Post by Saïx Veterano on Jan 29, 2017 20:33:44 GMT
Hendes trøstende ord prellede af på ham, og han gav hende ikke så meget som en lyd som svar på dem. Han havde været et menneske dengang, og i et øjebliks svaghed havde han ladt effekten af hendes vampyrisme påvirke ham. Det var alt, det var.
”Jeg sagde du skulle holde din kæft.” Ordene var iskolde. Hvorfor havde Macaria været nødt til at minde ham om hvad Marcellus havde gjort? Hans vampyrisme havde også givet ham kontrollen over Isabel. Det havde ladt ham sætte tænderne i hende, og ladt ham smage hendes varme, friske, søde blod på tungen… Også ham havde hun tilgivet. Med sine egne ord havde Isabel kaldt Marcellus en god mand overfor ham!
Han fornemmede noget i luften, og så tilbage over skulderen mod Macaria, der hun sad tilbagelænet på gulvet. Var hun… [i}ophidsede[/i] den snak hende?
”Nej.” svarede han hende hårdt. Han ville ikke bide Isabel. Han ville ikke tømme Caleb. Og han ville ikke hjælpe Macaria med at omvende Zean igen. Han rettede en pegefinger mod væggen hun havde siddet op af. ”Sæt dig derovre igen, nu, hvis du nogensinde vil have en dråbe blod igen.” Han var nødt til at få hende under kontrol igen, og så længe hun sad så tæt på ham kunne han ikke fokusere på noget som helst. ”Du kan ikke engang huske hvordan det føles at elske nogen, kan du? Du plejede at elske Zean og dine børn mere end noget andet, men nu vil du bare se på den som vandrende sække med blod, du kan sætte dine tænder i. Dét er hvad vores ’sande natur’ åbenbart gør ved os, og jeg ikke lyst til at lade det ske med mig, er du med?” Selv hvis Isabel ikke… Han bed sig selv i tungen for ikke at tænke tanken til ende. Før eller senere ville Isabel forhåbentligvis komme tilbage. Måske havde hun bare brug for tid til at bearbejde hvad han havde fortalt hende!
Men den smerte han havde set i hendes øjne… Han håbede virkelig hun kunne tilgive ham.
”Jeg sagde du skulle holde din kæft.” Ordene var iskolde. Hvorfor havde Macaria været nødt til at minde ham om hvad Marcellus havde gjort? Hans vampyrisme havde også givet ham kontrollen over Isabel. Det havde ladt ham sætte tænderne i hende, og ladt ham smage hendes varme, friske, søde blod på tungen… Også ham havde hun tilgivet. Med sine egne ord havde Isabel kaldt Marcellus en god mand overfor ham!
Han fornemmede noget i luften, og så tilbage over skulderen mod Macaria, der hun sad tilbagelænet på gulvet. Var hun… [i}ophidsede[/i] den snak hende?
”Nej.” svarede han hende hårdt. Han ville ikke bide Isabel. Han ville ikke tømme Caleb. Og han ville ikke hjælpe Macaria med at omvende Zean igen. Han rettede en pegefinger mod væggen hun havde siddet op af. ”Sæt dig derovre igen, nu, hvis du nogensinde vil have en dråbe blod igen.” Han var nødt til at få hende under kontrol igen, og så længe hun sad så tæt på ham kunne han ikke fokusere på noget som helst. ”Du kan ikke engang huske hvordan det føles at elske nogen, kan du? Du plejede at elske Zean og dine børn mere end noget andet, men nu vil du bare se på den som vandrende sække med blod, du kan sætte dine tænder i. Dét er hvad vores ’sande natur’ åbenbart gør ved os, og jeg ikke lyst til at lade det ske med mig, er du med?” Selv hvis Isabel ikke… Han bed sig selv i tungen for ikke at tænke tanken til ende. Før eller senere ville Isabel forhåbentligvis komme tilbage. Måske havde hun bare brug for tid til at bearbejde hvad han havde fortalt hende!
Men den smerte han havde set i hendes øjne… Han håbede virkelig hun kunne tilgive ham.