Post by Seraphine Thorne on Mar 8, 2017 17:12:13 GMT
Åben for alle karakterer der befinder sig på Veteranogården.
Morgendissen havde endnu ikke løftet sit slør for solens begyndende stråler, da en hest langsomt traskede igennem det mudrede græs ved Veterano gården. Dens hove sank ned i mudderet for hvert skridt frem og lavede en svuppende lyd når den trak dem op igen. Dens prusten lavede små skyer i luften, dens pels var morgenvåd af duggen og dens rytter hang hen over dens hals, halvt liggende i sadlen. Som den bevægede sig tættere på gården, hvor den tæmmede hests erfaringer fortalte den at der ville være varme, hø og nogen der ville stryge den over pelsen og tage sadlen af den, tøvede den alligevel. Der var en duft i luften der fik den til at stoppe og trippe i mudderet, en duft der fik dens næsebor til at vibrere under tunge prust. Selv en tam hest, der aldrig har set en eneste af dem, genkender lugten af ulv. Ubeslutsomt, begyndte den at halvt vende sig den ene vej, for så at vende sig tilbage og så vende sig den anden vej og så tilbage, som var den i tvivl om den havde lyst til at bevæge sig nærmere, selv da dens slappe rytter gav den et lille spark i siden for at drive den frem. Til sidst stod den blot stille.
Blege, grønne øjne stirrede frem mod gården, der lå blot en halv mark borte. Et irriteret fnys forlod hendes næsebor, næsten som forsøgte hun at fornærme sin hest ved at imitere den, fordi den irriterede hende. Hun forsøgte at sætte sig op i sadlen, men blodtabet gjorde hende svagelig og tilsidst gav hun op, og lod sig istedet falde ud af sadlen. Hun gav et grynt fra sig, da hun ramte mudderet. Hesten stak sit hoved over til hende, dens mule kildede hendes pande og hun skubbede kræet fra sig. Hun overvejede kort bare at give sig til at tude i ren frustration.
I sidste ende var det ren stædighed der fik hende på benene og tvang hende frem på skælvende knæ. Hendes kinder blussede af anstrengelse, totter af blond hår klæbede sig til hendes kinder. Hun var klædt i mørkebrune stofbukser, der klæbede til hendes højre ben, kaget i blod fra den pil, der stadig stak hele vejen igennem hendes højre lår. En matchende pil sad begravet i hendes højre skulder, stikkende ud af den sorte kappe der lå om hendes skuldre. Hun nåede helt op til døren, selvom hendes lår klagede sig sig, som hun trådte op af trinet foran den. Hendes pande hvilede mod træet i døren, som hun løftede sin hånd og bankede på.
Morgendissen havde endnu ikke løftet sit slør for solens begyndende stråler, da en hest langsomt traskede igennem det mudrede græs ved Veterano gården. Dens hove sank ned i mudderet for hvert skridt frem og lavede en svuppende lyd når den trak dem op igen. Dens prusten lavede små skyer i luften, dens pels var morgenvåd af duggen og dens rytter hang hen over dens hals, halvt liggende i sadlen. Som den bevægede sig tættere på gården, hvor den tæmmede hests erfaringer fortalte den at der ville være varme, hø og nogen der ville stryge den over pelsen og tage sadlen af den, tøvede den alligevel. Der var en duft i luften der fik den til at stoppe og trippe i mudderet, en duft der fik dens næsebor til at vibrere under tunge prust. Selv en tam hest, der aldrig har set en eneste af dem, genkender lugten af ulv. Ubeslutsomt, begyndte den at halvt vende sig den ene vej, for så at vende sig tilbage og så vende sig den anden vej og så tilbage, som var den i tvivl om den havde lyst til at bevæge sig nærmere, selv da dens slappe rytter gav den et lille spark i siden for at drive den frem. Til sidst stod den blot stille.
Blege, grønne øjne stirrede frem mod gården, der lå blot en halv mark borte. Et irriteret fnys forlod hendes næsebor, næsten som forsøgte hun at fornærme sin hest ved at imitere den, fordi den irriterede hende. Hun forsøgte at sætte sig op i sadlen, men blodtabet gjorde hende svagelig og tilsidst gav hun op, og lod sig istedet falde ud af sadlen. Hun gav et grynt fra sig, da hun ramte mudderet. Hesten stak sit hoved over til hende, dens mule kildede hendes pande og hun skubbede kræet fra sig. Hun overvejede kort bare at give sig til at tude i ren frustration.
I sidste ende var det ren stædighed der fik hende på benene og tvang hende frem på skælvende knæ. Hendes kinder blussede af anstrengelse, totter af blond hår klæbede sig til hendes kinder. Hun var klædt i mørkebrune stofbukser, der klæbede til hendes højre ben, kaget i blod fra den pil, der stadig stak hele vejen igennem hendes højre lår. En matchende pil sad begravet i hendes højre skulder, stikkende ud af den sorte kappe der lå om hendes skuldre. Hun nåede helt op til døren, selvom hendes lår klagede sig sig, som hun trådte op af trinet foran den. Hendes pande hvilede mod træet i døren, som hun løftede sin hånd og bankede på.