Træning ude i det fri

[Isabel Veterano]

Moria Veterano - Isabel Veterano  

---

Lyden af træ mod træ genlød over de endeløse marker og igennem skoven. Klak, klak klak, klak. En ustabil rytme, der kun blev brudt par gange, indtil den blev genoptaget med nye klak. Den stammede fra den nye gård, som endelig var blevet hejst efter næsten et års arbejde.
En et-etagers gård (da Isabel og Caleb mente flere etager komprimerede sikkerheden) med bindingsværk. Taget var lavet at strå med en skorsten af mursten, stående ret i midten af det hele. Hvidt røg blev puffet ud af den.
Der var 5 værelser: Et stort køkken-altrum med et langt bord udskåret i træ, samt et ildsted hvor de kunne lave mad. Urter hang under taget, og fik hele gården til at dufte. Der var et forrådsrum fyldt med mad, og tre værelser. Et til Caleb og Moria. Et til Saïx. Og et til Isabel, der delte værelse med Lili og de to shadow drakes. Vinduerne var små med skodder til, så dagslys kunne blive lukket fuldkommen ude, hvis det var nødvendigt.
Udenfor lå et wc-skur, en køkkenhave, en brønd og en indhegning med en ko og en hest. Høns gik frit rundt i området og hakkede stolte efter korn, uden at tage sig af forstyrrelserne omkring dem. Der var endda blevet lavet et lille skur med en smedje, så Saïx kunne genoptage sit arbejde, som de kunne tjene lidt penge på i den nærmeste landsby.
Et lille stykke væk, var der blevet lavet en tom indhegning formet som en cirkel. Normalt ville man tro, der var en hestefold, men ud fra trævåbene hvilende op af hegnet og markeringerne i jorden, tydede det på at indhegningen blev brugt til noget andet. Det var her lyden af træ mod træ lød fra.

”Kom nu. Højere op med sværdet! Jeg er ligeglad med hvor voldsomt dine arme ryster. Hvis du ikke tager dig sammen, så lader du et dræbende slag komme ind, og du dør. Tag dig sammen!” Isabels skar sig igennem alle lyde.
Hun stod i indhegningen sammen med Moria. Efter angrebet fra dæmonen nogle måneder siden havde båndet mellem de to kvinder vokset. Lige så snart Isabels sår var healet, havde hun begyndt at træne dem alle sammen op - specielt Moria, der ikke havde haft nogen som helst erfaring i nogen form for kamp. Begge kvinder var badet af sved på grund af den bagende sol, der hang over dem som en altseende vogter. Deres åndedræt fik brystkassen til at hæve og sænke sig i tydelige bevægelser, mens musklerne skreg på hvile. 
Isabel svang med sit træsværd et par gange. Det sølvfarvet hår var lige blevet klippet med en fårsaks. Hun holdte det stadigvæk kort – akkurat ligesom hun stadigvæk holdte sig selv i form. Lige nu var håret strøget bagover, efter de mange gange hun havde kørt en svedig hånd igennem det. De flammende, røde øjne hvilede på den stakkels djinn i modsat ende af indhegningen.
”Jeg lader dig ikke give op nu. Hvis du ikke forsvare dig én gang til, lover jeg dig, at jeg vil give dig så mange smæk med sværdet, at størstedelen af din krop, vil være dækket af blåmærker i morgen,” truede hun, inden at hun sprang frem i et angreb igen, for at presse sin elev endnu mere.
Moria var ellers blevet dygtigere de sidste par måned, hvor Isabel havde trænet hende. Hun var blevet både hurtigere og stærkere. Sværdet blev endda ikke slået ud af hånden længere.

[Moria Veterano]

Hun havde aldrig tilgivet Caleb. Selv om hendes plan havde været at blive gravid og fokusere sin kærlighed til Cal mod barnet i stedet, var de planer for længst blevet droppet. Hvorfor også føde en ny djinn til denne rædselsfulde verden? Nej. Det var ikke det værd. Måske en dag, men ikke nu. I starten havde det været modbydeligt. Ikke at det endnu var en fryd, at bruge våben ville aldrig blive en fornøjelse! Men det var blevet meget bedre. Hun var stadig øm faktisk dagligt, men hun kunne mærke hun var blevet stærkere og mere modstandsdygtig. Efter det med dæmonen, havde hun været ramt af feber efter alle anstrengelserne og fordi hun slet ikke havde været van til den slags liv, men nu var hun på benene. Hun klarede sine pligter på gården som de alle havde, når hun ikke passede Lili, der voksede med lynets hast. Ord var begyndt at forlade hendes mund og hun virkede langt mere opmærksom på sine omgivelser nu! Sådan en fantastisk pige. Så...Intelligent, allerede i så tidlig en alder.
Hun brugte dog det meste af sin energi med træsværdet. Ofte sammen med Isabel, men havde hun et øjeblik for sig selv, stod hun alene og gennemgik de samme trin igen og igen. Hele tiden fokuserede hun på hvorfor. Aldrig igen. Aldrig igen ville hun se nogen dø foran hendes øjne! Billedet gav hende mareridt og selv om Cal nogle gange prøvede at trøste hende, foretrak hun at han lod være. Dette var vel hvad han ønskede! Død...
Hun strammede grebet om det efterhånden kendte træskæfte. Hendes hænder var blevet hårde. I starten havde de været fulde af vabler! Hendes vejrtrækning var hivende. Hver dag blev hun presset til en ny grænse, kun med få pauser, så hendes krop kunne vænne sig til det. Hver dag fik hun tæsk og lærte noget nyt.

Hun var iklædt noget praktisk tøj. En skjorte uden ærmer, så hendes brune hud efter solen kunne ses. Nogle lange bukser og et par lette sko. Det brune hår var bundet op, selv om flere lokker havde revet sig løs og klistrede til hendes svedige hud. Sveddråberne gled ned over hendes tindinger og ned mellem hendes bryster, hvor de kildede. Ikke at hun kunne nå at bemærke det, før Isabel gjaldede med nye ordre, som hun prøvede at efterkomme.
Da Isabel sprang frem, fokuserede hun på at forsvare sig mod slaget. Sværdet svang op...
Klak
Hun havde nået det! En lille sejr. Endelig havde hun formået at beskytte sig selv, uden samtidig at trække sig baglæns, bange for Isabels hårde slag. Hendes hjerte hamrede, men hun turde ikke rigtig at være stolt af sig selv, bange for Isabel ville bruge øjeblikket til at lade nye slag hagle ned over hende. Selvfølgelig havde hun formået at forsvare sig et par gange før, men ofte kombineret med at hun havde trukket sig tilbage. Men det gjaldt ikke kun om at trække sig tilbage, men også om at blive stående og gøre klar til at angribe igen selv. 
Sværdet rystede i hendes hænder, hendes arme var syrede helt til. Alligevel, næsten med tåre i øjnene af anstrengelse, tvang hun det ene ben frem, da hun svang sværdet mod Isabel i et forsøg på at komme med et angreb. Hun havde ikke mange forventninger om at ramme, men hun måtte prøve! Hun måtte kæmpe! Hun bed hårdt sammen. Efter det med dæmonen var det kommet er noget mere bestemt i hendes øjne. Efter chokket, var det som om hun havde forandret sig lidt. 
Aldrig mere skulle nogle dø, fordi hun ikke kunne beskytte dem. Aldrig! Anstrengelserne og følelserne lokkede tårerne frem. Men hun kunne ikke græde nu, ikke foran Isabel. Hun måtte...Blive stærkere! Hun måtte!

[Isabel Veterano]

En lille latter lød fra Isabel, men hvordan den skulle forstås, kunne være svær at svare på. Øjnene med den mandelformet pupil mødte Morias over sværdenes træklinger, da de tørnede sammen. Moria var så sandeligt blevet modigere. Det havde krævet en del tårer og en hårdt pres, men endelig kunne Isabel se, hvordan det hærdede Moria, til at blive bedre og bedre. En del af forbedringerne var nok også frustrationerne mod Caleb. Isabel blandede sig ikke i deres forhold, men hun kunne tydeligt se på de ikke-eksisterende blikke og berøringer, at de begge to stadigvæk var påvirket over Morias forsøg på at redde dæmonen.
Selv havde Isabel som altid, taget det hele, og pakket det dybt ned. Sket var sket. Raine var væk, og hun havde indset, hvor meget hun havde forandret sig. Der var ikke noget at gøre ved det.
Det sjove var, at jo dårligere det så ud til at gå med Moria og Calebs forhold, jo bedre gik det med Saïx og Isabel. De havde haft nogle gode stunder på det sidste. Sene nætter hvor de havde sættet i hans nye smedje, og lavet våben. Gåture igennem skoven eller på markerne. Sættet og skrællet kartofler, mens de bare havde snakket og grinet. De lærte hinanden at kende på ny, takket været deres accept af hinandens forandringer. Moria og Caleb gjorde det modsatte.
Isabel vidste det, men hvad skulle hun sige? Caleb virkede som en sammenbidt skygge af sig selv, og Moria var blevet indelukket og beslutsom.

Angrebet var synligt på lang afstand, og det krævede ingenting at slå sværdet til side. Elegant trådte hun et skridt til side, og slog til Morias ryg med sværdet, da hun væltede forbi hende.
”Husk din balance. Kontrol, disciplin og overblik er det, der vil holde dig i live. Lad være med at tage nogle chancer,” belærede hun, og vendte rundt på hælen, for igen at stå ansigt til ansigt med hende. De to kvinder havde fået et tættere bånd efter dæmonen. Træningen havde gjort, de havde noget at lave sammen, og Isabel havde fået større respekt for Moria, efter det hun havde gjort i kampen mod Raine. Derudover forstod hun hende også – om det var sundt eller ej, vidste hun ikke endnu. På den ene side følte hun stadigvæk Marcellus’ påvirkning af hende i form at sin medfølelse overfor mørkvæsner, men på den anden side havde hun været venner med dem.
”Tør dine øjne Moria. Du kan ikke se noget, hvis de er fyldte med tårer,” bad hun djinnen, og lod hende få en lille pause. ”Jeg plejede også altid, at storme sådan frem som du gør i begyndelsen. Desværre var jeg nødt til, at lære det på den hårde måde. Både gennem kamp, men også at min tre år yngre lillebror, tæskede mig gul og blå, når vi øvede os. Det er pinligt, men Caleb har altid været bedre til fysisk kamp end jeg. Det var indtil, han mistede formen i Portus.”
Hun sendte djinnen et skævt smil. Det var behageligt, at snakke med Moria. På et eller andet tidspunkt i sit liv, havde Moria åbenbart lært at skulle lytte til folk, hvilket hun faktisk gjorde. Det var ikke som andre folk, der havde travlt med at snakke om sig selv. Nej, hun var interesseret og lyttede. Måske havde det noget at gøre med hendes skjulte interesse for Caleb, som vel stadigvæk måtte være der, bare et eller andet sted.

[Moria Veterano]

Hun syntes ellers hun havde tænkt! Men måske blokerede den voksende udmattelse hendes tanker eller evne til at reagere særlig hurtigt. Hun gled frem, uden at ramme noget som helst og måtte træde frem efter for ikke at falde. Sværdet gled ned langs siden, som hun droppede alle former for at stå ordentlig for i stedet at lade den ene hånd glide over øjnene i en irriteret gestik. Hvorfor var der så mange tårer hele tiden? I en anden verden ville hun have argumenteret for at tåre var i orden, at tårer i sig selv også indeholdte en styrke og nogle smukke værdier. Kunsten til at kunne indleve sig i andre folk, til at kunne føle og være levende. Noget smukt! Men i denne verden...I denne verden var der ikke plads til smukke, skrøbelige ting. Hun savnede sit hjem mere end nogensinde. Hun savnede sin lillesøster, der ofte kom løbende ind med sine bøger, sine små historier fordi hun havde lært at skrive eller sit nyeste broderi, der ofte havde fejl, fordi hun endnu var så lille. Eller med hendes mor! Hendes mor var en helt anden når far ikke var hjemme! For ikke at tale om hun ville have en ordentlig seng og tøj. Det hele virkede som en absurd drøm. Havde det været hendes liv? Hvor lang tid var der gået? Et år, to år...? Der kunne lige så godt være gået en livstid. Hver dag var både lang og kort. Der var ingen fremtid, bare...Dette. Intet mål. Hun levede bare. Men i det mindste var hun i live! Det var der visse andre der ikke var!
Hendes øjne var røde af tårerne og anstrengelsen, da hun vendte sig om mod Isabel igen. Hendes vejrtrækning var blevet bedre. Hvad peb hun sådan over? Dette havde Inei valgt. Hun gik Ineis vej, den vej Gudinden valgte for hende og hun måtte vise sig værdig! Inei var den eneste grund til hun ikke var flygtet. Inei og...
Caleb.
Hendes blik gled over til Isabel, for en stund fulde af usikkerhed på ny. Så trak hun lidt på skuldrene. Ja, hun var blevet narret. Hun havde været naiv, uforstående, fuld af manglende viden.
Var det så skidt at hun mere ønskede han blev fed og kvabset, for i det mindste ville ingen så dø? Hvorfor...Hvorfor slog han folk ihjel? Hvorfor?!
"Det er ikke pinligt. Det er sådan jeg er. Hvis dette er hvad Inei ønsker, så er det dette jeg vil gøre" bemærkede hun, dog trak hun svagt på smilebåndet. Det sidste årstid havde været uden smil. Hun kunne ikke få sig selv til det. Jo, når hun sad alene med Lili eller i nød hvis Isabel sagde noget underholdende. Men siden Caleb havde trukket hende med fra sit kendte liv, var der ikke meget at smile over. Det var ikke noget hun tænkte over, sådan var det bare endt.
"I så fald kan du få din hævn og banke ham" bemærkede hun så. Hun lod skuldrene glide rundt for at løsne de ømme muskler. I aften ville de være hårde som sten og i morgen ville de gøre vildt ondt, før hun fik dem varmet op igen. Dagen startede altid med hun malkede koen og slog morgenbrød sammen fra det korn de havde fået til at vokse. Hun nød de timer om morgenen hvor det bare var hende og verdenen. Dyrene, naturen...Hun elskede at sidde blandt hønsene, der var blevet så van til hende, at enkelte af dem endda ville sidde på skødet af hende.
Jo, der var endnu tidspunkter hvor hun kunne føle fred eller smile lidt.
Hun så over mod gården og nikkede let over mod.
"Så, ligner det overhoved noget i stilen af hvad I boede i tidligere?" spurgte hun nysgerrigt. Hun havde været tæt på at spørge Caleb flere gange...Men havde altid stoppet sig selv. Nu hvor hun kendte Isabel bedre, prøvede hun. Men hun vidste endnu ikke om emnet var for smertefuldt eller om det var i orden hun spurgte? Faktisk var det begrænset hvad hun vidste. Hvis Isabel var i et snakkesaglig humør, kunne det være hun havde chancen for at spørge mere ind til det. Hun var jo, trods alt, en Veterano nu. Noget Isabel til tider mindede hende om.

[Isabel Veterano]

Et lille grin lød fra Isabel, og hun svang sværdet rundt i bløde buer.
”Jaer…Det var yderst tilfredsstillende, at banke ham. Selvom den nye krop kommer en masse negative ting, så kommer den da også med nogle gode,” indrømmede hun, og kunne ikke lade være med at fryde sig over, hvordan hun var blevet hurtigere og stærkere end Caleb nu. Selv når de havde sloges, havde han altid kunne fange hende under sig og holde hende fast. Ikke længere. Den nye krop havde ikke en eneste kerne af menneskelighed i sig. Den faldne engle side gjorde hende stærk som en dæmon, og lige så hurtig på fødderne, som hvis hun havde vinger. Warlock generne udgjorde den sidste halvdel. Den gjorde hendes magi stærk. Endnu var det ikke lykkes Caleb at bryde igennem hendes barriere med sin magi, eller ødelægge hendes skygger, når de havde trænet sammen.
Derudover var der alt hendes træning med Marcellus og hans soldater i Pandemonium. Træningen havde givet hende en klar fordel. Hvis det kom til alvor, ville Caleb overhovedet kunne overvinde hende?
Hun skubbede tanken fra sig, da den virkede alt for dyster. I stedet rettede hun sin opmærksomhed mod Moria, der havde nikket over mod gården, så Isabel måtte følge hendes blik. Spørgsmålet frembragte et bittert drag om munden. Dybt trak hun vejret ind gennem munden, så brystkassen blev fyldt helt ud.
”Åhhhh, jeg kan knap nok huske det. Selv jeg kan næsten ikke huske den tid,” svarede hun, og lagde sværdet til hvile over hendes ene skulder, mens hun betragtede den nyoprejste gård. Hun var ikke vant til, at snakke omkring sin fortid. Ingen spurgte. Caleb var den eneste, der ønskede at snakke om den tid, men mens han blot havde været en lille dreng med tåget minder, kunne hun huske hvor glad de havde været. Hvor meget der var blevet taget fra dem…
Hun kløede sig i nakken med enden af sværdet.
”Vi havde to etager og flere dyr. Hele det område derhenne var en solsikkemark, og der var langt mere landbrug. Åen derhenne havde en bro, hvor mig og Cal tit legede, da vi var små,” fortalte hun alligevel, mens minderne drev forbi øjnene på hende. Dengang havde de haft alting. To, små, uskyldige børn. Caleb havde begge sine øjne, og ingen runer eller pentagrammer prægede hans krop. Det eneste våben han havde holdt, havde været et træsværd, som han brugte til at slå højt græs ned med. ”Vores mor fortalte eventyr for os næsten hver aften, og om morgen legede vi dem. Ingen af os vidste vi faktisk ville leve dem.”

[Moria Veterano]

Hendes blik gled rundt, som Isabel fortalte og pegede. Til sidst kunne hun dog ikke holde et lille smil væk, da hendes blik gled over til åen og hun tænkte på de to, glade børn der måtte løbe i hælene på hinanden. Deres latter, deres lege og konkurrencer. Børn var og blev skønne! Så uskyldige og alligevel så klarsynet. Nogle gange så de ting andre ikke kunne og hun beundrede det på alle måder. Sværdets spids hvilede mod jorden, da hun trak vejret dybt. Åen klukkede stille, et par guldsmede sværmede over vandet kunne hun se. Eller måske forestillede hun sig det bare?
Hun savnede sit gamle liv. Mon det overhoved ville være det samme hvis hun rejste hjem? Ikke at hun kunne. Hun var bundet til Caleb, mere end hun havde lyst til længere. På denne tid ville de nok være rejst til Pandamonium for at bruge sommeren hos deres gamle venner. En verden med mindre natur, men fornøjelig selskab. I det mindste ville hun så se sin storesøstre, der ofte også tog med, sammen med deres familier.
Hendes ene hånd gled op over hendes pande, før hun så på den. Den virkede så fremmede for hende - var det overhoved hendes hånd længere? Til tider havde hun stadig lyst til bare at sidde og græde. Hendes hjerte hamrede en anelse hurtigere, men hun tvang sig selv til at holde sig oppe og ikke gøre det!
Hendes blik gled over til Isabel. Det var nemmere at glemme sig selv og fokusere på andre. Hvad var det der skinnede i øjnene på Isabel?
Hun tvang sig selv til at smile lidt mere, for Isabels skyld.
"Ingen ved om vi bliver fundet her igen. Men indtil da, kan du leve det liv du ønsker her. Få nogle nye, gode minder" bemærkede hun.
"Jeg mener du har jo din bror, Lili er her som barnet...Og du har Saïx" Hun tog chancen og prøvede at drille Isabel lidt. Hun havde mærket det, men om det bare var fordi hun var kvinde vidste hun ikke. Det kunne næppe være undgået nogle! De blikke der blev sendt mellem dem, de ord der til tider blev delt. Der var noget. Midt i alt det her, var det rart nogen fik noget yderligere ud af det, at nogle var mere lykkelige og glade. Hun havde sit lod i livet, hvilket var ved Calebs side og hun kæmpede hver dag for at blive stærk nok til faktisk at stå der, så hun ikke længere ville være til besvær. Men Isabel og Saïx...Det var noget helt andet. På en måde beundrede hun det lidt, i det skjulte, når hun sad i skyggerne af en lampe og kiggede på dem.

[Isabel Veterano]

De mandelformet pupiller skød over til Moria, da hun nævnte Saïx på den måde, som hun gjorde. I et øjeblik viste der sig dyb panik i ansigtet på hende, inden at blikket begyndte at flakke rundt. En hånd gned den svedige nakke.
”Jeg… ved ikke hvad du taler om,” Fik hun hakket frem, men kunne godt høre, det ikke lød særligt overbevisende. Caleb drillede hende allerede, og Lili kom med så åbenlyse spørgsmål, at det altid fik en akavet stemning til at opstå. Åhhh hvis alting bare kunne være simpelt!
Opgivende gemte hun sit ansigt i hånden, og rystede på hovedet.
”Ved Inei… Er det virkeligt så tydeligt?” spurgte hun mumlende, og afslørede derved at Moria havde fat i noget. Måske var det bare fordi, hun faktisk trængte til at snakke med nogle om det, eller også var det fordi, hun ikke længere gad at blive ved med at benægte det hele.
Med et suk smed hun træsværdet fra sig, for at gå hen til hegnet, som hun lod sig glide ned af med ryggen, indtil hun sad på den nedtrampet jord. Underarmene hvilede på de optrukket knæ, så hun kunne begrave fingrene i sit hår.
Et svagt smil blev sendt til Moria.
”Jeg havde håbet, at jeg kunne gemme det – bare for én,” afslørede hun, inden at hun lagde hovedet tilbage mod et af hegnets pæle. Et par gange lod hun blidt sit baghoved banke tilbage. Det var så frustrerende! Selv efter de år der var gået, kunne hun stadigvæk ikke, få presset de forbandet følelser væk.
”Jeg ville ønske det bare var simpelt. Ligesom med dig og Cal,” sukkede hun, mens hun gennem halvlukket øjne betragtede Caleb, komme ud af gården med Lili hængende på ryggen, og en økse i den ene hånd. Han skulle nok ud og hugge brænde. Da han opdagede dem, hævede han hånden som hilsen, inden at han gik videre. Der havde dog kun været et svagt smil på hans læber.
”Well… mere eller mindre lige så simpelt,” ændrede hun, og sendte Moria et skævt smil.

[Isabel Veterano]

De mandelformet pupiller skød over til Moria, da hun nævnte Saïx på den måde, som hun gjorde. I et øjeblik viste der sig dyb panik i ansigtet på hende, inden at blikket begyndte at flakke rundt. En hånd gned den svedige nakke.
”Jeg… ved ikke hvad du taler om,” Fik hun hakket frem, men kunne godt høre, det ikke lød særligt overbevisende. Caleb drillede hende allerede, og Lili kom med så åbenlyse spørgsmål, at det altid fik en akavet stemning til at opstå. Åhhh hvis alting bare kunne være simpelt!
Opgivende gemte hun sit ansigt i hånden, og rystede på hovedet.
”Ved Inei… Er det virkeligt så tydeligt?” spurgte hun mumlende, og afslørede derved at Moria havde fat i noget. Måske var det bare fordi, hun faktisk trængte til at snakke med nogle om det, eller også var det fordi, hun ikke længere gad at blive ved med at benægte det hele.
Med et suk smed hun træsværdet fra sig, for at gå hen til hegnet, som hun lod sig glide ned af med ryggen, indtil hun sad på den nedtrampet jord. Underarmene hvilede på de optrukket knæ, så hun frustreret kunne begrave fingrene i sit hår.
Et svagt smil blev sendt til Moria.
”Jeg havde håbet, at jeg kunne gemme det – bare for én,” afslørede hun, inden at hun lagde hovedet tilbage mod et af hegnets pæle. Et par gange lod hun blidt sit baghoved banke tilbage. Det var så frustrerende! Selv efter de år der var gået, kunne hun stadigvæk ikke, få presset de forbandet følelser væk.
”Jeg ville ønske det bare var simpelt. Ligesom med dig og Cal,” sukkede hun, mens hun gennem halvlukket øjne betragtede Caleb, komme ud af gården med Lili hængende på ryggen, og en økse i den ene hånd. Han skulle nok ud og hugge brænde. Da han opdagede dem, hævede han hånden som hilsen, inden at han gik videre. Der havde dog kun været et svagt smil på hans læber.
”Well… mere eller mindre lige så simpelt,” ændrede hun, men ville helst ikke presse på. Der forgik noget mellem Moria og Caleb, og det havde der gjort siden Raines angreb – måske endda før det. De kiggede knap nok på hinanden længere, eller rørte ved hinanden. Ingen af dem brugte tid sammen, og Isabel, der kendte sin lillebror godt, kunne se at han for det meste faktisk undgik Moria. Han virkede heller ikke glad. Nærmest…bitter.
Hun blandede sig dog ikke. Hvad der end forgik mellem de to, holdte hun sig ude af det, ligesom Saïx gjorde. Det havde de begge to bestemt sig for, var det bedste.

[Moria Veterano]

Hun studerede Isabel lidt og tog samtidig chancen for at få en lille pause. Hendes arme, efter den korte pause hun allerede havde fået, føltes allerede tunge som to stykker jern, hun aldrig ville kunne bruge igen. Med stive bevægelser fulgte hun Isabel og placerede sit træsværd op af hegnet. En svag latter gled over hende, da hun så på Isabel igen med sine mørkebrune øjne.
"Det er tydeligt der har været noget i lang tid, det har blot ikke været min plads at spørge ind til det" svarede hun. Selv om hun havde boet på denne gård i et års tid, havde hun endnu ikke glemt alle sine manere og alle vidste det var uhøfligt at spørge ind til folks private anliggender, medmindre man kunne betegnes som tætte nok. Og selv da skulle man spørge pænt. Man måtte ikke snage eller blande sig unødigt, og dog alligevel spørge ind til visse ting af høflighed - det kunne være en balance der kunne være svær at finde, men hun mente selv hun havde været rimelig god til det, når hun tog til bal. Dengang hun gjorde. Åh, hvor kunne hun godt bruge en dans! Og i en rigtig kjole!
Hendes blik gled tøvende over Cal, da han sendte dem et vink og et svagt smil. Hendes øjenbryn gled en smule sammen i dårlig skjult samvittighed og frustration, som han vendte sig og gik sin vej. Hun sendte ikke et vink retur...Hun ønskede...Åh hun ønskede at begrave ansigtet mod hans skulder, indsnuse ham og selv om det ikke var noget hun elskede vildt meget, ville hun endda dele seng med ham! Men...Uanset hvor meget hun hungrede efter følelsen af tryghed og for at jage ensomheden på flugt, kunne hun ikke. Hver gang gled billedet af den døde dæmon ind over hendes øjne og fik hende til næsten at græde. Hun kunne ikke...

Hun satte sig tungt ved siden af Isabel og rakte ud bag sig for at plukke nogle af de høje græsstrå og blomster der voksede på den anden side af hegnet. Hun begyndte at samle stråene og flette en lille krone af dem.
"Det er ikke simpelt, men nu er vi også mand og kone. Jeg har altid hørt at så snart man når der til, er de simple ting overstået. Man skal pludselig fokusere på at hjælpe hinanden og leve sammen på en helt anden måde" snakkede hun. Måske var det ikke helt det der var mellem Cal og hende, men det var mere behageligt end snakke om sandheden.
Hun så over mod Isabel igen med et svagt smil.
"Jeres er mere simpelt, i hvert fald udefra. Hvad holder jer tilbage? Der er ingen her til at dømme jer. Nu ville nok være det bedste tidspunkt for jer til fuldstændig at fordybe sig i den velsignelse vi alle har muligheden for at få. Følelsen af forelskelse, af et øjeblik fuld af glæde og absolut lykke" bemærkede hun roligt.
Grunden til at Cal og hendes forhold måske også var så kompliceret ved nok også fordi hun var hans djinn. Hun mindedes de få lykkelige stunder de havde haft hjemme i deres hus, selv da hun tog med ham. Tankerne om den gamle lykke fyldte hende med sørgmodighed, men hun gjorde sit bedste for at skjule det. Isabel og Saïx var kærlighed i spiring, det skulle kultiveres forsigtigt og ikke ødelægges af at hun sad og græd i tide og utide, fuldstændig ødelægge humøret for alt og alle. Igen.
Pludselig rettede hun sig op og daskede pludselig til Isabel.
"Ja! Kan nogle af jer spille musik? Her er så ensformigt til tider. Lad os nyde noget musik og danse! I kan vel danse?" bemærkede hun. Hendes hjerte hamrede af pludselig iver. Åh ja, please sig ja! Hun ville så gerne danse og høre noget musik igen. Bare fordi de boede på en gård behøvede de ikke være fuldstændig uciviliseret!

[Isabel Veterano]

Isabel betragtede Moria, mens hun snoede sig udenom et sandfærdigt svar omkring hvad der forgik mellem hende og Caleb. Nu ville Isabel heller ikke blande sig, men hun havde snakket med Caleb nok, til at vide hvad en del af problemet var. Sjovt nok, havde hun virkelig, virkelig meget lyst til at udbryde ”HVAD SAGDE JEG?!!, men fandt det ikke passende, så hun holdte tand for tunge, og blandede sig udenom. Hun ønskede dog inderligt, at de ville komme over deres forskelle. Caleb havde afsløret for nogle måneder siden, hvordan de to havde mødtes, og hvor meget Moria havde hjulpet ham, så… måske var der håb?
Hun skar en grimasse, da Moria spurgte ind til, hvad der holdte dem tilbage. Frustreret begyndte hun at rive et græsstrå i små stykker.
”Det er… indviklet. Vi har været det samme sted før for nogle år siden… før alt det her.” Hun lavede en håndbevægelse mod sit ansigt. ”Marcellus – ham der tog min sjæl – brugte mine følelser til Saïx til at manipulere mig. Jeg har ikke lyst… jeg kan ikke, gøre den samme fejl igen. Hvis Marcellus finder os… det hele vil ske om igen,” prøvede hun hakkende at forklare, fordi det var svært helt præcist at få en person til at forstå det hele. Hvordan skulle hun kunne forklare, hvor bange hun var? Hvordan det havde været, da Marcellus havde givet hende valget mellem at dræbe Caleb eller give afkald på hendes følelser for Saïx? Den uendelige smerte, der havde været, da hendes kærlighed blev revet ud af brystet på hende, så hun intet kunne mærke? Den svaghed. Hun kunne ikke være så egoistisk igen.
”Saïx kom i fare på grund af at jeg lod følelserne herske – akkurat ligesom Caleb nu har gjort med dig. Vores liv er fyldt med trusler i mørket, der bare venter på en åbning til at ramme os. Dem vi invitere ind i vores hjerter, kommer i lige så store fare, som vi er – hvis ikke mere. Jeg har ikke lyst til, at sætte nogens liv på spil,” tilføjede hun fast, og smed det afpillet græsstrå fra sig. Kort kastede hun et blik mod djinnen ved sin side. ”Misforstå mig ikke, Moria. Jeg har intet imod dig, men Caleb skulle aldrig have giftet sig med dig. Han tog en enorm chance ved det.”
Hun faldt hen i tavshed. Sørgmodigheden var malet på hendes ansigt, da hun med blikket rettet ned mod sine hænder, var gået i gang med at flænse endnu et græsstrå. Tankerne sværmede ulykkeligt omkring hendes vilkår i livet. Hun ønskede virkeligt, at hun havde Calebs modighed – eller dumdristighed – til bare at følge sit hjerte, men… hun var ikke naiv som ham.

Med et sæt blev hun hevet tilbage til nuet, da Moria daskede til hende. Chokeret stirrede hun på hende med store øjne.
”Musik? Dans?” Tøvende tyggede Isabel på forslaget, inden at hun gned sig utilpas i nakken. ”Jeg… kan ikke danse, kun kæmpe, men jeg ved Caleb har danset et par gange til Vavilons gadefester, og jeg kan spille lidt på fløjte,” afslørede hun, men fortrød med det samme, at hun havde fortalt det. Det var lang tid siden, hun sidst havde spillet. Hende og Caleb plejede nogle gange, at lave musik, når de vandrede over landene. Enten ved at slå i hænderne, på lårerne, eller snitte små fløjter af træ. Det var en god måde, at slå tiden ihjel på.

[Moria Veterano]

Hendes blik hvilede på Isabel. De mørke øjne, der så ud til at brænde sig direkte ind i Isabels sjæl eller mangel derpå. Isabel var bange! Hun havde ikke troet...Men det var alle. For et eller andet. Og et eller andet sted mente hun nok at hun forstod. Hendes fingre gled over den krans af blomster og græs, der snart kunne samles i enderne til en fin lille krone. En græskrone. Havde der ikke været en tid hvor netop en græskrone havde været den største militære opnåelse man kunne få? Noget man fik for at ofre sig for at sejre og samtidig redde sine med-soldater? Hun mente det nok, men var usikker. Det havde været en eller anden fortælling i en bog og hvem vidste om det hele blot havde været opspind?
"Caleb giftede sig med mig for at redde mig" bemærkede hun så stille, mens hendes blik lå på kransen, der hun arbejdede utrætteligt på. Hendes ene hånd gled ud under hegnet for at plukke noget mere til den.
"Mit lod i livet var at blive gift til en der var rig og havde magt til at sikre min families plads i det adelige liv og samtidig en der ikke ville misbruge mig. Det vigtigste for Djinns er at holde sig skjulte og undgå at blive misbrugt. Mange ser os som midler...Men vi tænker og føler præcis lige så meget som alle andre. Min far havde virkelig travlt med at få mig gift, for jeg havde nået den rigtige alder. Han havde også fundet en...En ældre mand. Jeg ville virkelig ikke giftes..." Hun kunne ikke helt holde sine øjne fra at flyde over af tårer. Først brændte hendes øjne, så blev blikket sløret og når hun blinkede gled en tåre ned over hendes ene kind. Hun havde bedt til Inei om at blive reddet...
"Alt tilfældighed ville jeg mødte Caleb igen. Jeg burde ikke...Jeg burde have accepteret min skæbne. Men jeg bad og bad...Jeg sagde til ham jeg ville blive præstinde. Men han ville ikke have jeg blev præstinde...Så han forslog vi giftede os. Jeg ved ikke om jeg bare var naiv, men...Det virkede som en god ide. Jeg mener han var så venlig mod mig og så...Alt forladt, det er din bror, så du vil nok ikke høre alle mine åndssvage tanker om hans person dengang" bemærkede hun og med et svagt smil gned hun sine tårer væk, før hun så op på Isabel igen. Det lettede at sætte ord på det hele, hendes hjerte blev lettere og lettere, jo flere ord hun sagde. Hun færdiggjorde kransen og uden at spørge om tilladelse lænede hun sig frem og satte kronen oven på Isabels hoved. Samtidig tog hun sig friheden til at lade noget af hendes specielle hår glide imellem sine fingre for et øjeblik, som om hun beundrede Isabel for mere end hendes mod og styrke.
"Vi kan ikke ændre på det der er sket. Vi kan kun beslutte hvor meget det skal betyde for os. Men man kan ikke altid kæmpe sine kampe alene. Selv om vi lige nu er uenige...Så har jeg Caleb. Han hjalp mig igennem mine kampe dengang og for det er jeg taknemmelig. Du kan heller ikke bære hele verdenen alene på dine skuldre. Den største gave der er givet os, er at dele det med en person, så tæt som to personer kan blive. Han elskede dig dengang og han har sandelig også følelser for dig nu. Det betyder intet hvilket krop du har. Ud fra de blikke han har sendt dig, må han for længst have tilgivet dig de valg, du var tvunget til at tage. Vi er allerede i fare. Lad vær med at undskylde dig og mød de kommende fare sammen" opfordrede hun og lænede sig lidt tilbage igen, mens hun samlede sine hænder i skødet. Alt dette fik hende til at genoverveje hendes forhold med Caleb.

Det hele blev skubbet til side af et voksende smil.
"Fløjte! Godt! Jeg kan lære jer at danse, det er ikke så svært...Det er lidt som at danse i en arena med et sværd i hånden, bare med en partner i stedet. Eller alene. Godt, så er det besluttet! Vi holder en lille fest og du skal spille på fløjte! Jeg er fuldstændig ligeglad med hvilke melodier du vælger" bemærkede hun og så på Isabel med et ivrigt udtryk. Det ville blive så sjovt!
"Så må jeg finde på noget for de to mænd at øve sig på. Så kan vi alle forberede os på en god aften sammen! Ja, jeg tror det er lige præcis det som folk har brug for!" hun nikkede for sig selv. Tydeligvis betød det ikke længere noget, om Isabel ville eller ej.

[Isabel Veterano]

Jo mere Moria snakkede, jo mere opmærksomt lyttede Isabel. Først tøvende men så mere og mere berørt. Til sidst måtte hun bide sig i underlæben, for ikke at lade følelserne overtage.
”…Det… lyder som Cal…” Var alt hun kunne få frem med en nogenlunde stabil stemme. Hun smilte stolt, og havde pludselig lyst til, at løbe hen til sin lillebror, og omfavne ham tæt. Selvfølgelig havde han gjort det, for at hjælpe en person. Typisk ham. Altid skulle han hjælpe de forsvarsløse, lige meget hvad det ville koste af ham selv.
Hun bøjede villigt hovedet, så Moria kunne sætte kransen på hendes hoved. Den vejede ingenting men alligevel følte hun det som om, den forløste noget i hende, der gav hende lyst til at græde. Diskret holdte hun en hånd op mod sine læber, så det mest lignede en eftertænksom mine, men i virkeligt var det for at skjule den skælvende mund.
Hun vidste ikke, om hun var stærk nok. Stærk nok til at lade en person, komme ind i hendes liv igen. Hvis er skete ham noget… Hvis Marcellus… Hun kunne simpelthen ikke tænke tanken færdig. Det var umuligt for hende, at beskrive for Moria hvad Marcellus var i stand til. Han ville tage enhver ting man nærede følelser for, og bruge det imod én. Hun havde oplevet det i sin tid, og det var kun på grund af hendes egen selvofrelse, at der intet var sket med Caleb eller Saïx – Inei forbyde det nogensinde skete. Men Caleb havde altid været indstillet på det liv. Saïx havde ikke. Han havde et valg, som hun allerede havde taget for ham.
Hun havde ikke vidst, om hun overhovedet kunne græde i den her krop, men nu skete det altså. Tårerne trillede ubarmhjertigt ned af hendes kinder. Hvordan kunne Moria have den effekt på hende? Det var akkurat som med Caleb. De kunne række direkte ind i hendes hjerte, og berøre det, der gjorde mest ondt, for så at heale det.
Med sin ene håndflade gned hun tårerne væk. Tænk hvis drengene så hende! Caleb ville blive ude af sig selv, og styrte hen til hende, for at finde ud af, hvad der var i vejen, og så ville hun virkelig have svært ved at sige noget!

Derfor var hun taknemmelig, da Moria begyndte at tale om noget andet. Tak cirklen for det! Lettet kastede hun sig ind i samtalen.
”Fint, fint, jeg skal nok spille fløjte! Jeg kan da et par melodier,” gav hun sig, og kunne ikke lade være med at grine en smule af Morias iver. Det var behageligt at se hende smile bare for en gangs skyld. Måske havde hun ret… Måske var det virkelig alt, de havde brug for. ”Vi kan gøre det her udenfor, så er der mere plads. Alt vi skal bruge er bare noget lys, og jeg skal have skåret mig en fløjte – hvis Cal har smidt min gamle ud. Vi er også nødt til at lave mad, og slæbe borde og stole udenfor.”
Hun var allerede ved at planlægge det hele, selvom hun aldrig havde prøvet at holde en fest før. Måske smittede Moria lidt af på hende.
Drillende tjattede hun til Moria med albuen. ”Og vi to må også hellere se på noget ordentligt tøj. Måske tage til byen? Vi kan jo ikke, rende rundt sådan her til en fest, vel?” Hun smilte skævt til hende, da hun vidste, det var hvad Moria nogle gange savnede. Kjoler. Pænt tøj. Nu havde de muligheden, og hun var sikker på, Caleb hellere end gerne ville gøre alt, for at få Moria til at smile igen.

[Moria Veterano]

Her sad de, to grædetanter. Men det løsnede noget. Det løsnede op i noget inde i Moria og hun var helt sikker på det også gjorde det med Isabel, hvorfor skulle hun ellers sidde med tårer? Tårer hun aldrig troede Isabel gemte. Men nogle gange var det alt der skulle til, nogle tårer for alt det var sket, om det så var godt eller skidt. Hendes blik gled over til huset. Hun havde sådan lyst til at snakke med Cal igen, hun havde lyst til at løse alle problemerne og have det godt igen...Hun kunne mærke hun var på den rigtige vej. Ineis hånd der guidede hende. Hun trak vejret dybt og kunne ikke holde et lille smil tilbage. Hun havde aldrig troet det, men i dette øjeblik var hun glad for Isabel - ikke at hun havde hadet hende før, men det havde virket som de ikke rigtig kunne sammen. Hun var så glad for det var gået over til det bedre nu!
Hendes hænder gled op i hendes hår for at fjerne nogle af de kildende lokker fra sit ansigt og hals igen.
Hun lod emnet skifte. De havde begge oplevet et øjeblik i hinandens nærvær, der gjorde dem begge godt. Nu var det tid til at tænke på fremtiden, på de mere positive ting. Desuden kunne hun slet ikke stå for tanken om at holde lidt fest. Mon Lili ville elske det?
Hun så på Isabel med en smule overraskelse, da hun pludselig fik en albue. Tage til byen? Til byen og købe...Tøj? Små lys dukkede op i øjnene på hende. En rigtig kjole?! Men...
"Men har vi pengene? Jeg mener...Eller vi kan købe det vi skal bruge, så syr jeg det!" foreslog hun. Åh, det kunne være så sjovt!
"Ja, og så..." Hun sprang pludselig på benene med ny energi, selv om det ikke var længe siden Isabel havde tvunget hende igennem et hårdt træningsprogram. Hun havde en agenda til festen. Saïx ville slet ikke opdage hvad der ramte ham, når han ser Isabel i en kjole! Ikke fordi hun rigtig kunne forestille sig Isabel i en kjole. Nej, måske noget der forbandt det Isabel kendte og noget mere fint. Kritisk gled hendes blik gled over Isabels krop, som hun endnu sad op af hegnet. Alt kunne passe til håret, men øjnene var specielle. Farverne skulle passe til.
"Ja vi må til byen!" sagde hun så og slog sine hænder sammen i en beslutsom mine.
"Skal vi tage af sted nu?" spurgte hun så forsigtigt. Var det for ivrigt? Måske var det bedre at vente til i morgen...Eller måske en anden dag? Usikkerheden kom over hende igen.
"Eller måske skal vi bare vente...Jeg er vist lidt for ivrigt. Ideen er vel god...Ikke?" spurgte hun så, mens hun så mod Isabel for at få det be- eller afkræftet.

[Isabel Veterano]

Åh ved Inei… Isabel kunne allerede se, hvad der var blevet sat i gang hos Moria, men hendes entusiasme var et frisk pust i det hele, så hun smilte blot godmodigt, da djinnen sprang op.
”Hvis du kan sy, så slå dig selv løs. Jeg ved Caleb gemmer en stak penge, så vi kan spørge ham, om vi må bruge nogle, til at købe ind til fest for,” forslog hun, og kom på benene – dog et mere langsomt tempo en Moria. Hun brød sig ikke om det blik, som Moria studerede hende med. Djinnen kunne lige så godt opgive det. Isabel ville aldrig blive en smuk kvinde, der kom svingende med en fin kjole, og slog alle mændene omkuld. Håret var kort, kroppen stærk efter mange års træning, og hun kunne minde mere om en ung fyr end en pige. I sin gamle krop havde det været endnu værre. Folk hviskede bag hendes ryg, og strakte hals for at se efter hende. Lige meget hvad Caleb og Saïx sagde, fik det hende ikke overbevist om, at hun var lige så smuk, som for eksempel Moria, men det gjorde nu heller ingenting. Hun skulle bare kunne kæmpe… Det var det hun var skabt til. Inei havde ikke givet hende de andre gaver.
Nærmest som var hun en lille, genert pige med dårlig selvtillid, stod hun og pillede ved en tråd i sin trøje. Blikket var nedsunket. Først da Moria begyndte at trække i land, rystede hun sig ud af sine gamle vaner. Hun kunne altid bare, tage et par rene bukser på og en skjorte. Moria ville stråle! Akkurat som en normal kvinde ville gøre.
”Jeg kan snakke med Caleb. Du kender reglerne: Jeg må ikke gå ind til byerne, da jeg er for let at genkende som hybrid,” svarede hun, og kunne ikke lade være med at sprede armene opgivende ud fra kroppen. Alt i hende skreg uren. Selv den mest snæversynet farmer, ville genkende hende som en krydsning, og så kunne det være lige meget, hvilket efternavn hun påstod at have. I stedet måtte hun blive hjemme. ”Du må tage Cal med. Imens kan jeg blive her, og begynde at forberede det hele. Jeg syntes vi skal sigte efter, at få det gjort i aften. Du har ret… vi trænger til det.”
Uden at vente yderligere på Moria vendte hun sig mod gården.
”CAL!!” Råbet gjaldrede ud i landskabet, som om flere af hende, stod og råbte i munden på hinanden. Den enøjet magiker kom tumlende frem bag hjørnet på gården med øksen klar til kamp. Først da han opdagede, der ikke var fare til færde, lod han den opgivende falde. Surmulende trampede han hen mod dem.
”Hvad?!” spurgte han, da han var kommet tæt nok på, til at de kunne høre ham. ”Du behøver ikke råbe sådan! Jeg troede, der var noget galt!”
Isabel smilede smørret til sin gnavne lillebror, og lagde en arm om ham, da han stillede sig ved hendes side.
”Undskyld. Hør, Moria har fået en fantastisk ide, om at vi skal holde en lille fest i aften, men vi har brug for ressourcer i landsbyen, så…”
Calebs blik flakkede over mod Moria, inden at han igen endte med at kigge vantro på sin søster.
”En fest? I aften? Hvorfor?” spurgte han, og lød som om han mente, der stak noget dybere under.
”Hvorfor ikke? Kom nu, Cal. Det er dig, som altid elskede, når Vavilon holdte deres store festivaler!”
”Jeg siger heller ikke nej, jeg… er bare overrasket. Hvad har I brug for?” skyndte han sig at sige, og svang øksen op over den ene skulder. ”Jeg kan sagtens tage til byen, og hente det hele selv. Moria behøver ikke, gøre sig den ulejlighed at tage med, hvis hun ikke har lyst.” Igen flakkede hans blik hastigt over mod sin hustru. Isabel rystede dog på hovedet.
”Hun tager med. Imens får jeg Saïx op, og gør klar herhjemme. Han har boet i Vavilon næsten hele sit liv, så han ved vel, hvordan man skal gøre den slags,” informerede hun med et skuldertræk, inden at hun rankede sig mere op. ”Men I må hellere tage af sted nu. Jeg skal nok se efter Lili også.”
Igen så Caleb så mistænksomt på hende. Hvad regnede han med? At det her var en del af en større plan, for at få ham og Moria til at blive gode venner igen? Måske. Isabel kunne ikke holde et bredt smil tilbage, hvilket blot fik Caleb til at se endnu mere mistroisk ud.
”Aha… okay. Jamen så må vi jo hellere tage af sted. Må jeg lige have lov til, at tage en ren trøje på?”
”Selvfølgelig.”
”Taaaaaak…” Han holdte hendes blik, mens at han tøvende vendte ryggen til dem, for at gå tilbage mod gården, så han kunne gøre sig klar til at tage ind til byen. Isabel smilte efter ham, inden at hun rettede opmærksomheden mod Moria.
”Klar?”

[Moria Veterano]

Hun kunne sy, hun havde brugt mange timer på ikke bare at brodere eller strikke, men også sætte farver og stofrester sammen. Nogle af sine egne kjoler havde hun endda syet, før hun begyndte at sy til sin lillesøster eller endda en tjenestepige der havde haft en date. Men da Cal blev nævnt blev hun straks nervøs. Spørge om lov? Det var kun logisk hun skulle spørge ham om lov, for han var manden. Men alligevel...Var han sur på hende? Noget i hende sagde at det var ham der havde gjort noget galt, men hun kunne for intet i verden få sig selv til at skælde ud på ham. Måske vidste han ikke bedre...Måske var de først sammen af Inei, så hun kunne hjælpe ham...
Hun vidste det ikke. Og det blev på ingen måde bedre af at Cal blev kaldt over til dem. Hendes hænder blev gnedet mod hinanden, som om hun frøs om dem, da han kom over mod dem. Hendes blik flakkede først mod ham, så alle andre steder hen. En svag, rødlig glød spredte sig over hendes kinder, da Isabel nævnte det hele var hendes ide og en pludselig panik fik hendes hjerte til at gå amok, da Isabel foreslog de gik til byen sammen.
Nej! Nej, hun ville have Isabel med! De skulle være to kvinder, der gik på shoppe tur...Hun var lige ved at græde. Han ville jo ikke engang se på hende...
Hun havde gjort noget forkert. I et øjeblik var tårerne med at overvælde hende igen, da han endelig vendte sig om for at gå. Hun ville gerne protestere, men alle ord sad fast i hendes hals, der havde snøret sig helt sammen. Derfor var det også en tavs kvinde, som Isabel kiggede på bagefter.
Hendes blik gled op til Isabel. Så gik hun hastigt derfra, ligeglad med om Isabel fulgte efter eller ej. Desuden...At nå at sy det hele til i aften? Ikke at hun ville sige nej. Hun savnede at lave den slags. Men...
En tønde stod langs huset og samlede regnvand, som de kunne bruge til at vande deres urtehave med. Selv om vandet var koldt, samlede hun det i sine hænder og kastede det på sit svedige og ophedte ansigt. Det hjalp lidt. Bagefter løsnede hun sit hår og gjorde sit bedste for at samle det ordentlig og se lidt pæn ud. Hun vidste ikke hvorfor, men nu hvor de skulle til byen kunne hun ikke bare ligne en simpel gårdkvinde, med sveden trillende ned over sit ansigt! Og håret!
Hun gik om mod fronten af gården, hvor hun gik ud fra hun skulle mødes med Cal, stadig mens hun prøvede at få håret til at sidde nogenlunde. Hun ønskede at være færdig når Cal kom, hun ønskede at han...Brød sig om hende...
Tanken fik hende til at rødme igen. Han ville ikke syntes om hende, før hun havde fået ændret på tingene, før hun havde bedt om tilgivelse eller...Noget. Hun var ikke engang helt sikker på hvad hun burde gøre, blot at hun ønskede at han skulle se på hende med sine venlige øjne igen. Det gik op for hende at det var netop det hun havde ønsket hele tiden og ensomheden overvældede hende et øjeblik. Og dog, var hun slet ikke sikker på hun kunne gøre det! Hvad skulle hun dog sige? Han virkede jo ikke engang særlig glad ved tanken om at de skulle følges...Men han ville slet ikke vide hvilket stof han skulle udvælge!
Håbløsheden fyldte hende op, til hun næsten ikke kunne få luft.