Oh hell no!

[Blake De Clare]

Braget var øredøvende og fyldte gangen med støv. Blake trådte tilbage og klemte sig ind mod muren med hænderne hårdt presset mod ørene og lukkede øjne indtil hun hørte Damians udbrød og åbnede øjnene. Hendes blik faldt overrasket på Caleb og hun kunne ikke lade være med at gengælde hans smil med et lille nervøst. Realiteten i hvad de lavede - og hvad hun skulle gøre, havde slået hende sammen med braget.

Hun greb om Damians overarme med begge sine hænder som Isabel voldsomt skubbede ham ind i hende med et højt gisp. Han var helt anderledes. Dragende. Vampyrisk. Hendes fingre klemte om hans muskler før vagternes hårde fodtrin og Damians andet forsøg på at spørge hvad de skulle i gang med afbrød hende. Hun stirrede op i hans grå øjne. Panikken ved at binde sig flettede sig sammen med beslutsomheden om at få ham sikkert ud under Eriz klør og fik hendes tunge på gled og hun begyndte at tale så hurtigt som hun kunne mens hun skævede ned af gangen hvor Isabel var forsvundet. ”Jeg er ikke en genstand, du bestemmer ikke over mig, du må aldrig holde mig indespærret og du skal tale med mig før du ønsker”. Lyttede man ikke godt efter ville hendes ord forsvinde i hinanden, så hurtigt som de blev remset op efter hinanden. ”Lov mig det Damian” sagde hun med et bedende blik, men afventede ikke svar. ”Du skal svare Din kærlighed binder dig” orienterede hun hurtigt før hun klemte endnu hårdere om hans arme som for at finde støtte i ham, til at sige ordene. ”Jeg elsker dig”.

Blakes læber hviskede ordene som hendes lyseblå øjenfarve blev fordrevet af guld og ordene tog form og fæstnede sig svævende mellem dem som tynde guldtråde, pulserende og ventende på at eksplodere og omfavne dem begge og gøre dem til én. Hendes hænder rystede afventende på hans arme, hendes blik forblev ved hans som hun holdt vejret og knapt fik frembragt ”Sig det”

[Dylan Forsyth]

Med rynket pande lyttede Damian til hvad Blake sagde - eller han forsøgte at følge med, selvom duften af blod kærtegnede hans næse, og lyden af kamp ekkoede ned af gangen, da Isabel så nemt som ingenting gjorde det af med vagterne. Det var kun et spørgsmål om tid, før flere ville følge.
Han blev dog fuldkommen fokuseret, da ord han aldrig før havde hørt fra andre end hans mødre, pludselig rungede igennem hans kranie, og fik ham til at stirre ned på Blake, som havde hun lige afsløret sig selv som hans søster. Hans ansigt henlagt i vantro.
“Hva?” spurgte han forvirret, mens hans mave steg flere kilometer op over ham. Hendes kommanderede ord, fik ham til at skæve over mod Caleb, der lavede en utålmodig gestus mod ham. “Men…”
“SIG DET NU BARE FORHELVEDE!” lød det vredt fra den anden side af gangen, hvor Isabel var på vej tilbage med blod dryppende fra hendes daggerter. “Vi har ikke tid!”
Helt tør i munden sænkede han blikket ned til Blake, der holdte krampagtigt fast i hans arme med desperat malet i ansigtet. Et skævt smil voksede sig frem på hans læber.
“Din kærlighed binder dig.”

Hvis nogen havde påstået at få sin sjæl bundet til en anden var smertefrit, ville de lyve. En eksplossion af gyldent lys skød ud af Blake, og borede sig ind i hans brystkasse, så han måtte gribe hårdt fat i hende, for ikke at falde. Højt råbte han af både overraskelse og smerte, mens lyset forbandt dem med hinanden og enhver muskel, nerve og sene i hans krop spændtes. Det var som skulle han til at eksplodere. Ord rungede i hans hoved igen og igen og igen som en messe. Hovedet kastede sig tilbage. Tænderne kværnede mod hinanden. Øjnene klemte sig sammen så der opstod hvide prikker.
Og alt han kunne mærke var Blake.
Og energi. Ubegrænset energi.

Pludselig var det forbi.
Hele kroppen sitrede, og han opdagede alle hårene på hans arme havde rejst sig. Med en blanding af fasination og forundring kiggede han ned på gulvet, hvor Blake havde stået. Der var kun en lampe tilbage.
“Ooooh… ved...flammerne…”

[Blake De Clare]

Blakes blik var blevet ængsteligt som hun stirrede på ham og fandt sig selv rykke utålmodigt i hans arme. Måske havde det været en rusken hvis han ikke havde været en stenhård vampyr. ”Damian…” tiggede hun og skævede igen bagud mod Isabel der kom løbende smurt i blod.


Jeg binder din kærlighed.

Damians stemme fyldte et øjeblik korridoren før det var som om den trak sig ind i de pulserende tråde mellem dem, som i ét eksploderede og omfavnede dem begge i en sky af guld røg. Blake gispede højlydt efter vejret som hun følte hele sit indre eksplodere i elektrisk magi der rytmisk strakte sig ud efter dem begge og en brændende indsnævrende fornemmelse stadfæstne sig om hendes talje som deres sjæle blev bundet sammen. Magien åbnede hende. Åbnede for noget hun aldrig havde følt før. Hendes øjne spilede sig op som hun mærkede alt omkring sig. Korridorens solide mure, etagerne ovenover, bjerget under dem, Agaras udenfor hendes rækkevidde føltes pludseligt at nå blot ved et fingerknips, energien i månelyset, i rødderne under slottet og i livet omkring hende. Og Damian mellem hendes hænder… hans puls var hendes, hans følelser var hendes, og vægten på hans skuldre hendes, hun så sig sig selv gennem hans øjne. Blafrende hår og skørter, gyldne øjne, smilende. Nej, leende. Hun var uovervindelig. Hun rakte ud for at berøre hans kind med sine fingerspidser som hun mærkede sig selv blive ét med omverdenen, blive let som luft, og så var hun borte. Forsvundet i en lille petite lampe. Lys gylden og indgraveret i et fremmed sprog med fine små skrå tekster og mørkeblå graveringer. Og det gyldne lys med hende.

[Dylan Forsyth]

Der var fuldkommen stille i gangen. Alle stirrede ned på den lille lampe på gulvet. Pludselig slog Damian ud i en høj latter, så det gav et spjæt i begge Veteranoer over den høje lyd, mens vampyren blot lo højt, og samlede lampen op i sine hænder.
“Endelig! En djinn! Jeg fik en djinn! Kan I tro det?! Hun er herinde lige nu! Flammerne tage mig, det er fantastisk! Det føltes fantastisk! Jeg har ubegrænset magt over alting! Jeg kan ønske mig alting!” udbrød han glædestrålende, og begyndte at danse rundt i en form for sejresdans med lampen hævet over hovedet, mens de to Veteranoer kiggede forvirret på ham og så hinanden.
Knægten var sindssyg.
“Okay, Damian, du er nødt til at fokusere. Vi ved ikke, hvornår folk begynder at myldre herned, og vi skal ud. Caleb laver en - Damian hør nu efter for pokker! - Caleb laver et hul ud, men du er nødt til at have ophævet vampyrismen inden da, for der er sollys udenfor, okay? Du skal bruge et ønske nu,” forsøgte Isabel at forklare den lykkelige vampyr, der slet ikke kunne stå stille. Det endte med hun måtte gribe fat i hans arm. “Damian, forstår du?! Du skal ønske vampyrismen væk. Nu!”
“Right. Rightrightrightright. Det er bare… I kan slet ikke forestille jer hvordan det her føltes. Det er helt fantastisk!”
Caleb fnøs. “Du er altså ikke den eneste i verden med en djinn. Bare lige nu er vi tre forbundet til én.”
“Guys, kan vi måske koncentrere os om det mest presserende lige nu? Som at komme ud?” spurgte Isabel småirriteret. “Helst inden der kommer en stor, magtfuld engel?”
Damian smilte bare til hende, inden at han gjorde lampen fast til sit bælte, og prøvede at ignorere angsten over at være fanget i et lille, mørkt, tomt sted. Uden at behøve at ytre et eneste ord, kaldte han Blake ud af lampen.

[Blake De Clare]

Verdenen var en gylden tåge. Det føltes som om hun stille og roligt rokkede på bølger, som lå hun midt i det store hav. Men kiggede hun ned af sig, var der intet at se. Ingen lange ben, ingen kjole, ingen smykker. Og når hun ville vippe med fingrene, skete der intet. Hun kunne ikke se noget. Blot gylden tåge. Og hun kunne ikke mærke andet end vægtløshed. Tiden var borte. Kaoset var borte.

Og så eksploderede hendes lille tætte boble til mørke korridorer, larmende soldater og de tre hun havde været midt i et flugtforsøg med. Det hele var gået så hurtigt at hun stadig havde det leende grin på ansigtet som hun rødkindet stirrede på Damian og så på Isabel og Caleb. ”Så I det?!” hendes stemme var alt for overgearet. Hun var frisk. Fuld af energi. Hun kiggede på Damian der så ligeså overgearet ud som hende. ”Kan du mærke det?!” Hendes stemme med samme entusiasme som før som hun nærmest hoppede. ”Jeg kan alt!” Hun rakte armene frem imod ham og hendes hænder flimrede kort før de brød ud i små vildt dansende flammer der igen forsvandt som hun glædesfuldt strakte hænderne mod loftet. ”Alt!” Hun lo højt, som havde hun fuldkommen glemt deres situation.

[Dylan Forsyth]

Damian kunne ikke lade være med at le af Blakes entusasme, som han delte med hver en fiber i hans krop. Han kunne mærke hendes kræfter. Hendes glæde. Hendes iver. Hendes energi rullede igennem ham! Det var helt helt anderledes end da Aron, havde haft en del af hans sjæl. Dér havde han føltes ufulstændig, forkert og ødelagt, men med Blake var han hel, og hele verden lå pludselig åben for hans fødder.
Han greb Blake om taljen, og svang hende en omgang rundt i luften uden problemer med sin vampyriske styrke, så hendes kjole flagrede om benene på hende. Alt var ligegyldigt nu. Alt var godt. Deres latter ekkoede ned af gangen, hvor de blandede sig med genlyden af løbende støvler og råben fra soldater, der var på vej ned til dem.
Caleb gjorde et ryk med sine arme, og grønt magi sprang frem, så hele gangen blev lyst op af skæret, inden at han stillede sig fast med fødderne solidt planen og et koncentreret udtryk i ansigtet, da han nedstirrede væggen foran ham. Hans søster stod allerede klar til kamp med skyggerne samlende omkring sig.
“Damian, ønsk!” snerrede hun kort over skulderen. “Vi får snart selskab, og jeg tror Eriz har opdaget os.”
“Ja, ja, ro på. Det hele skal nok gå.” Den unge prins tog sin forlovets ansigt mellem hænderne, mens han smilende så ned på hende. Snart ville alting blive forvirrende igen. “Er du klar til, vi laver vores første ønske?” spurgte han hende blidt. “Jeg vil blive en dødsengel igen, men jeg tror tingene bliver anderledes nu hvor vi er forbundet, og jeg kan…” Han ledte lidt efter det rigtige ord. “... føle dig. Selvom jeg ikke bliver i stand til at føle lige så kraftigt, vil du alligevel vide, hvad jeg mener. Du kommer til at forstå mig, og jeg kommer til at forstå dig.” Hans smil blev bredere. “Vi kommer aldrig til at blive alene igen.”
“DAMIAN!” Irriteret kastede han et blik over på Isabel, før han igen samlede opmærksomheden ned mod Blake, hvis ansigt han stadigvæk holdte.
“Right… Here it comes… Jeg ønsker at ophæve vampyrismen hos alle.”

[Blake De Clare]

Blake strålede mod Damian, og som vidste hendes krop at han ville række ud efter hende, trådte hun fjedrende det sidste skridt mod ham og lod sig højt leende svinge omkring i luften. Hun hældnede nakken bagud og krammede sine fingre omkring Damians nakke som hendes krop dirrede af spænding og latter. Hun kunne mærke hans latter runge i sit eget bryst, som en kopi af hendes egen, og hans hænder om hendes talje føltes som en naturlig forlængelse af hende selv. Opslugt af ham og hende, lænede hun sig frem og plantede et energisk kys på hans læber før hun lo ligeså fuld af energi.
“Jeg er klar” lød det højt og sikkert. “Jeg er klar.” Hendes læber skiltes i det største smil som hun dirrede spændt mellem hans hænder. Klar på hvad end han skulle kaste hendes vej. Klar på at gøre hans bud og opfylde hvad end der ville gøre ham lykkelig. Hendes øjne skinnede som hun overhørte enhver anden der forsøgte at komme i kontakt med det unge par. Hendes øjne fikserede på sin forlovede, afspejlede mere liv og energi end nogensinde før.

“Jeg ønsker at ophæve vampmyrismen hos alle.”

Verdenen stoppede omkring dem. En brændende fornemmelse stadfæstede sig omkring hendes talje under Damians hænder og et gyldent lys sprang ud mellem hans fingre, omsluttede hendes liv og strålede opad. Den gyldne farve smeltede indover hendes øjne og dækkede alt fra pupiller til øjets kant. Hendes fingres greb om hans nakke løsnede sig. Blake fløj. Hendes bevidsthed rejste sig op langt over vampyren, hybriden og magikeren. Langt over soldaterne hun ikke bare kunne se nærme sig på den anden side af muren, men også føle nærme sig. De var ikke længere vigtige. Blot statister i den store verden. Hun strakte sine arme ud og mærkede dem. Dem alle sammen. Mærkede tusindvis af væsner uden puls og mærkede hvordan det kradsede i hendes fingre for give dem livet og deres tabte år igen. Hun var ikke længere i kælderen, og alligevel var hun fysisk lige mellem hans hænder.

Hun eksploderede. Eksploderede i et pulserende blændende lys af guld, der kastede sig ud i alle retninger fra hende, ramte alle lige nådesløst og pulserende med lysets hastighed spredte sig udover verdenen, dækkede den i guld som sivede ind gennem ethvert vampyrisk væsen. I kælderen havde hun skubbet Damian mod muren med hænderne fast mod hans brystkasse. Hun mærkede ham som hun mærkede alle. Hendes magiske fingre greb om hans hjerte. Hun gav ham sin puls. Delte sit hjertes energi med alle vampyrer hendes lys berørte. Lod følelsen pulsere gennem tusindvis af kroppe som hun fordrev udødeligheden, fordrev skrækken for solen, fordrev blodtørsten og fordrev alt hvad vampyrisme bragte. Hun pressede sit energi og sin livslyst ind i deres brystkasser og gav dem deres stjålne år tilbage. Hun lænede sig frem og pressede sine læber mod Damians, men følte alles, og pustede luft og ilt i deres tomme lunger. Og så trak hun sig tilbage. Trak alt sit lys tilbage til sig selv, med undtagelse af et lille aftryk af lys og følelser der flettede sig ind i deres sjæle, hvor hun før havde krammet om en uddød vampyrraces døde hjerte.

[Dylan Forsyth]

Det var ikke ligefrem behageligt men heller ikke smertefuldt. En grimasse over ansigtet var alt Damian gjorde, da ønsket ramte ham, og Blakes læber pressede sig mod hans, som hun pustede liv og luft ind i ham. Og så var det dér. Et hjerteslag. To hjerteslag. Tre hjerteslag. Rytmen var først langsom, men blev så hurtigere og hurtigere og hurtigere, indtil det galloperede afsted i høj hastighed, som havde han lige fløjet tusinder af mil. Han rev sin mund fri af hendes, for at tage sin første hivende indånding i flere uger. Varmen begyndte at sprede sig stikkende og kriblende rundt i hans krop. Alt hvad vampyrismen havde gjort perfekt og pænt forsvandt fra ham.
Og sammen med varmen, livet, åndedrættet og pulsen kom også den velsignet fred. Han kunne decideret mærke det. Områder i hjernen lukkede ned, og følelser der engang havde stået så klare for ham, falmede til blot få gnistre. Et smil bredte sig på hans ansigt. Stilheden og roen i hans indre var en befrielse, han havde troet, at han aldrig ville savne, men alting var så mere overskueligt og tydeligt for ham nu. Alting så lige til.
Han pustede langsomt ud.
Et tæppe var blevet lagt over hans sanser, men det gjorde lige meget, for lige nu var alt stille. Næsten. Små spark af indskydelser, tanker og følelser sprang stadigvæk rundt, og fik ham til at kigge ned mod Blake, der stadigvæk stod ved ham. Hun var en rutsjebane af følelser. Så mange følelser. Han kunne mærke dem, men ikke helt forstå de fleste af dem eller hvorfor de var dér. Det var okay. Alt var okay.
“Damian… Damian er du her?” Caleb stod ved hans side med en hånd på hans skulder. Et bekymret udtryk malede hans ansigt, men den unge dødsengel smilede bare afslappet til ham.
“Jeg er her,” svarede han med en stemme, der havde mistet så meget liv og energi, men nu var rolig, mørk og dæmpet. Åhhh han kunne ikke vente til at sprede sine vinger ud. Han kunne mærke musklerne i ryggen, der forbandt sig med dem, men der var for lidt plads, til at han kunne slå dem ud nu. Han drejede hovedet ned af gangen, hvor Isabel stod klar til soldaterne, der snart vil ankomme. Hun virkede rolig. Opmærksom. Koncentreret. Akkurat ligesom ham selv.
“Adrian og Eriz vil personligt komme herned,” fortalte han Caleb, der nikkede velvidende.
“Det ved jeg. Isabel får brug for jeres hjælp, mens jeg hamre mig igennem bjerget. Er du klar til at kæmpe?”
“Altid. Jeg er en dødsengel, husker du nok.” Han smilte skævt til magikeren, før at han strøg en hånd ned over Blakes arm. “Grib et sværd. Jeg gætter på jeg nu endelig får at se, hvor god du helt præcis er.”
Fra én af de soldater Isabel allerede havde dræbt, samlede han et sværd op, og stillede sig ved siden af Isabel, der kort kiggede op og ned af ham, men ikke sagde noget, før hun igen koncentrerede sig mod den fremtidige opgave.
“Hold jer samlet. Lad ikke nogen komme forbi til Caleb, og ingen store hug, der kan komme én af os andre. Når Eriz kommer så overlad hende til mig,” informerede hun kortfattet.
“Hvad med Adrian?”
Øgleøjne rettede sig mod ham. En kort tøven. “Ham tager du.”

[Blake De Clare]

Blake følte sig på ingen måde tom for energi som Damian blev til sig selv. Hun kunne stadig erobre den eksisterende verdenen og kunne stadig skabe en ny verden. Det kriblede ligefrem i hendes fingerspidser efter at han skulle ønske igen og lade hende omfavne jorden med alt hun havde. Det hele gik hurtigt, men hun kunne mærke ham, hun kunne mærke forandringerne og modstod trangen til at gispe efter luft da han fyldte sine lunger påny. Hun mærkede ham som en stille stabiliserende faktor i sit indre. Som en balancerende kugle i hendes eget virvar af følelser.

Hendes blik gled mod Caleb. Hendes kinder røde og stadig smilende. Hun følte sig... høj. Ikke jordisk og ikke tilstede i den mørke kælder. Ikke rigtigt ihvertfald. Damian hev hende lidt mere tilbage til realiteten med hans berøring og hun smilede med et halvberuset glædesfyldt blik til ham. "Jeg er klar" gentog hun sig selv fra før ønsket og bukkede sig ned for at samle et smal svær op i den ene hånd og en daggert i den anden som hun lod glide ned i det ellers fine guldbælte i taljen. Så placerede hun sig på modsatte side af Isabel, så de alle tre spærrede gangen for Caleb.

Korridoren føltes et øjeblik stille på trods af lyden af råb og løbende støvler. Blake følte sig klarsynet som hun drejede ansigtet og blot et par sekunder lod sit blå blik hvile ved sagnhelten og sin -måske- forlovede. Bag hende kunne hun fornemme kælderens anden helt. Noget rykkede sig i hende. Om lidt ville de være i åbent oprør mod Pandemoniums krone. Om lidt ville hun være en del af et oprør mod verdens farligste dronning. Så drejede hun ansigtet fremad og løftede sværdet. Hun føltes elektrisk. Og klar.

[Caleb Veterano]

Caleb kastede kort et blik på de tre krigere, som ville beskytte ham, mens han klarede planens næste trin. Han smilte smalt af sin storesøster, før han endelig vendte sin opmærksomhed mod muren foran ham. Fødderne gravede sig ned i gulvet. Hænderne formede en kugle imellem sig, mens han dykkede ned i sin magi, der stadigvæk var forbundet til Moria, selvom hun ikke var her fysisk ved dem. Hun var her i ham. Ren, ubegrænset energi krøb op i ham, som han samlede den mellem sine hænder, samtidigt med et grønt lys begyndte at gløde omkring ham, og alle hårerne på hans arme rejste sig. Større og større gjorde han energi. Større end en normal magiker ville have kunne, men han var i stand til at løfte og trække den med hjælp fra Moria, og hendes forbindelse til Inei selv. En rune lyste op på hans ene håndryg samt et par runer man kunne se stikke op af kraven på den pandemoniske uniform han stadigvæk bar. Åhhh alt den kraft. Alt den energi. Han mærkede Blake og Damian. Han mærkede Flint og Eriz. Magien der bandt dem alle sammen.
Og så med et støn sendte han kuglen af ren kraft frem mod muren. En kaskade af sten og støv eksploderede ud over ham, men hans magiske barrierere beskyttede ham for nedfald, og han havde også for travlt til at dukke sig. Energikuglen bouncede fra væggen og tilbage til ham, så han måtte gribe den igen mellem sine hænder, før han af alle kræfter kastede den fremad igen. Endnu en eksplossion af sten. For hver gang han hamrede den grønne kugle ind i væggen sprang den sig flere meter ind i bjerget. Han havde ingen ide om hvor langt vej der var til udenfor, men han havde tænkt sig at blive ved indtil sollyset kom ind. Lige meget hvor træt han blev.

Eksplossionen fik ikke Isabel til at se bagover, da hun udmærket vidste, hvad der forgik, og at Caleb var igang med at skabe dem en udgang. Hun holdte blikket rettet lige frem. Vagterne var komme til syne nede af gangen, hvor de var på vej i fuld løb mod dem, men det her var ikke vavilonske vagter, som blot ville smide sig direkte ind i kamp. De her var strategiske, intelligente og disciplineret. Derfor overraskede det ikke hybriden, da de stoppede op nogle meter fra dem, og begyndte at omorganisere sig. Heldigvis var der ikke meget rum hernede, så de kunne ikke stille sig i fuld formation. Spydmænd med skjolde på førse række, alt med magi og byer på anden, soldater med sværd bagved. Ordre ekkoede i gangen, og Isabel pustede langsomt ud.
Pile og lysende, farverigt magi blev skudt hvislende afsted mod dem, og hun stak sin hånd frem, for at bruge én af sine eneste fungerende engleevner, til at skabe en magisk barriere foran både hende, Damian og Blake. Magierne eksploderede imod skjoldet, så lidt stenstøv faldt fra loftet, og pilene prellede af som var de blevet skudt mod en mur. Damian smilede triumferende ved hendes side, men hun vidste hvad der ville komme, lige så snart slottets herskere nåede herned.
Endnu en salve blev skudt afsted men med samme resultat. En ny ordre blev råbt og fuldkommen i perfekt synkronitet tog hele gruppen af soldater er skridt frem mens spydmændene holdte deres spyd rettet frem mod dem. En ny salve af magi og pile - samme resultat. Et skridt mere. Et til.
Isabel holdte sin daggert godt fast i sin frie hånd. Snart. Snart.

[Adrian Storm]

Det sekund alarmen lød, bragende gennem slottet gennem de interne horn der var stillet op over hele slottet, var Adrian i bevægelse. Glasset med whiskey han havde holdt, faldt ud af hans hånd, hånden gik til hans sværd og så var han på vej frem mod døren. Han behøvede end ikke se sig tilbage for at vide at Eriz var lige bag ham. Alarmen kom fra kælderen. Der var ingen tvivl i hans sind om at det var Damian. Der var også ingen tvivl i hans sind om at han kunne overbevise Eriz om at holde sig tilbage fra det her, særligt som han bragede nærmere fange kælderen, ned af trapperne båret af hans vinger, og råbene af: "VETERANOER!!" ekkoede op fra kælder gangene, skarpt fulgt af lyden af kamp og et øredøvende brag der rystede væggene og sendte stenstøv fra loftet. Han standsede ikke. Tøvede ikke. Hans tunge støvler skred på gulvet som han rundede et hjørne, og den tunge, pladerustning han havde på trak i momentummet og smadrede ham ind i væggen, hvor han stødte af med skulderen og fortsatte frem i fuld fart. "SARTZ!" brølede han frem mod mængden af soldater der dukkede frem i gangen. Den pandemonske ordre for hold. Buestrenge blev holdt. Hænder holdt op med at forme magi og i et magisk sekund var soldaterne frosset, som Adrian satte af på sten gulvet og sejlede henover deres hoveder, båret på massive, hvide vinger. Omgivet af et næsten blændende skær af lys, der omgav hans person, slugte hans iris og stålede ud af hans øjne. Han landede med sværdet trukket. "FRIAR!" Og så løsnede pilene igen, mens Adrian løftede hånden han ikke havde på sit sværd og strakte den direkte mod Isabel Veterano. Blændende, bidende hvidt lys skød frem.

[Blake De Clare]

Det gippede i Blake ved første eksplosion bag hende, men efter en hurtig skæven bagud og mod Isabel, gav hun det ikke mere opmærksomhed. Dette på trods af at loftet sendte småstøv nedover alle i kælderen for hver gang Caleb gjorde indhug i slottet. Til gengæld gav hun sin fulde opmærksomhed til synet foran hende, som et utal af soldater kom løbene om hjørnet i hvad der et øjeblik lignede kaos, før de samlede sig i en fejlfri formation.
Blake mærkede hvordan alt i hende spændtes ved synet og latteren var forsvundet fra hendes læber, som dug fra solen. Hendes øjne blev store ved synet og hendes blik flakkede mellem soldaterne og Isabel. Afventede en reaktion.
Isabels barriere beskyttede dem mod pilene. Blake nåede ikke at gøre mere end at indtage en defensiv position. Det sitrede i hende, hendes hænder føltes varme og levende af magi som hun koncentrerede sig om ikke at holde for hårdt om sværdet. Og så bremsede soldaterne deres fremmarch. Og Pandemoniums konge fløj over sine mænd og præsenterede sin tilstedeværelse. Blændende lys skød fra hans fremstrakte hånd, og Blake drejede sig overrasket mod Isabel som det havde retning lige mod, uden ide om hvad hun kunne gøre. ”Lysma..”

[Dylan Forsyth]

Og dér var han. Isabels pupiller trak sig sammen til blot en smal, lige streg, da lyset bølgede ind i gange ved Adrians ankomst. Tænderne kværnede sig sammen, og hun lænede sig en smule frem, for at være klar til at stå imod det lys, der snart ville blive sendt direkte mod dem. Det var nu kampen startede. Et sammenbidt støn lød fra hende, da hun bøjede i nakken, og stod imod alt, hvad der blev sendt efter hende, men hvad der var værst, var Adrians lys som mere eller mindre ignorerede hendes skjold. Med et halvkvalt skrig vendte hun sig skærmende bort, og det var kun på grund af skyggerne, der vældede ind foran hende, at Adrians magi ikke havde ramt hende med fuld styrke, da hans englekræfter var langt stærkere end hendes. Hvide prikker var opstået foran hendes øjne, og noget af hendes hud var blevet brændt væk, men hun end ikke tøvede med at sende skyggerne foran hende afsted tilbage mod Adrian.
“Distraher ham væk fra mig!” råbte hun til Damian, der med det samme sprang frem. Held og lykke til den soldat, som ville skyde ham ned. Isabels skygger hvislede omkring ham, for at beskytte ham mod enhver pil eller form for magi, inden at han endelig var tæt nok på til at kunne svinge sværdet mod Adrian for at få ham af hybridens ryg. Tydeligvis bed englens kræfter ret hårdt på hende. Godt for hende, at han var her.
SKyggerne skiltes for ham, da han hoppede frem mod Adrian.
“Buh!” udbrød han, lige da han lod sværdklingen hvisle gennem luften direkte mod sin stedfars hals.

Eriz var direkte bag Adrian, da alarmen lød på hele slottet og fortalte, der var indtrængende. Hun vidste med det samme hvem. Hun havde vidst det her ville ske, lige siden Franz var dukket op, og det hele var kun blevet bekræftet ved Damians hjemkomst, så det her var slet ikke chokerende overhovedet.
“Flint.” Den korte besked sendte hun til sin djinn, der sikkert lå på værelset og sov, men hun havde brug for ham ved sin side, og specielt da hun mærkede noget sitre igennem luften. Noget hun kun kunne opfatte gennem sin forbindelse med Flint. Djinnkræfter. Langsomt kørte hun tungen rundt i munden, mens hun marcherede afsted bagved Adrian, velvidende om at hun endnu engang var blevet forrådt og denne gang af sin søn og pigebarnet hun havde beskyttet. I det mindste var han ikke længere ødelagt. Han var reddet. Det var det vigtigste.
“Gør hvad end der skal til for at give mig hende. Død eller levende,” kommenterede hun til Adrian, inden at han satte i løb, uden at behøve at uddybe hvem hun mente. Isabel Veterano var her på slottet. Det ville være den største fejltagelse hun nogensinde havde gjort, og denne gang ville hun ikke tillade hybriden at slippe væk.
“Aron. Fængselskælderen nu.” Beskeden blev bragt telepatisk til alkymisten, som var i sine studier, og sikkert ikke ville ane, hvorfor han skulle sendes ned til kamp, men hun havde en plan, ingen behøvede at få af vide. Lokkemad.
Da hun endelig nåede ned i den dybeste del af fangekælderen var alting allerede kaos. Skygger, lys, magi, eksplossioner. Gangen skælvede men hun kunne ikke se af hvad, ud over en nærmest rytmisk bragen længere nede fra bagved alt kampen, der syntes at være blevet trukket opad. Hun lagde hovedet en smule på skrå, mens pupillerne udvidede sig, og mærkede den genkendelig barriere af… intet i en radius af fire meter omkring et midtpunkt. Isabel Veterano. Hun var her.
Kort dukkede Damians sind op, inden det igen blev omfavnet af intetheden, hvilket betød hybriden holdte sig tæt nok på kampen til at dække for alle sine allieret - indtil videre.
Igennem en soldats øjne så hun hvad der skete på de forreste rækker, selvom det var svært for alt lyset og mørket, der syntes at dække hele gangen, men endelig...endelig… dér. Stående midt i gangen med et sammenbidt, dybt koncentreret ansigtsudtryk stod hun omgivet af hvad der lignede sort røg så man kun så hende i skiftevis glimt. Det sølvlige hår lyste op i alt det mørke. Øjnene glødende røde. Hun stod helt stille med en hånd rakt frem, mens skyggerne angreb flangerne på soldaterne, og hendes naturlige barriere holdte alle hendes allieret beskyttet for magi samt mentaleangreb.
Eriz trak sig tilbage i sin egen krop med en grimasse af vrede, inden hun langsomt bevægede sig ind mellem soldaternes rækker for at komme tættere på selve kampen, der var reduceret til kun de forreste rækker på grund af den smalle gang. Hun stoppede op få meter væk. Blev stående. Ventede. Lige indtil de ravrøde øjne endelig fik øje på hende, og hun kunne se sin egen vrede spejle sig i dem. Hun havde set hende. Godt.

[Adrian Storm]

Ansigtet der mødte Damians blik, da han sprang frem mellem skyggerne, var så følelsesløst og sat i sten som det altid var og de lysende, brændende øjne gjorde det endnu sværere at se at der rent faktisk var en mand bag denne avatar af Ineis lys på jord. Det øjeblik han sprang frem, lukkede Adrian hånden, lyset forsvandt og en finger blev peget frem mod ham. "DETER!" Og i samme bevægelse som Damian bevægede sig frem mod ham, rykkede skjoldmuren bag Adrian frem og dækkede hans ryg, så Damian ikke kunne komme bag ham uden at komme direkte i kontakt med skjoldmuren og deres spyd. Han selv fik dog kun lige sværdet op til en repose, så sværdet kørte af ved siden af ham, milimeter fra at åbne struben. Bag lyset kørte hans øjne over situationen, køligt og kalkulerende. Han fandt Blake bag Veterano, mens han greb sværdet med begge hænder og satte sin forsvars linje op - han prøvede ikke at hugge ud efter Damian, slå efter ham eller presse ham tilbage mod knægtens egen forsvarslinje. Han undgik og bevægede sig. Forsøgte at manipulere knægten nærmere skjoldlinjen mens gnister fra sværdene sprang og syntes næsten at blande sig med det spøgelses agtige skær fra hans eget magiske lys. Under det kølige overblik ulmede en isnende kold vrede rettet mod den unge mand foran ham. Han havde været med til at træne ham. Han kendte hans bevægelser. Han havde lært ham nogle af dem. Og nu stod de vendt mod ham. Som hans egen datter havde gjort.


På hans værelse var Flint alt andet end i søvnens greb. Han sad i midten af hans værelse på hans gulv, hvor han var faldet sammen, da bølgen af energi havde slået gennem slottet. Djinn magi. Det var lykkedes. Han kunne mærke det. Damian havde fået hvad han ville. Og hun havde gjort det. Bare sådan lige. Ændret den kosmiske sammensætning. En rystende hånd slog Nostamus' tegn for hans bryst. Flint. Hans eget navn punkterede hans kranie som en issyl gennem hans hjerne og før han vidste af det var han på fødderne og på vej mod døren. Hans hår var stadig vådt efter badet, krøllende blødt om hans øre og ved hans nakke, og han var kun klædt i en mørke grøn silke pyjamas, nøgne fødder klaskende mod gulvet som han løb ned af gangene, fulgte hans Mistress' signatur ned af trapperne. Han ankom sekunder efter Eriz -- hele gangen myldrede med væsner i et enormt vivar af lemmer og pile der slyngedes gennem luften, mens stenstøv dryssede fra loftet. "Hvad ønsker De?" Han så mod Eriz.

[Blake De Clare]

Damian sprang frem og lyden af klinger der ramte hinanden nåede hende lige akkurat gennem larmen fra Caleb. Hun tog automatisk et enkelt skridt fremad som for at være til hjælp, men bremsede sig selv. Hun var ikke i stand til at hjælpe endnu. Hendes blik veg frem og tilbage mellem opponenterne og hendes kæber spændtes til det yderste, som hun hev daggerten ud af bæltet og holdt den i sin frie hånd. Hun mærkede ham, men så ham ikke. Flint var tilstede. Sin svigermor så hun. Lige dér. Midt imellem soldaterne og med et ansigt så fortrukket i vrede at hun knapt var genkendelig. Hendes blik flakkede mod Damian, hvis slag blev pareret.”Hvad kan jeg gøre” hvislede hun under sit åndedrat. Bad til at der var noget hun kunne gøre.