Post by Caleb Veterano on Jan 2, 2018 11:49:46 GMT
Calebs hånd lukkede sig tættere om sin kones, mens han sendte hende et lille smil.
”Well... vi vil miste vores forbindelse, men når jeg beder om det sidste ønske af hende, så betyder det også vi er færdig med at løbe. Vi kan leve ligesom før i tiden,” sagde han, og gav hendes hånd et klem. Det ville være mærkeligt i starten ikke at kunne gå rundt og føle hendes eksistens ved siden af sin, men når de var blevet vant til igen at være individer, var han sikkert på de begge to ville sætte pris på det.
”Lige meget hvad er der ikke rigtigt noget Isabel kan gøre ved det, men jeg er sikker på, at hun vil være taknemmelig i sidste ende. Jeg mener... hun vil ikke længere være en hybrid, men en fuldblods magiker! Hun vil være i sin gamle krop Inei skænkede hende!” Smilet bredte sig over hans ansigt, og han nikkede bekræftende af sine egne ord. ”Morias magi skal nok få hende tilbage. Hun vil være reddet.”
Hvor han dog glædede sig til, endnu engang at kunne have hende i sine arme, uden at lugte sod, svovl og aske. At se nogle af de samme ansigtstræk i hendes ansigt som i sit eget, og igen føle de var af samme blod og kød. Sikke en byrde, der ville lette fra begge deres skuldre!
Mere alvorlig blev han, da Saïx spurgte ind til deres planer, og han rømmede sig.
”Jeg... ved det ikke helt endnu. Isabel, Maddox og Ambrose snakker om krig, men jeg håber virkelig ikke vi kommer så langt, da det fuldkommen vil ødelægge Portus, og jeg ønsker ikke det kommer så langt. Forhåbentligt kan vi få Vaelon i tale før dét, så vi kan kan slå en aftale af. Hvis ikke andet så bare med os fire,” svarede han med en gestus mod Moria og Saïx, selvom han vidste, der var en chance for Isabel ikke ville finde det tilfredsstillende nok. Det kunne hun komme til... specielt hvis hun ikke længere var en hybrid.
”Well... vi vil miste vores forbindelse, men når jeg beder om det sidste ønske af hende, så betyder det også vi er færdig med at løbe. Vi kan leve ligesom før i tiden,” sagde han, og gav hendes hånd et klem. Det ville være mærkeligt i starten ikke at kunne gå rundt og føle hendes eksistens ved siden af sin, men når de var blevet vant til igen at være individer, var han sikkert på de begge to ville sætte pris på det.
”Lige meget hvad er der ikke rigtigt noget Isabel kan gøre ved det, men jeg er sikker på, at hun vil være taknemmelig i sidste ende. Jeg mener... hun vil ikke længere være en hybrid, men en fuldblods magiker! Hun vil være i sin gamle krop Inei skænkede hende!” Smilet bredte sig over hans ansigt, og han nikkede bekræftende af sine egne ord. ”Morias magi skal nok få hende tilbage. Hun vil være reddet.”
Hvor han dog glædede sig til, endnu engang at kunne have hende i sine arme, uden at lugte sod, svovl og aske. At se nogle af de samme ansigtstræk i hendes ansigt som i sit eget, og igen føle de var af samme blod og kød. Sikke en byrde, der ville lette fra begge deres skuldre!
Mere alvorlig blev han, da Saïx spurgte ind til deres planer, og han rømmede sig.
”Jeg... ved det ikke helt endnu. Isabel, Maddox og Ambrose snakker om krig, men jeg håber virkelig ikke vi kommer så langt, da det fuldkommen vil ødelægge Portus, og jeg ønsker ikke det kommer så langt. Forhåbentligt kan vi få Vaelon i tale før dét, så vi kan kan slå en aftale af. Hvis ikke andet så bare med os fire,” svarede han med en gestus mod Moria og Saïx, selvom han vidste, der var en chance for Isabel ikke ville finde det tilfredsstillende nok. Det kunne hun komme til... specielt hvis hun ikke længere var en hybrid.