Post by Saïx Veterano on Sept 12, 2016 12:39:48 GMT
I så lang tid stod Saïx blot og så på hende, som hun i tavshed stod og så på Drakan. Det var ulideligt. Det var tortur. Intet, Forsyth-parret havde udsat ham for, kunne måle sig med den øredøvende tavshed i rummet, som kun blev brudt af de knitrende flammer i ildstedet, Drakans dybe åndedræt, og lyden af Isabels hamrende hjerte.
Da hun endelig talte, var det som om han åndede ud. Tåren som langsomt trillede ned af Isabels kind fangede hans opmærksomhed, og det afgjorde sagen for ham.
Han ignorerede hendes forsøg på at tage afstand til ham. Ignorerede muligheden for at Drakan til enhver tid kunne springe frem og sætte tænderne i ham. Ignorerede chancen for at Caleb skulle stå og lure lige om hjørnet i stedet for at ligge i sin seng med sin hustru. Saïx udlignede afstanden mellem dem med to hurtige skridt. Den ene arm fløj ud fra tæppets folder for at lægge sig om Isabels nakke, i et greb han brugte til at trykke hende ind til sig. Det var det eneste han kunne gøre, uden at give slip på sit eget tæppe.
Hans fingre gled forsigtigt gennem hendes nakkehår, mens han selv forsøgte at finde ud af hvad pokker han skulle sige. Hun havde jo ret. De havde aldrig rigtig nået at have noget sammen, før det blev taget fra dem. Kun få dage havde de nået at have med hinandens selskab, før Marcellus havde flået følelserne ud af hende. Og alligevel havde de få dage været nok til at gøre ham villig til at ofre så meget. For hende. For dem.
”Det tror du kun fordi du er dig, Izzy…” mumlede han blidt mod hendes øre. ”Du ser ikke hvor… fantastisk du i virkeligheden er. Hvor godt et hjerte du har. I din kerne er du stadig den samme Isabel som jeg faldt for, dengang i Vavilon. Det ved jeg du er.” Hånden forlod hendes nakke for i stedet at lægge sig over hendes kind, for at hæve hendes blik til at møde hans. Hvornår havde de sidst stået så tæt op af hinanden? Han kunne slet ikke huske det. I så lang tid havde han forsøgt at tage en vis afstand til hende, for at respektere hendes egne forsøg på at distancere sig fra ham. Men han kunne ikke længere. For hver dag der gik, ville de ende med at glide længere og længere fra hinanden. For hver gang de kom for tæt på hinanden, ville de bare blive drevet fra hinanden igen. Han kunne ikke holde det ud! ”Vi nåede aldrig at få noget… og der går ikke en dag, uden at jeg savner dig. Selv når jeg ser dig døgnet rundt, er det ikke det samme, og det ved du.” Hans ord var blevet en stille hvisken, kun ment for hendes ører. ”Jeg hader det, Izzy… Jeg hader at det hele blev taget fra os… jeg vil tage det tilbage. Give det tilbage til os. Men jeg kan ikke gøre det uden dig.”
Da hun endelig talte, var det som om han åndede ud. Tåren som langsomt trillede ned af Isabels kind fangede hans opmærksomhed, og det afgjorde sagen for ham.
Han ignorerede hendes forsøg på at tage afstand til ham. Ignorerede muligheden for at Drakan til enhver tid kunne springe frem og sætte tænderne i ham. Ignorerede chancen for at Caleb skulle stå og lure lige om hjørnet i stedet for at ligge i sin seng med sin hustru. Saïx udlignede afstanden mellem dem med to hurtige skridt. Den ene arm fløj ud fra tæppets folder for at lægge sig om Isabels nakke, i et greb han brugte til at trykke hende ind til sig. Det var det eneste han kunne gøre, uden at give slip på sit eget tæppe.
Hans fingre gled forsigtigt gennem hendes nakkehår, mens han selv forsøgte at finde ud af hvad pokker han skulle sige. Hun havde jo ret. De havde aldrig rigtig nået at have noget sammen, før det blev taget fra dem. Kun få dage havde de nået at have med hinandens selskab, før Marcellus havde flået følelserne ud af hende. Og alligevel havde de få dage været nok til at gøre ham villig til at ofre så meget. For hende. For dem.
”Det tror du kun fordi du er dig, Izzy…” mumlede han blidt mod hendes øre. ”Du ser ikke hvor… fantastisk du i virkeligheden er. Hvor godt et hjerte du har. I din kerne er du stadig den samme Isabel som jeg faldt for, dengang i Vavilon. Det ved jeg du er.” Hånden forlod hendes nakke for i stedet at lægge sig over hendes kind, for at hæve hendes blik til at møde hans. Hvornår havde de sidst stået så tæt op af hinanden? Han kunne slet ikke huske det. I så lang tid havde han forsøgt at tage en vis afstand til hende, for at respektere hendes egne forsøg på at distancere sig fra ham. Men han kunne ikke længere. For hver dag der gik, ville de ende med at glide længere og længere fra hinanden. For hver gang de kom for tæt på hinanden, ville de bare blive drevet fra hinanden igen. Han kunne ikke holde det ud! ”Vi nåede aldrig at få noget… og der går ikke en dag, uden at jeg savner dig. Selv når jeg ser dig døgnet rundt, er det ikke det samme, og det ved du.” Hans ord var blevet en stille hvisken, kun ment for hendes ører. ”Jeg hader det, Izzy… Jeg hader at det hele blev taget fra os… jeg vil tage det tilbage. Give det tilbage til os. Men jeg kan ikke gøre det uden dig.”