Post by Caleb Veterano on Oct 10, 2017 9:17:57 GMT
Ansigtet var udtryksløs. Man kunne se begyndende skægstubber på hans hage og kinder efter manglende barbering, der ikke havde været tid til på turen, og der var kommet et nyt ar over hans pande fra én af de missioner, han havde været på for hybridoprøret. Tavst betragtede han Moria, som var kravlet væk fra ham, nærmest som var han pludselig blevet til et farligt rovdyr med store tænder og en tørst efter blod. Med hænderne liggende tomt i skødet, nu hvor hun ikke befandt sig i hans favn længere, kunne han ikke andet end lytte til hende. Hvordan hun tiggede ham om at slå hende ihjel. Sagde at hun elskede ham. At hun ikke kunne gå med ham, men heller ikke kunne forlade ham.
Et øjeblik overvejede han at bruge sit ønske. Hun ville ikke kunne modsætte sig det, hvis han gjorde det, og på blot få sekunder ville hun vågne op i sin egen seng uden nogle som helst hukommelse om de sidste år. Men... hvad ville andre ikke sige? Hvad hvis hun blev taget til fange af enten Eriz eller Vaelon? Hun ville ikke ane, hvad hun havde gjort galt, og han ville ikke have noget andet valg, end at redde hende ud af deres kløer. Og hvad med Isabels sjæl?
Hjertet knustes i hans bryst. Isabel havde altid sagt, at han skulle gøre det rigtige. Ineis præster dikterede, hvordan man var en god ægtemand, og han havde lovet Moria til deres bryllup, at han altid ville stræbe efter, at gøre hende lykkelig. At være dér for hende.
Han sank klumpen i sin halsen, inden at han kravlede hen til sin grædende hustru.
”Jeg dræber dig ikke,” sukkede han, og satte sig på knæ foran hende med en hånd mod hendes ene kind, så han med tommelfingeren kunne stryge et par tårer væk. ”Alt jeg prøver på, Moria, er jo bare at gøre dig lykkelig, men jeg ved ærlig talt ikke hvordan. Hvis du mener, det er at være hos din familie, så må jeg bøje mig for din beslutning. Du må bare huske på, du stadigvæk er nødt til at holde lav profil, for at du ikke blive genkendt, og nogen vil få fat på dig. Imens kæmper jeg her for at rense dit navn, og Isabel for at vi kan få et trygt liv, hvor vi ikke længere behøver at kigge os over skulderen, og selv kan bestemme hvad vi vil. Når vi har vundet, kan vi helt selv vælge. Vi kan bo i Portus igen, hvis du har lyst? Jeg kan få et ordentligt arbejde, og vi kan købe et pænt hus, uden at være bange for at skulle flygte. Isabel og hele hybridoprøret kæmper lige nu for at få hende på tronen i Portus, så hun kan holde os sikre, og når det sker vil alting blive godt, okay? Det lover jeg. Så kommer jeg og henter dig hos din familie igen.”
At både ham og Isabel kunne dø i hele processen, var ikke noget han sagde højt.
Et øjeblik overvejede han at bruge sit ønske. Hun ville ikke kunne modsætte sig det, hvis han gjorde det, og på blot få sekunder ville hun vågne op i sin egen seng uden nogle som helst hukommelse om de sidste år. Men... hvad ville andre ikke sige? Hvad hvis hun blev taget til fange af enten Eriz eller Vaelon? Hun ville ikke ane, hvad hun havde gjort galt, og han ville ikke have noget andet valg, end at redde hende ud af deres kløer. Og hvad med Isabels sjæl?
Hjertet knustes i hans bryst. Isabel havde altid sagt, at han skulle gøre det rigtige. Ineis præster dikterede, hvordan man var en god ægtemand, og han havde lovet Moria til deres bryllup, at han altid ville stræbe efter, at gøre hende lykkelig. At være dér for hende.
Han sank klumpen i sin halsen, inden at han kravlede hen til sin grædende hustru.
”Jeg dræber dig ikke,” sukkede han, og satte sig på knæ foran hende med en hånd mod hendes ene kind, så han med tommelfingeren kunne stryge et par tårer væk. ”Alt jeg prøver på, Moria, er jo bare at gøre dig lykkelig, men jeg ved ærlig talt ikke hvordan. Hvis du mener, det er at være hos din familie, så må jeg bøje mig for din beslutning. Du må bare huske på, du stadigvæk er nødt til at holde lav profil, for at du ikke blive genkendt, og nogen vil få fat på dig. Imens kæmper jeg her for at rense dit navn, og Isabel for at vi kan få et trygt liv, hvor vi ikke længere behøver at kigge os over skulderen, og selv kan bestemme hvad vi vil. Når vi har vundet, kan vi helt selv vælge. Vi kan bo i Portus igen, hvis du har lyst? Jeg kan få et ordentligt arbejde, og vi kan købe et pænt hus, uden at være bange for at skulle flygte. Isabel og hele hybridoprøret kæmper lige nu for at få hende på tronen i Portus, så hun kan holde os sikre, og når det sker vil alting blive godt, okay? Det lover jeg. Så kommer jeg og henter dig hos din familie igen.”
At både ham og Isabel kunne dø i hele processen, var ikke noget han sagde højt.