Post by Saïx Veterano on Aug 16, 2017 20:04:53 GMT
Saïx Veterano ~ Isabel Veterano ~ Moria Veterano ~ Caleb Veterano
Hytten havde nået at få et lille hjemligt præg i løbet af den tid, Saïx og Moria havde beboet det. Det havde behøvet en kærlig hånd da de havde fundet det, gemt væk mellem skovens træer, men de havde set værre tilfælde i deres søgen efter et nyt hjem. Reparationerne havde været forholdsvis simple, men det havde været omstændigt nok til at Saïx havde haft nok at se til med at få det hele sat i stand. Taget var blevet tættet, én af væggene var næsten blevet bygget op fra grunden af igen, og de havde sågar fået sat nogle møbler sammen af de materialer de kunne opdrive uden at bevæge sig for langt væk fra hytten. De havde gjort deres bedste for at undgå at bevæge sig for tæt på de store byer, og havde ladt sig nøje med de små lokale markeder for at skaffe alt de havde brug for. Både af redskaber, materialer og mad.
Plet gned sig kælent op af Saïx' ben mens han sad foran ildstedet, hvor flammerne knitrede lystigt. I gryden som hang over flammerne kunne han lugte aromaen fra suppen som stod og kogte. De havde brugt et par af de harer det var lykkedes Saïx at opsnappe fra skoven for at få noget kød i den ellers ret kedsommelige grøntsagssuppe, og katten ved hans fod så ud til at være enormt interesseret i duftens kilde.
Saïx lod en hånd falde ned på killingens hoved. Katten havde været en god tilføjelse i hytten. Den var god at have i nærheden når han og Moria savnede de to søskende ekstra meget, også selvom distraktionen af den legesyge killing var midlertidig. Hvornår var sidste gang de to Veteranoer havde været hos dem? Det måtte allerede være flere måneder siden... og man hørte om så meget fra Portus, så man vidste aldrig præcist hvor de var henne. Det ene døgn var der nyt fra Istus, og det næste fra Fagail, eller sågar Ineis træ. Han havde opgivet at prøve at regne ud hvor de to befandt sig henne. I det mindste havde han stadig runen til at bekræfte for sig at de var i live et sted deru-
Et ryk gik gennem ham, og hånden fløj fra killingen for at lægge sig over hans bryst. Plet kiggede op på ham med en utilfreds miaven, før den gik væk fra ham for at smide sig på tæppet. Men Saïx ignorerede den. Hånden gled søgende over brystkassen. Under skjorten kunne han stadig mærke runens form, graveret ind i hans kød af Isabel selv. Det føltes som om det var varmt.
"Moria? Moria!" kaldte han ud i hytten mens han sprang på benene.
Plet gned sig kælent op af Saïx' ben mens han sad foran ildstedet, hvor flammerne knitrede lystigt. I gryden som hang over flammerne kunne han lugte aromaen fra suppen som stod og kogte. De havde brugt et par af de harer det var lykkedes Saïx at opsnappe fra skoven for at få noget kød i den ellers ret kedsommelige grøntsagssuppe, og katten ved hans fod så ud til at være enormt interesseret i duftens kilde.
Saïx lod en hånd falde ned på killingens hoved. Katten havde været en god tilføjelse i hytten. Den var god at have i nærheden når han og Moria savnede de to søskende ekstra meget, også selvom distraktionen af den legesyge killing var midlertidig. Hvornår var sidste gang de to Veteranoer havde været hos dem? Det måtte allerede være flere måneder siden... og man hørte om så meget fra Portus, så man vidste aldrig præcist hvor de var henne. Det ene døgn var der nyt fra Istus, og det næste fra Fagail, eller sågar Ineis træ. Han havde opgivet at prøve at regne ud hvor de to befandt sig henne. I det mindste havde han stadig runen til at bekræfte for sig at de var i live et sted deru-
Et ryk gik gennem ham, og hånden fløj fra killingen for at lægge sig over hans bryst. Plet kiggede op på ham med en utilfreds miaven, før den gik væk fra ham for at smide sig på tæppet. Men Saïx ignorerede den. Hånden gled søgende over brystkassen. Under skjorten kunne han stadig mærke runens form, graveret ind i hans kød af Isabel selv. Det føltes som om det var varmt.
"Moria? Moria!" kaldte han ud i hytten mens han sprang på benene.