Post by Illyana Bayard on Apr 7, 2017 16:27:03 GMT
Imellem kødranden af dødsengle der hujede og heppede på kampen i arenaen, stod én enkelt ubevægelig, udtryksløs kvinde. Hun var landet samtidigt med Zean og Macaria, men et stykke fra dem og var hurtigt blevet blandet ind i mængden af væsner derinde. Hun kunne ikke helt passe sig ind, selvom Sethos var ved at blive genopbygget, var der stadig mange der enten ikke havde eller ikke brugte deres adgang til rindende vand og imellem de beskidte, lasede engle, stak hun ud som hvad hun var; adelig. Det betød ikke noget nu dog, alles opmærksomhed var på den kamp der var ved at opstå efter vampyren havde båret hendes datter ud af arenaen. Illyana kunne stadig mærke stik af pigens smerter prikke sig indimellem, men ellers lå hendes opmærksomhed også på arenaen. Korslagne arme og døde øjne betragtede kampen som var det et spil skak. Zach rykkede, Zean tabte terræn. Zean rykkede, Zach fik et snitsår. I begyndelsen var de ligestillede, indtil Zach begyndte at blive langsommere og det blev klart hvor kampen bevægede sig henad.
Og Illyana følte ingenting. Ingen sødme over kampens hede, men heller ingen bitterhed over det kommende tab. Da Zean løftede sit sværd, skulle hun til at vende sig for at tage på vingerne igen, tage hjem, rapportere til Theodor, få sig et varmt bad. Den kvindelige stemme bar igennem hele arenaen, skar igennem dødsenglenes råb i den rene desperation der lå i den - og som Illyana langsomt vendte sit hoved tilbage mod arenaen og hendes mund faldt åben, kunne hun se alphahunnen af varulvene fare ind over pladsen med kurs mod Zean og Zach, netop som sværdet faldt. Zachariah Fairbairns hoved rullede henover jorden, hans hovedløse krop fossende blod ud i sandet. Varulven stod, chok malet over hendes ansigt, stille. Illyana slugte et bandeord. Hvad ved underportene lavede hun her?! Ved siden af hende stod en dødsengel der havde et sværd strappet til hans side, og det trak hun i én hurtig bevægelse og mens hendes sammenfoldede vinger foldede sig ud - og skubbede englene omkring hende til siden - to hun hurtige skridt frem og sprang på vingerne så hun kunne dale ned fra siddepladserne til midten af arenaen. Foran varulven.
Klædt i en ridde uniform og med et sværd, peget mod jorden, i hendes hånd, skilte hun varulven som den tidligere dronning havde en finger rettet imod, og den nye leder af dødsenglene. Hun var rolig. Spidsen af hendes sværd rørte jorden. "Tillykke med generhvervelsen af Deres stilling, Forsyth," hendes stemme var rolig, men løftet så den kunne høres over lydene fra mængden af dødsengle. "Det vil glæde kong Davenport at forhandle med Dem. Lad os ikke ødelægge disse fremtidige forhandlinger med at drage blod fra en af kongens allierede," der var en trussel på hendes tunge men den var så pænt skjult og svunget som den var blandt adelige. Hun gav ingen mine til at rykke sig. Hvis Zean gjorde, ville sværdet blive løftet fra den position det havde, peget ned i jorden.
Og Illyana følte ingenting. Ingen sødme over kampens hede, men heller ingen bitterhed over det kommende tab. Da Zean løftede sit sværd, skulle hun til at vende sig for at tage på vingerne igen, tage hjem, rapportere til Theodor, få sig et varmt bad. Den kvindelige stemme bar igennem hele arenaen, skar igennem dødsenglenes råb i den rene desperation der lå i den - og som Illyana langsomt vendte sit hoved tilbage mod arenaen og hendes mund faldt åben, kunne hun se alphahunnen af varulvene fare ind over pladsen med kurs mod Zean og Zach, netop som sværdet faldt. Zachariah Fairbairns hoved rullede henover jorden, hans hovedløse krop fossende blod ud i sandet. Varulven stod, chok malet over hendes ansigt, stille. Illyana slugte et bandeord. Hvad ved underportene lavede hun her?! Ved siden af hende stod en dødsengel der havde et sværd strappet til hans side, og det trak hun i én hurtig bevægelse og mens hendes sammenfoldede vinger foldede sig ud - og skubbede englene omkring hende til siden - to hun hurtige skridt frem og sprang på vingerne så hun kunne dale ned fra siddepladserne til midten af arenaen. Foran varulven.
Klædt i en ridde uniform og med et sværd, peget mod jorden, i hendes hånd, skilte hun varulven som den tidligere dronning havde en finger rettet imod, og den nye leder af dødsenglene. Hun var rolig. Spidsen af hendes sværd rørte jorden. "Tillykke med generhvervelsen af Deres stilling, Forsyth," hendes stemme var rolig, men løftet så den kunne høres over lydene fra mængden af dødsengle. "Det vil glæde kong Davenport at forhandle med Dem. Lad os ikke ødelægge disse fremtidige forhandlinger med at drage blod fra en af kongens allierede," der var en trussel på hendes tunge men den var så pænt skjult og svunget som den var blandt adelige. Hun gav ingen mine til at rykke sig. Hvis Zean gjorde, ville sværdet blive løftet fra den position det havde, peget ned i jorden.