The other shoe (Åben)

[Saïx Veterano]

Tavst havde Saïx holdt sig lidt ved sidelinien, mens Veteranoerne så du til at lægge deres planer. Nok en gang måtte han fange sig selv imponeret over hvor hurtigt det gik – men det var måske naturligt, når man havde levet et liv som de havde. Det måtte være hundredeogsyttende gang han havde tænkt den selv samme tanke.
Helt forberedt var han alligevel ikke på at høre præcis hvad planen skulle indebære. Som stivnet blev hans blik fæstet på de to søskende som omfavnede hinanden, mens han mærkede hvordan en klump af is formede sig i maven på ham. Dele sig op? Omgående fæstede han sit blik på Isabel, men hendes hoved var godt gemt væk i Calebs skulder, og ude af stand til at møde hans blik. De havde næsten lige fundet hinanden igen efter næsten at have mistet hinanden, på grund af hvad han havde gjort. Det var tydeligt at de allerede havde bestemt sig for hvordan deres gruppe skulle deles op – med eller uden Zean – og en frygtsom tanke fæstede sig i ham. Hvis de skulle splittes ad igen, hvornår kunne han så nogensinde håbe på at se hende igen?
Med den isnende kulde i maven betragtede han alligevel de to søskende sammen, og mærkede hvordan hans skuldre sank en smule. Han elskede Isabel, men… var det hårdest at skille hende og ham ad, eller Isabel og Caleb?

Også Oliver stod en smule tavst i gangen, hvor han var stoppet op. Den unge varulv var mere end klar til at følge Sam hvor end han bestemte sig for at de skulle tage hen, med eller uden Macaria, men det virkede tydeligt at Sam ikke havde tænkt sig at tage nogen steder uden hende. Men han forholdt sig tavs. Hvad kunne han sige, som kunne påvirke beslutningen på nogen måde? Det var ikke hans plads.
Hans blik flyttede sig til den anden vampyr, da han skubbede sig bort fra sin plads op af køkkenbordet, og bevægede sig frem til Isabel og Caleb. Han så tøvende ud, før han forsigtigt lagde hånden på Isabels skulder, som i et forsøg på at få hendes opmærksomhed. Oliver måtte næsten måbe, da han så udtrykket i Saïx’ ansigt. Han lignede en mand som var i færd med at opgive det vigtigste i sit liv.
”Izzy… Ville det være bedst for dig og Cal at rejse sammen?” spurgte han prøvende. Han anede ikke hvad Caleb og Isabels planer for opdelingen var, men han kunne ikke være skyld i at de to blev skilt ad igen. Hans mund føltes mærkelig tør bare af at sige ordene. ”Vi ville jo finde hinanden igen, når tingene falder til ro. Lige meget hvad, kommer vi til at finde hinanden igen.” tilføjede han som et beroligende løfte. Lige så meget til hende, som til sig selv.

[Caleb Veterano]

Caleb lagde knap nok mærke til, hvad der forgik omkring ham. Alt han kunne rumme på nuværende tidspunkt, var konstateringen om drømmen var overstået… de skulle vågne op nu. Endnu engang måtte de pakke deres ting sammen, og rejse væk til en fremmede, utryg fremtid, som ingen vidste, hvor befandt sig henne. Denne gang uden Isabel ved sin side.
Hårdt knugede han hende ind til sig. I sit sind tiggede han Inei om at være nådig, men han vidste, der ikke var nogen vej udenom. De to havde altid gjort, hvad der var nødvendigt. Lige meget hvilken personlige konsekvenser, som ville komme ud af det.
Saïxs dæmpet stemme, fik ham langsomt til at dreje hovedet mod ham, selvom han var nødt til, at slippe sit tag en smule i Isabel. Ligesom ham vendte hun nølende opmærksomheden mod Saïx. Splittelsen var tydelig i hendes blik. Det slog Caleb, at det var første gang, de rent faktisk havde besluttet sig for at skilles for andres skyld. Selv ikke Adelaide i sin tid havde formået, at holde de to søskende fra hinanden. Men nu…
Alting var som det gamle, og dog så anderledes.
”Saïx…vi ved ikke hvor lang tid, der vil komme til at gå,” lød Isabels stilfærdige stemme, der forsøgte at skjule alle følelserne i sig. Hun slap sin bror med en hånd, for i stedet at lægge den mod vampyrens kind. ”Der kan gå måneder… år, før faren er drevet over.”
”Jeg burde tage over og snakke med Vaelon. Gøre noget,” kommenterede Caleb, og strøg sin hånd igennem håret, mens han åndede tungt ud. ”Måske kan jeg tale med Winters.”
”Jeg kan tale med oprørsgruppen,” forslog hun, og tørrede tårerne væk med bagsiden af hånden, nu hvor de var ved at ligge planer igen. ”Jeg kender lederen. Hvis du ikke kan få overtalt nobel-hovederne til at lytte til dig, må vi tage drastiske midler i brug. Hvad vil du gøre med Moria?”
Han skar en grimasse. Det var næsten umuligt for ham, at gøre noget risikabelt med Moria hos sig. Faktisk ville det bedste være, at tage langt væk herfra, finde et nyt sted de to kunne gemme sig, og leve i ro. Men… han kunne ikke bare vende det hele ryggen. Hårdt klemte han sammen om sin næserod med to fingre.
”Jeg ved det ikke. Jeg kan ikke bringe hende i fare, men… jeg er nødt til at gøre noget.”
Isabels øjne gled overvejende mellem sin bror og Saïx.
Mere og mere lød det til, den bedste mulighed faktisk var, at de delte sig op med hende og Cal, Saïx og Moria. Men bare tanken om at skulle splittes fra Saïx igen…
Hun drog et opgivende suk, før hun trak sig ud af sin brors omfavnelse. De måtte være stærke.
”Hvis ingen gør noget, vil det aldrig blive bedre. Jo hurtigere og mere effektivt vi arbejder, jo mindre tid går der, før vi alle igen kan blive samlet,” fastslog hun fornuftigt, mens hænderne satte i siden. ”Vi kan prøve at sætte dig i Rådet igen, Cal. Lige så snart det er gjort, kan Moria komme tilbage til dig.”
Magikerens skuldre faldt, og han masserede hårdere sin næserod. Man kunne næsten se det vride sig i ham.
”Jeg… jeg kan ikke gå fra hende,” svarede han hæst. ”Hun… hun har brug for mig.”

Sam følte sig tilovers i rummet. Der var alligevel ikke noget, han kunne gøre, for at hjælpe. Intet han kunne forslå. Det var alligevel hans skyld, de alle sammen var i fare.
De klare, isblå øjne vandrede fra hybriden, magikeren og vampyren ud til vinduet, hvor han akkurat lige kunne se hjørnet af smedjen. Den svage lugt af brændt kød, gav ham lyst til, at tage tilbage til Macaria.
Han opdagede Moria i døren. Forvirret, skræmt og skrøbelig som en blomst om efteråret med øjnene rettet mod ham. Venligt sendte han hende et lille smil. Det måtte være hårdt, at stå i den situation hun stod i. Specielt når man tænkte på den tilstand, hun havde været i det sidste stykke tid, og nu skulle alt hun kendte til, rives op med roden.
Kort overvejede han, at tage hende med sig. Give hende den tryghed og stabilitet sådan en sart blomst havde brug for, men han vidste ingen ville billige det. For resten ville det også skabe for meget opmærksomhed, nu hvor han allerede havde Oliver og Macaria med sig.

[Seraphine Thorne]

Hendes negle borede sig ned i bordpladen. Vampyren lagde ikke engang den mindste smule mærke til hende. Istedet stod han og kiggede på en lille mørk håret tøs ved døren og det fik myre til at kravle under hendes hud, fik hendes hud til at klø og hendes kønne, ligblege ansigt til at falde fra hinanden i en slet skjult snerren. Den lille mørk hårede tøs forvandlede sig under hendes blik, hendes næse blev en smule længere, hendes øjne mørke brune og hendes hår endnu mere krøllet og hvor djinnen stod, så Sera en spejling af hendes søster. Hvor djinnens ansigt var lagt i bekymrede, bange folder, så den blonde magiker hånligt smilende læber der syntes at forme ordene du kan ikke slå mig ihjel, 'phine. En af hendes negle flækkede i bordpladen hvor der nu var brændt små, sodne prikker fra hendes fingerspidser.
Og så var det borte igen, som et pludseligt skifte i vejret fra piskende regn, til klar himmel. "Jeg går ud og påbegynder pentagrammet." Hendes stemme var rolig, næsten bedøvet i sin tone. "Og jeg ville holde mig langt fra oprørsfolkene," hun tog en af de pile der lå efterladt på bordet, som stadig var plettet af hendes blod, og vendte den i sit greb så fjerne der lod den flyve blev holdt frem. Fjerne var sortgrå, hvor de fleste portusianske soldater brugte hvide eller lysegrå fjer i deres pile. Det var den samme type pil der var blevet brugt til at skyde Adelaide Storm ned fra himlen for måneder tilbage. "De har tendens til at skyde først og stille spørgsmål bagefter." Hun lagde pilen fra sig på bordet og bevægede sig ud af køkkenet den vej hun var kommet ind, forbi djinnen og varulven, uden at se på dem.
Udenfor fandt hun sin hest, der havde ladet sig lokke lidt nærmere huset og løftede hovedet som hun kom ud, prustende godmodigt, inden den stak hovedet tilbage til jorden og begyndte at hive totter af græs ud af jorden. Hun gik op på siden af den, fandt sine saddeltasker - der sad en pil igennem den ene af dem - og et nyt par bukser ud af det ene af dem, sparkede dem hun havde på af og trak de nye på, inden hun gav sig til at lede efter en passende pind at tegne pentagrammet med.

[Moria Veterano]

Da Sam så på hende, rødmede hun fra top til tå og så ned i gulvet i stedet. Hun måtte ikke lade sig distraherer! Det føltes...Det var som om...
Tøvende hævede hendes blik sig, landede på hendes kærlige mand. Hun vidste han elskede sin søster, sikkert meget mere end han elskede hende selv og det var helt okay. Det havde hun forliget sig med for længe siden. Hun havde selv tigget om at komme med, uvillig til at forlade en mand der havde fået den ulejlighed, at Moria havde forelsket sig i ham. Dette var slet ikke det liv hun havde forestillet sig, men hun var endt med at blive tilfreds nok, lige til...Lige til Pandemonium. Et eller andet sted havde hun bare ventet på der skulle ske noget mere. Noget nyt. De ville ikke få fred nu og hun havde derfor sat det mere pris på hver eneste dag på gården.
Og nu så det ud til at hun var en byrde på sin mands skuldre. Uanset om Inei havde vendt ryggen til hende nu, kunne hun stadig gøre sit bedste for at leve op til hendes idealer. Og det betød hun skulle støtte sin mand tykt og tyndt.
Hun vred sine hænderne lidt og stod så fordybet i tanker og følelser, at hun slet ikke mærkede den ukendte kvindes blik på sig. Først da kvinden pludselig gik og hun måtte flytte sig fra døråbningen, blev hun en smule chokeret over det bryske i kvindens opførsel.
Hun trådte hurtigt frem igen og efter en kort tøven, gik hun over til sin mand. Selv om han næppe ville slippe Isabel - og omvendt - håbede hun de ville tilgive hende, at hun tog sin mands opmærksomhed et øjeblik. Hun vidste ikke hvad alternativet ville blive, hvad der ville ske, hvem hun så skulle rejse med. Og ærlig talt var hun hunderæd for at forlade sin mands side. Men det var for hans skyld og han var den eneste der havde kunne få hende til at ranke ryggen og tage sig lidt sammen. Han var hendes styrke.
Hendes ene hånd lagde sig blidt på hans ene arm, mens hun tvang sig selv til at ignorere tiltrækningskræften fra Sam, selv om det var svært.
"Cal..." Hendes stemme var blid.
"...Dit job er at holde os alle sammen sikre. At være ved din søsters side. Alle de historier jeg har hørt! Uanset hvor forfærdelige drabelige de er, har jeg været dybt beundret af hvordan I to har klaret hvad som helst. Jeg har det bedre nu, så du skal ikke bekymre dig om mig. Det er vigtigere vi alle kommer ud af det her. Rejs" Der var noget næsten bedende over hende. Måske fordi hun ville dø af dårlig samvittighed, hvis han blev her og hun beholdt ham til sig selv, velvidende han kunne gøre mere nytte andre steder. Velvidende han hellere ville være andre steder.
Hendes anden hånd gled frem og lagde sig tøvende på Isabels ene arm, usikker på om hun overhoved ville tillade det. Hendes store, brune øjne bad Isabel om at passe på Cal, selv om hun på intet tidspunkt sagde det højt. Passe på Cal og at Isabel også passede på sig selv. Så slap hun dem begge.

[Saïx Veterano]

Saïx var alt for klar over hvor lang tid der kunne gå, før de ville se hinanden igen. Isabel havde fuldstændig ret – der kunne gå flere år. Tanken på at give slip på hende i al den tid var alt andet end behagelig – men det virkede som det tryggeste at gøre. Sammen ville Isabel og Caleb kunne gøre meget mere, end hvis de delte sig op, selv om at det ville være for at Isabel kunne blive med ham, og Caleb med Moria. Og at se Moria se ud til at have den samme holdning, overbeviste ham kun om at de alle sammen ofrede noget ved det her. Tøvende stod han, før han så på Isabel, til Cal.
”I to må være én gruppe. Tag til Portus, snak med kongen… gør et eller andet, men gør det sammen. Det er den hurtigste måde. Så tager jeg med Moria og finder et sikkert sted vi kan skjule os.” Blikket faldt på Caleb, da han sagde det sidste, som om han med blikket fortalte magikeren at han ville passe på Moria. Han var ikke i tvivl om hvor svært det måtte være for ham at forlade sin hustru, men han håbede på at han ville stole nok på ham til at passe på hende – til trods for hvad han havde gjort i sin fortid. ”Dig og Isabel; mig og Moria; Sam, Oliver og Macaria. Zean finder én af grupperne før eller senere, og kan forhåbentligvis blive genforenet med Macaria på dén måde.” Det virkede som den eneste måde de alle sammen kunne komme fra det med de bedste chancer.

Oliver trådte et lille skridt til siden, så magikeren kunne komme forbi ham og ud. Han så lidt efter hende, og rynkede på næsen ved lugten af det brændte kød, som fulgte i hendes farvand. Han vidste ikke om han foretrak dén, eller lugten af blod. Han vendte sig dog hurtigt tilbage mod rummet igen.
”Solen er stadig oppe.” kommenterede Oliver, og hans blik gled fra Saïx til Sam. To vampyrer skulle han rejse med, i hvad der lød til at skulle være i al hast, og solen var stadig på vej op. Det ville blive besværligt, specielt fordi Oliver ikke var helt sikker på om Macaria var helt rask endnu. Og hun havde altid haft et eller andet dystert blik at sende ham, hver gang han var trådt ind i smedjen. ”Vi kan ikke tage nogen steder før solen er gået ned, kan vi? Og hvor tager vi hen, Sam?” Var Sams gamle kontor stadig trygt? Han havde sine tvivl, og selv hvis det var, var Oliver ikke helt ivrig efter at søge ind til Istus, hvis portusianske soldater virkelig var ude for at lede efter dem. Så hellere længere væk… Men selvfølgelig ville han gøre som Sam sagde

[Caleb Veterano]

Caleb havde slet ikke opdaget, Moria var kommet tilbage. Skamfuldt sænkede han blikket, uden i stand til at se på hende. En indre kamp forgik inde i ham. En kamp om at gøre det rigtige for folket, gøre det han altid havde gjort, gøre det han gjorde bedst – eller holde sine ægteskabsløfter overfor Moria. Hendes fingre på hans arm, fik en klump til at samle sig i hans hals. Til sidst kunne han ikke holde sig selv tilbage, og han lagde armene om hendes spinkle skikkelse, han var kommet til at elske så højt, for at trække hende ind i sin favn. Med en rystende udånding pressede han sine læber ned mod hendes velduftende hår. Kyssede hovedbunden. Strøg hende tæt over ryggen, uden at kunne få et ord ud af den sammentrukket hals.
Heldigvis kunne Isabel tale for ham.
”Find et sikkert sted hvor I kan holde jer skjult. Jeg giver jer en liste over de steder, hvor der er bedst mulighed for, vi får besked, hvis I har sendt et brev. Vi kommer og ser til jer, lige så snart vi får muligheden derefter,” sagde hun med en tyk stemme, der kæmpede for at være tapper. Hun havde lige nået, at give Morias hånd et klem, før Caleb havde trukket hende ind til sig. At se ægteparret stå sådan dér, fik en gammel, dårlig samvittighed til at sprede sig i maven på hende. Endnu engang ville hun være skyld i, Caleb blev revet væk fra den han elskede. Og hvem vidste, hvornår de ville ses igen?
Hun hørte ham hæst mumle: ”Jeg finder dig igen, lige så snart du skriver til mig,” ind mod Morias ørekant, som han kyssede. ”Det lover jeg.”
Langsomt lagde hun armene om sig selv, som ville hun give sig en omfavnelse. Øjnene flakkede mod Saïx ved hendes side, men hun kunne ikke få sig selv til, at vise samme form for intimitet – hun var for bange. Bange for afskeden. Bange for at sige farvel. Hårdt pressede hun læberne sammen.

”Vi er nødt til at gøre os klar med det samme,” besluttede Sam, da tingene endelig så ud til, at være blevet redet ud. Par blev splittet. Familier revet over. Angsten for farvel og aldrig at se hinanden igen, bredte sig som gift i folks sind. Det var hvad Eriz gjorde ved denne verden. Hendes arv. Hans kære lillesøster. ”Oliver har ret. Solen er oppe, så lige nu kan vi ikke rejse ud, men vi er nødt til, at gøre os parate. Samle forsyninger, planlægge ruter, og pakke tasker. Jeg regner med I har meget at gøre.”
Han henvendte sig til Isabel, der virkede som den stærkeste og mest klarsynet lige nu. Langsomt rettede hun sine drage-øjne mod ham. Kvinden, der så uselvisk havde reddet Macaria op til flere gange.
”Vi kan gøre os klar på et par timer. Det meste er vi alligevel nødt til at efterlade. Caleb og jeg er vant til det her,” svarede hun toneløst med et træk på den ene skulder. ”Vi skal nok lave nogen madpakker alle kan få med. Dyrene skal jo alligevel lukkes ud eller slagtes, inden vi… inden vi tager herfra.”
Sam nikkede fyldt med medlidenhed i sit ansigt. Han vendte sig mod Oliver, og sendte ham et beroligende smil, inden han gjorde tegn til, de skulle forlade køkkenet. Macaria skulle informeres, og han havde på fornemmelsen Veteranoerne, havde brug for noget tid for dem selv. Desuden ville han gerne tale med den fremmede magiker. Hun havde nævnt noget om Rosenthel.

[Seraphine Thorne]

Seraphine samlede først en pind op, studerede den og smed den fra sig, med samme kritiske øje en fiske handler kiggede på den nye fangst bragt ind fra havet, eller en nobel kvinde kiggede på nye smykker præsenteret af en smed. Langt de fleste nåede knapt op i hendes hænder før de blev kylet bort. Endelig fandt hun én hun var tilfreds med, så surrede hun hendes hår fast i en løs knold med et stykke lædersnor og begyndte at overse området. Des mindre område den skulle dække, des bedre ville den dække, men samtidigt skulle det hele indfanges i pentagrammet, ellers ville selv den mest distraherede, stupide væbner være i stand til at se at noget stak ud - næsten værre end hvis der intet pentagram var overhovedet. Dårlig magi var værre end ingen magi overhovedet. Og runer og pentagrammer var ikke hendes specialitet. Hun kendte al det teoretiske og hun gjorde ofte brug af de lydisolerende og stemnings inspirerende runer. Hun havde haft en rune i sit sengegærde på kroen der gjorde de fleste væsner afslappede når de trådte ind. Hun skiftede sin vægt fra side til side i hendes hofte mens hun vurderede. Og så gik hun igang. Hun kunne ligge grundarbejdet og så kunne Cal færdiggøre det, så vampyrerne ville have tid til solen gik ned, uden at skulle frygte for soldaterne. Pinden trak lange, dybe streger i jorden der syntes at gløde svagt rødt i den tidlige morgensol. Varme bølgede igennem hende og rigtig sved erstattede den klamme fornemmelse af kold sved der havde lagt sig over hendes hud. Hun burde ligge sig. Burde spise. Hvornår havde hun spist sidst? Hun havde fået honning og brød... nej. Det var Eian der havde bragt hende honning og brød. Hun havde fået noget tynd suppe? Men hvornår? Hendes skræddersyede bukser fra Istus hang lavt på hendes benede hofter. Pinden i jorden gjorde et stort sving udenom laden efterladende meter efter meter af svagt glødende magi. Selv hvis det regnede eller jorden skælvede, ville magien blive i dets form, selv hvis tegningen blev hvisket bort. Ihvertfald et døgns tid.

[Moria Veterano]

Hendes øjne svømmede over, da hun slog armene om Caleb og borede sit ansigt ind mod hans skulder. Hendes hænder knugede hans tøj og hun følte det som om hun mistede fornemmelsen af gulvet under sine fødder. Hun ville helst med ham. Hun var hans djinn, hvordan kunne han ønske noget hvis hun ikke var der? I det mindste ville hun altid kunne mærke ham. Ikke hvor han var og ikke særlig stærk, men nok til at vide om han var i live.
Så hun skulle rejse med Saïx? Hun havde intet imod ham. Men hun tvivlede stadig på hvor godt det ville gå. De havde sjældent ført lange samtaler selv. Ikke at det ville blive et problem...
Hun prøvede at tørre sine øjne og forhindre næsen i at løbe, da hun trak sig tilbage fra Calebs omfavnelse. Nu måtte de være praktiske! Der var ting der skulle ordnes. Hun anede ikke hvilke, men nogle! Hun skulle vel pakke sin egen taske med tøj og fornødenheder. Og...
Åh nej! Ikke slagte dyrene! Hvad med Hest? Hest var da stadig praktisk. Og hønsene! Hun havde lært nogle af dem at sidde på skødet, når hun var gået ud til dem. At sidde med en høne og nyde solskinnet var noget af det bedste hun vidste...
Ikke fordi der var så varmt lige nu. Åh! Det skulle hun jo slet ikke tænke på.
Der kom ikke flere ord over hende, som hun var travlt optaget af at forstå situationen og hvad den krævede af hende.

[Saïx Veterano]

Ligesom Isabel havde Saïx tavst set til, mens Moria og Caleb delte deres følelsesladede afsked. Det fik en klump til at samle sig i maven på ham bare af at se, og han måtte tøvende lade blikket vandre til Isabel, blot for at se hende sende ham det samme blik. Hun havde lige så lidt lyst til at tage afskeden med ham, som han havde med hende. Det gjorde det desværre ikke nemmere. Det fik ikke solen til at gå ned langsommere eller de portusianske soldater til at lede mindre effektivt efter dem.
Mens ægteparret stod tæt omfavnet med hinanden gik Saïx til sidst over til Isabel, og tog forsigtigt hendes ene hånd i sin.
”Kom med mig.” bad han dæmpet, før han førte hende med sig udenom magikeren og djinnen, og tilbage til deres eget værelse.
Det var mærkeligt, hvordan alt de havde på værelset pludselig fyldte med sørgmodighed, ved tanken på alt det, de måtte efterlade. Alt fra bøgerne på hylderne til Lilis gamle tegninger på væggene. Saïx gav sig selv et sekund til at se over det hele, før han trak Isabel med sig ind i rummet. Han tøvede et øjeblik.
”Gør mig en tjeneste, Isabel… bare lad mig snakke lige nu, okay? Du skal nok kunne svare mig bagefter.” lovede han. Åh, Inei… Hvis han havde været menneske var han sikker på at hans hjerte ville have hamret afsted.
”Jeg… ved ikke hvor lang tid der vil gå, før vi kommer til at se hinanden igen efter det her, Izzy. Og tanken skræmmer mig. Vi har lige været igennem en storm, os to, og nu skal vi skilles ad igen. Jeg kommer til at bekymre mig for dig hver eneste nat og hver eneste dag, for jeg ved ikke hvad der venter dig og Caleb derude. Det er det liv I to har været vant til. Det som I kender.” Han fangede hendes blik. Sidst han havde følt sig så nervøs havde været da han skulle indrømme hvad han havde gjort mod modstandsbevægelsen i sin tid. Faktisk føltes det her næsten værre. Han tog forsigtigt hendes hænder i sine. ”Jeg kender ikke til det liv som I gør… jeg kender til stål. Metal, jern, glødende kul og sydende vand. Hvordan man folder stålet og hamrer det til det former sig som jeg vil have det, og bliver stærkere.” Han gav hendes hænder et klem. ”Vi to er blevet hamret mere end nogen andre jeg kender. Selv det stærkeste stål brister når det bliver hamret for meget, men vi to bliver kun stærkere sammen… Og hver gang vi bliver foldet, kommer vi tættere på hinanden.” Han slap hendes hænder for at begive sig over til sit arbejdsbord, og åbnede én af skufferne som krævede en nøgle for at blive åbnet. Da han fandt hvad han søgte, tog han tilbage til hende. ”Jeg ved hvordan du har det med tanken på… den slags… men hvis vi skal flygte herfra og efterlade alt vi har, vil jeg have at du har det her med dig.” Nok en gang tog han hendes ene hånd i sin, og foldede begge hænder om den. Hans pande lagde sig mod hendes da han stillede sig helt ind til hende, og åbnede hendes hånd, så hun kunne se den skinnende ring i hendes håndflade. Kobberoverfladen glimtede varmt i skæret fra lyset udenfor værelset. ”Du behøver ikke svare på noget lige nu, Isabel, men jeg vil ikke tage risikoen at efterlade den her, eller at jeg mister den uden at have givet dig den… og spurgt om du vil gifte dig med mig.” hviskede han dæmpet.

[Isabel Veterano]

Modvilligt lod Caleb sine arme falde fra Moria, da hun gjorde sig løs. Han havde slet ikke lyst, til at give slip på hende. Mere end noget andet ville han hellere, bruge resten af eftermiddagen på bare at ligge med hende i sengen, stryge hende over håret, kysse hendes små læber, og bare ligge og snakke. Snakke indtil de ikke havde mere at snakke om. Desværre havde de ikke den luksuriøsitet.
Blidt klemte han om hendes arm, før han med et suk, vendte sig bort.
”Jeg går ud, og gør pentagrammet færdigt med Sera. Bagefter får jeg mig lige et overblik over gården,” mumlede han til sin hustru, inden at han sendte hende et svagt smil. Han kunne ikke lade være med at gribe fat i hende igen, placere et varmt kys på hendes mundvig, inden han igen forsøgte at forlade køkkenet. Var svært når han hele tiden, havde lyst til at løbe tilbage til hende.
Til sidst lykkes det dog endelig, at få lukket døren bag sig.
Sam stod i skyggen fra gården med hænderne bag den ranke ryg. De isblå øjne hvilede mod Sera, der stod et stykke væk, og var ved at færdiggøre sin besværgelse.
”Skal jeg kalde på hende?” spurgte Caleb ham, mens han smøg ærmerne mere op over albuerne. Stemmen var stadigvæk en smule hæs.
”Hm? Åh ja tak. Jeg vil bare lige forhøre mig om en gammel ven, før jeg drager afsted. Tror du, jeg kan have en normal samtale med hende?” spurgte den ældre vampyr taknemmeligt, da han ikke kunne træde ud af skyggerne, så længe solen var så brændende.
”Bare hun holder sig på en sund afstand af dig. Hey Seraphine!” Caleb var allerede trådt ud af skyggerne, for at gå den anden magiker i møde. Han pegede med en tommelfinger over skulderen. ”Sam vil tale med dig. Forbliv tre meter fra ham, så vil hans tiltrækningskraft ikke være så stærk. Jeg gør pentagrammet færdig.”

Godvilligt fulgte Isabel efter Saïx. Hendes hånd lukkede sig tæt om hans, mens de gik ind på deres værelse, hvor de kunne være lidt alene. Blikket, der hvilede på ham var sørgmodigt, men hun sagde ingenting, da han stillede sig foran hende. Dog begyndte en rynke at forme sig i panden, som han begyndte at tale. Det var ikke ligefrem… den slags ord, der plejede at komme ud af munden på ham. Øjnene flakkede. Hovedet lagde sig spørgende på skrå, men stadigvæk sagde hun ingenting. Hans hænder føltes kølige omkring hendes.
”Saïx…” begyndte hun tøvende. Han var kommet tilbage fra sit arbejdsbord. Imellem sine fingre mærkede han skubbede noget ind i hånden på hende, men kunne ikke mærke hvad. Den samme bekymring hun havde haft, da han fortalte om modstandsbevægelsen, begyndte at melde sig. Hjertet hamrede hurtigere og hurtigere. Munden føltes tør. Hun fugtede sine læber, uden at fjerne blikket fra hans ansigt, som prøvede hun at aflæse hans sind. ”Hvad har du gjort?”
Svaret kom, da han åbnede hendes hånd. Øjet fangede bevægelsen og rettede sig ned. Kiggede direkte på kobberringet i hendes åbne håndflade. Stirrede. Måbede. Hjertet syntes at stoppe i brystet på hende. Et spark direkte i maven fik hende til at tabe pusten.
”Hvad har du gjort? Åh nej… åh nej, åh nej. Nej, nej, nej, nej. Saïx, hvad har du gjort? Hvad har du gjort?!!” Stemmen blev mere og mere panisk. Hånden rystede så slemt, at ringen var ved at falde ud, indtil hun skubbede den ned i håndfladen på Saïx, og bakkede væk fra ham med hænderne op foran munden. ”Du kan ikke gøre det her mod mig. Du kan ikke! Jeg er… jeg er ikke god. Bare se på Caleb og Moria! De skal skilles ad nu, og hvem ved, om vi nogensinde får set hinanden igen?! Nej. Nej, jeg er ikke en god hustru. Jeg… jeg kan ikke engang garantere dig en fremtid. Eller noget som helst overhovedet, og… og du fortjener bedre. Du… fortjener bedre end mig. Meget bedre.”
Tårer trillede ned over hendes kinder. Hun havde bakket sig selv op i et hjørne, men hun rystede stadigvæk over hele kroppen. Faktisk græd hun. Græd åbent og hjerteskærende. Et sted ude i køkkenet kunne man høre Drakan hyle sælsomt, så det gik igennem kød og knogle.

[Seraphine Thorne]

Det var lykkes hende at trække den første streg næsten færdig og ryggen af hendes trøje var gennemblødt af sved, da Cal kaldte hendes navn og fik hende til at løfte blikket fra hendes værk. Hun slap ikke pinden eller koncentrationen, indtil Cal var trådt helt op ved siden af hende og hun trådte møjsommeligt bort fra den, da hans fingre greb om træet, som en styrmand af et skib i en storm ikke slap roret før der var kyndige hænder til at overtage. Det var ikke skrøbelig magi, men det var kraftfuldt. Hun nikkede blot af Cals ord om at holde afstand, men allerede som hun vendte sig mod fronten af huset igen og blot fik øje på manden kunne hun mærke det krible i sig og hun havde været omkring vampyrer før! Hun havde siddet i Rådet med en og aldrig været distraheret af Rosenthel og så vidt hun vidste var tiltrækningskraften ikke kønsspecifik. Hun trak siden af sin læbe ind imellem hendes tænder og tøvede. Så trak hun en lille kniv fra hendes lomme og mens hun bedømte afstanden over til vampyren, skar hun det ene ærme af hendes trøje af og bandt det rundt om hendes hoved som et blindebånd, inden hun bevægede sig den mængde skridt hun havde kunnet tælle sig frem til, over til Sam. Det efterlod hende stående lige udenfor skyggen af huset. "Cal sagde du ville tale med mig." Hendes arme foldede sig løst under hendes bryst, den ene arm nu uden ærme. Selv uden hendes syn, syntes der næsten af ligge noget i luften, som en ubestemmelig duft, men uden støtten af synet kunne hun skubbe fornemmelsen fra sig.

[Moria Veterano]

Hun havde ikke lyst til at slippe ham. Hendes ene hånd var ved at række ud efter ham, inden hun nåede at stoppe sig selv og knytte sine hænder ind til sig, foran sig.
Køkkenet var blevet mere og mere tomt. Isabel og Saïx var gået. De måtte have det mindst lige så svært! Ud af vinduet kunne hun se Caleb hjælpe med pentagrammet og den fremmede kvinde, der vendte sig mod Sam. Hun var alene, måske med undtagelse af Oliver. Tøvende så hun ud mod gangen, hvor han gemte sig. Alene følte hun sig skrøbelig og rastløs. Hvad skulle hun gøre nu?
Efter at have skiftet vægten fra den ene fod til den anden et par gange drejede hun omkring og forsvandt selv ud af køkkenet. Hun gik til Cal og hendes værelse. Først nu kom hun i tanke om flasken, der ville gøre det muligt for hende at rejse med Cal uden at være til besvær. Hvorfor havde hun ikke foreslået det?! Hun var tæt på at skrige i frustration. Hendes øjne flød over, som hun så rundt i det ensomme værelse. Sengen, hun kendte så godt. Deres ting. Ville de nogensinde komme tilbage?
Selv om der var flasken, var det blevet besluttet. Hun ville også have dårlig samvittighed ved at Saïx skulle rejse alene. Hun fandt en taske frem og fik pakket noget tøj i den. Varmt, praktisk tøj. Hun var mere forberedt på hvad man skulle pakke denne gang. Det var anden gang i hendes liv hun rev sine rødder op og rejste fra alt og alle. Men det var ikke nemmere af den grund! Hun havde netop sendt et brev til hvor hun sidst vidste, hendes familie havde boet. Mon de var flyttet? Mon de nu kom i problemer på grund af hende? Hun var da ikke eftersøgt...Var hun?
Hun pakkede andre fornødenheder. Hun sikrede sig at hun havde sine tre sten. Tøvende så hun over mod sengen. En af Cals brugte trøjer lå over fodenden...
Hun gik over trak den op til sit ansigt. Hans duft var overalt på den. Uden at tænke over det pakkede hun den også i sin taske.
Til sidst lagde hun sig i sengen og så op i loftet. Tårerne begyndte at løbe igen, som hun ikke længere havde noget praktisk til at beskæftige hende. Hun krummede sig sammen i fosterstilling, krammede Cals pude ind til sig og lod tårerne få frit løb.

//Out

[Saïx Veterano]

Hvad der foregik udenfor værelset kunne Saïx ikke tage sig af lige nu. Ikke når han kunne se panikken i Isabels ansigt og høre den i hendes stemme. Sådan som hun bakkede væk fra ham og blev ved med at gentage ordet ’nej’, var det som om han kunne mærke hvordan hjertet bristede i brystet på ham. Det føltes som lange sekunder hvor han blot stod med ringen i hånden og så på hende, før han samlede sig nok til at gå tættere på hende.
”Isabel… Isabel, rolig, vil du ikke… vil du ikke nok høre på mig?” bad han dæmpet, mens han gemte ringen væk i sin lomme, før han lagde hænderne på hendes arme, for at sikre sig at han havde hendes fulde opmærksomhed. Den ene hånd flyttede sig dog snart op til hendes kind, for forsigtigt at tørre hendes tårer væk… Årh ved Inei, det var jo ikke den reaktion han ville have set fra hende!
”Vi kommer til at se hinanden igen, Izzy. Det gør vi. Det er vi nødt til at fortælle os selv, ellers kommer det ikke til at ske. Om jeg så skal gentage det dag efter dag i al den tid vi er adskilt, så er det dét jeg gør.” Begge hænder fandt hendes kinder, for at kunne tørre alle tårer væk. Han fangede sig selv i at forme et vantro smil. ”Og hvad mener du med at jeg fortjener bedre? Isabel… du er den bedste kvinde jeg nogensinde har mødt. Du har reddet utallige liv gennem årene. Dit navn bliver stadig fortalt til børn, og de ser dig som en helt – uanset om du er en hybrid nu, eller ej, forandrer det ikke på dine handlinger.” Smilet blev en anelse varmere. ”Og helt personligt er du den sødeste, mest vidunderlige og smukke kvinde jeg nogensinde har mødt, og nogensinde kommer til at møde. Om noget, er det dig, der fortjener bedre end mig. En beskidt smed med uskyldige liv på samvittigheden.” Der var ingen grund til at gå uden om emnet. Smilet falmede, og hans ansigt lagde sig i mere alvorlige folder. ”Hør… Hvis du siger nej, fordi du ikke har lyst til at gifte dig med mig, så sig det, og så lægger jeg ringen fra mig lige her. Men hvis du siger nej, fordi du ikke tror du fortjener mig, eller at du ikke tror du kan give mig en fremtid, eller enhver anden grund end at du ikke har lyst, så behold den… vil du ikke nok?” bad han stille. ”Det behøver ikke betyde noget endnu. Jeg forventer ikke et ja eller et nej fra dig lige nu… Men behold den, indtil vi ses igen. Så kan du vælge om du vil give mig den tilbage, eller om du vil beholde den. Vi kan gøre det så simpelt.” lovede han hende. Forsigtigt plantede han et kys på hendes bløde læber. Ét kys blev til to, som blev til tre. For hver gang var det som om det slog ham at det kunne være deres sidste kys, før de ville blive adskilt, og han var nødt til at tvinge sig selv til at stoppe, ved at lægge panden mod hendes igen. ”Lige meget hvad du svarer, vil jeg stadig elske dig. Jeg vil stadig være der for dig, hvis du stadig vil have mig der. Om det så bliver som din kæreste eller som din mand.” hviskede han varmt.

[Isabel Veterano]

Tålmodigt havde Sam ventet på, Seraphine gjorde hvad end, hun fandt nødvendigt, for ikke at blive påvirket af hans vampyriske tiltrækningskraft. Desværre var det ikke noget, han selv kunne styre. Til tider kunne det være problematisk – specielt når man havde med menneskelige patienter at gøre – mens det andre gange var ganske brugbart, men han prøvede så vidt muligt, ikke at misbruge den evne for meget.
Selvom hun ikke kunne se det, smilte han smalt, da hun trådte op til ham. Et par gode meter som afstand mellem dem.
”Tilgiv mig, at forstyrre Dem, men De nævnte Lady Rosenthel, da De kom til Dem selv. Noget med hun var blevet fængslet? Jeg er en ven af hende, og kan ikke hjælpe mig selv, om gerne at vil høre mere om sagen. Hvad er hun blevet fængslet for?” spurgte han høfligt, mens han tillod sig selv, at lade sine øjne glide observerende ned over magikeren, for at få et billede af, hvem hun var. Hvad var det Caleb havde sagt? En allieret for den gamle modstandsbevægelse mod Macaria? Åh, det brød han sig ellers ikke om, men fjender af ens fjender var åbenbart venner lige for tiden.
Desuden havde hun nok reddet deres liv, ved at komme herhen, og advare dem mod Eriz’s fremrykning i at finde ham.

Febrilsk rystede Isabel på hovedet, mens Saïx lagde sin hånd mod hendes kind. Ikke fordi hun ville have, at han slap hende, men fordi hun ikke troede på, hvad han sagde. Kunne han dog ikke forstå det?!
Ham og Moria ville gemme sig et sikkert sted, mens hende og Cal ville tage kampen op igen. De ville indtage deres gamle pladser, træde ud af skyggerne, og igen dukke frem i kampen om at bringe tryghed tilbage i Portus. Når de gjorde den slags ting… så endte det altid med resten af verden forsvandt fra dem. Caleb havde mistet Adelaide. De havde mistet modstandsbevægelsen. Hun havde endda haft mistet ham, for ikke at tale om, hun faktisk havde været død. Hvem sagde den slags ikke kunne ske igen? Og hun var bange. Langt mere bange end hun ville indrømme.
”Jeg vil ikke have, du spilder dit liv på mig…” hviskede hun grådkvalt, mens hun lagde sine hænder ovenpå hans. Øjnene hang på hans trøjes krave, fordi hun ikke kunne få sig selv til at se på hans ansigt. Heldigvis blev det ikke nødvendigt, da han kyssede hende. Med bævrende læber gengældte hun hver enkelt kys. Hænderne slap hans, for i stedet at gribe fast i hans trøje, så hun kunne hive ham tættere ind til sig. Knugede stoffet mellem sine fingre, uden at ville give det mindste slip.
Modvillig lod hun ham ende det sidste kys. Deres pander lagde sig mod hinanden, og hun kneb hårdt øjnene i, da han sagde de sidste ord. Gråden tog til, så hele ansigtet fortrak sig. Tænderne kværnede mod hinanden, mens tårer ubarmhjertigt flød ned over hendes kinder, hang ved hagen, og dryppede ned på deres trøjer. Hun kunne slet ikke lade være. Et stort, sort hul havde åbnet sig i hendes mave, og slugte alt i hende.
”Jeg elsker også dig,” snøftede hun, og pressede sin pande mod hans. ”Jeg elsker dig så højt. Der vil ikke gå én dag, uden jeg tænker på dig… lige meget hvor jeg er, eller hvad jeg laver. Lige meget hvad der sker. Jeg vil altid, altid have dig i mit hjerte.”
Nølende slap hun taget i hans trøje med den ene hånd. Hun holdte den skælvende frem.
”Giv mig ringen. Jeg… jeg tager den med mig, og… og når vi ses igen… så giver jeg dig mit svar. Det er et løfte, som… som jeg giver dig.”

[Seraphine Thorne]

Mørkeblonde bryn rynkede sig henover det lyse stof af hendes ærme, bundet om hendes hoved. "Jeg har ikke meget at give dig, jeg var ikke til stede, men det var nok af en skandale til at sprede sig selv ind i den tre-huse-og-en-lade landsby jeg var i," svarede hun. Der var en grad af tvivl i hendes stemme, men der var nok sandheder i historien til at hun var rimelig sikker på det var rigtigt og ikke et eller andet rygte der havde vokset sig stort. "Eftersigende skulle hendes mand, Salander, have slæbt hende ind til kongen et døgns tid efter dronningens sejrsfest i Pandemonium og anklagede hende for højforræderi mod tronen, for at have udleveret rapporter til mig så jeg kunne finde jer - og for at have skjult de samme rapporter for militæret - og hun skulle eftersigne have indrømmet at hun gjorde det..." Det lød ikke som den rådskvinde hun selv havde mødt. Rosenthel havde aldrig været andet end kølig og når hun talte var hendes stemme som en pisk, men altid kontrolleret. Indtil den dag hvor Eian.. hvor hun.. Helena havde tørret blodet af hendes fingernegle og lår, fundet hende tøj og pakket hendes tasker og talt til hende så blødt og bestemt. Du gør det her. Jeg er ligeglad med hvem du gør det for, men du gør det her. "Hun anklagede halvdelen af adelen for incest og raceblanding i åbent hof, og kongen kendte hende skyldig i anklagerne. Det sidste jeg hørte, sidder hun fængslet i Amphia nu." Sera havde været der en enkelt gang. Cellerne var fugtige, når de var bedst og andre havde havvand i knæhøjde, så selv ikke sengene tørre. "Det er alt jeg ved."