Post by Zean Forsyth on Jan 26, 2017 10:20:38 GMT
Han skar en grimasse. Næsten! Men han havde ikke styrken til at kæmpe imod. Isabel havde ret i at han var svag og selv om han prøvede at holde stand, var det tydeligt Isabel ikke skulle bruge mange kræfter på at tvinge ham tilbage. Han landede på stolen med en sur mine. Armene gled over kors, som han gav sig til at stirre efter Isabel. Dette passende ham slet ikke! Men han var svag.
"Hvorfor må alle andre end mig snakke med min kone?!" Snerrede han irriteret. Hvis han kunne ville han sove ude i smedjen, så tæt på hende som han kunne komme. Men han opgav hurtigt oprøret og valgte at fokusere på mere nyttige ting.
Et nyt svimmelanfald fik ham til at gnide sig i panden og afbrød hans cirklende tanker. Han tog taknemmeligt imod Isabels spørgsmål, som gav ham noget mere produktivt at tænke på. Produktivt og smertende. De havde haft det godt på slottet! Alle deres øjeblikke. Hvis ikke de havde vild sex alle steder på slottet, så dansede de eller kastede hinanden fra væg til væg. Alt efter humør. Åh sex! Det var længe siden...Blot tanken om hans nøgen kone kunne næste vække de ellers glemte flammer af længsel og lyst. Han rømmede sig svagt. Så trak han lidt på skuldrene og så mod loftet, som lå alle hans minder på række, så han kunne undersøge dem der.
"Hun bar altid en halskøde med den grønne sten, som hun købte i min gamle landsby. Men den havde ingen magiske evner..." Han trak igen på skuldrene.
"...Hun drak altid blod i begrænsede mængder. Og sjældent, hvis nogensinde, fra kilden selv. Altid i et glas, også gerne varmet eller krydret" Smagen af hendes blodige kys, når de...Nej. Det ville ikke hjælpe dem lige nu. Alle disse minder understregede blot at han...Foretrak hun blev sig selv igen!
Han havde egentlig aldrig interesseret sig for hendes bloddrikkeri. Han havde altid ladet det være op til hende selv. Han truttede lidt med læberne, som han overvejede det.
"Og så var der Aron. Hun modtog medicin fra ham efter hun ved et uheld havde drukket hans blod. Giftigt for vampyrer. Men det kom hun sig over, helt og aldeles"
Hvorfor sagde han disse ting? Måske fordi han håbede at han overså noget, som de andre kunne bruge. Noget, der kunne hjælpe dem. Arons forræderi. Først hjemme på slottet, men det var ikke nok! Nejnej, han skulle absolut løbe under skjørterne på Eriz og...Og ødelægge Macaria på den måde! Hvordan kunne en mand snyde dem så tydeligt? Hvad havde han altid fortalt Macaria?! At hun ikke kunne stole på ham! Og se nu! Hvis ikke det var for hans tortur, ville hun aldrig...Hvem vidste hvad han havde gjort ved hendes sind?!
Han sukkede frustreret. Han hadede magi. Nu mere end nogensinde.
"Man kan ikke mætte hende? Skaffe hende nok blod, til hun bliver mæt og rolig igen, i bedring? Og når hun fysisk har det bedre, begynde at fokusere på hendes sind?" foreslog han, men havde fornemmelsen af det ikke var nok. Ikke tale om folk som Caleb ville ofre et utal af mennesker blot for Macarias blodtørst.
"Måske har vi brug for en alkymist...Men jeg kender ingen andre end den forræder der ødelagde hende i første omgang. Men jeg kender en af hans assistenter. Harris. Jeg kan opsøge ham, når jeg er mere frisk og spørge ham" Han trak på skuldrene. Det eneste han rigtig kendte til hendes vampyrisme var at hun vist var skabt af en eller anden Sam...Han kunne ikke helt huske om han havde set manden en gang før. Men han kendte ikke manden eller hvor han var, eller om han overhoved var villig til at hjælpe dem.
"Hvorfor må alle andre end mig snakke med min kone?!" Snerrede han irriteret. Hvis han kunne ville han sove ude i smedjen, så tæt på hende som han kunne komme. Men han opgav hurtigt oprøret og valgte at fokusere på mere nyttige ting.
Et nyt svimmelanfald fik ham til at gnide sig i panden og afbrød hans cirklende tanker. Han tog taknemmeligt imod Isabels spørgsmål, som gav ham noget mere produktivt at tænke på. Produktivt og smertende. De havde haft det godt på slottet! Alle deres øjeblikke. Hvis ikke de havde vild sex alle steder på slottet, så dansede de eller kastede hinanden fra væg til væg. Alt efter humør. Åh sex! Det var længe siden...Blot tanken om hans nøgen kone kunne næste vække de ellers glemte flammer af længsel og lyst. Han rømmede sig svagt. Så trak han lidt på skuldrene og så mod loftet, som lå alle hans minder på række, så han kunne undersøge dem der.
"Hun bar altid en halskøde med den grønne sten, som hun købte i min gamle landsby. Men den havde ingen magiske evner..." Han trak igen på skuldrene.
"...Hun drak altid blod i begrænsede mængder. Og sjældent, hvis nogensinde, fra kilden selv. Altid i et glas, også gerne varmet eller krydret" Smagen af hendes blodige kys, når de...Nej. Det ville ikke hjælpe dem lige nu. Alle disse minder understregede blot at han...Foretrak hun blev sig selv igen!
Han havde egentlig aldrig interesseret sig for hendes bloddrikkeri. Han havde altid ladet det være op til hende selv. Han truttede lidt med læberne, som han overvejede det.
"Og så var der Aron. Hun modtog medicin fra ham efter hun ved et uheld havde drukket hans blod. Giftigt for vampyrer. Men det kom hun sig over, helt og aldeles"
Hvorfor sagde han disse ting? Måske fordi han håbede at han overså noget, som de andre kunne bruge. Noget, der kunne hjælpe dem. Arons forræderi. Først hjemme på slottet, men det var ikke nok! Nejnej, han skulle absolut løbe under skjørterne på Eriz og...Og ødelægge Macaria på den måde! Hvordan kunne en mand snyde dem så tydeligt? Hvad havde han altid fortalt Macaria?! At hun ikke kunne stole på ham! Og se nu! Hvis ikke det var for hans tortur, ville hun aldrig...Hvem vidste hvad han havde gjort ved hendes sind?!
Han sukkede frustreret. Han hadede magi. Nu mere end nogensinde.
"Man kan ikke mætte hende? Skaffe hende nok blod, til hun bliver mæt og rolig igen, i bedring? Og når hun fysisk har det bedre, begynde at fokusere på hendes sind?" foreslog han, men havde fornemmelsen af det ikke var nok. Ikke tale om folk som Caleb ville ofre et utal af mennesker blot for Macarias blodtørst.
"Måske har vi brug for en alkymist...Men jeg kender ingen andre end den forræder der ødelagde hende i første omgang. Men jeg kender en af hans assistenter. Harris. Jeg kan opsøge ham, når jeg er mere frisk og spørge ham" Han trak på skuldrene. Det eneste han rigtig kendte til hendes vampyrisme var at hun vist var skabt af en eller anden Sam...Han kunne ikke helt huske om han havde set manden en gang før. Men han kendte ikke manden eller hvor han var, eller om han overhoved var villig til at hjælpe dem.