Baaaah

[Zachariah Fairbairn]

Era Garou - Zachariah Fairbairn

Genopbygningen af Sethos var så småt gået i gang. De fleste murbrokker fra den ødelagte port var blevet flyttet og flere af stenene var ved at blive hugget til, så de kunne bruges igen. De var lige alt for følsomme ved porten, da de havde så godt som ingenting til at stoppe nogen der ville ind. Så det var en ting Zach gerne ville have gjort noget ved snart! Efter at have lyttet til nogle rådgivere, havde han også besluttet sig for at genopbygge de skadede huse, så dødsenglene kunne få nogle ordentlig steder at bo igen. Han havde også sent nogle folk til minerne, for at skaffe nok ressourcer til genopbygningen. Ah! Men han orkede det virkelig ikke. Trættende arbejde. Han lå på en sofa i et af opholdsrummene i Forsyths gamle mansion, som han havde overtaget. Selv om han havde prøvet at føre sig frem som leder og for nu var accepteret, virkede det altid som om nogen var utilfredse, som om nogle kunne finde på at udfordre ham en eller anden dag. Ville han havde vundet det hele, hvis ikke Illyana havde hjulpet?
Noget der virkede opløftende, var at han havde Forsyth-tøsen her. Efter længere tid i kælderen, kun afbrudt af tider i en midlertidig arena, hvor hun kunne slås for sit liv...Ah, det var en sjov interesse. Ingen virkede til at genkende hende, men hvorfor skulle de også det? Og nu havde hun endelig accepteret en aftale med ham. Hun fik lov at være i huset, få bad, få mad, få tøj. Men hun skulle gøre som han sagde og hun skulle kæmpe i arenaen. Og hvorfor skulle hun ikke? Hun havde jo ingen andre. 
Han smilte for sig selv og lukkede øjnene. Lukkede alle de fine møbler ude. Selv efter så lang tid stod der stadig en del møbler i huset, selv om man kunne se nogen havde stjålet et hist og her. De fleste rum var lukket af, ubrugte og kolde. Forsømte. 

Zach var afslappet klædt. Bare fødder, et par løse, lysebrune bukser og en sort trøje uden ærmer. Efter kampen med Illyana havde han haft forfærdelig ondt i sit dårlige lår og han var stadig øm, når han enten gik eller sad for længe. At ligge sådan her gav benet en pause. I pejsen var der en varmene ild, selv om den var godt på vej til at gå ud. Han orkede ikke at rejse sig, for at putte nyt brænde på. Han kradsede sig i det efterhånden store, mørke skæg. Dovenskab havde ramt ham. Han havde aldrig bedt om at blive leder! Men han kunne se ideen i det. Dette måtte være derfor Zean havde fået titlen: For at dovne og lade andre arbejde. Hvad ellers? Det gjorde de alle. Konger. Dronninger. Adelige. 
Hans ene arm lå bag hans hoved og hans vejrtrækning var dyb og regelmæssige. På bordet stod en tallerken med noget halvspist kød og brød, samt et krus tyndt øl. Han forventede ikke gæster. Faktisk var der flere timer til han skulle vise Arona frem i en ny kamp. Selvfølgelig ville hun også vinde den og han ville tjene flere penge på hende. 

[Era Garou]

”Ved Euphonia, du er blevet tyk.” Ind af døren kom en genkendelig skikkelse slentrende ind. Hun bar stadigvæk rejsetøj – en læderjakke, stramtsiddende bukser med lapper, handsker og en taske svunget over den ene skulder. Håret var pjusket efter at have været ude i den rivende vind, der også havde bidt i hendes kinder, så de var blevet en frisk, rød farve. Era lod tasken glide ned af sin skulder og ned på gulvet. Bredt smilende slog hun inviterende ud med armene, for at modtage sin dødsengel i en omfavnelse.
”Hey tumpe! Kom og hils på din gæst. Jeg har fandme rejst igennem det halve af Vavilon, blot for at se dit idiotiske ansigt,” grinede hun godmodigt, mens hun vinkede med hænderne, for at få ham hen til sig.
Hun var stadigvæk en smule stakåndet efter turen gennem tunnellerne. Sølvet tage hende, den ekstra vægt hun bar på, der fik den flade mave til at bule lidt ud, gjorde hende hurtigere forpustet og træt. Men ved månen hun ville hellere tage turen hele vejen herop til fods, end at få en fucking dødsengel til at flyve hende. Hun hadede at flyve! Hadede det! Fødderne skulle forblive på jorden!
Derudover havde hun lidet nok at kvalme i sidste måned, til hun ikke turde tage chancen…

[Zachariah Fairbairn]

Han brummede dovent og drejede sig halvt i sofaen, for at tage sin uventede gæst i øjesyn. Nææh! Ingen andre end Era! Det kunne han sige sig selv. Deres venskab - han var overbevist om det var hvad man kaldte dette - var aldrig rigtig forsvundet. Også selv om han endnu kunne blive lidt fornærmet over behandlingen i skoven, da han var afhængig af smerter. Han skubbede sig op at sidde med en blanding mellem et suk og et støn, før han fik rejst sig helt op. Med dovne skridt slentrede han over til hende og modtog hende i et kram. Han kunne dufte den friske vind på hende og for et øjeblik følte han et stik af lyst. Lyst til at flyve, det var. Udfordre vindene, der blev kastet rundt mellem bjergene. Og dog, samtidig orkede han det ikke helt.
Han slog sig for maven.
"Tyk? Ha! Jeg har aldrig mødt en tyk dødsengel" svarede han sikkert. Havde han kunne mærke noget igennem jakken? Nah. Det var nok bare selve jakken han kunne mærke. Han viftede med den ene hånd, da han gik tilbage til sofaen.
"Føl dig hjemme. Du finder nok Forsyth-tøsen her et sted. Skad hende ikke, jeg skal bruge hende i nat" bemærkede han og sendte Era et stort, rovdyrsmil.
"Jeg tjener penge på hende. Det er så underholdende! Jeg ved ikke hvor mange gange hun har været tæt på at dø!" Han grinte for sig selv og strakte sig dovent, som han havde smidt sig i sofaen. Sofaen gav lidt efter, hvilket blot vidnede om hvor mange lurer han havde taget her.
"Hvad laver du så her?" bemærkede han pludselig og så tilbage på hende.

[Era Garou]

Da hun lagde armene om halsen på ham, for at give ham en tæt omfavnelse, kunne hun ikke lade være med at smile over hele hovedet. Der var et eller andet dejligt ved at kramme den ligeglad dødsengel. Lugten af ham mindede hende om gamle dage. Følelsen af hans arme omkring hende, der fik hende til at hæve sig op på fødderne, fik hende til at tænke på venskabelige slåskampe.
Efter han havde sluppet hende, trak hun handsker og jakke af sig. Henkastet smed hun dem i en stol, inden hun fulgte ham hen til sofaen.
”Godt du hygger dig med hende. Også selvom jeg stadigvæk ikke fatter, hvorfor du ikke bare har slået hende ihjel,” kommenterede hun, og satte sig med et støn i den anden ende af sofaen ved hans fødder. Anstrengt svang hun sine egne ben op, før hun endelig kunne læne sig tilbage mod armlænet med hænderne hvilende på den svumlende mave, der dog stadigvæk bare kunne ligne, hun havde spist for mange hjorte. To måneder var der gået. Syv tilbage.
”Jeg er her der, for at se min dejlige ven, Zach! Specielt efter han har været i fucking Pandemonium til en eller anden dødssyg fest, samt åbenbart er blevet udnævnt leder af dødsenglene. Du er åbenbart adelig nu,” svarede hun, og skubbede til hans ben med sine fødder, indtil hun også kunne få lov til at sidde med dem strakt. ”Oooooog selvfølgelig fordi jeg kedede mig. Loup har endelig proppet en unge i maven på mig, og jeg er ved at blive sindssyg over, jeg ikke må lave en skid, uden nogen kommer løbende. Selv ikke da jeg manglede mine øjne, pyldrede folk sådan om mig.”
Hun sendte ham et skævt smil.
For at være ærlig vidste hun ikke, hvordan dødsengles syn på børn var, så hun anede ikke, hvad hun skulle forvente af Zach og hendes nyhed. På trods af sin henkastet ord, var hun hvert fald overlykkelig over sin graviditet, men det var nok også meget en varulve-ting.

[Zachariah Fairbairn]

Han fnøs og trak på skuldrene. Den ene arm blev slænget hen over sofaens ryglæn, som han lænede sig dovent tilbage.
"Hvad kan det skade? Resten af de skide Forsyths er døde. Lad mig dog pine tøsen lidt" brummede han en smule ligegyldigt og lod blikket hvile ind i pejsens dødende luer. Han burde nok kaste et nyt stykke træ på, men nu havde han sat sig, så det måtte vente. I stedet så han tilbage på Era med et smil.
"Ha! Jeg ved ikke engang om jeg var inviteret. Men helt ærligt. Jeg måtte med! Jeg var ved at revne af nysgerrighed. Så nysgerrig man nu kan være. Eriz, som Zean åbenbart havde et åbent forhold til. Og det bedste..." Han rettede sig lidt op og rakte hen mod Era for at puffe til hendes ene skulder. Hans øjenbryn dansede lidt op og ned.
"...Hendes unge. Har vi ikke kun hørt om hendes pige? Den der...Kidnappede gås eller hvad det var? Gæt hvad?!" Hans ene hånd fløj igennem luften, som han vinkede gåsen fra sig, samtidig med at gestussen blev mere ivrig, da han tydeligvis nærmede sig sagens kerne.
"...Hendes nye dreng, som ingen kendte til ligner sgu fucking Forsyth! Hvis han har gjort Eriz gravid har de sgu gemt det godt. Vent til de er væk, så der ingen skandale er, sikkert" han trak igen på skuldrene og faldt lidt sammen igen. Jah...Det havde været det sjoveste ved den fest. Fuck nogle dødbidere.
"Men festen var slet ikke på højde med vores...Gad vide hvornår vores kære konge holder en fest...vi burde næsten true ham, bare for at lokke en ud af ham!" mumlede han så.

Han brød sig ikke om at blive kaldt adelig og han skar en tydelig grimasse ved det. Nej, aldrig om han gad befinde sig i selskab med de lorte folk. De var ikke gode for noget.
Men hvad der rigtig fik hans opmærksomhed, var da Era snakkede om graviditet. Hans blik fløj over til hende og for et øjeblik stirrede han bare på hende. Så lænede han sig frem og lagde en hånd mod hendes mave, som ville han afprøve om hun ikke bare tog gas på ham - og netop blot havde spist for meget hjort. Eller menneske. Eller hvad fanden de nu åd til hverdag.
Da han trak sig tilbage, kom han med et ligegyldigt træk på skulderen.
"Det er så det. De næste mange år skal du være mor og kedeligt" sukkede han, som havde hun netop serveret ham jordens undergang på et sølvfad.
"Faderen må være stolt. Hvis du bliver træt af deres puslen om dig, er du velkommen her..." Han kom med en svag bevægelse med den ene hånd.
"...Her er med garanti ingen der vasker dig under fødderne. Jeg gør det i hvert fald ikke" svarede han ligeud.

[Era Garou]

Med åben mund stirrede Era først med vantro, og så forfærdelse på Zach, som han afslørede Eriz’s lille hemmelighed. Et barn?! Havde hun et barn?! En søn?! Tankerne fór igennem hovedet på hende, den ene mere vildere end den anden. Selvfølgelig var det første hun tænkte på, Loup. En hemmelig søn, og ingen vidste hvem faderen var, men hun kendte hvert fald èn, der havde været sammen med hende. Åhhhh når hun fik fingrene i ham!
Det næste der slog hende var, hvad Zach fortalte. Det lignede en Forsyth. Euphonia holde hånden over dem, endnu én fra den forbandet familie! Havde Loup vidst noget om det her, men bare valgt at holde det hemmeligt for hende?! Den forbandet, stinkende, idiotiske nar!
Og til sidst endte hun blot med at, sidde som et andet spørgsmålstegn, uden at ane det ene eller det andet.
Zachs hånd lagde sig mod hendes mave, men hun lagde knap nok mærke til det. Hun var så fordybet i sine egne tanker omkring den hemmelige prins, at det var først, da han igen sagde noget, hun langsomt blev trukket tilbage til nuet.
”Hva? Ahhh… well… ja. Faderen er meget stolt, men kan ikke holde ud, at blive behandlet som en skrøbelig hjort. Er sgu bare et barn. Hvis ikke den kan overleve livet, selv før den bliver født, har den ingen chancer, når den kommer ud,” konstaterede hun med en stemme, der afslørede hun havde sagt dette mange gange før. Sikkert uden held til de lyttende. ”Og jeg håber da, du kender mig bedre end at tro, jeg nogensinde vil blive kedelig.”
Hun sendte ham et skævt smil, og puffede til ham med fødderne.
”…også selvom jeg nu havde glædet mig til, at få vasket mine fødder af dig. Nå… never mind. Hvordan var han så? Prinsen, altså. Var han lige så stinkende arrogant og fissefornem som sin forbandet tæve af en mor?” Næsen rynkede sig i afsky bare ved at mindes om den smukke dronning, der så nemt havde lykkes i at vikle Loup om sin finger. Ahr! Hun hadede den tanke.

[Zachariah Fairbairn]

Som forventet reagerede Era på nyheden og han smilte tilfreds for sig selv. Han havde heller ingen betænksomheder i at gå fra barnet til prinsen. En ny Forsyth, selv en halv en, var ikke gode nyheder og det ville uden tvivl blive til besvær i fremtiden. Han sukkede og lod hovedet falde bagover i en opgivende bevægelse.
"JA! Man når lige at tro man har udryddet krybet. De er værre end rotter" brummede han og rettede hovedet op, så han kunne se over på Era igen.
"Hm, prinsen? Oh well...Underkuet af sin mor vil jeg tro. Men dødsengel. Fuldt dødsengel vil jeg tro..." Han trak på skuldrene.
"...Jeg udfordrede ham til kamp og han kunne intet. Han var så stor en dreng og han har sikkert end ikke holdt et sværd i sin hånd! Uduelig! Hvem kan kalde sig dødsengel og ikke kunne slå igen?" Foragten var tydelig i hans stemme. Han spyttede på gulvet, på den lasede gulvtæppe.
"Men det var alligevel meget sjovt. Hvor ofte må man slå på en kongelig? Og så lige Eriz' afkom. Du skulle have set dem alle! Alle fulgte med, bange for jeg lagde hånden på deres nye guldgås!" Han grinte.
"Men han var lærenem. Jeg tror ikke der går længe, før han må lære et eller andet. Og så med Eriz som sin mor eller hvad fanden hun er...Jeg tror han bliver farlig en dag. Uden tvivl. Han er jo også Forsyth. Knægten vidste ikke engang hvem hans far er..." Hans blik lå gennemborende på Era, som ville han vride hendes mening ud af hendes hjerne blot med blikket. Så hævede hans øjenbryn sig lidt.
"Ja, hvad giver du?!"

[Era Garou]

Med afsky rynkede Era på næsen. Hun kunne ikke lide de nyheder. Overhovedet ikke. Selvom knægten åbenbart ikke kunne slås endnu, var det blot et spørgsmål om tid. Og Zach havde jo selv sagt, han virkede lærenem. Derudover var Eriz hans mor, og hun var kun ballade, på trods af hun kaldte sig allieret med modstandsbevægelsen og dødsenglene. Nej… hun brød sig ikke om det. Specielt ikke når der var tale om en Forsyth.
”Jeg bryder mig ikke om det. Eriz er én ting, men en Forsyth er dobbelt så slem. Hvad gør vi, hvis han finder ud af sandheden om sin far, og kommer her for at ville få sin arv?” spurgte hun, og satte sig lidt mere op i sofaen, så armene kunne slynge sig omkring hendes optrukket knæ. Det var ved at blive en svær stilling på grund af maven, men ikke umuligt endnu! ”Eriz er grådig, og vil have magt. Knægten bliver sikkert lige sådan. Vi holder også han søster fanget her, men med lidt held er han ligeglad – trods alt er han en fucking dødsengel – no offence. For helvede Zach… jeg havde lige troet, vi var sluppet af med dem alle!”
Frustreret bankede hun sin pande ned i armene. Øjnene lukkede sig i med et opgivende støn. Arbejdet syntes aldrig at blive helt færdigt! Zach havde ret. Forsyth var som pokker rotter, der blev ved med at skyde op rundt omkring i verden.

[Zachariah Fairbairn]

Eras mismod morede kun Zach og jo mere håbløs hun lød, jo tættere var han på at grine. Til sidst, da hun puttede sig sammen, kunne han slet ikke holde latteren væk.
"Det må være ungen i maven der gør dig så svag!" bemærkede han sigende, uden rigtig at tænke sig om. Hvis han havde, ville han måske have indset fornærmelsen i ordene. Men på nuværende tidspunkt strejfede den tanke slet ikke hans sind. Trods alt havde han heller ingen erfaring angående mødre og børn, han vidste kun at gravide kvinder kunne opføre sig sært. I stedet lænede han sig frem og lagde sine hænder på hendes arme og ruskede hende lidt.
"Der går mindst nogle år før vi ser noget til ham. Og hvis han gør? Dette er vores land. Vi bekæmpede en dronning og konge, hvoraf den ene er hans skide far! Vi tæsker ham da bare!" Påpegede han, fuld af optimisme. De havde haft succes og for dem der troede på Euphonia, var det tydeligt hun holdt med dem.
"Hold nu op med at bekymre dig. Efterlod du din kampgejst derhjemme? Du ved jeg HADER når du gør det!" sagde han så og fik endelig rejst sig, for at putte mere ild i pejsen.
"Sulten?" spurgte han, mens han fandt et nyt stykke træ fra en kasse ved siden af pejsen.

[Era Garou]

Surt tittede Era op fra sine arme, da Zach kaldte hende svag. Hun rakte tunge af ham, før hun igen gemte sig bort. Han kunne kalde hende, hvad han ville. Det var i det mindste ikke hende, der sad her, og dovnede den af – eller af en eller anden grund hun ikke kunne gennemskue, holdte den fandens Forsyth-bitch i live. Hvis ikke hun vidste bedre, ville hun tro, han havde et crush på hende.
Irritabelt over at blive rystet, trak hun sig fri af hans greb, og lænede sig tilbage mod armlænet igen, så han ikke kunne nå hende.
”Hvis du ellers husker det, er det mit job at bekymre mig. Nogen skal jo gøre det i det her team, og du kan jo ikke finde ud af det. Fucking dødsengel,” vrissede hun, og lagde armene over kors under brysterne, der var blevet større på grund af graviditeten. Alt blev jo større på hende for helvede! Det var noget lort det hele, og hun syntes hvert fald ikke det var sjovt.
”Men ja ja… lad os da bare dræbe den lille nye, hvis han bliver til besvær. Vi er jo så dygtige til at sparke Forsyth-røv, at vi næsten burde få en fucking medalje for det,” tilføjede hun lidt mere roligt, og gled mere ned i sofaen, så hun kunne hvile baghovedet mod armlænet. ”Og ja! Jeg er skrupsulten! Spiser jo for to nu, og den her hvalp er sulten, kan jeg love dig for. Specielt kød. Helst kød. Jeg gider ikke grøntsager.” Hun rynkede på næsen.

[Zachariah Fairbairn]

Han grinte. Han var van til at Era til tider skiftede humør, selv om han ikke altid kunne gennemskue hvorfor eller til hvilket. Det ansigt der...Det var som regel noget surt. Og surt kunne til tider betyde besværlig eller grov. Men ud fra Eras ordvalg og det, at hun lagde sig ned, fortalte Zach at det nok hurtigt gik over. Hun var nok den eneste han kunne læse. Han havde aldrig interesseret sig for det, men at gå op og ned af hinanden i flere år gjorde den slags ved en.
Han smilte og rejste sig, efter at sikre de små luer kunne nå det nye træ.
"Jeg finder noget ædelse. Jeg har ingen tjenere. Kan gøre mine ting selv" brummede han og forlod hende i rummet, medmindre hun valgte at gå med.
Turen gik til køkkenet. Dernede fandt han i kølerummet, som mest var et rum hugget ind i bjerget, noget kød. Rummet var næsten altid køligt, fordi solens varme sjældent nåede helt ind i bjergene. Han skar nogle skiver af det stegte til ham selv og et par af de rå til Era. Jo mere råt, jo bedre ikke? Han valgte at springe grønt over. De var heller ikke hans livret. Nej, kød gav stærke børn!
Han placerede det på en bakke med en kande frisk vand og et krus mjød til sig selv. Noget med babyer og alkohol...Fuck det blev kedeligt. Han glædede sig allerede til hvalpen var ude! Hvor lang tid kunne det tage? Var folk som regel ikke gravide i et helt år?
På vej tilbage til rummet stødte han på Arona. Selv om hun havde været i bad og fået en god søvn, så hun ødelagt ud. Hendes øjne var blå og hun havde et utal af små sår over det hele. Den måde hun gik op - og ikke mindst, de små stik af smerte han følte fra hende - fortalte ham at hun var øm over hele kroppen og næsten ikke kunne stå oprejst. Alligevel mødte hendes stærke, stålgrå øjne ham, da han gik forbi.
"Vær frisk til i nat!" bad han hende ubekymret, før han gik videre og lod tøs være tøs.

I rummet stillede han bakken på sofabordet.
"SÅ! Tag for dig. Du vil vel ikke have mjød? Hvor kedeligt!" Han tog selv sit krus og drak hurtigt halvdelen af det, før han kastede sig i sofaen igen.
"Hvad skal dyret så hedde?" spurgte han og hentydede til hvalpen i hendes mave.

[Era Garou]

Det var dejligt at være tilbage. Afslappet med en arm under hovedet, og den anden liggende over maven, lå Era med lukket øjne. Åndedrættet var langtrukkent og dybt. Hun nød at være tilbage i Sethos, tilbage i palæet, tilbage hos dødsenglene. Varulvene ville altid være hendes flok, Loup altid hendes mage, men det var her, hun havde startet med at skabe et navn for sig selv. Her hun havde lavet det bedste og mest vigtige arbejde i samarbejde med Zach. På trods af hvordan hun havde måtte forlade stedet sidst, følte hun sig tryg her.
”Du kommer også til at kunne lide stedet,” mumlede hun, og strøg hånden over maven. ”Lige meget hvad din far siger. Her hos Zach vil du altid kunne finde sikkerhed.”

Hun åbnede modvilligt det ene øje, da Zach kom tilbage med en bakke mad. Duften lokkede hende op og sidde, selvom hun mest havde lyst til at blive liggende. Selv i ulveform var turen til Sethos lang – specielt når man nåede bjergene. Og når man bar på ekstra vægt, var det ikke nemmere.
Med det samme kastede hun sig over det rå kød. Tænderne var skarpe nok, til at kunne flå det af i lunser, og hun brugte sjældent bestik, da hænderne var lige så gode.
”Faktisk plejer jeg at drikke en smule – når andre ikke kigger,” afslørede hun, mens hun tyggede på noget kød med sine kindtænder. ”Ikke meget. Bare nok til barnet bliver stærkt og hærdet.”
Hun greb dog kruset med vand, og tog nogle grådige slurke, selvom det var så kedeligt, når der ikke var noget smag. Med bagsiden af hånden tørrede hun sig om munden.
”Vi har ikke fundet noget navn til det endnu. Vi ved jo ikke engang hvilket køn det bliver. Loup håber det bliver en søn, jeg håber det bliver en datter,” svarede hun med et skuldertræk, og lænede sig frem med albuerne hvilende på knæene. ”...Hvis det bliver en søn, vil jeg dog gerne opkalde ham efter dig.”
Tilføjelsen havde næsten ikke være hørelig, da hun blot havde mumlet den, som skammede hun sig over at være så sentimental. Men hun havde faktisk overvejet det. Mere end én gang.
Hun syndte sig at proppe noget mere kød i munden, inden han kunne nå at stille nogen spørgsmål, hun skulle til at svare på.

[Zachariah Fairbairn]

Zach kastede sig i den ledige side af sofaen og rakte ud efter et stykke stegt kød, som han gav sig til at bide i stykker og tygge på. Han var lige så ligeglad med bestik og havde han ikke været det, havde han lært det, da han havde boet hos varulvene. Ligesom han var tvunget til at accepterer rødt kød, når han endelig fik det stegt. Men hvad? Der skete intet. Han var da stadig i live og han elskede smagen nu. Rødt kød var saftigt! Så længe det ikke var helt rødt. Så mange stegte det tørt.
Han grinte, så et par dråber af kødets fedt og mjøden gled fra hans læber og over hans hage. Med den ene hånd fjernede han det, efter at have presset resten af skiven ind i munden. Han tørrede hånden af i sofaen, der bar plettet af at han havde gjort det før. Han var en lejesoldat og havde aldrig været van til et liv i luksus, så der var intet at sige til hans vaner var blevet siddende. Selv nu!
Da kruset med mjød var tomt, satte han det fra sig på bordet og slyngede sig tilfreds tilbage i sofaen.
"Hm? Opkalde ham efter mig?" prøvede han at få bekræftet, da hun havde været svær at høre. Men efter et kort øjeblik var det som om han var helt sikker på, at det netop var hvad hun havde sagde.
"Fuck dig Era. Der ligger vel ikke en skjult hentydning i de ord? Jeg skal passe dyret når dig og Mr. Farmand fester eller noget andet sært?" brummede han. Han skulle ikke blandes ind i det som et tredje hjul. Loup måtte kraftedeme selv kigge efter sit afkom.
"Hvis du kommer til at mangle en barnepige er byen bedre. Jeg mener...Alle vores unger løber bare rundt i hele byen. Det vil dyret sikkert kunne lide!" Uden et køn, og uden at være hverken en person eller en race der diskriminerede køn, var dyret den mest neutrale ting han kunne kalde det. Varulve var dyr - og det var en af deres styrker!
Men samtidig var det også skide irriteret. Med børnene altså. Man var til tider ved at falde over dem, fordi de løb alle steder eller fløj ind i ryggen på en, fordi de ikke havde lært det endnu. Til sidst havde byens borgere lært at holde deres børn fra hans vej og det var han godt tilfreds med. Det betalte sig altså at skælde ud til højre og venstre!

[Era Garou]

Med munden fuld af kød sendte Era sin gammel ven et iltert blik, men på grund af den fyldte mund, kunne hun svinge et spydigt svar ud. I stedet måtte hun give sig til at tygge kødet igennem, og slugte det så hurtigt, at hun fik tårer i øjnene.
”Der er ingen hentydning i det ord! For Euphonia, Zach, du ved jeg ikke gider det pis!” snerrede hun, mens hun gned sin hals. ”Mit barn kan sagtens passe sig selv! Det var bare en sød gestus!”
Typisk dødsengle ikke at kunne forstå, når man gjorde noget pænt for dem. Man fik hverken et tak, et smil, eller et klap på skulderen af det. Hun tørrede hænderne af i sine bukser. Tungen kørte rundt i munden, for at finde gemte kødstykker mellem tænderne eller omme bagved. Imens overvejede hun hvad han sagde. Tydeligt kunne hun forestille sig, barnet løbe rundt her i Sethos, når hun var på besøg. Det ville falde godt til. Dødsengle og varulve var ikke så forskellige igen. Loup ville selvfølgelig ikke bryde sig om det, men hun havde sine måder, at få ham til at trille om på ryggen. Handlede bare om at bruge tungen korrekt.
”Yeah… nogen skal også lære det at slås. Altså slås med våben og den slags. Hos os bruger vi kun hænder, tænder eller kløer. Det ville være godt for hvalpen, at kunne bruge begge dele,” tænkte hun højt, og vidste Zach ville være den bedste lærer til det. Trods alt havde han trænet hende i sin tid, da hun havde mistet synet. Shit… føltes som hundrede år siden.
”Du overvejer ikke at få unger?” spurgte hun dødsenglen, og lagde hagen i sin ene hånd, mens hun betragtede ham. Naaah… hun kunne ikke forstille sig ham som far. Men så igen. Sådan havde hun det med mange. Se bare på Loup og hende selv.

[Zachariah Fairbairn]

Han sendte hende et smil, før han trak på skuldrene.
"Hvad ved jeg? Folk gemmer alt mulig bag deres ord. Det er fandme ikke til at finde rundt i" bemærkede han og lod blikket glide over til pejsen. Ilden havde endelig fået fat i det nye træ, hvilket betød de ikke behøvede at fryse for nu. Selv om foråret var på vej, var der stadig ret koldt mellem bjergene.
Sød gestus? Det var bare et navn. Det var bare en måde at kende forskel på den ene levende sæk kød til den anden. Navne betød sgu da ikke så meget! Han forstod det slet ikke. Men emnet var heller ikke så spændende, at han gad at bruge lang tid på det. Og dog...
"Hvis det bliver en pige, bliver det så Zachia eller noget andet shit?" grinte han. Fjollet kvinde-ulv!

Hans øjenbryn dansede en smule op, da han så på hende igen.
"Mig? Børn? Nah" svarede han så ligegyldigt.
"Til hvad nytte? Jeg gider dem ikke og verden er lort nok som den er. Jeg kan ikke se hvorfor jeg skal tilføje noget som helst til den. Lad den klare sig selv!"
Han var ret ligeglad angånede at dødsenglene altid virkede til at savne flere børn. At folk altid så ud til at dø med 10 års mellemrum eller noget i den stil. Efter han var blevet leder og efter krigen mod Forsyth havde han da fået nogle tilbud og heldigvis havde ingen af dem vist sig at give graviditeter. Hvem ved! Måske havde Euphonia endda velsignet ham med lorte sæd.
Pludselig bankede det på døren. Zach fik et træt udtryk. Han havde en god fornemmelse af hvad det handlede om og han havde mest lyst til at gemme sig. Han kaldte i hvert fald ikke på hvem end vedkommende var. I stedet sukkede han.
"Shit man...Man får aldrig en pause. Mine rådgivere er hele tiden på nakken af mig. "Folk har ikke rent vand", "folk er sultne", "folk mangler brænde", "folk klager over din opførsel"...Jamen så gør for helvede noget ved det!" vrissede han vredt og lod blikket hvile på de livlige flammer igen. Der blev banket på igen, denne gang mere krævende.