The other shoe (Åben)

[Saïx Veterano]

Hun gengældte kyssene. Det var det eneste han tillod sig selv at registrere i det korte tidsrum han havde kysset hende; hendes læber havde presset sig mod hans, så han stadig kunne smage hende på dem da han brød dem. I et øjeblik ville han ønske at han stadig havde evnen til at fælde tårer, så Isabel ikke var den eneste som kunne se så påvirket ud af hele situationen. Men selv om at ingen tårer faldt ned af hans kinder, kunne han mærke hjertet knuse sig i brystet på ham. De skulle skilles ad. Så snart mørket faldt på, måtte de skilles ad.
Ved hendes skælvende hånd der blev placeret mellem dem, og hendes snøftende ord, fiskede han langsomt ringen op af lommen igen. I et flygtigt sekund havde han været fristet til at lægge den om hendes finger, men i stedet lagde han den blot tilbage i hendes håndflade, og lukkedes hendes hånd omkring den. Men knapt havde han gjort det, før hans arme atter fandt vej omkring hende, for at trykke hende tæt ind mod sig. Hans hage lagde sig mod hendes skulder.
”Og jeg vil vente på dig… Du kan lige vove på at dø derude, hører du mig?” hviskede han dæmpet, i et forsøg på at lette stemningen en smule. Han kyssede hendes kind, før han løsnede sit greb en smule. ”Du må… undskylde at jeg tog det op lige nu, midt i alt det her… Men jeg har tænkt på det længe, og jeg vidste ikke om jeg ville få muligheden for det igen. Hvis der skulle ske noget… Jeg ville ikke kunne klare at tænke ’hvad nu hvis’…” forklarede han dæmpet, selv om han ikke var sikker på om det gav nogen mening. ”Jeg ved ikke om du vil fortælle Cal om det her eller ej, men… Nu har du i hvert fald en ekstra grund til at finde os igen.” tilføjede han med et sørgmodigt smil på læberne. Fingrene strøg op af hendes kind for at glide gennem hendes askegrå lokker. ”… Vi burde begynde at pakke. I hvert fald de ting som vi MÅ have med.” sukkede han stilfærdigt.

[Isabel Veterano]

Langsomt nikkede Sam, indtil han kom i tanke om, Seraphine ikke kunne se det.
”Javel ja,” kommenterede han i stedet med en eftertænksom stemme, mens hans blik vandrede fra magikeren over til smedjen, hvor Macaria sikkert gik frustreret frem og tilbage, fordi hun ikke fik noget af vide om, hvad der forgik. Han kunne ikke hjælpe Helena. Hvor meget han end ville, kunne det bringe Macaria i fare, og Oliver var heller ikke klar til den slags. Han havde et ansvar for sine børn. Men måske kunne han bede Veteranoerne om at gøre noget. Eller måske Lord Winters, som jo også var rådsmand? Trods alt skyldte den ældre engel ham et par tjenester. Han måtte skrive et brev til ham.
”Tak for informationerne, Miss Thorne. Jeg vil straks se, hvad jeg kan gøre,” takkede han høfligt med et lille nik, og satte sig ned på bænken op af husmuren. Lænet frem med albuerne mod albuerne hvilende mod knæene, foldede han sine lange fingre ind i hinanden, mens han bøjede nakken. Øjnene lukkede sig i. Han måtte tænke sig gevaldigt om, hvor de skulle tage hen. Et sikkert sted for både Macaria og Oliver. Som tingene så ud ville Vavilon være bedst, men desværre kunne Macaria nemt blive genkendt dér.

Fingrene knugede om ringen i hendes hånd, der føltes helt kold i hendes greb. Hun nåede dog ikke at se ned på den, eller proppe den i lommen, før Saïx igen havde trukket hende ind i en varm omfavnelse. Mere en villigt gengældte hun den med armene oo omkring ham, så hænderne lukkede sig om hans skuldre bagfra. Øjnene gled i. De sidste par tårer blev klemt ud, men hun tørrede dem væk med sin håndryg, da han slap hende en smule – dog ikke nok til, de trådte væk fra hinanden, eller hun skulle trække sin arm om ham væk.
”Det er okay. Jeg... jeg forstår det godt,” hvislede hun, og fik tørret tårerne helt bort med en snøften. ”Du overraskede mig bare. Men ja... det giver da en større grund til at finde hinanden igen. Ikke fordi der er nogen tvivl. Lige så snart mig og Caleb har tid, og dig og Moria har fundet et sikkert sted, så kommer vi og ser til jer.”
Hun vidste ikke, hvordan det ville blive. Alt det her. Moria og Saïx i sikkerhed, hvor de kunne opbygge et hjem igen. Hende og Caleb ude og sætte deres liv på spil igen og igen, uden at kunne vide, hvornår der var mulighed for, at sende breve eller opsøge de andre. Det ville blive uudholdeligt for alle parter.
”Denne gang lader Caleb mig ikke ude af syne, og jeg har ingen intentioner om at dø igen,” tilføjede hun som svar til hans joke, som hun ellers tog meget alvorlig. Risikoen var der. Både ved hende og Caleb. I modsætning til de andre trådte de ikke tilbage i skyggerne, men trådte frem i lyset, for at kæmpe indædt for dem alle. Hendes fingre legede ved hans hage og underlæbe. ”Jeg har dig, at komme tilbage til. Dig at leve og kæmpe for.”
Armen omkring hans talje trak ham tættere på ham, så deres næser strøg op af hinanden.
”Og jeg har slet ikke lyst til at pakke...”

[Seraphine Thorne]

Den blonde magiker nikkede let som svar. Egentlig ragede det hende meget lidt hvad der rent faktisk skete med rådskvinden. Det var ligegyldigt. Hun havde sine egne planer nu, så snart hun var færdig med hjælpe til. Efter en rum stilhed, gik Sera udfra at vampyren var færdig med hende og hun bukkede nakken let, hvorfor anede hun ikke, men så vendte hun ham ryggen og trådte i de samme fodspor hun havde sat derover, tilbage til sikker afstand. Her skubbede hun båndet op i panden, så efter hvor langt Cal var med pentagrammet, gennemgik samme udvælgelses process som sidste gang inden hun fandt en passende pind og begyndte at hjælpe ham. Da hun var færdig med hvad hun kunne gøre at det grove arbejde, lod hun Cal om finesserne og gik ind for at hente hendes kappe. Der var et hul i skulderen hvor pilen havde siddet og en plamage af størknet blod, men så snart solen gik ned, ville hun være glad for at have den. Hun snuppede et vinteræble fra en frugtkurv, som sin betaling for hendes services, stak det imellem hendes tænder, bandt kappen om hendes hals, inden hun skar det sidste ærme af hendes skjorte - manglen på symmetri generede hende - og efterlod det på et køkken bord. På vej ud, gjorde hun en halvcirkel bevægelse i luften med hendes hånd som farvel-gestus til de som var udendørs, og så fangede hun sin hest igen og svang sig op på den. Dyret havde fået lov til at hvile sig og græsse, så den gjorde ingen mine til protest da hun gav den et spark i siden og satte den i trav væk fra Veteranoernes gård og begyndte at ligge den bag sig.

//Out

[Saïx Veterano]

Han kunne ikke rigtig sige noget til, at han havde overrasket hende. Han vidste det jo godt. Han havde på ingen måde snakket med hende om det, eftersom hun allerede havde gjort det klart for ham, at det ikke var det liv hun havde forestille sig at have. Men det var blevet sagt for så mange år siden. Dengang hun stadig havde været magiker, og han et menneske. Det havde været ét af hendes argumenter for at han ikke skulle spilde tiden med hende. Hendes liv var for farligt og for ustabilt. Men han var lige så ligeglad nu, som han havde været dengang. Faktisk gjorde omstændighederne det kun desto vigtigere for ham, at han i det mindste spurgte hende. Så kunne han håndtere det, hvis hun sagde nej.
”Det har han bare ikke at gøre.” mumlede han dæmpet som svar til hendes kommentar om Caleb. Selvfølgelig ville han passe på hende. Cal havde allerede lagt Isabel i jorden én gang, og selvfølgelig ville han gøre alt for at undgå at skulle gøre det igen. Han måtte bare også passe på sig selv… Stakkels Moria.
Isabels fingre føltes varme mod hans hage og læber, og han fangede sig selv i at spidse læberne en smule for at kysse hendes fingerspidser, når de strejfede ham rigtigt. Hendes greb om ham bragte ham tættere på hende, og han gjorde intet for at kæmpe imod. Tvært imod stillede han sig helt tæt op af hende, noget som kun blev gjort nemmere af væggen mod Isabels ryg. Hendes ord trak et dæmpet suk over hans læber, som han kærligt lod næsen stryge op af hendes.
”Heller ikke jeg…” indrømmede han dæmpet, før hans læber nok en gang fandt hendes. Hans øjne gled i. Læberne trykkede sig gradvist hårdere mod hendes, i takt med at intensiteten i dem steg. Han ville kysse hende for alle de gange, han ville kunne kunne gøre det mens de var adskilt. For alle de dage og nætter hvor han ikke kunne lytte til hendes dybe åndedræt mens hun sov. For alle de tidspunkter hvor han ikke ville kunne fortælle hende at han elskede hende. For alle de rolige øjeblikke, hvor de havde siddet for sig selv, lænet ind mod hinanden med fingrene sammenflettet… Han ville savne hende så meget.
Hans hånd i hendes hår sank tilbage til hendes kind, for blidt at kærtegne den varme hud som mødte hans fingerspidser. Han ville huske hver en detalje af hende. Hvert et åndedræt, hver en lyd… Alt sammen.

[Isabel Veterano]

Saligt sank hun ned i kysset, der blev dybere og dybere, indtil hun måtte hive efter vejret gennem næsen. Begge arme lagde sig omkring hans talje, og knugede ham ind mod sig. De stod så tæt, at hun kunne mærke væggen mod ryggen, samt hans krop mod sin brystkasse. Begge dele lige kolde.
Hendes hænder forsvandt op under hans skjorte. Blidt vandrede de op af hans sider, indtil tommelfingrene kunne tælle ribbenene. Tanken om at skulle skilles fra ham, distraherede hende fra, at fordybe sig fuldkommen i ham, selvom kysset mellem dem blev grådigere. Savnet hamrede allerede i maven på hende, og gav hende en klump i halsen.
For blot et par minutter siden havde hun troet, det var Caleb hun skulle tage afsked med, men… hun burde have vidst bedre. Hende og Cal hængte sammen som cirklerne i Portus. Det havde altid været de to. Nu havde de bare begge to nogen at sige farvel til, og et håb om at komme hele skindet tilbage igen. Nogen at komme tilbage til. Noget at komme tilbage til. Det ville blive en mærkelig følelse, som dog ville give dem så meget mere motivation. De havde noget konkret at kæmpe for nu. Dem de elskede.
Stadigvæk kunne hun mærke de indtørret tårer på sine kinder. Mellem deres læber måtte hun gispe efter vejret, når de vippede hovederne til den anden side, inden de genoptog det intense kys.

[Saïx Veterano]

Instinktivt trak Saïx maven en smule ind, da Isabels fingre bevægede sig ind under hans skjorte, og op af ham. Det behagelige sug i maven forblev, selvom hans krop per enhver medicinsk forstand var død. Det var når Isabel rørte ham, og kyssede ham som hun gjorde, at han følte sig mest levende.
Han havde ikke lyst til at tænke på hvad der ventede dem inden dagen var omme. For én gangs skyld håbede han at solen ville forblive på himlen, og holde dem indelukket på gården. Tvinge dem til at blive, så Isabel ville blive hos ham. Kun visheden om at det her var præcist hvad han var gået med på for så mange år siden holdt ham fra at ytre ordene højlydt. Dengang havde Isabel også advaret ham om at hun kunne blive nødt til at rejse ud for at redde de hjælpeløse, og lade ham vente på hende. Forskellen nu var at det var dem selv, de tog ud for at redde. Hende, ham, Caleb, Moria, Macaria – dem alle sammen. Og han var nødt til at lade hende tage af sted, hvis de skulle have en fremtid sammen.
Men ikke endnu. Han havde hende stadig hos sig lidt endnu. Som Isabel lagde hovedet til siden for at gøre kysset dybere, gjorde Saïx det samme, så hans læber grådigt kunne presse sig mod hendes, ligesom hans krop trykkede sig op af hendes. Hans hænder sank ned mod hendes hofte. Fingrene lukkede sig omkring den bløde runding af hendes hofter, da han løftede hende op fra gulvet, indtil han måtte læne nakken tilbage for at bevare kysset mellem dem.

[Isabel Veterano]

Med et lille hop sprang Isabel op af Saïx, så hun kunne vikle benene omkring hans talje, da han løftede hende op. Hænderne lagde sig på hver side af hans hævet ansigt. Hun strøg fingrene igennem det korte, sorte hår, så det kom til at stritte til alle sider. Udenfor døren hørte hun Drakan skrabe for at komme ind, men hun ignorerede lyden. Saïx og hende havde kun en dag sammen, før de skulle skilles for hvem vidste hvor længe?
Måske burde hun hjælpe Caleb med gården, se til Macaria eller pakke sine ting, men ingen af disse ting kunne få hende til at slippe vampyren mellem sine ben. Hendes ryg krummede sig en smule, så deres kys ikke ville blive brudt. Hårdt masserede hun hans mund med sin egen. Tungerne kærtegnede hinanden, og kroppene trykkede sig længselsfuldt sammen.
Et sted skræmte det Isabel. Det mindede hende alt for meget om situationen i den gamle modstandsbevægelse, lige inden hun havde reddet Macaria. Bare tanken fik hjertet til at gallopere afsted. Hun ville ikke miste ham igen. Kunne ikke miste ham!
Det fik hende til at presse sig hårdere ind mod ham, mens kysset blev mere krævende, så musklerne i halsen trådte frem. De våde læber brændte. Små, nydende lyde blev kvalt i struben, mens hendes fingre lukkede sig om lokker af hans hår. Lårene fæstnede sig om hans liv, så det ville have klemt luften ud af ham, hvis han havde haft en vejrtrækning.

[Saïx Veterano]

Selv uden blod til at vække hans krop til live, kunne Saïx omgående mærke hvordan varmen byggede sig op mellem deres kroppe, i takt med at hun trykkede ham tættere op af sig med sine ben, og hendes læber brændte mod hans. Han kunne høre hvordan hendes hjerte pumpede hurtigere og hurtigere, og hvordan hun gispede efter vejret når deres læber slap hinanden længe nok til at lade hende suge ilten ned i lungerne, før kysset igen blev genoptaget, endnu mere grådigt og krævende end før.
Var det egoistisk af dem, at stå sådan her i stedet for at hjælpe Cal og Moria med at få pakket gården ned? Måske var magikeren og djinnen fanget i en lignende omfavnelse på deres værelse. Saïx håbede på det, men det var ikke noget han kunne bruge for meget opmærksomhed på at tænke over: ikke når Isabels lår omfavnede ham så tæt og så hårdt, og hendes tunge snoede sig så lokkende omkring hans egen.
Han trykkede sig så tæt ind på hende, at han var sikker på at han kunne mærke hendes former under tøjet. En frustreret lyd blev fanget i hans strube, da den tætte kontakt nok en gang mindede ham om hvor lidt hans krop fysisk responderede til at være så tæt på hende. Selv med hænderne, som nu havde flyttet sig en smule op af under hendes trøje og op af hendes sider, var der ingen respons fra hans krop. Modvilligt brød han kysset en smule, selvom at hans læber aldrig rigtig slap hendes.
”Izzy…” bad han mod hendes læber. De var så varme mod hans, hver gang han slap dem, fangede han sig i at trykke sig mod dem igen. Men det var ikke nok! Og for hvert sekund steg hans længsel kun mere og mere.

[Isabel Veterano]

”Jeg ved det, jeg ved det.” Selv Isabels hvisken lød frustreret. Med et længselsfuldt støn brød hun deres kys, og pressede i stedet sin pande mod hans. Brystkassen hævede og sænkede sig i tunge bevægelser, mens hun prøvede at få styr på sig selv igen. Hendes hænder gled ned på hver side af hans hals, med tommelfingrene liggende over hans kæbekant. Blidt gned hun sin næsetip mod hans. At dømme ud fra den manglende bule i hans bukser, de blussende kinder, og styrken i hans greb, stod de overfor samme problem, som de så mange gange havde stået i. Kroppen manglede mere blod. Og så nu af alle gange!
”Jeg kan ikke give dig mere…” fortalte hun forpint, og gled ned af ham, så hun igen stod med fødderne plantet på gulvet. Ansigtet hævede sig op mod hans. ”Det er kun et par timer siden sidst, og de andre har også lige givet til Sam og Macaria. Vi kan ikke bruge vores forsyning, for den får I brug for til rejsen.”
Hun hadede det. Hadede at det var det, som skulle stoppe dem. Hjertet hamrede stadigvæk hårdt i brystet på hende, og varmen fik kinderne til at rødme. Levende som hun var.
Stadigvæk stod hun helt tæt på sin elskede. Lyden af hendes åndedræt og hjerte måtte være overdøvende for ham på nuværende tidspunkt. Hænderne vandrede ned over hans brystkassen, inden én lagde sig over hans døde hjerte – lige under det vavilonske brandmærke. Engang havde hun ville kunne mærke hans hjerte banke mod sin håndflade.
Hun sank en klump. Læberne pressede sig sammen, mens hun splittet stirrede på sin hånd. Det var ikke fair. Intet af det her var fair. Var Inei virkelig så meget imod hende, at hun ville bremse dem fra at være sammen en sidste gang? Måske for altid? Hun tænkte på hvad Marcellus engang havde ytret om guderne: Til Afgrunden med dem. Hvis de stiller sig i vejen for jeg kan se Macaria igen, vil jeg hakke dem ned én for én.
Langsomt pustede hun ud, før hendes glødende øjne flakkede op til Saïxs. Hun sank endnu en klump, mens hun lagde hovedet en smule på skrå. Musklerne i halsen trådte frem. Ingen ord blev sagt, men blikket hun holdte fæstnet på vampyren, snakkede for hende.
Ingen gud eller gudinde skulle holde hende fra ham.

[Saïx Veterano]

Det var virkelig ikke fair. Isabels hjerte var som en stortromme mod hans ører, selv nu hvor kysset mellem dem var blevet brudt, og hendes fødder igen stod plantet på gulvet. Men han havde ikke lyst til at trække sig væk fra hende. Selv hvis de ikke kunne gøre mere end det her, ville han bare gerne stå med hende, indtil de var nødt til at give slip på hinanden.
Hans øjne havde været lukket, lige indtil han mærkede hendes hånd standse over hans bryst. Over brændemærket i hans hud. Det fik øjnene til at glide op, for at møde hendes blik da hun løftede sit mod ham. Han kunne næsten se overvejelserne i hendes ansigt, og da det gik op for ham hvad det var, hun vurderede, stirrede han tavst på hende. Et flygtigt sekund havde han næsten været ved at standse hende. I al den tid havde hun nægtet ham at drikke direkte fra hende… og nu blotlagde hun halsen for ham.
Blikket fæstede sig omgående på halspulsåren som dunkede lige under huden på hende, i takt med hendes hektiske hjerteslag. Han kunne sværge på at han næsten kunne høre blodet bruse gennem hendes årer, og hvordan det lokkende bad ham nærmere. Det kriblede i hans tandkød. Tvivlende vendte han blikket mod Isabels ansigt, blot for at blive mødt af hendes blik, som gav ham al den tilladelse han behøvede. Han tøvede alligevel. Hvornår var sidst, han havde drukket direkte fra nogen?
Hans ene hånd hævede sig langsomt op mod hendes kind, som han stillede sig tættere på hende. Hendes krop var så varm mod hans.
”Stop mig før jeg tager for meget…” bad han hviskende. Han fortalte sig selv at han kun ville tage nok, til at de kunne være sammen igen. En sidste gang, inden de måtte adskilles. Men han frygtede hvad blodet ville gøre ved ham. Isabels friske blod… Endnu et par sekunders tøven, før han langsomt vendte ansigtet mod den blotlagte hals. Åren præsenterede sig indbydende for ham, og han lod læberne forsigtigt plante en serie små kys over huden. Langsomt vrængede han overlæben tilbage, og gav efter for fristelsen – tænderne sank ned i Isabels varme kød.
Det var som om en rykning rev gennem Saïx’ krop, så snart smagen af det varme blod nåede hans tunge. Hånden forblev placeret mod hendes kind, mens den anden nok en gang placerede sig mod hendes hofte. Hans greb var blevet stærkt og insisterende, og holdt hende presset mellem ham og væggen. Han slugte den første mundfuld af hendes blod, og gav et saligt støn fra sig. En rødlig iris formede sig omkring hans øjne. Varmen blussede på hans kinder, og hans krop vågnede langsomt til liv.

[Isabel Veterano]

Adrenalinen steg og steg og steg. Instinkter krævede, at hun fik den forbandet vampyr væk fra hendes hals! Hænderne knyttede sig stædigt langs hendes side. Neglene borede sig ind i håndfladen, for at stoppe sig selv fra, at rive Saïx væk. Som hans læber lagde sig mod hendes følsomme hud, kneb hun hårdt øjnene i. Tænderne kværnede mod hinanden.
Få det nu bare overstået! Gør det! GØR DET!
To, lange, spidse hugtænder begravede sig i hendes kød. En højtonet, halvkvalt lyd blev presset ud mellem hendes læber, mens hele kroppen spændte sig. Hænderne fløj op, for at gribe om stoffet på Saïxs skjorte. Ansigtet fortrak sig i en grimasse. Hun havde glemt hvor ondt det gjorde, samtidigt med det føltes så sensuelt, som en elskers kys ned af maven.
Hvis Caleb brød ind gennem døren nu, var hun sikker på, han ville banke Saïx halvt ihjel. Måske endda nægte ham, at følges med Moria. At lade en vampyr drikke fra sig, var altid et tabu mellem dem. Og nu var det tredje gang, hun frivilligt lod én gøre det ved sig.
Marcellus, Macaria og nu Saïx.
Hun gispede. Taget i Saïxs skjorte blev fastere. Lydløst åbnede hun munden, mens hendes ben begyndte at blive en smule slappe under hende. Fingertipperne summede.
”Saïx…” raspede hun hæst, og slog ham på den ene overarm, som tegn til han skulle stoppe. Væggen støttede hende, så hun forblev oprejst. Et støn lød fra hende. ”Det… det nok. Slip.”
Området omkring det sted han havde bidt sig fast, var begyndt at gøre rigtig, rigtig ondt. Som havde man forvredet nakken, eller været anspændt i alt for lang tid. Hun begyndte at snappe efter vejret.

[Saïx Veterano]

Blodets brusen fyldte hans ører, ligesom smagen af den fyldte hans mund. Blodet fyldte hele hans væsen. Hans krop blev varmere og fik en overnaturlig glød omkring sig. I et enkelt sekund havde han næsten ladt blodet styre alle hans handlinger – indtil Isabels hæse stemme nåede hans ører.
Han tvang sig selv til at slippe hendes hals, selvom hver en fiber i hans krop skreg efter mere. Ikke meget mere, bare en mundfuld til! Men han tvang det i sig. Han kunne ikke risikere at ende med at tage for meget fra hende. Tungen gled over hans læber for at fange de sidste spor af hendes blod, før han lagde panden tilbage mod hendes, og sukkede dæmpet. Han kunne mærke hvordan hendes ben rystede under hende. Inei, havde han alligevel taget for meget af hende.
”Undskyld…” hviskede han dæmpet, og plantede forsigtige kys mod hendes læber. Hendes mund føltes ikke fuldt så varm mod hans, som den havde gjort for kun nogle sekunder siden, men det kom uden tvivl fra at hans egen hud var blevet varmere, nu hvor blodet fyldte ham. Det gjorde til gengæld hans egen hud blødere, hvilket fik det forsigtige kys mellem dem til at føltes varmere. Som om han kunne trykke læberne tættere mod hendes. Han sukkede varmt mod hendes mund, mens han blidt strøg fingrene fra hendes kind og op gennem hendes hår. Hånden ved hendes hofte begyndte ligeså at kærtegne huden lige under hendes skjortekant igen. Med blodet til at vække hans krop til live igen, kunne Saïx tydeligt mærke effekten af at stå så tæt op af Isabel igen, men med hendes skælvende ben kunne hun næppe holde sig stående meget mere. ”Kom her…” åndede han mod hendes mund, da hans hånd snoede sig omkring hendes hofte for igen at løfte hende op i hans favn. Hånden i hendes hånd flyttede sig til hendes ryg for at kunne holde hende oppe, da han trak sig væk fra væggen, og bevægede sig over mod sengen. Madrassen gav sig en smule under deres vægt, da han lagde hende ned på den, med ham halvvejs liggende over hende.

[Isabel Veterano]

Lettet åndede Isabel ud, da han endelig slap hende. Med en klynken lagde hun en hånd mod halsen, og gned stedet hvor hans tænder havde mærket hende. Der silede stadigvæk en smule blod ud af de to, små huller, men det ville snart stoppe, når der ikke var nogen, der sugede det ud længere. Halvt fraværende kyssede hun ham igen. Det prikkede sådan i halsen. Kvalme sad i halsen efter hvad der lige var sket, men heldigvis var Saïx både nænsom og betænksom.
Hun lod sig blive løftet op i hans favn igen. Armene gled rundt om hans nakke, mens han bar hende over til sengen. Først nu lagde hun ordentlig mærke til den effekt blodet, havde haft på ham. Når man var vant til en kold krop ved ens side, føltes det helt underligt, når den var varm. Der var ingen hjerteslag, men ellers kunne han nemt gå for at være levende – ud over han strålede med unaturlig skønhed. Akkurat ligesom Macaria plejede. Ligesom Sam.
Hans varme hud glødede, og havde fået en smule farve. At dømme ud fra hvor nemt han kunne holde hende, var hans styrke også steget betydeligt. Håret mod hendes kind var blødt, og lige så sort som Afgrunden selv. En sød duft omfavnede ham. Lokkede hende til at begrave ansigtet ind mod hans hals. Indånde ham dybt.
Selvom hans tiltrækningskraft ikke berørte hende overhovedet, blev hun stadigvæk betaget af hans udseende. Blidt uddelte hun en række små kys på hans kind.
Forsigtigt lagde han hende ned i sengen, og hun slap ham modvilligt. Hænderne gled undersøgende ned over hans overkrop, før de lagde sig mod hans hofter. Med et tag i hans buksekant trak hun hans underliv ned mod hendes, så hoftebenene gned mod hinanden.
Hun sendte ham et lille smil. Øjnene hang på ham, som var han noget af det smukkeste, hun nogensinde havde set.
”Og så vil jeg heller ikke høre mere om dét,” halvt hviskede, halvt mumlede hun, mens hendes ene ben krøb over hans. ”Nu står du lige med de andre to. Tilfreds?”

[Saïx Veterano]

Som Isabel trak ham tættere på sig lod Saïx sig selv falde mere ned over hende, så han nok en gang havnede mellem hendes ben. Smilet om hans læber voksede en smule, og blev kun bredere da han mærkede hendes ene ben krybe op af hans. Den ene hånd søgte ned for at lade fingrene vandre over stoffet. Gennem hendes bukser kunne han tydeligt mærke den spændte hud ved hendes lår.
”Jeg kommer ikke til at nævne det igen,” lovede han dæmpet, men lod der være en pause i sit svar som indikerede at han ikke havde sagt alt, han ville sige endnu. Et pirret smil gled over hans læber, da hans hånd søgte videre op af hendes lår, forbi hendes buksekant, og til hendes trøje. Men i stedet for at føre fingrene under den som han tidligere havde gjort, begyndte han lige så stille at trække en smule op i den, så den varme, stramme mave blev blotlagt. ”Men jeg er ikke tilfreds. Ikke endnu… men det tror jeg at jeg snart bliver.” mumlede han sigende mod hendes læber, som han nok en gang trykkede sine læber tæt mod. Hans vampyriske tiltrækningsevne fungerede heldigvis ikke på Isabel, så han vidste at hendes handlinger og reaktioner var hende, og ikke effekten fra ham, som måtte være blevet stærkere efter blodet hun havde ladt ham drikke. Det alene gjorde ham tryg nok til at kunne trykke sin krop tæt mod hendes. Hænderne fandt vej under den løftede trøje, og fingrene kærtegnede den varme hud ved hendes mave og hendes sider, da han førte hænderne videre op for at kunne trække trøjen af hende.

[Isabel Veterano]

Åh ja. Blod og vampyrer. Isabels opgivende smil blev skjult af Saïxs kys, hvilket heldigvis også skjulte hvor meget hun havde rødmet af hans ord. Hun vidste nok om vampyrer, til at vide hvordan deres personlighed også ændrede sig en smule, når de fik frisk blod. Man kunne bare se på Macaria. De blev friere, mere ubekymret, modigere, dristigere, mere forførende. At dømme ud fra Saïx havde det også nået til ham.
Et tungt suk blev sluppet ud mellem deres læber, da han trykkede sin krop ned mod hendes. Vægten af ham pressede hende længere ned i madrassen, der fik sengen til at knage en smule. Hun måtte slippe ham, for at løfte armene over hovedet, så han kunne få trøjen af hende. Mavemusklerne trak sig en smule sammen ved følelsen af nøgenhed, samt hans fingres berøringer af hende. De fik huden til at sitre. Underlivet spændte sig frydefuldt, og hun vred hovedet ud af trøjen, så hun kunne genoptage kysset med ham. Hans læber føltes så varme nu. Bløde, våde og smagfulde. Forsigtigt rakte hun sin tunge ud, og kærtegnede hans med den fugtige tungespids. Berøringen blev fastere og mere grådig, indtil læberne igen masserede sig hårdt mod hinanden indtil de brændte.
Hendes ene fod stemte ned i madrassen. Længselsfuldt gned hun sig bølgende mod ham.