Oh hell no!

[Dylan Forsyth]

Damian smilede da hans hug blev pareret og skjoldmuren isolerede Adrian fra soldaterne. For blot to måneder siden havde englen stået og råbt af ham, at han skulle holde øje med hvor han satte fødderne, og stoppe med at være så pokkers utålmodig, hvilket nok var det der blev regnet med, så han kunne blive fanget mellem englen og muren, men… Veteranoerne havde haft fat i ham.
Han kæmpede dog stadigvæk dumdristigt. Ved afgrunden hvad ville Adrian gøre? Hakke ham ned lige så snart der var en åbning? Ikke ligefrem. Så han tog nogle flere chancer, og lavede nogle hug, der måske blottede ham en lille smule, men det var ikke nådeløse Caleb, han kæmpede imod.
“Hvornår begynder du at opdage, du er på den forkerte side af alt det her?!” råbte han til englen gennem larmen af kamp. Sværdene klingede mod hinanden. “Kærlighed har sandeligt gjort dig blind, gamle mand!”

Isabel rakte begge sine hænder ud. Eriz stod dér gemt bagved muren af skjolde, og blot kiggede på hende beskyttet af soldaterne og sin mand, der lige nu havde travlt med at holde Damian tilbage.
Skyggerne kravlede op af væggene på hver side af soldaterne. De vokede sig højere og højere op mod loftet, mens de blev mørkere, så de lignede bevægende huller. Hun holdte øjenkontakten med warlocken, der end ikke løftede en finger, for at gøre hverken fra eller til, men blot stod helt stille, som var hun en portusiansk statue i en have af soldater.
“Tag dem…” hvislede hybriden på pandemonisk, og klappede sine udstrakte hænder sammen. I samme sekunder kastede skyggerne sig ind over soldaterne fra hver side, som en flodbølge af mørke, der opslugte alt på deres vej. Nogle blev trukket direkte ind i mørket, hvor deres skrig brat stoppede. Andre vred sig for at komme fri, væltede om på gulvet, hvor de skrigende forsøgte at dække sig. Få forsøgte at bruge magi for at holde dem væk, inden de blev grebet om halsen, og hevet ind i skyggerne. Eriz kiggede først fra den ene side til den anden, før hendes blik igen landede på hybriden, uden at tage sig af soldaterne på hver side af sig, der langsomt blev pillet ud. Flint var dukket op ved hendes side, og hendes ene hånd lagde sig om bag hans nakke, før hun lænede sig ned for at hviske ham noget i øret. Isabel rynkede på panden.
“Blake! Få revet den skjoldmur fra hinanden!” råbte hun over skulderen mod djinnen, der ikke havde flyttet sig ud af stedet. Hun brød sig ikke om den måde Eriz tog det hele.

Eriz strøg fingrene op i nakkehårene på Flint, da han dukkede op ved hendes side, før hun lænede sig ned til hans øre, hvis kant læberne strejfede.
“Se om du kan finde Caleb Veterano til mig.”

[Aron Zipora]

Arons studiekammer var køligt den aften. Skodderne ved vinduerne var skubbet op for at slippe den kølige luft ind, så han vejede sine notater ned på skrivebordet så de ikke skulle blæse alle vegne. Ikke at man ville kunne se forskel på det alligevel, sådan som det flød over hele bordet. Men alkymisten havde som altid en orden i kaosset, han tilsyneladende var den eneste som kunne se.
Han havde været fordybet i nogle af sine notater, da alarmen gik på hele slottet, og samtlige soldater lød til at søge ned mod kældrene. Kun kort efter var det som om usynlige fingre krøb under huden på ham, og han hørte dronningens velkendte stemme i sit hoved.
”Aron. Fangekælderen nu.” Beskeden var kort og bestemt. Det havde fået hans nakkehår til at rejse sig; han kendte nok til Eriz’ mistanker om slottets sikkerhed til at vide hvem der var trængt ind. Han kunne fornemme det i beskeden hun havde sendt ham. Veteranoerne. Hvad i alverden skulle han kunne bidrage med overfor dem? Men han vovede ikke at modsætte sig sin dronning. Han måtte stole på at hun havde en plan. Han forlod sit arbejdsbord og sine studier med bankende hjerte.

Han kunne høre kampen som var startet i fangekælderen allerede før han nåede ned af de mørke trapper. For hvert trin bankede hans hjerte hårdere, indtil han rundede hjørnet i tide til at se skygger trænge frem fra alle sider og rive soldaterne med sig. Eriz stod med sin djinn ved sin side, og det var hos hende han stillede sig.
”Jeg er her, Deres Majestæt.” sagde han stille. Blikket låst på indtrængerne foran ham. På de kæmpende engle; én mørk og én lys.

[Adrian Storm]

Taktikken virkede ikke, Damians almindelige utålmodighed for at komme til at lande et slag, der ville slå ihjel, tvang ham ikke udenom Adrian. Så englen skiftede taktik. Damians sværd huggede ud efter ham, halsen igen og ramte ind gennem musklen mellem englens hals og skulder og blod sprøjtede frem over pladerustningens skulder - og mens knægten stadig havde armene oppe i svinget, trådte Adrian frem i ham og slog ned mod ham med begge hænder om sværdet. Muskel og kød syede sig sammen igen lige foran hans ansigt og forseglede sig næsten øjeblikkeligt. Adrian Winters var lige over to meter høj og mere massiv i både muskel masse og rustning end Damian var, og nu brugte han sin højde og tyngde til at tvinge ham tilbage, lænede sig frem i sine egne andre og stak mod hans mave, lyske, hofter og lårmuskler mens han fortsatte fremad mod deres bag linje. Hvis Damian undveg ham ville han køre direkte ind i deres forsamling uhindret. Der kom ingen ord fra manden med de lysende, hvide øjne. Det spildte han ikke sit åndedræt på.

Miserabelt lyttede Flint til lyden af døende soldater der blev trukket ind i mørket. Han trippede på sine nøgne fødder og så ind i vivaret af folk. "Hvad mener du?" spurgte han. "Vil du have mig dérind?" han pegede på den anden side af korridoren hvor Veteranoerne stod samlet. Det var lige så godt som en dødsdom. De havde magiske våben og hvor han godt kunne undgå dem, til det bedste af sin evne, var der ikke ligefrem god mulighed for at gøre det i den snæve korridor.

[Blake De Clare]

Isabels ord rungede mod hende. Daggerten fandt hurtigt sin vej til bæltet igen som hun begyndte at træde frem mod skjoldmuren. Bag skjoldene var kun mænd. Mænd af forskellige racer, men de var allerede ved at blive pillet fra hinanden af skyggerne der nådesløst huggede hvor end de kunne nå. Hun skævede kun kort mod Damian, hvor Adrians blod sprøjtede før han healede sig sammen igen. Hvorfor brugte han ikke sine evner?

Blake havde ikke haft tid til at træne sin magi mere end hvad lidt adgang hun havde haft før denne nat. Det var begrænset hvad hun havde kunne træne, men noget havde hun. Hendes venstre hånd åbnede og lukkede et par gange som hun trak vejret dybt ind. Mærkede kræfter som kun en gud kunne give strømme ind i hende. Hun have leget med det før, tændt lamper med en gnist fra hendes fingerspidser, givet hendes bror stød. Det samme kunne hun nu, bare kraftigere. Hun havde ladet flammer opsluge hendes hænder da hun havde danset foran Damian. Det havde hun aldrig formået før. Og det var dette hun måtte igen. Hun gav magien lov og hele hendes venstre arm sprang ud i gyldne flammer der slikkede op og ned af armen uden at brænde hende det mindste. Hun trådte fremad, forbi Isabel, men blev lige akkurat indenfor hendes skjold. Ilden var svær at kontrollere og den spredte sig slikkende og sultent henover hendes brystkasse og ned af højre arm, hvor den blev blå af varme og dækkede sværdet der hurtigt blev rødglødende. Hun tog ét sidste skridt, og så fæstnede hendes blå øjne sig ved skjoldmændene foran Eriz og hun kastede sin overkrop fremad med al den kraft hun kunne mønstre. Øjnene klemt hårdt sammen, ansigtet fortrængt i koncentration. ”Smelt dem” hvislede hun sammenbidt.

[Dylan Forsyth]

En kriblen af energi og fryd begyndte at trille gennem kroppen på Damian, som soldater døde bagved skjoldene, da Isabel gik igang med at hugge sig igennem. Åhhh han havde savnet denne følelse! Følelsen af andres smerte! Ikke engang smagen af friskt blod kunne erstatte det! Og da hans sværd endelig huggede ned i halsen på Adrian, var det som et lyn af nydelse, der fór igennem hans krop selvom det kom fuldkommen bag på ham, han faktisk havde ramt. Et øjeblik spærrede han øjnene op i både overraskelse og fryd, inden at englen pressede sig frem.
Han blev tvunget til at slippe sit sværd, og træde adskillige skridt bagud for at undgå Adrians hug, der nu pludselig begyndte at regne ned over ham, så han måtte springe rundt som en anden dansenar.
“DAMIAN!” Han hørte Isabel råbe, men hvad fanden ville hun have han skulle gøre?! Hver eneste gang han forsøgte at smutte forbi englen, så han kunne løbe tilbage til hende, kom der et sværdhug eller flere kilotung engel i vejen! Skjoldmuren åbnede sig op for ham. Med det samme vendte han sig halv rundt, og kiggede direkte ind i isblå øjne.
“Åhr come on!” nåede han lige at udbryde før han pludselig sad på sit værelse. Sit værelse men uden en dør eller vinduer. Frustreret lagde han nakken tilbage. “BIIIITCH!”

Isabel skar en grimasse da Damian bagved skjoldmuren pludselig stoppede med at kæmpe imod. Hans blik blev tomt, armene faldt ned langs hans side, og hans mund hang en smule åbent, da Eriz overtog hans sind. Bandende på pandemonisk marcherede hun frem. Fra bæltet trak hun sin anden daggert, så hun nu havde én i hver hånd, mens skyggerne voksede sig op omkring hende for hvert skridt.
Blake var allerede en smule klodset igang med at forsøge at få soldaterne ud af deres gelled, men begge børn havde brug for hjælp fra en voksen.
Brat standsede hybriden dog op ved synet af manden, der var kommet op på siden af Eriz. Forvirret flakkede hendes blik mellem de to med panden rynket, indtil ansigtet fortrængte sig i en rasende grimasse, da hun indså hvem der var kommet til. Aron. Manden, der havde torturet, voldtaget og ødelagt Macaria. Eriz smilede hvilket bare gav benzin på bålet.
“Jeg ønsker at du bliver lige her,” svarede warlocken roligt sin højre hånd, og tog om hans ene arm. “Og du rykkker dig ikke lige meget hvad.”
“Isabel! Jeg er kommet igennem! Izzy?!” Caleb forsøgte at råbe efter sin søster, der ikke virkede til at høre ham - tværtimod. Pludselig var hun sat i løb frem mod gruppen af soldater, og han så hvordan hun med en twirl blev taget af skyggerne, for så at dukke op direkte inde i klumpen af flammer, lys, mørke og våben.
Eriz smilede ondskabsfuldt, da Isabel med et blink fra øjet dukkede op næsten lige foran hende.
“Dér har vi dig jo,” sagde hun sødt til hybriden, der jogsin albue direkte ind i ansigtet på den første soldat, som havde rystet sig ud af chokket ved at se hende dukke op midt i deres midte. “Hvorfor tog det dig så lang tid at komme herhen?”
“Jeg graver hjertet ud på dig og din håndlanger for det I gjorde mod hende!” snerrede hun, før hun sprang frem for at nå dem.
Imens var hendes beskyttende aura kommet tæt nok på til igen at favne Damian, der med et virrende hoved pludselig fandt sig selv stående i den larmende kælder igen, da hans værelse falmede som et maleri i regnvejr. Flere gange blinkede han med øjnene, før det gik op for ham, hvad han kiggede på. Isabel stod midt i det hele, omgivet af skygger og var decideret ved at kløje sig vej hen til Eriz, der stod blot to meter væk. Soldater kæmpede for at få hende ned. Spydene var for lange til at gøre noget. Magikerne kunne ikke bryde igennem hendes beskyttende skjold. Buerne kunne ikke bruges når hun stod så tæt på andre. Blake var et ildhav. Og han… stod og savlede lidt.
Hvad i alverden forgik der dog? Hvordan kunne Eriz være så dum? Isabel ville gøre alt, for at hugge hende ned, så hvorfor drillede hun hende sådan på den måde? Det kunne koste hende livet at have hende så tæt- Der gik pinligt lang tid før det gik op for ham, hvad Eriz’s plan var. Han burde have set det. Han kendte hende.
Langsomt drejede han hovedet mod sin ene skulder, for at se sig tilbage, og ganske rigtigt… Caleb lå på gangen. Ingen fjender var henne ved ham, men alligvel lå han spjættende på gulvet, mens det så ud til han kæmpede efter vejret.
“Isabel! Du er for langt væk fra Caleb!” råbte han gennem larm og kamp. Hørte han hende?! Han forsøgte at kæmpe sig hen til hende. “ISABEL! Caleb!”
Eriz's smil blev bredere.

[Aron Zipora]

Eriz’ hånd låste sig om Arons arm, og han kunne ikke rigtig ryste følelsen af at blive holdt fanget af en rovfugl af sig. Så gik det op for ham at et par flammende øjne så direkte på ham fra den anden ende af kampen som udformede sig foran ham. Isabel Veterano. Han blinkede, og hun var væk. Sekundet efter var hun tilbage, og meget, meget tættere på ham end hvad han brød sig om.
Den snerrende anklage fra Isabel var som en klo omkring hans hjerte, og Aron bed sig skamfuldt i tungen. Det hele skete så pludseligt, og rent instinktivt rev Aron i sin arm for at skabe afstand mellem sig selv og den rasende kvinde, han ikke var i tvivl om ville flå hans hjerte ud af brystet på ham, men Eriz’ greb i ham var urokkeligt. Rådvildt stirrede han på sin dronning, som blot smilede. Hvad havde hun gang i? De var nødt til at komme væk, før Veterano huggede dem begge ned!
Og så gik det op for ham hvad der skete, i samme nu som Damian råbte over kampen. Arons blik flakkede over i den modsatte ende af korridoren, hvor den enøjede Veterano lå på jorden. Selvfølgelig! Men hvor længe ville det vare? Hvis det lykkedes Isabel at hugge dem ned ville Eriz’ angreb på den anden Veterano ophøre, og det hele ville være tabt alligevel. Han var magtesløs til at gøre andet end blot at stå dér, låst i Eriz’ jerngreb og med en Veterano overfor sig med hans sikre død lovet i blikket.
Han lukkede øjnene i og ventede.

[Adrian Storm]

Åndedrættene kom hårdere og hårdere som den erfarne general lagde alle kræfter i at skubbe Damian tilbage - og det betalte sig, Damian slap sit sværd og måtte forsøgte at danse tilbage for undgå de massive hug. Sværdet blev sparket til siden, da Adrian gik forbi det, og endelig var knægten udenfor beskyttelse og hans krop standsede som Eriz fangede hans sind. Et øjeblik stod den enorme, glødende engel og pustede hårdt. Sved sejlede ned af hans ryg under rustningen, gjorde hans sandfarvede hår fugtigt og en enkelt sveddråbe trillede ned af hans ansigt. Han kørte på alt for højt energi. Han ville ikke kunne holde det meget længere endnu. Pustende tog han hurtigt hold af deres status mens Damian var frosset. Der var færre soldater tilbage, og de der var tilbage var blevet tvunget til at slippe al metal de havde på sig, så kun de der havde spyd, stave eller buer stadig var armeret. Isabel var forsvundet fra hendes position. Caleb lå på jorden -- og så begyndte Damian at bevæge sig igen. Og vendte ryggen til ham. I en huggende bevægelse strøg sværdet gennem luften og plantede sig mellem Damians ribben og hofte, hele vejen til hilten af sværdet.Og så blev det trukket ud igen, med et sjask af blod over stengulvet. Et solidt spark til knæhaserne sendte tronarvingen til gulvet, inden fingre greb i hans hår og smadrede hans hoved i gulvet. Alt sammen sket på sekunder. Sværdsåret var af den slags det ville tage flere timer at dø af, men der var kraft nok bag hans hånd til potentielt at slå ham ud.
Men der var ikke tid til at se efter om tronarvingen var slået ud eller ej. Hans blik fangede på Isabel nær Eriz. En lysende hånd blev løftet.

[Blake De Clare]

Kaos. Alt var kaos. Og en flygtig momentvis følelse af fryd. Men mest af alt kaos.

Damian forsvandt bag mænd, den tomme følelse i Blake opdagede hun ikke, men når hun engang imellem fik et glimt af ham gennem skuldre og skjold, så så han hjernedød ud. Og så forsvandt Isabel lige såvel fra hendes side. Længere foran hende dukkede hun op, spruttende og kæmpende gennem mængden af soldater. Skjoldmuren var brudt. Det lignede et oprørt hav. Damians stemme skar igennem. Hun drejede omkring så skørterne flagrede om benene på hende. ”Ved flammerne”. Caleb lå rallende. Hun drejede omkring, stirrede mod mængden. ”DAMIAN! Brug din frygtmagi!” skreg hun over lyden af svær i samme øjeblik som et par soldater brød ud og satte kursen mod Caleb. Sagnhelten der lå forsvarsløs. Blakes hjerte gallopperede afsted. Hun var det eneste mellem magikeren og de andre. Sværdet føltes tungt i hendes hånd. Den første soldat tordnede frem, løftede sværdet til hug lige idet Blake jog venstre håndflade frem mod ham og han sprang skrigende op i flammer og fortsatte en nu dødsdømt rute mod Caleb. Hun hørte ham falde da hans rustning ramte stengulvet, men havde ikke tid til at tjekke. Den næste soldat var for tæt på til at hun kunne nå at samle magien eller svinge sværdet, og instinktivt lod hun det falde til jorden og sprang ind i angrebet med daggerten mellem de knyttede fingre. Den gled som var den lavet til det, gled lige ind i soldatens hals. Momentummet fra soldatens fremdrift og Blakes manøvre ind på livet af ham, fik hende banket op af muren bag sig og slog luften ud af hende, som hans dødsvægt væltede indover hende og gennemsølede hende fra top til tå i hans livsblod, før han faldt sammen for hendes føder. Hun gispede efter vejret og stavrede igen ud midt i gangen hvor hun samlede sværdet op igen. Hun var ugenkendelig.
Blake satte kursen mod mængden, mod dem der var nærmest. De havde alle ryggen til med fokus på Isabel og Eriz. Hun så opløbet, så det ske. Hun satte i løb, smed alt hun havde i hænderne og sprang mod Adrians ryg idet han huggede hendes forlovede og hendes master ned. Skriget der forlod hendes læber var hjerteskærende og fyldt af smerte som hun kastede sig mod kongens ryg og pressede alt hvad hun havde af destruktiv magi ind i ham.

[Eriz LaPiera Black]

Næsten synkront med hinanden kiggede Isabel sig over skulderen samtidigt med Eriz løftede blikket mod hvad der skete ved de forreste rækker med alle de råb, skrig og kalden. Og næsten synkront spærrede de begge to øjnene op. Et skrig rev sig fri fra Eriz, da hun så sin elskede hugge hendes søn ned, og automatisk tog hun flere skridt frem, da Blake kastede sig over Adrian få sekunder efter. Hun ville sikkert have mast sig igennem til dem, hvis det ikke var på grund af Isabel, der greb hende med en hånd om hendes strube og den anden i hendes arm.
“Damian!!” skreg warlocken hjerteskærende efter dødsenglen, hun ikke længere kunne se fordi han lå blandt lig, blod og fødder på gulvet, men hun havde nået at se ham blive ramt. Blodet. Hans overrasket ansigtsudtryk. Stærke fingre lukkede sig hårdere om hendes hals, så hun knap nok kunne trække vejret, og hun blev tvunget til at vende opmærksomheden mod hybriden. “Gør det! Slå mig ihjel, og ingen kommer herfra i live!” hvæsede hun direkte i ansigtet på hende.
“Men det vil du heller ikke,” hvislede Isabel hadefuldt, mens hun trak en lille kniv fra sit bælte.
“Er jeg virkelig det værd? Livet på en uskyldig djinn? Din bror? Hvad Damian end er for dig.”
“Min gudsøn.”
“Sødt. Jeg burde have vidst, Macaria ville vælge dig.”
“Jeg var der ved hans fødsel.”
De to kvinder nedstirrede hinanden, men ingen af dem havde gjort brug af deres kræfter eller forsøgt at slå den anden ned endnu. Isabel trak vejret i hurtigere stød. Lysten til at hugge sin kniv i maven på Eriz var så fristende, men hun vidste warlocken havde ret i at ingen ville komme ud herrfra i live, hvis det skete.
“Lad os gå. Du lader os forlade byen, og kan få fred til at pleje de såret,” forslog hun, men Eriz rystede på hovedet.
“Jeg lader ikke Damian gå.”
“Jeg efterlader ham ikke her!”
“Så må du blive og overgive dig.”
“Aldrig!”
“Jeg tror ikke du har et valg længere, søde Isabel,” hvislede Eriz sukkersødt, og med en pludselig bevægelse greb hun om hybridens håndled. Lilla flammer slikkede sig op omkring hendes fingre, men selvom hun ikke skar en eneste mine begyndte Isabel med høje skrig at gå i knæ, mens hun med det samme slap sit tag i Eriz. “Ser du… jeg er forbundet til en djinn, og kan langt flere tricks end bare illusioner nu. Jeg er stærkere end jeg var dengang Marcellus var i live.”
“Jeg ved han ikke er død! Din djinn fortalte os alle det!” stønnede Isabel ud mellem sine sammenbidte tænder, mens hun vred sig i smerte uden Eriz havde sluppet hendes håndled endnu, selvom hybriden var helt nede på knæ med sin frie hånd i jorden.
“Virkelig?” Kort flakkede de isblå øjne tilbage mod Flint, inden de igen rettede sig på Isabel. “Interessant. Jeg må hellere tage en lille snak med ham senere, når jeg har sørget for I alle sammen er endt dér hvor I høre til.”
En soldat bagved Isabel hævede et skjold, og slog hende ud.
Eriz slap taget i hendes håndled, for at lade hende falde om på gulvet, inden at hun kiggede direkte hen på Blake, som stadigvæk stod på benene. Længere nede af gangen hostede Caleb Veterano, mens han gispede efter vejret, der nu kom mere naturligt til ham, selvom han stadigvæk lå på alle fire på gulvet.
“Læg dem alle i lænker og smid dem ned i nogle celler. Isabel for sig selv - selvom hun er bevidstløs virker hendes barrierer stadigvæk,” beordrede hun sine vagter, før hun kiggede sig over skulderen mod Aron. “Se til Damian og Adrian. Få dem op i deres senge og hvis bare én af dem dør, så følger du dem, forstået?” Der var ingen tvivl om at hun mente det. Stille stod hun midt i det hele med armene ned langs siden og Isabel Veterano liggende bevidstløs foran sine fødder.

[Flint Pharr]

Ovre ved muren nærmest Eriz, stod hendes unge djinn, med horror malet i ansigtet, mens nemesis gik til næse med nemesis. Han havde ingen ordre han kunne følge. Han havde ingen anelse om hvad han skulle gøre. Så han stod blot; klinet op ad væggen, som kunne han smelte ind i væggen bag sig, mens Isabel Veterano hoppede i Eriz’ honningfælde med begge ben først. Hendes brors krop ramte stengulvet. Kongen hævede sværd mod Damian, der stod og råbte til Isabel, og gennemborede ham med et sværd, fældede ham og smadrede hans hoved mod gulvet. Og nede bagfra lokalet, kom Blake løbende, skrigende og kastede sig frem mod kongen. Han kunne høre det tunge ’thonk’ af hendes hænder der kolliderede med kongens metal rustning og efterfulgt af et skarpt, orangegyldent skær. En skurende, metal agtig klangen fulgte, da kongens krop ramte gulvet. Røg, en mærkelig blanding af hvidt og sort, bølgede op fra hvor han var faldet og lugten af brændt kød fyldte lokalet.
Hans blik flikkede tilbage til Eriz og Isabel, der nu stod bogstaveligt næse til næse og hvæste ad hinanden. De eneste stadig på benene, udover de to djinns. Veteranoerne havde tabt. De havde alle fordele. De havde overraskelsen. De havde to djinns på deres hold. De havde magiske våben og enorme magiske krafter. Og på to moves, havde Eriz udmanureret dem og fået dem til at bryde formation. Det øjeblik Isabel havde prioriteret sin personlige hævn over mission, var den fejlet. Og nu kunne han kun se til, som Isabel fortalte Eriz at han havde afsløret hendes hemmelighed. Han havde arbejdet så hårdt på at holde det fra hende. Skønne, skønne spildte kræfter. Et blødt, hvislet åndedræt forlod hans lunger, som isblå øjne fangede hans grønne. Frygten stod malet på hans ansigt. Og så ramte Isabels krop jorden. Alt var tabt.

[Aron Zipora]

Da døden tilsyneladende ikke kom, vovede Aron at åbne øjnene igen, for kun at stirre forfærdet på scenen som udfoldede sig foran ham. Så meget var sket på så kort tid, at han slet ikke anede hvor han skulle begynde. Havde de vundet? Havde de besejret Veteranoerne og hindret deres planer?
Han stirrede ned på den bevidstløse Veterano foran ham, som havde været så tæt på at gøre en ende på ham. Det fik ham til at skæve mod Eriz ved siden af sig. Hende, som havde tilkaldt ham herned med det ene formål at være lokkemad. Det stak forurettet i brystet på ham, men ikke ét ord forlod hans læber for at give udtryk for det. I stedet nikkede han tavst til ordren han var blevet givet, og signalerede til nogen af de soldater som stadig stod på fødderne og ikke var sat til at få indtrængerne ind i deres celler.
”Få dem op til mit studium. Og vær forsigtig med dem!” indskød han hidsigt, da én af soldaterne havde gjort mine til blot at ville kaste Damian over skulderen. Aron havde ikke tænkt sig at skulle lade livet på grund af deres uforsigtighed. Både Damian og kongen blev varsomt løftet op fra gulvet og båret op hvor de kunne blive lagt på bårer, før de ville blive bragt til hans studium. Det ville kræve al hans kunnen. Damians skade kunne ordnes med en simpel operation, men kongens skade var en anden sag. Han var ikke sikker på hvordan han skulle behandle et magisk angreb fra en djinn. Men dronningens trussel var ingen overdrivelse, og han vidste hvad konsekvensen for at fejle var. ”Giv mig tid, Deres Majestæt.” bad han, før han fulgte efter sine patienter.

[Blake De Clare]

Det føltes som om Blakes indre eksploderede og hun proppede al den smerte og vrede ind i landets konge. Tåre trillede ned af hendes kinder som hendes krop føltes som var der ild i den. Da Adrian gik i knæ for hendes føder og væltede forover, gled Blakes hånd fraværende til hendes mave hvor den blev sølet til i blodet der dækkede hende. Hun var den sidste stående af den lille gruppe. Isabel var røget skrigende til jorden foran Eriz, Caleb lå hostende bag hende. Damian bevidstløs og blødende på jorden foran hende. Hun selv svajede bare lidt fraværende.

Hun trådte henover den ildelugtende og rygende bunke der var landets konge, for at falde på knæ ved Damians krop. Hun vippede ham over og lod sine hænder glide op på hver side af hans blege ansigt, hvor de efterlod blodspor. ”Damian” hiksede hun bedende. ”Damian… vågn op...” Kraftige hænder greb fat om hendes arme bagfra og trak hende fra ham. Hun mærkede soldatens ånde i nakken som hun blev holdt fast. Hun var ikke skadet, blot øm, men der var ikke mere kamp i hende. Alle var færdige. Hun ville ikke komme nogen vegne. Hun var låst. Hendes blik var fæstnet ved Damians livløse krop på gulvet som soldaten begyndte at trække hende baglæns. De lyseblå øjne gled op mod hendes svigermor der havde udmanøvret dem alle. Hun erindrede Zias had til kvinden og mærkede midt i dette efterspil savnet til de tider hvor de havde ligget på himmelsengen, spist trøfler og hun havde ladet venindens hadefulde kommentarer pralle af. Det var en flygtig tanke. En tanke der blev afbrudt af den klamme lugt af brændt engel og vred magi der fyldte kælderen, og rykket fra soldaten der fik hende til at snuble fremad da han voldsomt skubbede hende ned af gangen i samme retning som Caleb blev ført.