knækkede over og hun rømmede sig før hun gjorde endnu et forsøg ”Ville I alle kunne komme ud hvis han var dødsengel?”

[Isabel Veterano]

Begge Veteranoer kiggede hen på hende, inden de kiggede på hinanden, som har de en form for telepatisk samtale, inden at Isabel nikkede igen, og lagde armene over kors.
“Det var planen, han skulle have været blevet dødsengel nu, så vi kunne komme ud. Vi regnede med Eriz ville have gjort det med det samme, eftersom hun hader vampyrer mere end noget andet, og ikke vil se sin lille dreng ødelagt. Jeg forstår ikke, hvorfor hun ikke har gjort det endnu,” svarede hun, og begyndte at gå lidt rundt i rummet. “Jeg kan måske bringe Moria til dig, så du selv kan ønske ham til en dødsengel?”
“Du bringer ikke min hustru herhen, Isabel,” svarede Caleb skarpt med et pludseligt vredt blik, så hun blot nikkede lydigt.
“Undskyld…” mumlede hun, og forsatte sin vandring rundt i rummet. Det var frustrerende, og bekræftede netop hvorfor de altid foretrak at arbejde alene uden for mange med dem. Flere folk begrænsede. Damian begrænsede. Men de kunne ikke efterlade ham, og hun havde det allerede forfærdeligt over, at være fejlet i at redde Macaria.

[Blake De Clare]

For første gang lød Isabel ikke vred som hun talte til Blake og endnu en gang blev den unge djinn overrasket. Ikke at det var særligt synligt, der var så meget andet der foregik ligenu. Hun rettede blikket mod Caleb ”Er du gift med en djinn?” spørgsmålet fløj ud af munden på hende, og hun så halvt om halvt forbløffet ud før hun fik bragt sig tilbage til det vigtige i øjeblikket. ”Eriz ønskede det ikke, fordi hun ikke ville bruge sit eget ønske på det, så længe der er en anden djinn på slottet…” hendes stemme var taget en anelse til i styrke, men lød stadig usikker som hun balancerede med emnet. ”Hun gjorde det meget klart, at hvis Damian blev dødsengel igen uden hendes hjælp, så ville han få titel og liv tilbage”. Hun veg med vilje udenom det afgørende spørgsmål.