Jeg er altså ret uenig!

[Zean Forsyth]

Macaria Forsyth

---

Han havde været hjemme et stykke tid efterhånden. Han havde været den gode ægtemand, på flere måder, nok til at han oftere lå i seng og sov, end gik rundt og lavede ballade. Måske var det Macarias nye taktik for at få ham til at slappe mere af? Eller også havde hun savnet ham en del. Uanset hvad sagde han da ikke nej!
Hans sår i siden var næsten væk. Der var ikke meget mere tilbage end lidt af en sårskorpe. Hans sår i ansigtet var forsvundet, så han igen kunne spise normalt og ikke lignede en, der var gået ind i en dør eller faldet ned af trappen. Han havde også brugt noget tid med Arona, som helt bestemt mente hun havde krav på en ny kjole til den fest der snart skulle holdes. Han havde også snakket med Caleb, der generelt var enig med Zean i at freden mellem landene var god, men dog mente de burde passe lidt på deres økonomi. Hvor han venligt havde bedt ham snakke med Macaria om det, da hun var kvinden og kunne lokke penge ud af nogle adelige, ved at hoppe i en fin kjole.
Nu sad han i den mest brugte dagligstue. Bare fødder, et par afslappet, sorte bukser og en hvid skjorte, der slet ikke var knappet. Det brune hår strittede som altid til alle sider.
Hænderne gled igennem hans hår, da han sukkede let, før han samlede hænderne bag hans hoved og støttede sit hoved, da han så ud af det nærmeste vindue. Mørket var faldet på.
Han havde været en tur i pitten. Et fantastisk sted. Det var ærgerligt han ikke kunne støtte det yderligere, da Macaria blot ville brokke sig over nogle manglende guldstykker. Lige som hun brokkede sig over alt andet. Det var jo ikke fordi hun var taknemmelig for han havde holdt landet, mens hun var væk. Mere virkede det som om hun havde enormt travlt med at komme af med ham. Det eneste hun havde været interesseret i på det sidste havde været sex. Det var også fint nok. Men alligevel var han begyndt at blive mistænksom, nok til at det var på grænsen til paranoia. De sidste par dage havde han råbt lidt mere af nogle tjenere, end han plejede og han lod næsten ikke Arona uden opsyn. Det var gået galt her til aften igen. Arona havde snakket med barnepigen, da de spiste aftensmad, da Zean havde rejst sig og slået barnepigen. Et knytnæve. Men for helvede...Han var helt sikker på barnepigen havde puttet noget i Aronas drikkelse, uden pigen så det! Aldrig han lod den kvinde nærme sig Arona igen!
Så vidt han vidste sov Arona nu. Hun havde ikke virket specielt glad.
Pludselig rejste han sig. Han følte sig frustreret. Så vidt han vidste, kunne han være omgivet af spioner eller folk der blot ventede på en mulighed for at dræbe ham! Og på det sidste var han også blevet ganske overbevist om at Macaria havde noget med det at gøre. Kvinden holdte noget hemmeligt. Men ordet i byen var også at Macaria havde sagt flere gange at Zean ingen magt havde. Han var der bare. Han var uundværlig! HA!
Glasset, der havde indeholdt alkohol, fløj mod den nærmeste væg, men Zean følte sig ikke det mindste roligere. I stedet rev han det nærmeste billede af væggen og smadrede det mod stuebordet.
En vagt åbnede døren og stak forsigtigt hovedet indenfor.
"Er der problemer, sir?" spurgte han forsigtigt. Zean havde været i en underligt humør og hele slottet gik næsten med listetå omkring ham. Alle, undtagen hans egne engle.
"Bare lad mig være i fred!" snerrede Zean til svar. Hvilket vagten da ikke tøvede med.

[Macaria Forsyth]

"Deres Majestæt? Ehm... Macaria?"
"Mh?"
En tjenerinde, Sylvia, stak hovedet ind i kontoret, hvor Macaria var travlt optaget med at lave regnskaber. Det tog næsten over en uge, fordi det altid var et større job, når man skulle holde styr på et helt kongeriges udgifter og indtægter. Hun sad bag sit skrivebord fuldkommen opslugt af de forskellige dokumenter der lå spredt over pladen foran hende med en masse tal på linjer og kolonner. Hun havde sat sit hår op for en gangs skyld, så det ikke kom i øjnene, når hun sad bøjet over regnskabet. Et par vilde, lokker havde alligevel snoet sig ned. Fordi hun ikke holdte nogle møder, når hun lavede regnskab, havde hun iført sig en af Zeans skjorter, der sad løst på hende. Et par underbukser var det eneste hun havde indenunder, samt et par varme, strikket sokker på fødderne.
En metalspand stod gemt ved stolens fod mellem hendes ben. De sidste par dage havde hun skjult sig på badeværelset, fordi hun havde kvalme, hvilket var yderst mærkeligt, når hun ikke spiste noget mad. I stedet kom der blod op.
Hun vidste hvad det betød, og efter at have været hos en healer tidligere på ugen, var det blevet bekræftet. Alligevel hun ikke sagt noget som helst til nogle. Ikke engang Zean.
Da der ikke kom noget svar, løftede Macaria hovedet mod Sylvia, der var blevet stående tøvende inden for døren. Macaria smilede svagt.
"Hvad så? Du ligner én, hvis date lige har aflyst," sagde hun drillende, og Sylvia mønstrede et smil til hende.
"Det er... det er Deres ægtemand. Han... han er nede i pejsestuen, og vi har hørt larm derinde fra. Vagten siger et glas var blevet knust mod væggen," fortalte hun stilfærdigt. Macaria hævede overrasket et øjenbryn, og lagde sin blækpen fra sig.
"Virkelig? Hvad i alverden er der dog galt med den mand for tiden! Bare rolig! Jeg skal nok tage mig af det," sagde hun bestemt, og rejste sig fra stolen, hvor hun først nu kunne mærke, hvor øm i kroppen hun var, af at havde sættet så meget ned.
Sylvia rømmede sig, hvilket igen opfangede Macarias opmærksomhed.
"Han.. han slog også Yvette her til aften. En knytnæve der brækkede hendes næse."
"Hvad?!! Hvorfor i alverden gjorde han det?!"
"Han.. han mente hun prøvede at forgifte den unge prinsesse."
Macaria rynkede panden, og forlod med faste skridt kontoret. Hun kunne tage, at han var en idiot overfor hende, men ikke at han skulle behandle alle andre på samme måde. Sylvia skyndte sig efter hende.
"Gå ned til Aron og bed ham finde noget beroligende frem, men lad ham ikke komme op. Jeg klare det her selv. Lige meget hvad I høre, så bliv udenfor. Jeg kan i det mindste tage det, hvis han vælger at være Sir Suresen."

Vagterne hilste nervøst på hende, da hun nåede pejsestuen, inden at de åbnede døren for hende, så hun kunne træde ind. Med det samme faldt hendes blik på det ødelagte maleri, og bagefter glasstykkerne ved væggen, mens indholdet stadigvæk silede ned. Døren lukkede sig hastigt bag hende, og hun lagde opgivende armene over kors, mens hun kiggede bebrejdende på Zean.
"Så... du valgte simpelthen af omdekorere?" spurgte hun. "Jeg ved ikke, om jeg kan lide farven til væggen."
Hun sendte ham et beroligende smil, inden at hun begyndte at gå mod ham.
"Hvad så? Hvad sker der med dig? Du slog Yvette her til aftes høre jeg, ooooog tydeligvis har du nogle frustrationer på møblerne."

[Zean Forsyth]

Han følte sig en smule rastløs. Som en kløen, en bombe, der kunne gå af når som helst og han mest af alt havde lyst til at gå og tæske en eller anden. Eller flere andre. Og alligevel ikke. Det var ikke så meget fordi han følte sig rastløs. Han følte sig blot usikker. Og for hver dag der gik, følte han sig mere og mere vred. Det var ikke fordi han hadede dette sted eller dets beboer...Men til tider følte han at han var tæt på. Ikke fordi han havde nogen grund som sådan. Det var bare...Kommet.
Men hvem bekymrede sig også om grunde? Han kunne kun forholde sig til hvordan tingene var og lige nu var alle en trussel mod ham, mod Arona, mod dem alle!
Han havde haft ryggen til døren, som hans fingre gled over hans ansigt igen. Med et svagt suk vendte han sig om mod Macaria. Altid skulle hun være så fandens vittig. Var alt hende en leg? Det irriterede ham. Hans øjne gled sammen til to mistænksomme sprækker, da han trådte et skridt tættere på hende. Han var anspændt, hans skuldre var hævet, som om han mistænkte hende for at ville angribe ham.
Nu kunne han ikke engang gå i fred, uden hun tjekkede op på ham hele tiden. Der var helt sikkert noget i gære. Men hvad? Men hvad?!
"Hun proppede noget i Aronas drik. Jeg så det! Jeg så det!" gjorde han klart.
"Jeg dræber hende for det. Ingen skal røre Arona. Hun kommer til at hænge fra en galge midt i vores by, som en advarsel til alle om at lade Arona være i fred. Alle kommer til at kende hendes gerninger!" Han var så sikker på det han havde set. Der var ingen tvivl! Og hvis barnepigen var en fjende, hvem var så ellers?
"Jeg har tænkt på at få Arona overflyttet. Hjem til Sethos. Hos mine egne folk. Der vil hun være i sikkerhed. Det er det eneste sikre sted! Macaria..." han trådte tættere på hende, det var tydeligt han troede meget på disse ting og var opsat på at få Macaria til at indse det også.
"..Kan du ikke se det? De er over alt! Spioner, modstanden..." Han nævnte ikke Pandamonium. Ikke direkte. Hvis han nævnte Pandamonium, kunne han lige så godt indrømme han også mistænkte Macaria. Det ville få hende til at blive mere forsigtig og han ville måske aldrig gennemskue hendes planer mod ham. Han ville have gennemsøgt hendes kontor, selv om han vidste hun aldrig ville gemme beviserne så tæt på. Men hun havde jo siddet barrikaderet på det kontor så længe.
Han trak vejret dybt. Det var frustrerende at vide der var så mange fjender og at han ikke havde midlerne til at henrette dem alle. Det nyttede ikke noget at gøre Macaria til fjenden. Ikke lige nu. Han måtte foregive at være venlig, en ven. Præcis som han gjorde med Marcellus.
"Beklager, jeg..." han så over mod det ene vindue et øjeblik.
"Hvordan går det med regnskaberne?" spurgte han til sidst, som hans arme gled over kors og han igen så på hende, med en påtaget rolighed.

[Macaria Forsyth]

Macaria havde været på vej mod Zean, da han pludseligt var kommet imod hende med sådan en anspændthed, at hun med det samme var stoppet op. Med det samme havde hun bakket et par skridt tilbage igen. Han virkede som en pirret bi, der kunne finde på at stikke sin brod i hende, hvis hun bare gav ham den mindste grund. Hans ord fik hende overrasket til at hæve et øjenbryn mod ham.
Hvad i alverden forgik der?! Zean havde altid været en paranoid stodder, men aldrig så aggressiv, som han åbenbart var nu.
Hun sagde ingenting til ham, før at han selv beklagede, og så ud til at falde lidt til ro. Lidt. Nu havde hun boet og været gift med Zean i snart et år. Hun kendte ham og hans kropssprog. Han var stadigvæk anspændt.
"Ehm... godt? Jeg bliver forhåbentligt færdigt i morgen," sagde hun tøvende, og hævede en hånd for at klø sig i nakken. I et lille stykke tid overvejede hun hans ord, som hun ikke kunne se bort fra, selvom at han havde skiftet emne. Specielt fordi han rent faktisk kunne finde på alt det han sagde.
Forsigtigt rakte hun ud efter hans hånd, og hvis han ville lade hende, ville hun trække hans arme væk fra hans bryst. Hendes fingre lukkede sig om hans hånd.
"Kom. Lad os sætte os over til sofaen. Jeg kan massere dig. Du virker ekstremt anspændt," forslog hun prøvende, og trak ham med sig derhen. Hun smed en pude ned foran sofaen, og pegede mod den, som tegn til at han skulle sætte sig, så hun kunne placere sig bag ham.
Skjorten var allerede knappet op, og kunne blive trukket af ham. Hendes hænder lagde sig mod hans skuldre. Alle hendes bevægelser var lange og rolige, for at han ikke ville blive mere hektisk på grund af dem. Nærmest som var han en stor bjørn, hun skulle berolige.
Nænsomt til at starte med begyndte hun at massere hans skuldre. Forhåbentligt ville det hjælpe ham med at falde til ro. Hun vidste ikke, hvad der skete med ham, men hun havde lovet Euphonia til deres vielse, at hun ville være med Zean i medgang og modgang.
"Så..." begyndte hun efter lidt tid. "Du vil sende Arona til Sethos? Det... er faktisk en skam, for jeg har noget spændende at fortælle hende. Ja, faktisk jer begge to og... hrm... hele landet."
Vedvarende masserede hun ham ned over ryggen, mens hun passede på ikke at ramme hans sår, der dog langsomt var ved at heale. En rigtig krigerkrop. Akkurat som hun kunne lide det.
Det var faktisk nemmere at snakke sådan her til ham, når hun ikke kunne se hans ansigt, for hun havde ingen ide om, hvordan han ville reagere til hendes nyhed.
"Festen skal jo også snart holdes. Det vil være synd, at forbyde hende at være med til den her i Oberion. Nu hvor vi har fundet en kjole, og alt det til hende," forklarede hun tålmodigt. Når man skulle snakke med en hidsig Zean, var det som at balancere på et knivsæg. Det væreste hun kunne gøre, var at lade ham komme under huden på hende, så hun selv mistede besindelsenn.
"Jeg skal nok tage mig af Yvenne. Det skal du ikke bekymre dig om."

[Zean Forsyth]

Havde han kunne stirre hende til døde, ville han have gjort det. Han blot stirrede på hende, som hun kom tættere på ham, til sidst, så hun kunne flette sine fingre ind i hans. Lidt modvilligt lod han armene glide fra hinanden. Og lidt tøvende gik han med over til sofaen. Jah, Aron. Han var altid nede i sit laboratorium. Fandt på et eller anden dødeligt, sikkert. Caleb...Caleb. Caleb var en historie for sig selv, det var et problem han ikke behøvede at tænke meget over lige nu. Planen var der, det var kun et spørgsmål om tid nu.
Tankerne simrede rundt i hovedet på ham, som tusinde bier, nogen modsagde hinanden, andre styrkede hinanden.
Han satte sig på puden og lod sin skjorte glide af, så hele hans muskuløse overkrop kom til syne, spækket med ar og et sår der tog nok så lang tid om at heale. Hendes kolde hænder gled over hans skuldre i lange, afslappende bevægelser og efter hvad der virkede som en evighed, gled hans skuldre længere ned og han følte sig lidt mere afslappet. For nu. Han havde ikke opgivet tankerne.
Han trak vejret dybt. Noget spændende? At fortælle dem? Han havde svært ved at forestille sig hvad...
"Og hvad er det så?" spurgte han neutralt.
Han havde beordret en masse vagter til Macaria og Arona. Men ville det være nok? Kunne han stole på vagterne? Hvad hvis der skete noget, hvis vagterne ikke var opmærksomme...Det var alt for usikkert! Der var alt for meget der kunne og ville gå galt!
"Hun er i sikkerhed i Sethos" sagde han stædigt. Hvorfor insisterede hun på at sætte deres datter i fare? Forstod hun da slet ingen ting?
Yven...Nåe, barnepigen! I et øjeblik kunne han se det for sig. Barnepigens bevægelse omkring Aronas drikkelse. Hendes overraskelse, da han voldsomt havde revet hende på benene, så stolen var væltet og hendes gaffel med mad faldt på gulvet. Lyden, følelsen, synet af hendes næse der brækkede og blodet der flød. Aronas overraskede og forfærdede udtryk, hvorefter han måtte forklare hende det hele. Folk ville skade dem. Hun måtte være stærk og ikke stole på nogen. Nej. Ingen skulle slippe så nemt.
"Hvad vil du gøre ved hende?" forlangte han at vide. Macaria havde travlt...Han kunne da sagtens selv klare det?
"Jeg kan sagtens selv klare det" tilføjede han et øjeblik efter. Faktisk ville han selv klare det. Alle i hoffet var udvalgt af Macaria. Men ikke længere! Han ville ikke længere være omgivet af folk der kun var Macaria loyale og som han ikke kendte! Den nye barnepige ville HAN vælge!

[Macaria Forsyth]

Macaria sukkede tungt da han stædigt nægtede, at Arona skulle blive her på slottet. Hun ventede dog med at sige noget, til at hun havde hørt ham færdig. I et øjeblik overvejede hun, at fortælle ham det hele. Fortælle om barnet i hendes mave, der tilhørte ham. Barnet de ville have sammen. De to. Ham og hende. Men... men hans anspændthed og aggressivitet fik hende til at slå tanken væk. For hende var barnet et mirakel. Noget så stort og smukt, at hun ikke kunne holde tanken ud, hvis Zean skulle ødelægge det hele for hende. Hvis han ville råbe, blive vred, frustreret eller... ja selv, hvis han var ligeglad. Det her barn, ville blive hendes eneste, og hun havde valgt Zean til at være en del af det. Barnet skulle blive mødt med kærlighed, omsorg og varme. Hele vejen igennem.
"Jeg... bare glem det. Jeg fortæller dig det på et andet tidspunkt," mumlede hun, og sluttede massagen af ved en omgang hovedbundsmassage, der fik hans hår til at blive endnu mere pjusket.
"Zean, jeg tror, at du er stresset," sagde hun endeligt, og forsatte med at nusse ham over ryggen og skuldrene. "Yvenne har ingen grund til at gøre skade på Arona. Hendes far var en af vores mest loyale allieret, da vi overtog Vavilon, kan du huske det? Der er ingen, som vil gøre en lille pige ondt. Her er fyldt med vagter, soldater og folk til at passe på hende. Derudover så er der dig og mig. Vi vil aldrig lade noget ondt ske hende, vel?"
Hun lagde sin hage på hans ene skulder, mens hun lod armene glide rundt om ham. Gad vide hvad der var sket, siden han var blevet så urolig? For blot et stykke tid siden, havde han efterladt både hende og Arona alene her i Vavilon, mens han selv var rendt til... ja... hvem ved hvor?

[Zean Forsyth]

Hans øjenbryn gled sammen og skabte en fin, lille rynke mellem sig. Var det lige meget? Noget hun ville fortælle ham senere? Han ville høre det nu. Han var ikke i humør til overraskelser! Hverken de gode eller dårlige af dem.
Hendes hovedbundsmassage kildede og fik hans nakkehår til at rejse sig, kombineret med de gysende fornemmelser ned af ryggen. Han rystede sig let med en "uhuhuh" lyd, før et svagt smil gled over ham. Han lænede sig tilbage, som hun stoppede og i stedet lod armene glide rundt om hans krop. Han vidste ikke helt om han følte sig roligere. Han følte stadig uroen dybt i sig og han vidste den ikke ville forsvinde. Ikke før han havde udryddet alle fjender. Alle dem der ville ham til livs. Men i hans nye afslappede stadie, kunne han bedre tænke over tingene og lægge planer for opnåelsen af dette. Det var godt.
Han truttede let med munden, som hans mistænksomhed igen steg.
"Hvorfor ikke bare fortælle det nu?" foreslog han først, i håb om hun ville fortælle ham om denne...Overraskelse.
Hans hænder gled over hendes arme, før de pludselig greb fat i hende og tvang hende til at slippe ham. Han kom op og stå. Han vendte sig om mod hende og så ned på hende med sine kolde, stålgrå øjne.
"Det ved jeg ikke. Er der? Du tror ikke på mig. Du tror ikke på mig, når jeg sad lige ved siden af dem og så hende gøre det! Er det så svært for dig at tro der er folk, så tæt på os, der ønsker at skade os? Du burde ønske det bedste for Arona, men du argumenterer for at sætte hende i udsatte positioner!" Han var tæt på at sige at Macaria sikkert selv ønskede Arona død. Han formåede at lade være. Den slags spekulationer måtte han endnu holde for sig selv. Han havde ingen at dele den slags mistænksomhed med, ingen han alligevel ville stole nok på til at gøre det.
Det nyttede ikke noget at stå her og snakke. Hun ville aldrig støtte ham. Hans købemuskulatur trådte frem, da han pressede kæben så hårdt sammen, som han kunne, uden at knuse sine egne tænder. Nej. Han måtte selv fjerne truslen. Uden et ord vendte han omkring og satte kurs mod døren. Den kvinde var død!

[Macaria Forsyth]

Overrasket kiggede Macaria op på ham, da han tårnede sig op foran hende. Hans blik borede sig ind i hendes, men hun mødte det uden så meget, som at blinke. Ordene sved. Specielt fordi at hun ikke forstod, hvordan han kunne sige den slags! Arona betød mere for hende end noget andet! Hun ville give sit eget liv for den pige! Det var hende, der havde passet hende, da Zean både var i krig og her da han var både i Portus og Pandemonium! Hvordan... kunne han...
Hun rejste sig brat op, da han for ud mod døren.
"Zean! Vent!" råbte hun efter ham, men han stoppede ikke. Hårdt bed hun sig selv i underlæben, inden at hun tog en hurtig beslutning. "Jeg ville aldrig sætte Aronas liv på spil! Jeg ville ALDRIG lade fjender komme herind, og ved du hvorfor?! FORDI JEG ER GRAVID!!"
Ordene væltede ud af munden på hende, indtil at hun nærmest desperat for at nå at sige dem, inden at han gik, kastede dem i en råben efter ham. Det var ikke sådan, hun ville have sagt det. Slet ikke.
Opgivende strøg hun fingrene gennem håret. Hun følte sig træt og forvirret. Hvad var det dog, som gik Zean på for tiden? Alle hendes drømme om endelig at få et barn, blev overskygget af hans humør.
Hjælpeløst slog hun ud med armene, mens hun gik et par skridt tættere på Zean.
"Jeg er gravid, Zean! Og du er faderen. Euphonia kom til mig, mens du var væk. Ja, tro hvad du vil, men det er sandt. Hun gav mig en gave. Gaven til at være liv en enkelt gang, og... ja... det er sket," forklarede hun, og stoppede op et par skridt fra ham. Hendes blik hvilede opmærksomt på ham, for at se hans reaktion. Nervøsiteten var ved at dræbe hende. "Jeg var ved healerne tidligere på ugen. De bekræftede det hele. Der er et levende barn inde i mig! Dit barn! Vores barn! Så hvis du tror, at jeg vil sætte sikkerheden på spil, så tager du fejl!"

[Zean Forsyth]

Han var tæt på døren. Han vidste faktisk ikke hvor kvinden var. Han havde bedt vagterne om at sætte hende i en celle i kælderen, men havde de eftergivet det?
Han stoppede pludseligt op. Han havde været fordybet i sine tanker. Knuse hænder, knuse fødder. Han ville vide hvem hun arbejdede for, medmindre hun blot gjorde det for egen vinding. Hun ville mærke så meget smerte, at hun aldrig blev en hel person igen.
Alt blev overskygget af den pludselige meddelelse om graviditet. Han stoppede op og i et øjeblik stod han bare og så frem for sig, mens hun snakkede.
Han forstod intet. Gravid? Som i...Med et barn i maven? Men...Men...
Og Euphonia. Guderne fandtes ikke. Hun måtte have drømt eller hallucineret eller noget...Nej. Macaria kunne ikke være gravid. Det var fysisk umuligt. Hun havde selv sagt det! hun var steril!
Han vendte sig om mod hende. Var det en måde at manipulerer rundt med ham? At drille ham og få ham til at gøre, som hun ville have?
I lidt for lang tid kiggede han bare på hende.
Han troede ikke på hende. De var to om at lege den leg.
Pludselig gled et lille smil over ham, som han trådte tættere på hende.
"Gravid? Men...Men..." Hvad skulle han sige?
"Det er jo umuligt!" Det forklarede hvorfor hun havde været så ivrig. Ikke fordi han var god og tiltrak hende, men fordi hun havde haft et mål. Det irriterede ham dybt.
"Du må jo være ellevild!" Hans arme gled lidt til side, som han inviterede hende til et kram, skulle hun ønske sådan et.

[Macaria Forsyth]

Da han endelig vendte sig mod hende, mærkede Macaria en lettelse i sig, der dog hurtigt forsvandt, fordi han bare stod og stirrede på hende. Det blev hurtigt ubehageligt, og hun trak usikkert skjortens ærmer ned over sine hænder, mens hun ventede på, at han skulle sige noget.
Mistroisk kiggede hun på ham, da han smilede smalt. Hans ord var fyldt med forvirring, og indikerede at han ikke vidste, hvad han skulle sige. Hun kunne godt sætte sig ind i det. Det var heller ikke ligefrem noget, hun havde været klar på.
Du må være ellevild. Det var alt hvad han kunne sige? Du må være ellevild? Så stod han der med strakte arme, som ville hun hoppe op i favnen på ham! Som var de en glad, lykkelig familie! Nej, den gik ikke! Så skulle hans skuespil være langt bedre! 
"Du er så... så... forbandet... AHR!" Hun rev en pude op fra sofaen, og smed den efter ham. De sidste par ugers frustrationer, der havde bygget sig op i hende, kolliderede i hans halvhjertet invitation til et kram, med det irriterende, dumme, lille smil! Hun havde både lyst til at grine og skrige af ham!
En ny pude blev hevet op, så hun kunne smide den efter ham. 
"Jeg er gravid med vores barn, og alt du kan sige er det er umuligt? Du må være ellevild?! Hell yeah jeg er ellevild, din forvokset kylling! Gudinden af vores land har ladet mig få mit største ønske! Du har bare med at være glad forstået?!!" råbte hun, og var trådt op i sofaen, så hun kunne komme højere op end ham. Endnu en pude fløj afsted mod ham. "Så grin! Smil! Dans! Drik! Du skal være far igen, og gæt hvad?!! Der er faktisk en mulighed for, det her blive en fucking dødsengel! JEG skal føde en dødsengel! VORES dødsengel! Så du vover ikke at være andet end lykkelig lige nu, for det her er verdens største dag for mig, forstået?!! VERDENS LYKKELIGSTE DAG! Og jeg kan ikke engang fejre det ved at drikke, så du må drikke for os begge!!"
Det her var én af de tidspunkter, hvor hun ikke var rigtig vred men bare mest frustreret, hvilket kom ud i råben og kastning af ting. Hun var bakket op på ryglænet af sofaen, hvor hun fint balanceret stod med endnu en pude klar til at blive kastet imod ham. Mundvigene sitrede for at holde en lykkelig latter tilbage, og alligevel havde hun tårer i øjnene uden at vide hvorfor. 

[Zean Forsyth]

Hans arme sank, som hun ikke godtog et kram. Han kiggede undrende efter hende, da hun greb en pude og kastede den efter ham. Han greb den og kastede den fra sig på gulvet, kun for at se hun stod i sofaen og kastede flere puder. Havde de overhoved så mange puder?! Dette forklarede hvorfor kvinder elskede puder! Noget blødt de kunne kaste efter folk hele tiden!
Han undgik et par af puderne, men blev ramt i hovedet af en af dem, som fik ham til at træde et halvt skridt bagud. Han vidste ikke om han burde være glad eller vred. Mest af alt havde han lyst til begge dele. Han havde lyst til at...Havde han lyst til at fejre det? Han vidste det ikke. Lige nu havde han brug for tid til at tænke over, hvorvidt han faktisk ønskede sig et barn. Men uanset hvad var det en grund til at holde mere fest, hvilket kun var en god ting. Han tog sig ikke rigtig af hendes skrigeri. I stedet, da hun brød ud i en pludselig latter og med tårerne, der løb ned over hendes kinder, trådte han igen tættere på. Han kunne intet sige på dette tidspunkt. Uanset hvad han sagde, ville det være forkert.
"Du ved godt der ikke findes guder, ikk'?" svarede han til sidst. Hvis hun tillod det, ville han gribe ud efter hende og løfte hende ned af sofaen, for at kramme hende. Han kunne ikke helt forstå ideen...Gravid...Nej. Han forstod det ikke. Dog var han rykket fra ikke at tro hende, til at tro hende. Hvorfor skulle hun ellers te sig så tosset?
Et svagt smil gled over ham. I et øjeblik...I et øjeblik fik han fred for den uro, der stadig lå i hans bryst. Mere af vilje, end noget andet. Han havde bare brug for...At have hende tæt på.

[Macaria Forsyth]

"Tro hvad du vil! Hvordan vil du ellers forklare, jeg pludselig har dit afkom i min mave?" spurgte hun ham irritabelt tilbage, da han stædigt fastholdte, at der ikke fandtes guder. Hun lod ham gribe fat i sig, og trække hende ned fra sofaen. Med et suk lod hun sig køle ned igen, mens hun stod i hans favn, til at hun til sidst lagde armene omkring ham, for at gengælde omfavnelsen.
Afslappet lagde hun sin kind ind mod hans skulder, og lukkede øjnene. Tårerne var stoppet, men hun måtte stadigvæk give et par snøft fra sig. Det her var hun trængte til. At stå ind til ham, og bare blive holdt om. Det havde hjulpet at råbe højt, og smide puder efter ham, men det gjorde det jo altid.
Blidt strøg hun ham over den nøgne ryg, hvor hun kunne mærke alle ujævnhederne fra hans mange ar. Dumme dødsengel... tænk at hun bar hans barn. Det kunne da kun ende galt med forældre som dem.
Hun snøftede.
"I det mindste kan du prale med du har supersæd," mumlede hun i et forsøg på at være vittig. "Du gjorde en bidt vampyr gravid. Det er da noget af en historie, man kan snakke om på kroen. Bare forestil dig rygterne. Kongen af Vavilon: The Babymaker!"
Hun gav et fnys fra sig i erstatning af et grin. Det var slet ikke sjovt, men hun havde behov for at grine med Zean, som de havde kunne gøre før i tiden. Virkede som lang tid siden. De havde så mange gange flækket af grin sammen. Enten på andre bekostninger eller hinandens. Hun glemte aldrig det møde med alle fyrsterne i Vavilon. Størstedelen havde forladt slottet fornærmet, og hun havde haft så ondt i maven af at le så meget på grund af Zean, at hun knap nok kunne rejse sig.

[Zean Forsyth]

Han himlede let med øjnene. En pludselig graviditet? Det var hørt om før. Det var sjældent, men det var hørt om. Folk der ikke troede de kunne blive gravide, der efter flere år pludselig blev det alligevel. Der var absolut intet guddommeligt i det. Men han gad ikke diskuterer det. Hvis hun ville være ih og åh få troende, så måtte hun være det, han gad bare ikke høre på det!
Det var rart, da de bare stod i hinandens arme. Ikke fordi det hjalp i det lange løb, men for nu, kunne han måske godt vente med at beskylde hende for alt muligt. Og barnepigen kunne altid dø på et andet tidspunkt.
Han skulle være far igen.
Ham, der absolut ikke var interesseret i børn, havde nu udsigten til to af slagsen! Et eller andet sted følte han sig lidt glad, måske lige frem stolt. Dixie havde været gravid, men Zean havde intet vidst, før han pludselig havde fået et barn stukket i favnen. Dette var...Anderledes. Og han måtte sørge for Macaria var sikker så længe.
Sikker...Og ude af stand til at skade ham eller Arona. Gravid eller ej.
I et øjeblik blev han igen i tvivl om hvorvidt det overhoved var en sandhed.
"Jeg forlanger det bliver en dreng. Tre kvinder og en mand, det er ikke fair" svarede han og kyssede hende oven på hovedet.
Han grinte let af hendes kommentar. En latter der langsomt byggede sig op og blev til mere og mere, til han blot stod og rystede.
"Åh, jeg glæder mig til at prale med det. Kvinderne vil stå i kø...Mere end normalt" svarede han drillende.
"Og nu er du sikker på det er min og ikke en af dine andre sengekammerater?" spurgte han ved en pludselig indskydelse og så ned på hende. De havde jo et åbent forhold. Faktisk kunne han måske have flere børn derude, uden at vide det. Tanken var skræmmende og ubehagelig, absolut ikke en han havde lyst til at tænke over. Derfor skød han den fra sig.
Han holdte hende blot ind til sig, som han af en eller anden grund begyndte let at vugge frem og tilbage, som de stod der, som beroligede det dem begge.

[Macaria Forsyth]

Macaria smilede skævt, da han forlangte det blev en mand. Hun kunne tydeligt forestille sig det familiemaleri. Zean i midten omgivet af sine tre tøser. Det var lige ved, hun fik ondt af ham - men også kun lige ved.
"Jeg skal nok gøre alt, hvad jeg kan," lovede hun ham, mens at han begyndte at grine, så det smittede af på hende, og nok engang fyldtes slottet af deres fælles latter. Det gik hende ikke på ved tanken om at Zean var sammen med andre, og bare tanken om hvordan han ville blive jagtet rundt, fik hende til at grine højere. Måske burde de ligefrem til at holde audiens i tronsalen for ham? Åhhh det ville være underholdende at se på - specielt fordi hun altid ville kunne bryde ind, og trække ham med sig, for at have ham selv. Når alt kom til alt var han hendes, og hun havde førsteprioritet til ham. Den tanke fik hendes humør til at stige.
"Jeg er ret sikker på, det er dit barn. Jeg sørgede for ikke at være sammen med andre end dig i den periode," forklarede hun, og spekulerede lidt på om han ville tage det som et kompliment. Nemt kunne hun have fundet en anden mand, men det var ham, hun havde valgt at få barnet med. "Jeg tænkte det ville blive nemmere, når der på et tidspunkt skal snakkes arv og den slags, hvis du var barnets fader. Også selvom-" Hun måtte igen begyndte at grine. "-også selvom det barn bliver så fucked up! Forestil dig hvor galt det kan gå med en blanding af dig og mig! Hey! Zean! Det bliver verdens smukkeste barn!"
Hun lagde nakken tilbage, så hun kunne se op på ham med et bredere smil, end hun havde haft det sidste stykke tid. Det var så bredt, at øjnene rent faktisk strålede.
Automatisk var hun gået med til at vugge frem og tilbage. Faktisk var hun gået så langt, at træde lidt rundt, så det blev til en vuggende dans frem og tilbage og lidt rundt omkring.

[Zean Forsyth]

Han grinte. Hvordan kunne han lade være? Tanken om at han havde supersæd...Det var fantastisk. Ikke nok med han var enormt lækker, tiltrækkende, at kvinderne var vilde med ham. Ikke nok med han var en god kriger og intelligent. Han havde også supersæd! Han slagtede deres mænd og gjorde deres koner med børn. Noget af et eventyr. Og han følte sig kun bedre tilpas ved tanken. Han havde hele sit liv tænkt at han ville dræbe de børn, han ikke kunne bruge til noget, men spørgsmålet var om han faktisk kunne det. Hvis de var dødsengle, ville han nok mere sende dem til Sethos på et børnehjem.
Det var noget han kunne tage stilling til, hvis der endelig en dag kom nogen løbende med rollinger.
Hans barn. Han kunne nu stolt vise sin dronning frem, jo større mave, jo bedre. Landet ville hylde dem på en helt ny måde. Der var en hvis stolthed over det. Pludselig forstod han Marcellus lidt bedre. Her gik de, to hanløver, med hver deres territorium og gravide løvinder!
Han smilte let til hende.
"Han bliver fin. Jeg glæder mig allerede til at lære ham op. Han bliver en rigtig mand. Det vil også passe godt..." han så tænksomt frem for sig et øjeblik.
"Arona er kun halvt dødsengel. Selv om hun ville kunne arve dødsenglene, ville de hellere tage imod en leder af fuldt blod. Arona kan få landet og vores søn dødsenglene" Han havde allerede en klar tanke om hvilken slags mand, drengen skulle vokse op til at blive. Præcis som han havde et klart billede af hvilken kvinde Arona skulle blive. Det var jo perfekt! Lidt til dem begge. Arona som storesøster. hun ville være...7 år? Når Macaria fødte. 7 år til forskel. En stor forskel når man var barn, mindre når de blev voksne.
Han gik med hende, vuggede frem og tilbage i en beroligende lille dans. På et tidspunkt åbnede en af vagterne døren og kiggede ind af den, for at se om de havde taget livet af hinanden. Da han så deres dans, smilte han blot svagt og lukkede døren så lydløst som muligt. For nu, var der fred i hjemmet igen.
"Vi skal finde på et navn til ham"
Han havde besluttet sig for det skulle være en dreng. Han ville slet ikke accepterer tanken om det kunne blive andet.