Post by Caleb Veterano on Jul 22, 2016 7:02:53 GMT
”Klar?” Caleb lød næsten som sin søster, da han trådte ud af døren til gården med en ren trøje på. De farverige trøjer han altid nød at gå i, som kom helt fra Vavilon, var skiftet ud med en jordfarvet hørtrøje. Den slags man nu gik i her i Portus. Det kulsorte hår havde fået kørt en hånd igennem sig et par gange, for at få det sat ordentligt, og en bylt hang over hans ene skulder med de vare, som de kunne sælge i byen. Han havde barberet sig for nyligt. Hagen, kæben og kinderne var stadigvæk helt glatte, efter hans knivs nænsomme behandling af ham. Renhed var stadigvæk noget, ham og Isabel gik meget op i – takket været deres portusianske opdragelse.
Pånær det manglende øje og pentagrammerne man kunne skimte under trøjen og på hans stærke underarme, lignede han en hvilken som helst portusiansk mand. Hvilket selvfølgelig også var hensigten, når de skulle holde lav profil. Han kunne helt klart gå ud fra at være en bonde eller måske en soldat fra hæren, hvilket ville passe bedst til hans arret krop.
Hans blik gled flygtigt over Moria, inden at han gik forbi hende, men læberne var tavse. Så mange ting ville de gerne sige til hende. Han bed tænderne sammen. Skæbnen havde han accepteret, og han havde accepteret, at han ikke kunne gøre Moria lykkelig. I hendes øjne var han et monster. Ikke bedre end alle dem han havde slagtet ned igennem sit liv, for at beskytte de svage, som de lurede på.
Han huskede det var det, han havde været bange for, første gang de havde mødt hinanden, og han så brutalt havde slået sømændene ned på gaden. Men i stedet for at vige fra ham, havde hun trådt tættere på. Fyldt hans næsebor med duften af hende. Ladet ham mærke hendes blide kærtegn over hans pande og læber.
Sådan var det ikke længere. Nu veg hun væk fra ham.
Han gjorde dog, hvad han kunne, for at gøre hendes liv så godt som muligt. Gav hende de ting, hun havde brug for. Gjorde hvad hun ønskede i form af at holde sig fra hende. Bitterheden og skammen var dog ved at æde ham op indefra. I så mange år havde han drømt om, at finde en kvinde, der kunne elske ham, for akkurat den han var. Ligesom Isabel i sin tid havde fundet Saïx, og surprise, surprise… så ud til at han stadigvæk var forelsket i hende, på trods af hun var blevet en hybrid.
Jalousien stak i ham hver eneste gang, men han glædede sig over, at nogle andre end ham kunne se skønheden i hans søster. Den styrke, som fyldte hende på trods af mørket i hendes sind… Han ville bare også ønske, nogle kunne se det ved ham.
Deres eneste hest stod i indhegningen med koen. Begge to kom dovent traskende hen til ham, da han svang sig over hegnet. De håbede velsagtens at han havde noget græs med – eller måske et æble! Beroligende mumlede han til deres hest, som Lili så kreativt havde kaldt… Hest, mens at han gav den grime og saddel på.
Sjældent havde ham og Isabel brugt heste på deres rejser, men han måtte indrømme, det var praktisk nu hvor, de havde et godt stykke til den nærmeste landsby. Derudover ville den være god at have, hvis den dag kom, hvor de skulle stikke af. Godt nok havde de fundet ud af, at Saïx var hurtigere end Hest i galop, og Isabel kunne transportere sig gennem skygger, men hverken ham, Lili eller Moria havde den slags egenskaber – med mindre at han ønskede det selvfølgelig.
Han førte Hest ud af indhegningen, og gjorde tasken fast til sadlen, så han ikke behøvede, at gå rundt med den. Med et støn svang han sig op i sadlen. Først da han havde sat sig ordentligt til rette, rakte han tavst en hånd ned mod Moria, så han kunne hjælpe hende op foran sig på hesten.
Det ville være først gang i mange måneder, at de befandt sig så tætte på hinanden.
Pånær det manglende øje og pentagrammerne man kunne skimte under trøjen og på hans stærke underarme, lignede han en hvilken som helst portusiansk mand. Hvilket selvfølgelig også var hensigten, når de skulle holde lav profil. Han kunne helt klart gå ud fra at være en bonde eller måske en soldat fra hæren, hvilket ville passe bedst til hans arret krop.
Hans blik gled flygtigt over Moria, inden at han gik forbi hende, men læberne var tavse. Så mange ting ville de gerne sige til hende. Han bed tænderne sammen. Skæbnen havde han accepteret, og han havde accepteret, at han ikke kunne gøre Moria lykkelig. I hendes øjne var han et monster. Ikke bedre end alle dem han havde slagtet ned igennem sit liv, for at beskytte de svage, som de lurede på.
Han huskede det var det, han havde været bange for, første gang de havde mødt hinanden, og han så brutalt havde slået sømændene ned på gaden. Men i stedet for at vige fra ham, havde hun trådt tættere på. Fyldt hans næsebor med duften af hende. Ladet ham mærke hendes blide kærtegn over hans pande og læber.
Sådan var det ikke længere. Nu veg hun væk fra ham.
Han gjorde dog, hvad han kunne, for at gøre hendes liv så godt som muligt. Gav hende de ting, hun havde brug for. Gjorde hvad hun ønskede i form af at holde sig fra hende. Bitterheden og skammen var dog ved at æde ham op indefra. I så mange år havde han drømt om, at finde en kvinde, der kunne elske ham, for akkurat den han var. Ligesom Isabel i sin tid havde fundet Saïx, og surprise, surprise… så ud til at han stadigvæk var forelsket i hende, på trods af hun var blevet en hybrid.
Jalousien stak i ham hver eneste gang, men han glædede sig over, at nogle andre end ham kunne se skønheden i hans søster. Den styrke, som fyldte hende på trods af mørket i hendes sind… Han ville bare også ønske, nogle kunne se det ved ham.
Deres eneste hest stod i indhegningen med koen. Begge to kom dovent traskende hen til ham, da han svang sig over hegnet. De håbede velsagtens at han havde noget græs med – eller måske et æble! Beroligende mumlede han til deres hest, som Lili så kreativt havde kaldt… Hest, mens at han gav den grime og saddel på.
Sjældent havde ham og Isabel brugt heste på deres rejser, men han måtte indrømme, det var praktisk nu hvor, de havde et godt stykke til den nærmeste landsby. Derudover ville den være god at have, hvis den dag kom, hvor de skulle stikke af. Godt nok havde de fundet ud af, at Saïx var hurtigere end Hest i galop, og Isabel kunne transportere sig gennem skygger, men hverken ham, Lili eller Moria havde den slags egenskaber – med mindre at han ønskede det selvfølgelig.
Han førte Hest ud af indhegningen, og gjorde tasken fast til sadlen, så han ikke behøvede, at gå rundt med den. Med et støn svang han sig op i sadlen. Først da han havde sat sig ordentligt til rette, rakte han tavst en hånd ned mod Moria, så han kunne hjælpe hende op foran sig på hesten.
Det ville være først gang i mange måneder, at de befandt sig så tætte på hinanden.