Jeg er altså ret uenig!

[Zean Forsyth]

Da Macaria rejste sig, vidste han der var noget under opsejling. Det lå i luften, som et slet skjult tordenvejr. Og han glædede sig faktisk. For selv om en vred Macaria betød noget ubehageligt, og helt sikkert røde kinder det næste døgn, betød det også en mulighed for hun talte over sig. For ham gik de to ting lige op. Et svagt smil gled over ham, da han overtog skjorten og holdte den ind mod sin hals. Han så over på hende. Han havde da intet problem med at fortælle hvad han havde lavet? Han lagde jo ikke planer mod hende.
"Siden hvornår skal jeg aflægge rapport hvis jeg rejser? Jeg har til hver en tid rejst rundt som det passer mig, men nu er du pludselig sur over det?" svarede han roligt tilbage. Som han så det, havde han intet gjort galt.
"Den virkelig grund til jeg rejste, uden at sige noget, var fordi jeg vidste du ville stoppe mig. På det tidspunkt havde jeg sådan set stadig brug for hvile, men du havde gjort det ret klart jeg ikke måtte lave noget som helst. Så for at undgå det, rejste jeg uden at sige noget. Tag det som...En teenager der sniger sig ud af familiens vindue, midt om natten" svarede han roligt.
"Hvad jeg lavede i landene, har jeg fortalt dig. Jeg var på jagt med Valencia, vi fik vildsvin til aftensmad. jeg snakkede om dybere fred med Marcellus og ja, jeg mødte Eriz. Jeg kan ikke forstå hvorfor jeg skal hade dem, blot fordi du gør. Uh, og jeg sloges med Marcellus' bodyguard! Det var rigtig sjovt. Og bagefter tog jeg hjem igen" han trak let på skuldrene, tog skjorten væk fra halsen og så lidt på blodpletterne. Det så ud til blodet var ved at stoppe helt, så han valgte helt at fjerne skjorten. en rødlig kulør dækkede hele hans ene side af halsen, rundt om de to små sår.
Han så op på hende igen. Det var som om hun bare ønskede at være sur på ham, i stedet for at indse han ikke havde skjulte bagtanker. Mod hende, i det mindste.
"Desuden har jeg fortalt dig at planen går på jeg blot vil lege deres ven. Tror du jeg er dum? Måske hader jeg dem ikke...Men de meldte krig, da de tog min pris fra mig. For nu vil jeg lokke dem i en skjult tryghedsfornemmelse. Når de mindst venter det, vil de blive ramt. Hårdt. Forhåbentlig dø helt, men det er nok ret usandsynligt. Vi er som insekter. Skær hovederne af os og vi løber stadig rundt" Et lille grin gled over ham.
"Men hvis du får det bedre, hvorfor så ikke send en spion til dem? Godt nok vil de blive sure, hvis de opdagede det, men jeg er ret sikker på de også har spioner her, så det går nok lige op?" foreslog han, mens det ene øjenbryn gled lidt op i panden på ham.
"Åh, og en til Portus. Jeg stoler ikke helt på dem heller..." tilføjede han en anelse tænksomt.
"Så...Nu hvor jeg igen har fortalt dig alt jeg har lavet, er det måske på tide du besvare mit spørgsmål?" Åh ja. Hun havde nægtet at svare ham, ved at beskylde ham for at have planer. I hans ører lød det som en skyldig.

[Macaria Forsyth]

”Siden at du er blevet konge over et helt land?! Jeg var lige kommet tilbage efter at være blevet kidnappet, hvor du også havde været væk. Du lovede mig, at jeg ville være ved din side fra der af, men du forlod mig igen, nærmest som håbede du modstandsbevægelsen igen ville få fingrene i mig,” forklarede hun såret, og slog ud med armene. ”Og hvad med Arona? Du efterlod også bare hende, uden så meget som at sige farvel. Så ja! Du er en teenager, der bare sneg dig væk i natten! En teenager med ansvar for land, kone og barn.”
Hun sukkede opgivende, og så ud til siden. En hånd hævede sig, for at stryge igennem det tykke, bølgende hår. Sandheden var at det var den side, hun godt kunne lide ved Zean, og han havde jo altid været sådan, men der havde han inviteret hende med på balladen. Det havde været de to. Gamle venner, som uden tøven havde lagt et helt land ned for deres fødder. Sammen. Nu var de to personer med en afsats imellem dem. Hemmeligheder, planer, tavshed. Hun var ikke uden skyld....

Mens at han fortalte hvad han havde lavet i landene, vandrede hun hen, og satte sig tungt i den ene lænestol. En hånd hvilede ovenpå hendes flade mave, som havde hun allerede nu en forbindelse til barnet, der de næste måneder, ville vokse sig større og stærkere i hende.
Ja... han havde fortalt hende, hvad han havde lavet, men hun kunne ikke lide tanken om, at han havde opholdt sig i Pandemonium. Med Marcel og Eriz.
”Jeg ved det...” mumlede hun, og lagde hovedet i sin ene hånd, mens hun rettede blikket mod flammerne i kaminen. Nej... Zean var ikke dum, men hun ville ønske, at han kunne støtte hende i sit had til de to personer. At han kunne stå ved hendes side med det. ”Jeg føler bare du undervurdere dem. Ingen af dem er dumme. Nu hvor Marcel ikke længere har nogle følelser for mig, kan Eriz hviske ham ting i øret, der vil få ham til at slå mig ihjel. Specielt hvis de ser mig som en trussel mod deres -” Hun skar en hadefuld grimasse. ”-baby.”
Fingrene trommede mod armlænene, og hun lod sig glide mere ned i lænestolen. Flammerne gav genskær i hendes øjne, som de havde gjort den nat, hvor hun havde mødt Eriz første gang. Under den fine porcelænsmaske gemte der sig en galning. Et monster. Hun havde selv set det, og ville altid huske det, selvom alle andre omkring hende, kun så den smilende maske med de fyldige læber og de skinnende øjne.
Da han nævnte en spion forholdte hun sig tavs i lang tid. Hvis hende og Zean skulle komme tilbage til det de engang var, måtte hun også tage nogle skridt i hans retning. Hun kørte tungen eftertænksomt rundt i munden, inden at hun til sidst rettede sit intense blik mod ham.
”Fint! Jeg svare på dine spørgsmål,” hvislede hun lavmælt. ”Jeg er allerede ved at gøre en spion klar til at tage til Pandemonium. En spion som jeg også vil kunne bruge, hvis Eriz eller Marcel vil angribe mig eller mit barn. Jeg har ikke fortalt dig noget om det, fordi du så ud til at være så gode venner med dem, og du før har solgt informationer om mig til Eriz. Jeg var også ved Hertug Oathhorn for at besøge ham, mens du var væk, for at få skrabet flere penge sammen til Vavilon. Og... Caleb er forelsket i mig. Rigtig meget endda. Han kyssede mig, og vi havde det lidt sjovt på biblioteket. Så! Der var alle mine hemmeligheder. Tilfreds?”
Hun kiggede væk fra ham igen mod kaminen. Det lettede faktisk en smule på samvittigheden at fortælle Zean omkring det hele. Havde hun virkelig haft dårlig samvittighed overfor ham? Hm...

[Zean Forsyth]

Han slog ud med armene. Det var da en uretfærdig beskyldning!
"Du forlangte du altid ville være ved min side i krig! Krig! Dette var ikke en krig. Og vi ved begge to du ikke ville gå med til at besøge Pandamonium, ikke uden at skabe ballade og ødelægge alt det jeg har kæmpet for!" slog han hurtigt fast. Nej, hun skulle ikke beskylde ham for ikke at holde hvad han lovede. Det havde været klart fra starten. De havde kun snakkede om han tog hende sig, hvis han valgte at gå i krig. Og Arona? Well... Hun så da ikke ud til at bære nag?
"For vi fandt sammen og du adopterede hende, var hun var van til...Ja, hun har altid været van til det...At jeg er væk i længere perioder og laver ting og sager" svarede han blot roligt. Han ville ikke være bundet til at være her, hvis han havde andet at lave! Det kunne hun godt droppe.
Han forstod ikke at hun var såret. Faktisk opfangede han det ikke helt.
"Desuden var det ikke uden større sikkerhed. Men du har vel næppe lagt mærke til jeg har brug min indflydelse på at få ikke bare slottet, men også hele Vavilon, til at svømme i ekstra soldater?" sagde han, som sit endelig argument.

Han så hen på hende, da hun nævnte hun vidste det. Vidste det? Jamen hvis hun vidste det var fornuftigt, hvorfor brokkede hun sig så? Åh. Det måtte være grunden til mænd påstod de ikke altid nød at være gift.
Han valgte ikke at kommenterer det.
I stedet ramte hun ham hårdt med sin næste udtalelse. Det var en fornærmelse han ikke kunne overse.
"Undervurderer dem? De undervurderer mig. Alle undervurderer mig! Det er en fornærmelse. Efter alt vi har været igennem, tror du stadig jeg er dum? Hvorfor? Fordi jeg ikke kan læse en side i en bog, uden at tage 10 pauser? Jeg er ikke dum. Og jeg vil sætte pris på du heller ikke undervurderer mig" svarede han ganske roligt. Han vidste hun ikke ville bryde sig om ordene. Men som det var, undervurderer alle ham jo netop. Ingen troede han kunne opnå noget, ingen troede han havde planer. Alle troede bare han skabte fred og ville leve et dovent liv uden krig, smerter og tortur og alle de der ting. Han var træt af det! Alle tvivlede på ham, alle opsøgte ham og tvivlede på hvad han ville og hvem han tænkte på. Den næste der sagde noget til det ville blive henrettet. Uanset hvem.
"Alle holder det imod mig, at jeg skabte fred. Alle er ligeglade med vores odds for at vinde noget som helst. Folk vil åbenbart hellere slagtes. Fint. Lad os samle vores soldater og vandre direkte mod Pandamonium. beklagerligt hvis jeg ikke leder slaget. Jeg har ingen planer om at dø lige med det samme. Jeg har stadig et langt liv foran mig" Sandt nok, han følte sig lidt vred. Det irriterede ham. Han rejste sig fra sofaen, men måtte stå svajende et øjeblik, grundet blodtabet. Da han fik balancen igen gik han over til et af vinduerne og sukkede højlydt. Tingene gik så skidt for tiden. Var han ved at miste grebet om det hele? Han havde ikke engang lyst til at nyde festen i landet længere. Det havde været en god ide i starten...Så meget havde allerede ændret sig. Sandheden var han havde haft det bedre i Pandamonium, med at lægge små, skjulte planer, end han havde det herhjemme.
Han lagde armene over kors og tog hårdt fat om sine egne overarme. Han var skide ligeglad med hvad folk tænkte om ham. Han havde en grund til at gøre som han gjorde og så kunne folk bare blande sig udenom! Han havde aldrig haft brug for nogen, der fortalte ham at det han gjorde, var rigtigt. Ingen ville fortælle ham det alligevel, for folk havde endnu en ide om at drab og tortur var forkert.

Han vendte sig om og så på Macaria med det karakteristiske kolde blik. Faktisk lindrede hendes ord ham. Et skævt smil bredte sig langsomt over ham. Der havde de det.
"Og hvorfor har du intet fortalt? Fordi du tror jeg er spion? Du såre mig" det var tydeligt det ingen indvirkning havde på ham.
"Jeg stoppede med at give Eriz informationer for længe siden. Derefter gav jeg hende kun falske tidender. Ingen skal skade hvad der er mit. Heller ikke hende. Som tingene er, foretrækker jeg at få hende fjernet. Faktisk vil jeg gerne se hende død. Hun er for stor en trussel, for stor en risiko." svarede han blot, sandfærdigt.
"Men hun er en regnorm. Skær hende over i to, og der er blot to af hende" Hun var ikke en kvinde man bare slog ihjel. Desværre.
Så hvem er din spion? Eller stoler du stadig ikke nok på din egen mand?" spurgte han en smule flabet. En let latter forlod ham.
"Caleb. Jeg har altid hadet det kæledyr. Nu har jeg en grund. Jamen det slår det jo fast! Manden skal dø. Før havde jeg tænkt mig at gøre det bag din ryg, men nu har jeg grund til at gøre det åbenlyst. Og hvad hvis han viser sig at være far til det barn, du mener vi får nu?" Det var rart at kunne fokuserer på andre fjender, end på muligheden for at Macaria var hans fjende. Uanset hvad skulle manden fjernes. Han havde aldrig forstået ideen i at have en højrehånd som kun dronningen, men ikke kongen, stolede på. Skulle en højre hånd ikke netop være til at stole på for begge partner?
"Elsker du ham så også? planlægger i at dræbe mig, bag min ryg?" Det havde hun jo gjort før. Det var interessant at vide om det stadig var en mulig trussel. Men faktisk var han lidt ligeglad med hvem hun var sammen med...Så længe det ikke var deres højre hånd eller andre der gik lige for næsen af ham og kunne håne ham.

[Macaria Forsyth]

"Zean... du ved udmærket godt, at jeg ikke syntes du er dum," svarede hun dæmpet, da han beskyldte hende for at undervurdere ham. Bedre end nogen anden vidste hun hvad han var i stand til. "Du har det bare nogle gange med at storme afsted og tro du er usårlig. Se hvad der skete dengang i Pandemonium. Eriz og Marcellus tog hele landet fra dig, og du kunne have været blevet slået ihjel."
Hun havde lyst til at rejse sig, for at holde om ham, men lige nu var det bedst, at holde lidt afstand til ham. Så temperamentsfuld som hun var, kunne hun nogle gange blive utilfreds hvis tingene ikke gik efter hendes planer. Hun hadede de små lege i skyggerne og fortrak konfrontation til hver en tid. Derfor ville hun helst enten holde sig langt væk fra Pandemonium, så de ikke kunne skade hende eller også fuldkommen ødelægge dem. Selvfølgelig havde Zean dog ret... de kunne ikke drage i krig nu hvor landet var så økonomisk ustabil.

Macaria var tavs under hele hans snak. Hun sad blot smeltet ned i lænestolen, og betragtede ham med de skinnende øjne, som flammerne lyste op, mens resten af ansigtet var henlagt i skygger. Fingrene med de spidse negle var de eneste, som røbede hendes følelser, da de borede sig længere og længere ned i armlænet.
Da han dog afslørede, at han ville dræbe Caleb, rejste hun sig så brat op i stolen, at den kort vippede om på bagbenene. Raseriet blev vist ved det fortrukket ansigt.
"DU RØR HAM IKKE!" råbte hun med en stemme, der gav genlyd i hele pejserummet. Hun havde fået nok af Zeans sårende ord, hans mistillid til hende, og hvordan han ikke respekterede noget som helst i hendes liv.
"Aftalen var at vi kunne være sammen med hvem vi ville, uden at der kom konsekvenser!! Du holder din del af aftalen, eller også så.... så ved jeg ikke, hvad jeg gør ved dig!! DU - RØR - HAM - IKKE! Jeg ved sgu godt, du er sammen med andre kvinder uden at jeg så meget som løfter en finger, og du har bare med at gøre det samme, forstår du det?!!" snerrede hun, så man kunne se de spidse hjørnetænder, som havde hun tænkt sig at angribe ham, og suge ham helt tør for blod. Maven var knuget sammen, så hun havde kvalme. Hvorfor var han så aggressiv overfor hende? Hvorfor var han så... ond og kold?
Hun tog et par, truende skridt mod ham, mens hun holdte en pegefinger op.
"Jeg er så pisse træt af det her! Du begrænser mig! Smider ALT arbejdet over på mig, brokker dig over alting, og opføre dig som en direkte idiot overfor mig! Ja, det er jeg vant til, men ikke så slemt som nu!! Hvad fanden er der galt med dig?!! Jeg har givet dig alt, hvad jeg har, og stadigvæk siger du ting, som at jeg vil dræbe dig? Ved du hvor ondt det gør! Jeg vil ikke dræbe dig, hvad fanden tror du?! Jeg bære dit barn i min mave!!"
Hun var nået hen til ham, og måtte virkelig tage sig sammen, for ikke at skubbe til ham eller slå ham hårdt, selvom hun havde virkelig meget lyst til det. Hvad var der dog sket mellem dem? Når hun stod her, og så op på hans ansigt, kunne hun tænke på deres tid sammen. De gode tider. Hvordan de havde danset rundt i slottet. Planlagt kampe sammen. Tortureret folk side om side. Dræbt folk for hinanden. De havde kunne finde ro og nydelse i hinanden i sengen. Til møderne havde de vekslet blikke til hinanden, så de næsten ikke kunne lade være med at grine. De havde drukket sig fulde i vin bare de to. Leget med Arona på værelset. Han havde masseret hende, og kysset hende ned af ryggen. Hun havde ligget ovenpå ham, og fortalt om sit liv, selvom han mere eller mindre sov.
Men nu... nu var der ikke det mindste af den slags. De var to fremmede for hinanden.
Hun bed tænderne sammen, for at stoppe tårerne fra at komme frem i øjnene. Han skulle ikke se, hvor ondt det her gjorde på hende.
"Jeg sover ikke i soveværelset fra nu af," hvislede hun, næsten uden at læberne bevægede sig. "Jeg skal nok sende Caleb bort fra slottet for din skyld, men tilgengæld skal du ikke forsøge på at gøre ham noget. På nogen som helst måde."
Hun trak skjorten mere op over skulderen, inden at hun vendte sig rundt for at forlade stuen og Zean. Det føltes som om hun skulle kaste op, og tårerne truede med at trille ned over kinderne. Hun ville bare væk... væk fra ham.

[Zean Forsyth]

Macaria var så følsom, så sensitiv og ofte forstod han det ikke. Han forstod ikke hvor de kom fra eller hvad hun prøvede at opnå med dem.
Lige nu, dog, var det som en gave.
Han trak let på den ene skulder. Han var sjældent typen der sad stille længe. Nok elskede han at lægge planer, men ligeså elskede han bare at storme ud og gøre tingene og så se hvad der skete.
"Der skal mere til at dræbe mig. Jeg var jo ikke så interesseret i landet alligevel, jeg kedede mig bare" svarede han roligt, ærligt. Hvis han stoppede op og var typen der gad at tænke over sin egen opførsel, ville han måske også undre sig over hvor...anderledes...Han var. Men som det var, bemærkede han intet og mente selv han var i sin gode ret til det han gjorde.
Han var så træt af folk, der ikke yndede at slå nogen som helst ihjel.
Det var et bevis. Et bevis...Caleb var udnævnt til en trussel. Tydeligvis tog han Macaria fra ham. Macaria beskyttede kun dem, der interesserede hende, som hun var følelsesmæssigt knyttet til...Og børn. Siden Caleb ikke var et barn...
Han kunne altså forvente at blive stukket i ryggen igen.
"Jeg er da ligeglad med om i har sex..." svarede han forundret. Hvad råbte hun nu op om? åh gud, hvor var hun dog et trættende selskab!
"...Jeg er ikke ligeglad med at han elsker dig og vil tage dig fra mig når som helst" afsluttede han, uden at vide om hun overhoved hørte ham, for sit eget råberi. Sikkert ikke.
"Specielt ikke når han går lige under min næse samtidig. Jeg er ligeglad...Men han er vores højrehånd og på alle punkter ikke en jeg stoler på. Jeg forlanger vi får en ny højre hånd, en jeg også kan stole på og som ikke kun er loyal til dig." Han svarede ikke på at hun ville fjerne ham. Hun kunne fjerne ham og de kunne have al deres sex og følelser et hemmeligt sted...Men truslen var der stadig. Denne gang skjult, så han ikke kunne eliminerer den. Caleb gik rundt på hans territorium...Og Macaria forventede bare han accepterede det?
Det var på ingen måde det samme. Han havde en kvinde i ny og næ, ingen var loyale eller forbundet med...Og faktisk aldrig nogen han trak med hjem. Det var jo også aftalen. Ikke for næsen af den anden. Og hvad var dette så?
Han var træt af det hele. At være konge, af Macaria...Han savnede sit liv ude i skoven, for sig selv. Han havde besluttet sig. Han ville rejse hjem til Sethos. Så måtte Macaria hygge sig alene. End til hun fødte, selvfølgelig, så ville han komme og gøre krav på sit barn. Uanset om hun så stadig ønskede ham på slottet eller ej.

Var det en straf? ikke at sove i sengen?
"Du skal ikke bekymre det. Jeg rejser til Sethos med Arona om mindre end et døgn. Du kan beholde din seng" svarede han roligt. Selv om han et eller andet sted havde lyst til at række ud efter hende, kunne han ikke. Noget holdt ham tilbage. En svag...fornøjelse...Af at se hvor meget han kunne påvirke hende og ødelægge tingene for hende. Åh, han havde jo brug for ferie...Komme væk herfra. Han var ikke typen der blev et sted, hvor der ikke var behageligt at være. Og dette sted var absolut langt fra behageligt.
Han lod hende gå. Han var træt af hendes ynkelige adfærd, evige tårer og skrigen, når hun ikke fik hvad hun ville have. Måske skulle han give hende en masse krig, som hun ønskede, og så forlade titlen som konge. Så kunne hun bruge sin tid på at blive tæsket lidt rundt og finde ud af hvad hun ville. Et svagt smil gled over ham. Han havde vel også et par ting Pandamonium uden tvivl gerne ville høre om! ikke barnet, men måske denne spion...
Macaria havde gjort det klart han ikke kunne stole på hende. Overhoved.

//Out