Post by Isabel Veterano on Jan 20, 2017 10:51:33 GMT
Åbent!
De flammende øjne hvilede uden flakken på vampyren foran hende, som roligt kiggede tilbage – ikke uden et lille, hånligt smil trækkende i mundvigen. Sådan havde de sættet i et par timer endnu. Udenfor var solen sikkert på vej ned igen, men herinde i smedjen var alting mørkt pånær de gløder, som stadigvæk ulmede.
Isabel havde sat sig ude af Macarias rækkevidde op af væggen. Benene var trukket en smule op, så hun kunne hvile underarmene på knæene. Baghovedet hvilede mod væggen. Macaria sad i skrædderstilling op af den modsatte væg. Hendes hoved var tiltet undersøgende på skrå. Et glas stod ved siden af hende. Det var blevet slikket næsten helt rent for blod, men lugten hang stadigvæk i luften blandt sod og røg.
Isabel havde efterladt den sovende gård, lige så snart hun var vågnet, og havde listet sig herud i smedjen, for at se til vavilons forhenværende dronning. Vampyren havde ikke sovet. Selvfølgelig havde hun prøvet, at nå hende, men heldigvis holdte lænken. Det var først for nogle timer siden, Macaria endelig var faldet til ro, og havde sættet sig ned.
Isabel fandt det stadigvæk smertefuldt, at se på Macaria. Hun lignede sig selv, som hun sad der. Ung, ubekymret, livlig, smilende. Kvinden hun huskede. Men når hun kiggede i hendes øjne, var der ikke den samme varme og empati, der havde været dengang. Kun ondskabsfuld fryd. Arrogance. Hånlighed. Men et eller andet sted derinde… et eller andet sted måtte hendes Macaria stadigvæk være der. Hun var ligeglad med hvad andre mente. Hvad Caleb mente.
”…kan du huske mig?” Hendes stemme var lavmælt. Mesterligt skjulte hun den sorg, som gemte sig bagved ordene. Den sårbarhed og tøven, hun følte, når hun kiggede på hende. Please husk mig.
Vampyren brød ud i et fnis. Opgivende rystede hun på hovedet.
”Virkelig? Er det din væreste frygt lige nu?” spurgte hun med et hævet øjenbryn, der gav Isabel lyst til, at række længselsfuldt ud efter hende. Bare for at mærke den kølige, bløde hud på hendes kind. Lægge hænderne om hendes ansigt, og stirre dybt ned i de midnatsblå, bundløse øjne, indtil hun fik et glimt af kvinden hun kendte. Kvinden hun holdte af. Men hun blev siddende. Rolig. Kontrolleret.
”Jeg prøver at finde ud af det hele,” svarede hun med en forklarende gestus med hånden.
Macaria smilede spydigt, inden at hun nikkede.
”Ja, jeg husker dig. Tydeligt.”
”Hvad er mit navn så?”
Smilet blev bredere. ”Isabel Veterano. Kaldet Izzy af dine nærmeste. Du gav mig dit liv.”
En bølge af lettelse fik Isabel til at tvinge sig selv til, at puste tungt ud gennem næsen, før hun tvang sig selv videre.
”Men du har stadigvæk lyst til at dræbe mig?”
Spørgsmålet fik vampyren til at skære en grimasse, og hun så kort væk, før hendes fortryllende øjne igen landede på hende.
”Lyst og lyst. Handler mere om instinkter, virkeligt. Du ved… det er bare sådan verden hænger sammen. Vampyrer drikker blod. Det er vores næring, og det som gør os stærkere, bedre, hurtigere. Ville du stoppe dig selv fra, at spise for eksempel hjortekød?”
”Hvis hjorten var min ven?”
Igen det der smil. Både medfølende, hånligt og bedrevidende på én gang.
”Ville du være venner med din mad?” Argumentet lød triumferende. Isabel sank en klump, men vidste bedre end at nærme sig. Hun var nødt til at indse, Macaria skulle behandles, som de andre vampyrer hun før i tiden havde mødt.
”Nok ikke. Men er det sådan du ser os alle nu? Selv Zean. Du var ved at dræbe ham i går,” forsøgte hun, og mærkede hjertet synke, da Macaria trak ligegyldigt på skuldrene.
”Er bare sådan det er.”
”Men det er jo ikke sådan, du altid har set det!”
Smilet falmede en smule på Macarias ansigt. Faktisk virkede hun irriteret, da hun igen svarede.
”Mine øjne blev åbnet.”
Igen tavshed, hvor de bare holdte stirrekonkurrence. Jo mere hun så på hende, jo mere blev Isabel sikker på, at hun måtte finde på noget, for at få hende tilbage! Helt tilbage! Det slog hende, hvor meget hun havde savnet hende. Macaria var lyset her i mørket. På trods af hun var død, var hun den mest livlige af dem alle! Hun nød livet; levede det, åndede det, lovpriste det.
Det var én af de fascinerende ting ved hende. Èn af de ting hun elskede hende for.
”Jeg skal nok få dig tilbage,” lovede hun dæmpet. ”Jeg redder dig igen.”
Macaria smilede hånligt.
”Min egen skytsengel.”