Træning ude i det fri

[Saïx Veterano]

Saïx havde kun lige nået at lægge det fugtige håndklæde fra sig, efter at han havde fået tørret sig og klædt sig på til festen. Hvornår var sidste gang han havde været med til en rigtig fest? Det måtte have været dengang han havde arbejdet i smedjen i Vavilon, og havde deltaget under én af Forsyth-parrets landsdækkende fester. Han regnede med at deres egen fest ville forløbe langt roligere end dét.
Ikke desto mindre så han faktisk frem til det. Det var rart at have noget mere ’festligt’ at se frem til, mellem træningsrunderne og gårdsarbejdet. Og det var da heller ikke helt uden en vis grad af spænding, at han havde set Moria og Isabel forsvinde ind på et af værelserne for at klæde sig på. Han havde fanget sig i at vurdere helt præcis hvordan Moria havde tænkt sig at pynte Isabel op… Fine, fornemme kjoler? Næppe, Moria havde tilbragt nok tid sammen med dem til at have lært Isabel bedre at kende end som så. Måske var det lykkedes hende at finde noget som passede til Isabels smag.

Han var netop kommet ud fra sit eget værelse og ud i den lune aftenluft, da Cal havde gjort sig færdig med Lilis blomsterkrone, som hun så stolt udpegede for ham. Med et bredt smil trådte han tættere på så han kunne se nærmere på blomsterne, og gav en imponeret fløjtelyd fra sig.
”Det må jeg sige, Lili, dem klæder du virkelig! Man skulle tro du havde fået Cal til at lave dem for dig før.” tilføjede han sigende. Hvor mange gange var det ikke lykkedes Lili at overtale Cal eller Moria til at lave sådanne blomsterkranser til hende? Hun havde engang forsøgt at snakke Saïx til det, men hans grove fingre var ikke skabt til sådan noget skrøbeligt arbejde, og han endte altid med at ødelægge kransen i stedet.
Saïx havde ikke rigtig noget nævneværdigt af fine festklæder, sådan som Morias kjoler eller Cals rådsmandskåbe. Det bedste han havde var en lys skjorte som til alt held var ren den aften. Ligesom Cal havde han ærmerne brættet op til albuerne, en af de gamle vaner fra hans tid i smedjen. Fra udskæringen ved brystkassen kunne man lige se hvordan det vavilonske brændemærke tittede frem fra stoffet.

Cal havde virket til at være i bedre humør da han og Moria var kommet hjem, end det Isabel havde beskrevet for ham, at han havde været i da de var taget afsted. Han var ikke sikker på om tingene mellem de to var blevet bedre i løbet af deres tur til landsbyen, men han havde ikke selv lyst til at tage spørgsmålet op med Cal. Han var bare glad for at de i det mindste ikke så ud til at undgå hinanden nu.
”Det er flere år siden den sidste fest jeg var på.” tilstod han med blikket rettet mod Cal, som han sendte et skævt smil. ”Tag afstand fra mig under dansen, jeg garanterer ikke at jeg ikke også træder over dine fødder. Men dig skal jeg selvfølgelig spare mindst én dans til!” tilføjede han hastigt til Lili, som glædeligt klappede hænderne sammen i respons.

[Moria Veterano]

Da Isabel først var blevet klædt på og tøjet rettet lidt ind, så hun kritisk på sit arbejde, da det nu sad på den person, som det var tiltænkt. Men selv hvis hun havde været kritisk over for sit eget arbejde, blev det hele straks pust væk, da hun så op på Isabels ansigt. Hvordan hendes øjne skinnede, hvordan overdelen af hendes tøj og Isabels bevægelser passede til hinanden, hvordan det løse stof alligevel gav hende lidt ynde på en helt anden måde. Der var ingen vej uden om det - Isabel var smuk. I dette øjeblik mere end før og hun var overbevist om at Saïx ikke ville kunne holde blikket fra hende hele natten!
Hun deltog glædeligt i krammet. Hun kunne fornemme at Isabels ord sad fast, men der var heller ikke brug for ord. Hun var næsten ved at græde selv, fordi Isabel var så glad!

Hun havde også selv fået et bad, så nu skulle hun bare selv have sin kjole på. Den var simpel, som hun foretrak. De lyse, grønne farver, som hun elskede, men ikke nødvendigvis passede perfekt til hende. Det gjorde ikke noget, hun ville have have folk så Isabel lige nu, end hende selv. Kjolen var for hendes egen fornøjelse...Og måske Cal? Hun havde fornemmet at manden nu var helt anderledes end den rådsmand hun havde mødt og måske brød han sig slet ikke om det længere. Hun bed sig svagt i læben, da hun fik den på. Kjolen havde nogle korte ærmer på, der lige dækkede hendes skuldre og lidt af armene. Huden var endnu lys og fin, hvilket måske var fordi hun var født med det og ikke fordi hun havde haft anden kost og behandling som adelig. Selv om hun personligt godt kunne mærke huden var blevet mere...grov. I hvert fald visse steder!
Et stort bånd af samme grønne farve var rundt om hendes mave, helt op under hendes bryster, mens resten af kjolen var løs og gik næsten hele vejen ned til hendes bare fødder. Simpel, men det var tydeligt den viste Morias krop frem på en anden og langt mere feminin måde. Blot hendes smil vidnede om hvor meget hun savnede den frihed hun fandt ved at gå i kjole! Prøvende tog hun nogle små dansetrin, så kjolen kildede om hendes ben.
Hendes krop var blevet mere muskuløs, men heldigvis ikke noget der så ud til at ødelægge hendes former for meget. Hun redte sit hår igennem, men kunne ikke helt beslutte sig for hvordan hun skulle sætte det. Til sidst besluttede hun sig bare for at have det løst, med undtagelse af det lange pandehår, som hun trak tilbage i nakken og samme fast med en snor. Mere kunne hun ikke gøre.
Men ville Cal kunne lide det? Hun var usikker. Og følte måske mest for at gemme sig, aflyse det hele eller skifte tøj til noget andet igen. Hvem prøvede hun at narre?
Hun trak vejret dybt og vendte sig om til Isabel. De måtte vel hellere gå ned til mændene, inden hun fik helt kolde fødder.

[Isabel Veterano]

Moria var selvfølgelig skabt til kjoler og fester. Med ikke helt skjult misundelse i blikket, betragtede Isabel lænet op af væggen, Moria gøre sig klar. Det tykke, lange hår, som faldt glat ned af ryggen. Hvordan kjolen smøg sig om den fine, snehvide krop, og fremhævede alle formerne. Selvfølgelig havde engle-genet i Isabel, også gjort det hele meget bedre, end den gamle krop, men alligevel. Det første hun havde gjort, da hun var væltet ud af glasbeholderen i Marcellus laboratorie, var at klippe de lange sølvlokker korte. Hård træning, urolig søvn og en del kampe havde gjort resten ved kroppen. Nu her i Portus, havde huden endda fået en gyldenbrun farve, som fik håret til at se endnu hvidere ud! Ved Inei… hun lignede snart en drow.
Da Moria endelig var færdig, sendte Isabel hende et smalt smil. Det var stadigvæk underligt, at tænke på hendes lillebror med sådan en kvinde. Han måtte have følt sig… heldig. På den anden side… hvor meget kærlighed, havde der været?
Hun førte an ud af værelset. Tøjet virkede stadigvæk uvant. Hele tiden skulle hun tage sig i, ikke at stryge hånden over det fine stof. Nu håbede hun bare ikke at, Caleb ville –
”Oh my hikaliz!” udbruddet kom lige så snart, hun var trådt ud af døren. Opgivende himlede hun med øjnene, inden at hun vredt rettede dem direkte mod Caleb.
”Hvad?” spurgte hun udfordrende, og strakte armene ud fra sig. ”Hvad?!”
Calebs øje var dobbelt så stort. Flere gange blinkede han, som troede han ikke på sit eget syn, mens han åbenlyst stirrede på hende. Munden var endda en smule åben.
Lili klappede ivrigt i hænderne.
”Du pæn!” spruttede hun, og rakte armene ud, for at blive samlet op af Isabel, der som altid ignorerede hendes forsøg på omsorg fra hende.
Caleb tog sig endelig sammen. Et bredt, men stadigvæk forundret grin, strakte sig fra øre til øre.
”Ja for pokker! Izzy, du ser fantastisk ud!” lo han, så Isabel mærkede varmen stige i kinderne.
”Shut it…” mumlede hun, og strøg automatisk et usynligt hår om bag det ene øre, mens hun traskede hen til bordet, for at sætte sig. Selvfølgelig. Det var lykkes Caleb, at gøre det hele akavet. Hun turde ikke engang, skæve over til Saïx nu!
Caleb glemte hende dog hurtigt, da han lagde mærke til Moria. Med det samme sprang han på benene, og smed Lili over til Saïx.
”Hold da op…” sukkede han, og tog sig til hjertet, mens at han gik over til sin hustru. ”Du får mig altid til at føle mig, så forbandet ydmyg over at være gift med dig. Hvor mange gange skal jeg mon takke Inei, for at have gjort det muligt?”
En smule misundelig betragtede Isabel med armene over kors, hvordan hendes lillebror lagde armene om Moria, mens han kyssede hende inderligt på siden af kinden. Hun vidste ikke engang, at han kunne lovprise én på den måde. De måtte virkelig, have fundet ud af det igen. Var til at kaste op over et eller andet sted…

[Saïx Veterano]

Saïx måtte have stirret lige så meget som Cal gjorde, men hvor Cal i det mindste havde været i stand til at komme med en kommentar, havde Saïx’ egen tunge slået knude på sig selv, så han endte med blot at stirre på hende i tavshed. Sig dog noget, din idiot!

Havde Isabel altid set så… Ja, selvfølgelig havde hun det! Saïx havde aldrig været i tvivl om at Isabel havde været en smuk kvinde, både i sin gamle krop og i den nye. Men dette… Sådan havde han aldrig set hende før. Så… i mangel af bedre ord, kvindelig!
Lili blev læsset af i hans arme, og pigebarnet satte sig omgående til rette i hans skød, og lænede ryggen ind mod hans brystkasse, men Saïx’ fulde opmærksomhed var stadig rettet mod Isabel ved bordet, som han betragtede over Lilis mørke lokker.

Nej, han kunne ikke blive ved sådan! Stadig med Lili i armene, rejste Saïx sig endelig og placerede sig på stolen ved siden af Isabel, så de sammen betragtede hvordan Cal og Moria stod med hinanden. Der fik han i det mindste sin bekræftelse på at det så ud til at de to havde fundet en løsning på problemerne mellem dem. Det fik ham til at trække en smule på smilebåndet før han skævede til Isabel. Tak Inei for at han ikke havde et hamrende hjerte eller en puls, som ville afsløre ham!
”Du… ser godt ud.” Han bed næsten tungen af sig selv. Hvordan kunne Cal få det til at se så let ud!? Blikket blev flyttet til magikeren og hans hustru, som han i samme øjeblik kyssede på kinden. Hvad han ikke ville give for at have den samme charme den mand så ud til at besidde!
Han kløede sig lidt i nakken før han flyttede Lili over så hun sad over hans ene ben, til trods for hendes protester over at blive flyttet det lille stykke længere væk fra Isabel. Han rømmede sig en smule – som om det skulle hjælpe nogen noget – og kastede sig ind i det igen. ”Det er længe siden jeg har været med til en fest, som ikke gik ud på at drikke så meget som muligt og så hurtigt som muligt. Det kan være jeg har brug for en hjælpende hånd.” Han trak prøvende på smilebåndet – alt imens han i sit indre daskede hånden mod panden. Håbløs, Saïx, du er håbløs!

[Moria Veterano]

Hun trådte ud efter Isabel. Hun ønskede Isabel skulle ses først, hun havde på en lyst til at...Vise hende frem? Og hun ønskede at mændene skulle bemærke hende. Derfor gjorde hun sig selv så lille som mulig, mens hun gav dem tid til at bemærke Isabel. Det var tydeligt for hende at Isabel ikke var van til den slags og måske prøvede at bekæmpe det lidt, men hun tvivlede ikke på at Isabel et eller andet sted kunne lide det. Det måtte hun kunne! Hun kunne ikke lade være med at smile - og det blev ikke bedre af, da Cal kom over til hende. Hans charmerende ord og kys fik hende til at slynge armene om ham i et kram, da hun pressede sig ind mod hans duftende krop for et stund.
"Det er mig der takker Inei" forsikrede hun, da hun så op på ham igen. Dette måtte være lykke! Det måtte være den kildende fornemmelse, der fik hendes hjerte til at flagre sådan af sted!
Hendes blik gled forbi Cal og over til de to turtelduer, hvilket næsten fik hende til at grine. De lignede to...Hun vidste end ikke hvad!...Der sad beklemt i nærheden af hinanden og prøvede at finde på noget. Hun besluttede sig straks for at det var Cal og hendes opgave at skabe den rigtige stemning, så de to kunne løsne lidt op over for hinanden. Hun så op på Cal og håbede han forstod hvad hun gerne ville, da hun flettede sine fingre ind i hans og trak ham med over til bordet. Dog slap hun ham snart, kun for at gå over og tage Lili fra Saïx. Hende fik han vidst ikke brug for i aften!
"Hvor langt er vi med maden?" foreslog hun, mens hun prøvede at få styr på den urolige pige, der ikke helt ville væk fra de to mørke væsner. Hun strakte armene ud mod Saïx og Isabel og peb ynkeligt. Til sidst måtte Moria selv sætte sig ved bordet, hvis hun skulle have nogen som helst held ved at holde Lili væk fra det par, hun håbede på at skabe. Alligevel så hun over mod Cal med et strålende smil.
"Se, Lili! Der er snart mad!" forsikrede hun, i håb om at få pigens opmærksomhed et andet sted hen.

[Isabel Veterano]

Det var lige før Isabel af ren instinkt stak Saïx et nakkedrag, for hans kompliment til hende. Hun var for helvede ikke vant til, at folk sagde den slags til hende! Det gjorde hende fuldkommen ude af den!
”Tak…” mumlede hun tilbage, lagde armene over kors, og sank mere ned i stolen, for at gøre sig så ubemærket som muligt. Det her havde været en dum ide. Alle kiggede jo! Dracan lagde sit store hoved på hendes skød under bordet. Hans skinnende, sorte øjne hvilede på hende, som prøvede han at berolige hende. Med den ene hånd nussede hun ham på hovedet. I det mindste kunne han ikke komme med fjollet kommentarer til hende.
Hendes blik skævede over mod Saïx, da han endnu engang talte til hende. Hvad i alverden mente han? Forvirret hævede hun øjenbrynene.
”En hjælpende hånd med hvad? Hvis du tror, jeg aner en skid om fester, så tager du fejl,” bed hun, selvom det ikke var med vilje, at hun lød så sur. Det var bare… hun kunne virkelig ikke lide, at folk kiggede sådan. Hun følte sig som en freak. Alle de ting Marcel sagt til hende gennem tiden, hang fast i hende, samt alle de gange hvor mænd, havde grinet af hende – indtil hun selvfølgelig havde tævet dem.
Det gav et sæt i hende, da Caleb klaskede en hånd ned på skulderen af hende. Den føltes næsten belærende. Hun havde slet ikke lagt mærke til, at ham og Moria var kommet tilbage til bordet. Åhhh ved cirklerne… please, please, please ikke sig noget akavet. Men selvfølgelig var det akkurat hvad Caleb gjorde.
”Jeg har købt absint til jer, nu hvor specielt vampyrer, skal bruge noget mere for at være fulde. Jeg tænkte det måske kunne få jer til… I ved… at snakke mere sammen,” fortalte han med et grin, og ruskede hendes ene skulder, mens hun overvejede diverse måder, hun kunne kværke ham på. Var det ikke ham, der for nogle timer siden havde hjerteproblemer?
Surt løftede hun blikket op mod ham.
”Har du altid været så rapkæftet?” spurgte hun ham spydigt, inden at hun skubbede hans hånd væk, da hun rejste sig. ”Jeg ser til maden. Den er nok snart færdig.”
Caleb så efter sin søster med et smørret smil hængende på læberne. Åhhh han elskede det her alt for meget. At se Isabel så langt ude af sit element, gav ham sådan en ufattelig lyst til at danse rundt. Han vidste hun elskede det et eller andet sted. Elskede at være så pæn. Pænere end hun nogensinde havde været før. Specielt fordi det tiltrak en hvis vampyrs opmærksomhed – hvilket han ikke helt vidste, hvordan han havde med det stadigvæk, men…
Han bøjede sig ned mod Saïx med en hånd på hans skulder.
”Absinten står liiiige foran dig,” hviskede han muntert i øret på ham, inden at han gav hans skulder et klap, inden han gik afsted for at hjælpe Isabel med et bære maden ind – dog ikke uden at have myret sit ansigt legende ind mod Morias hals på vejen.

[Saïx Veterano]

Saïx måtte anstrenge sig for ikke at tage sig for nær af måden Isabel bed af ham, men det var i hvert fald demotiverende hvordan hun havde taget imod hans forsøg på… ja, hvad var det egentlig han havde forsøgt? At charmere hende? Det havde ikke virket efter hensigten, så meget var i hvert fald tydeligt. Hjælpeløst havde han været nødt til at se til, mens Isabel ligeledes snappede af Cal, før hun var gået ind i gårdsbygningen igen for at hente maden, tæt efterfulgt af sin bror.

Blikket gled til flasken med absint på bordet, og han måtte med et støn dunke panden mod bordpladen. Sølvet tage ham, hvorfor skulle det være så besværligt!? Normalt ville han ikke have været i tvivl om at absint, eller enhver anden form for alkohol ville have hjulpet ham nu, men så længe det ikke var blandet med blod ville det ikke blive nede – og det var ikke just et syn han havde lyst til at udsætte nogen af de andre for. Mindst af alle Isabel.
Hovedet blev løftet fra bordpladen, kun for i stedet at lægge sig i hans håndflade. Han havde lyst til at bande, men bed sig selv i tungen før nogen ord brød frem. Det var ikke så længe siden han og Isabel langsomt havde set ud til at finde tonen igen, inden hun pludselig var stukket af fra ham, og lukket sig inde på sit værelse, og nu så hun ud til at afvise ham blankt. Det kunne godt se ud som det, han havde frygtet. Han havde presset grænserne for langt. Det værste var næsten hvor meget det hele så ud til at more Cal, som selv så ud til at have fundet ud af det hele med Moria igen. Et sted burde han selvfølgelig være glad på deres vegne, men i stedet blev det hele bare som at gnide salt i såret.

I sidste ende endte han med at rejse sig fra stolen for at følge efter Veterano’erne. Han ville trods alt ikke få noget ud af at blive siddende og surmule – så det mindste han kunne gøre var i det mindste at hjælpe til hvor han kunne!
Køkkenet duftede af maden Isabel havde fået tilberedt, med lidt hjælp fra hans side. Saïx kunne måske ikke spise noget af det, men det havde ikke hindret ham i at forestille sig hvordan gryderetten som kogte i gryden ville have smagt i hans menneskelige liv. At dømme efter lugten, fantastisk!
Det lød som om de to Veterano’er havde været i gang med at tale sig imellem da han kom ind, men han havde intet hørt. I stedet gik han direkte til gryden over ildstedet.
”Brug for en hånd med dén der?” spurgte han de to, men gav dem ikke mere tid til at svare, end at han havde tiden til at tage fat i støbejernsringene på siderne af gryden, og kunne løfte den af ildstedet. Gryden var tung og massiv, men hans vampyrisme gjorde at han knapt behøvede anstrenge sig for at holde den frem foran sig og begynde at slæbe den med sig ud til bordet. Hele vejen bed han tænderne hårdt sammen. Hvorfor virkede det nu som om det var ham der undveg Isabel? Great, Saïx. Jok mere i spinaten. Han ville have dasket sig selv i panden, havde det ikke været fordi begge hænder var optaget. I stedet mimede han de bandende ord han ikke ville sige højt i Lilis nærvær.

[Moria Veterano]

Lili fik en ridetur på hendes knæ, så godt hun kunne for kjolen. Det gode ved at hun var ved at få muskler, var at hun bedre kunne bære rundt på Lili og lave lege med hende. Hun glædede sig til pigen blev lidt større og de kunne lege gemmeleg på hele gården og ikke bare inde i huset. Hvor hun alligevel mest sad og pegede rundt, mens hun prøvede at gætte hvor Moria gemte sig. Medmindre hendes drake gjorde det først...Pigen vidste allerede hvordan man snød.
Hun kunne slet ikke lade være med at smile og opdagede først lidt forsinket at hun havde gjort noget grueligt galt. Nok havde hun bearbejdet Isabel lidt, men hun havde slet ikke sørget for Saïx! Hvilket i princippet burde være Cals job...
Hun bed sig svagt på indersiden af sin læbe, mens hun studerede hvordan Saïx så ud til at kæmpe sin indre kamp, men inden hun nåede at sige noget, havde han rejst sig og fulgt efter de andre for at hente mad. Efterlod hende og Lili alene. Men hun kendte det godt, hvis noget gik en på, var det ofte forfærdeligt at sidde stille med det. Det var mere behageligt at bruge energien på noget fysisk, noget praktisk.
Hun prøvede at underholde Lili imens. Men hendes hjerte var ved at blive spist af bekymring over Saïx og Isabel. Især Saïx dårlige humør gik hende på, da hun som et følsomt menneske hurtig bed mærke i den slags og ofte lod det påvirke sit eget humør.

Så da han kom tilbage og satte gryden på bordet, før de to søskende nåede at komme ud, sprang hun op. Med den smilende og sprællende Lili i armene gik hun rundt om bordet, til hun var tæt på Saïx. Hendes ene hånd gled frem og lagde sig let mod hans ene arm, men kun for et øjeblik og kun fordi hun ønskede hans opmærksomhed et øjeblik.
"Isabel er forvirret lige nu. Hun siger det ene, men mener det andet. Hun stråler virkelig i det tøj, gør hun ikke? Hun er ikke van til det" prøvede hun. Men ville det overhoved hjælpe, hvis hun prøvede at forklare hvordan Isabel formentlig havde det, over for ham? Specielt når han allerede havde dømt dårligt humør?
Næppe. Derfor sagde hun heller ikke mere, mens hun i stedet spejdede efter Cal.
"At hun snerre af dig, betyder blot at hun ikke ved hvordan hun ellers skal reagere på det og at hendes hjerte i dette øjeblik stråler af dine ord" bemærkede hun så, før hun vendte sig væk. Lili ville virkelig ikke sidde stille, ved udsigten til mad.
"Rolig Lili! Der er mad så snart de andre er kommet!" bad hun barnet, der straks så hen mod huset, som om hun kunne trylle de to søskende frem.
"Mad!" meddelte pigen, før hun klappede lidt i hænderne.
"Nu!" Ja, der var to ord pigen i hvert fald kunne uden problemer. Og det forhindrede hende aldrig i at hundse med resten af husholdningen.

[Caleb Veterano]

Selvom Izzy var stukket af ind i køkkenet, for lige at trække vejret dybt et par gange, havde Caleb selvfølgelig fulgt efter hende. Da han så hende lænet frem med hænderne placeret mod bordpladen, falmede hans smil dog. Hastigt kastede han et blik over skulderen, inden at han gik hen til hendes side. Støttende lagde han en hånd på hendes skulder. Helvedes øjnene flakkede hen mod ham.
”Kan du huske du sagde for et års tid siden, at mor og far ville have ønsket, at jeg blev lykkelig?” spurgte han hende mumlende, så ingen andre ville kunne høre dem. Isabels ansigt blev sammenbidt. ”…Jeg tror det gælder begge veje.”
”Right… Og lader Marcellus få endnu et værktøj mod mig,” hvislede hun hidsigt, inden at hun med vrede bevægelser begyndte at finde tallerkener ned fra hylden. ”Du ved, hvad han gjorde sidst. Jeg kan ikke… jeg vil ikke blive den person igen!”
Caleb fugtede sine læber, og stillede sig tættere på hende.
”Izzy… du lader ham vinde, hvis du ikke-”
”Jeg fortjener ikke at vinde! Jeg tog hans datter ved cirklerne!” snappede Isabel hvæsende, så Caleb måtte tage sig sammen for ikke at bakke tilbage af hendes vrede. I den gamle krop havde hendes raseri været ubehageligt – nu i den nye krop var den frygtindgydende.
Igen kastede han et blik over skulderen, og så Saïx træde ind i køkkenet. Han rømmede sig, og lod som om at han hjalp Isabel med at finde bestik frem. Først da vampyren havde forladt rummet med den stor gryde, vendte han sig igen om mod sin søster. Blidt lagde han en hånd om bag hendes nakke. Hun stivnede i hans berøring.
”Han elsker dig, og vil altid gøre det. Om du så er Marcellus’ Skygge eller Isabel Veterano. Kun din bror kan sig det samme,” hviskede han mod hendes øre, inden at han let kyssede hende på kinden, og forlod hende i køkkenet til sine egne tanker.
Han tog tallerkener og bestik med, som han begyndte at sætte ud på bordet, efter at have sparket til Izzys øgle, så den fjernede sig fra hans vej. Stadigvæk var han ikke blevet gode venner med de forbandet dyr!
Fortrøstningsfuldt smilte han til Moria. Det var tydeligt at de to mørkvæsners kærlighedsliv, gik hende på, hvilket han ikke kunne lade være at elske ved hende. Han lagde mærke til Isabel, der sluttede sig til dem med lerkrus de kunne drikke af.
”En eller anden stik noget brød i munden på det barn…” sukkede hun opgivende ved Lili’s kommanderede ord, mens at hun satte krussene på plads. ”Hvis I ikke kan lide maden, så giv ikke mig skylden – jeg efterlod Saïx alene med den i et øjeblik.” Et svagt, drillende smil trak op i det ene mundvig på hybriden, hvis blik flygtigt landede på Saïx, inden at hun tog plads ved hans side.
Caleb kunne ikke lade være med at le, mens han satte sig til rette overfor, og prøvede at ignorere det krus, som Isabel havde stillet foran Saïx. Selvom væsken ikke var rød som normalt med kulsort, vidste han udmærket godt hvad det var. Saïxs middagsmåltid.

[Saïx Veterano]

Morias ord var… optimistiske, var måske det mest præcise han kunne beskrive det som. Men hun havde lykkedes i at få hans opmærksomhed, og fået ham til at lytte. Han betragtede hende mens hun gav sit besyv med hvad Isabel tænkte og følte, og han måtte bede til at hun havde ret! Moria var trods alt selv en kvinde, hun måtte vel vide den slags, ikke? Og Cal var en Veterano, som forstod det liv Isabel havde levet – sammen burde de to kunne skabe en forståelse for Isabel.
Men så simpelt var det vel ikke, var det?

Han nåede at sende Moria et taknemmeligt smil, om ikke andet så bare for at vise hende at han satte pris på hendes forsøg på at muntre ham op. Og han måtte da indrømme at det måtte have hjulpet en smule. Altså det gav vel mening, med tanke på hvordan Isabel engang i tiden havde reageret på at han havde kaldt hende smuk. Dengang havde hun også benægtet det, og anklaget ham for at lyve eller at han kun sagde det af medlidenhed. Hendes krop havde måske forandret sig siden dengang, men sindet var stadig hendes.
Så da Isabel og Cal dukkede op med tallerken og bestik og krus, og hun slog sig ned ved siden af ham, lykkedes det ham at besvare den drilske kommentar med et træk på smilebåndet.
”Jeg tilføjede kun noget af de mærkelige urter jeg fandt bag mit skur, jeg er sikker på I overlever det.” svarede han henkastet. ”Det er jo ikke fordi jeg selv skal have noget af det.” tilføjede han med en blid albue i siden på Isabel.
”Hvorfor ikke?” ville Lili vide. Det ville ikke være første gang hun stilte spørgsmål ved hvorfor Saïx ikke deltog i deres måltider.
”Jeg har min egen mad, Lili.” svarede han tålmodigt, og greb om sit eget krus.
”Må jeg smage?”
”Nej, du vil ikke kunne lide det.”
”Hvorfor ikke?”
”Fordi det ikke er for børn.”
”Må jeg ikke prøve alligevel?”
”Nej, Lili.”
”Hvorfor ikke?”
”Fordi…” Saïx tyggede lidt på indersiden af sin kind for ikke at hæve stemmen. ”Det smager ikke godt, Lili. Se selv.” sagde han, før han demonstrerende tog en slurk af blodet, og fulgte det op med en påtaget grimasse. Lili så på ham med en rynket næse. ”Desuden smager jeres mad helt sikkert meget bedre! Jeg synes du skal holde dig til den.” tilføjede han med et træk på smilebåndet, og rakte en hånd frem for at rode i pigebarnets hår.

[Moria Veterano]

Bordet blev mere og mere dækket. Duften af gryderettet fik Moria til at opdage, at hun faktisk ikke havde spist hele dagen og hendes krop virkede svag ved udsigten til mad. Hun var glad for at sidde ned, så benene ikke knak under hende, omend hun måtte holde Lili fra selv at kravle over bordet efter noget mad. Hun forstod endnu ikke helt at man skulle vente på hinanden.
Hun sendte dog Cal et blidt og kærligt smil. Det var så dejligt at han ville se på hende igen, smile til hende igen og hver gang fik det hendes hjerte til at flakke af noget der kun kunne være tryghed og lykke!
Selv om hun var klar over Saïx drillede, var tanken om der var noget i maden alligevel nok til at gøre hende en smule mistænksom for hvad der faktisk VAR i maden. Nogle gange skulle der ikke meget til at sætte tanker igang hos hende og hun studerede gryderetten på bordet med et kritisk blik. Ikke at hun ville sige det højt. De ville grine af hende og måske ville hun såre Saïxs følelser.

Hun var fuldstændig enig i at Lili endnu ikke behøvede at kende til vampyrer og deres måde at leve på. Det ville være alt for grusomme informationer til hendes uskyldige sind! Derfor sad hun bare og smilte for sig selv, da hun af vane rettede lidt på tallerken og bestik, så det hele lå som det skulle. Kniven til højre, gaflen til venstre. Så kom hun i tanke om at Lili ville sidde og vifte med bestikken hvis hun fik fat i det og for at beskytte alles øjne, lagde hun hele bestikket til venstre.
Og hun måtte konstatere at når maden var blevet serveret og hun smagte på den, smagte den fantastisk! Frisk, lettere krydret, men intet Inei ville rynke på næsen af. Hun sørgede for Lili hele tiden havde noget i munden, hvilket skabte et helt rart måltid. I hvert fald så længe Lili ikke så de voksne gøre et eller andet som hun også ville, men ikke kunne.
Selv om hun havde været glubende sulten, skulle der alligevel ikke mere end en tilpas stor - men for resten af de tilstedeværende, nok lille - portion til at gøre hende alt alt for mæt.

[Isabel Veterano]

Det var lige ved at Isabel, havde bidt af Lili og de mange spørgsmål. Som én af de eneste i flokken kunne hun rent faktisk sætte den lille pige på plads, og få hende til at lytte. Alligevel ville tøsen dog alligevel ikke lade hende være! Var til at banke hovedet i bordet af!
I det mindste fik Moria hende til at klappe i.
Freden sænkede sig over bordet, da de begyndte at spise. Saïx havde sit blod, som han kunne hygge sig med – hun havde endda givet ham lidt mere end normalt for festlighedernes skyld. Caleb spiste godt som altid. Den ene portion efter den anden. Ikke at det stoppede ham fra at snakke samtidigt med maden skovlet over i den ene kind, så det ikke kunne stoppe ham.
Ofte lod han en hånd lægge sig nede på Morias lår, for at klemme det blidt, eller kyssede hende leende på kinden. Isabel var både glad på deres vegne, over at se de to så forgabte i hinanden, men også dyb misundelig. Tænk at have en at være sådan med… Det fik hende mere end et par gange, til at skæve over til Saïx ved sin side. De havde dårlig nok begyndt, før de var endt…

”Ja, ja, men det bedste var nu, at hun var nødt til at vralte hele vejen tilbage til landsbyen igen med våde bukser! Åhhh seriøst! Moria forestil dig det! Izzy havde det her fuldkommen orange hår, og hendes ansigt var på daværende tidspunkt samme farve! Heeeeeeeeeeele vejen til landsbyen!” Caleb brød sammen i latter, mens Isabel skeptisk betragtede ham med et krus hævet dovent i sin hånd.
”Right! Jeg var idioten. Ligesom da Saïx væltede et helt telt ned over sig,” kommenterede hun tørt, og hævede kruset til sine læber, mens Caleb fik hevet noget luft ned i sine lunger.
”Hvornår var det?”
”Da vi var flygtet fra smedjen i Vavilon. Det var vidst en af de første nætter, hvor han selv skulle sætte læteltet op. Han havde lige fået det op, da han faldt over en snor, og så væltede det hele ned over ham,” fortalte hun med et smørret smil, mens øjnene gled hen til Saïx. Caleb lagde nakken tilbage med en hånd på sin pande.
”Åhhhh det kan jeg godt huske nu! I skulle have set Morias ansigt, da jeg den første dag på rejsen, fortalte hende, at vi altså ikke havde et latrine med os, og hun var nødt til at gøre det bag en busk. Jeg tror aldrig, jeg har set chok på den måde før,” smilte magikeren, og lagde en hånd bag sin hustrus nakke under manken af hår. Den historie fik selv et lille grin ud af Isabel.
Hun måtte indrømme… Før i tiden havde det kun været historier mellem hende og Cal, men nu kunne de sidde alle sammen, og fortælle historier om hinanden. Der var noget… behageligt ved det. Som om man ikke var så alene i verden.
Derudover gav den sjove stemning hende også mere mod, til at se over på Saïx. Specielt når han talte, havde hun en undskyldning for, at vende hele sin opmærksomhed mod ham, samt smile af det han sagde eller i nogle tilfælde grine. Når deres øjne mødte gav det et sug igennem hende, og hjertet slog et ekstra slag over, men lige nu… gjorde det ingenting. Det fik hende blot til at smile bredere.

[Saïx Veterano]

Saïx havde prøvet på ikke at grine for meget under Cals historie omkring Isabel og hendes vralten. Han havde virkelig prøvet. Men det havde simpelthen set for sjovt ud i hans hoved, og han var nødt til at sænke hovedet ned mod sit krus for ikke at grine alt for åbenlyst. Det var jo ikke fordi han havde lyst til at give Isabel det indtryk at han grinede af hende! Hurtigt fløj ansigtet dog op igen, da Isabel svarede på tiltale med en historie på hans egen bekostning, og han måtte sende hende et forurettet grin.
”Hey, jeg havde aldrig slået et telt op før, okay? Jeg havde aldrig en grund til at rejse rundt sådan før vi måtte flygte fra smedjen… og jeg holder stadig fast i at der er alt for mange snore involveret! Hvordan du og Cal har boet på den måde i så lang tid vil jeg aldrig kunne begribe.” protesterede han, dog ikke uden et tydeligt smil på læberne. Det var heller ikke fordi han ikke kunne se det sjove i historien. Specielt fordi det hele havde endt med at Isabel og Cal var nødt til at hjælpe ham med at vikle sig ud af teltdugen, som han havde lykkedes i at få viklet rundt om sig selv – på en eller anden måde.
Desuden havde historien også fået Isabel til at smile igen. Fået hende til at se på ham. Når det skete, var han opmærksom på forandringen i Isabels hjerterytme. I første omgang havde han troet at det havde været noget han havde bildt sig ind, men i takt med at det gentog sig, måtte han sande at det faktisk var rigtigt nok. Og når han fangede hende i at smile bare den smule bredere, måtte han selv gengælde smilet. Det hjalp på humøret og modet – måske hjalp det også lidt, at han havde lykkedes i at blande blodet en smule sammen med absinten Cal havde medbragt fra landsbyen. Et af de små mirakler, Macaria havde nået at lære ham i den korte periode han tilbragte med hende, før hun havde sendt ham afsted til Pandemonium. Ikke nok til at han ville sige at han var i nærheden af at være fuld endnu – endnu et af vampyrismens såkaldte mirakler – men nok til at det var nemmere at sænke skuldrene og slappe mere af. Det bidrog kun til at det var så meget nemmere for ham at møde Isabels blik, når hun så på ham. Det var endda gået så langt at de faktisk havde holdt øjenkontakten med hinanden over flere sekunder, før Cal, Moria eller Lili havde stjålet den enes opmærksomhed med en kommentar eller en tilføjelse til en historie, og øjeblikket falmede. Ikke at Saïx ikke stjal sine blikke, når han fik muligheden. Hvordan kunne han gøre andet, når Isabel sad så tæt på ham, at han blot behøvede bevæge hånden lidt frem, for at røre hende?
Så langt var han dog ikke nået endnu. Åh, han havde skam været fristet. Optil flere gange havde deres hænder hvilet så tæt på hinanden på bordet, at han næsten kun havde behøvet rykke med lillefingeren for at komme i kontakt med hende. Men hver gang han havde tænkt tanken, havde der stadig været den sidste smule tvivl, som holdt ham tilbage. Og hvad hvis han nu sagde eller gjorde noget, som ødelagde den gode stemning de langt om længe havde fået bygget op? Cal og Moria talte endelig sammen igen, og han og Isabel… well, de havde da haft det værre med hinanden. Det måtte være på den rigtige vej, og han ville så nødigt risikere at ødelægge dét. På nuværende tidspunkt var hans ene hånd lukket om blodbægeret, mens den anden var placeret i hans skød, mens han lod blikket flakke til Moria, som han sendte et overbærende smil. ”Du har min medfølelse. I det mindste undlod Cal forhåbentligvis ikke at advare dig om den giftige efeu ved buskene du brugte, sådan som han gjorde med mig dengang.” indskød han med et syrligt glimt sendt i Cals retning, som dog hurtigt blev brudt af et smil og et grin.

[Moria Veterano]

Alle Cals små berøringer og klem fik hende til at føle sig elsket. Hun kunne slet ikke lade være med at sidde og smile lykkeligt, mens historierne begyndte at flyve over bordet sammen med latteren. Men selv om hun ofte sendte Cal et af hendes små, usikre blikke, holdt hun lige så meget øje med Isabel og Saïx. De var hendes mission i aften. De fortjente at være sammen, at nyde hinanden og den tid de havde her, om den så blev lang eller kort. De havde været alene her så længe nu...Hvem skulle dog finde dem?
Hun blev fraværende et øjeblik og hendes blik vandrede automatisk over mod træerne, før hun hurtigt slog det ned. Lidt efter gik det op for hende at hun ikke havde hørt efter. Tydeligvis havde hun ikke så nemt ved at komme sig over sit første mord, som de havde med mord generelt. Men det skulle ikke ødelægge stemningen!
Hun nippede til sin vin og smilte til dem alle, som om hun hele tiden havde lyttet efter. Vinen gav hende hjemve, selv om den slet ikke var på højde med de vine der blev serveret derhjemme. Den smagte dog overraskende godt af en billig vin at være!
Hun sendte Saïx et lille smil. At snakke om toilet-besøg - eller mangel på samme - var ikke emner hun forbandt med god bordskik eller i det hele taget en lyst til at dele med alle.
"Jo...Jo" svarede hun hurtigt og satte Lili ned på græsset, hvor hun med endnu nogle kluntede skridt gav sig til at løbe væk fra dem alle sammen. Hun havde set et eller andet som hun ville have fat i...
Moria så lidt efter hende for at være sikker på hun ikke løb for langt væk, før hun så over på selskabet igen.
"Men uanset om man bor i et hjem eller er på farten, er hygiejne et vigtigt emne" bemærkede hun så og så over på Cal.
"Hvilket du også måtte lære, da jeg mindede dig om jeg ville have et bad hver dag!" tilføjede hun, ikke uden et stort, drillende smil. I starten havde hun virkelig drevet ham til vanvid med alle sine spørgsmål og mistro om hvor beskidt og upraktisk sådan et liv var. Det havde virkelig...Været noget andet.
"Men Saïx, du må have haft en fordel. Din krop var trods alt van til arbejde. Alle de vabler!" bemærkede hun. Hun havde næsten ikke kunne gå efter den første dag. Nu havde hun hård hud under fødderne, der gjorde dem yderste...knap så...behagelige. Faktisk var hun begyndt at holde dem væk fra Cal på alle måder. Hvem ville dog røre ved sådan noget?

[Isabel Veterano]

De to søskende vekslede sigende smilende blikke, da Moria nævnte hygiejne. Åhhh de eneste par gange, de to havde tænkt på den slags, var når de var i Istus. Ellers havde de måtte nøjes med at plaske vand i ansigtet ved en kilde, eller bade, når de nåede en sø. Selv den dag i dag havde Caleb stadigvæk indgroet skidt nede i furerne i hans hænder. Noget de andre rådsmedlemmer havde kommenteret nærmest hver anden uge.
”Well… jeg ville gerne give fruen, alt hvad hun ønskede sig, men jeg måtte indrømme, du var ret besværlig den første måned,” bekendtgjorde Caleb med et kærligt smil til sin kone, mens at han masserede hende i nakken med en hånd. I den anden hånd havde han et bæger med vin, som han nød godt af. Selvom det på ingen måde, var ligesom safterne i Istus, havde det været så lang tid siden, de havde fået andet end mælk eller vand, at han glædeligt tog imod det hele. Han ville heller ikke have, Isabel igen skulle begynde at drille ham med fine fornemmelser og vaner.
Hele tiden holdte han øje med sin søster og Saïx overfor ham. Specielt hvor tæt de sad på hinanden. Stadigvæk var der et eller andet i ham, der havde lyst til at rive sin søster væk fra vampyren, men det kaldte han blot overbeskyttende familievaner. Hun virkede så lykkelig lige nu. Og ved Inei… hun fortjente at være lykkelig.
Derfor havde han også gavmildt hældt absint op i hendes glas et par gange – selvfølgelig efter at have brugt en time på, at overtale hende til overhovedet at drikke noget. Hun var stadigvæk den gamle Izzy…
”Faktisk havde Saïx en skadet hånd hele vejen til modstandsbevægelsen,” fortalte hybriden med en medfølende grimasse bare ved mindet om den massakreret hånd. ”Han havde været blevet tortureret til at afsløre, hvor mig og Cal var henne.”
”Ja… endnu et minde om Forsyth’s gavmildhed…” brummede Cal ned i sin kop, men fik alligevel høstet et skarpt blik fra sin søster.
”Well vi prøvede sådan set at dræbe dem! Den slags er at forvente!” hvæsede hun over bordet, og han skulle virkelig tage sig sammen for ikke at himle med øjnene af hende. I stedet sukkede han tungt ud. Det var ikke nu, de skulle have den diskussion… igen!
”Right, right. Men hvert fald! Saïx havde skadet hånd, så derfor var han faktisk lidt… skrøbelig,” forsatte han historien, og gestulerede med sin kop mod Saïx. ”Noget godt er der da kommet med vampyrismen. Hvordan var det at rejse fra Pandemonium, nu hvor I begge to var det I var? Jeg mener… superhurtighed og teleportion er ret nyttigt, kan jeg forestille mig. I det mindste kan jeg, bære Moria rundt i en lampe, når hun har ondt i fødderne.”
Isabel vendte blikket eftertænksomt mod Saïx, mens hun spekulerede på deres tur til Portus med baby-Lili. Det havde faktisk været betydeligt lettere. Ingen af dem blev hurtigt trætte, de kunne bevæge sig hurtigere, og ingen af dem havde haft brug for så mange ressourcer.
”Faktisk var det kun sollyset, der gjorde det svært,” svarede hun tøvende, mens hun spørgende så på Saïx, om der havde været andre ting. ”Og selvfølgelig at jeg ikke kunne vise mig selv i offentligheden. Var der andet?”