Jeg er altså ret uenig!

[Macaria Forsyth]

Macaria kunne ikke lade være med at smile af Zeans stædighed omkring kønnet på barnet. Faktisk havde hun ingen anelse om hvilket køn det ville være, og havde heller ingen præferencer. Alt hun ville have, var et sundt, stærkt og livligt barn. Kønnet var lige meget. Det ville være fantastisk, det var alt som gjalt. Dog var hun lidt fornærmet. Kvinder kunne være lige så gode som mænd. Det havde hun selv bevist gennem hele sit liv, og blev gerne ved med det, indtil alle mænd opdagede, at kvinder kunne bruges til andet end sex.
"En ordenlig mand?" gentog hun med et hævet øjenbryn. Hun var ret så sikker på, at hende og Zean havde vidt forskellige meninger om, hvordan en rigtig mand skulle være. "Og hvad tænker du så er en ordenlig mand? Jeg VIL have ham i skole! Ingen diskussion! Jeg skal bære barnet i 9 måneder, og bagefter føde det. Jeg bestemmer om det skal i skole eller ej."
Hun strøg kælent Zean op og ned af ryggen, mens de vuggede rundt. Sikke et syn de måtte være. Ødelagt maleri, smadret glas, smidte puder, og så de to. Zean i bar overkrop og hende kun med én af hans skjorter på. Alle som nogensinde tvivlede på deres ægteskab, burde se dem sammen nu.
"Men jeg er enig omkring fordelingen af arven. Arona er den ældste. Det er blot naturligt, at hun får Vavilon. Som hybrid vil hun også være perfekt. Et tegn på hvordan vi ser det hele her i landet," bekræftede hun, inden at hun igen lagde sin kind ind mod Zeans skulder. Lyden af hans hjerte, der bankede var som en stille, rytmisk tromme. Gad vide om hun ville kunne høre deres barns hjerte på et tidspunkt? Deres barn. Hende og Zeans. De var nået en lang vej fra dengang på kroen, hvor de havde mødt hinanden første gang.
"Et navn? Burde vi ikke overveje muligheden for det er en pige, så vi ikke står med et dusin drengenavne og intet pigenavn?" spurgte hun ham med et lille grin. Et navn. Hun havde kun et navn i tankerne, og det var ikke engang et drengenavn. Hvis det blev en pige, skulle hun opkaldes efter den person, som reddede hende. Den kvinde, der havde givet sit liv, for at redde hende. Isabel.
"Forresten... ehm... Zean?" Hun hævede igen ansigtet op mod ham. "Syntes du forresten ikke snart det er på tide, jeg møder dine forældre? Eller... hvert fald din mor? Vi har været gift i lidt over et år, jeg er gravid med dit barn, og har stadigvæk ikke mødt dine forældre. Jeg er undskyldt! Begge mine er for længst døde, og min skaber er... ja.. jeg ved ikke hvor."

[Zean Forsyth]

Han så afslappet ned på hende. En rigtig mand! Et lille smil gled over ham, som Macaria åbenbart mente at en rigtig mand som sådan ikke gik i skole. Bare fordi han ikke selv havde. Ak, da Valencia havde snakket om hendes uddannelse i...Alt! Skrive, læse, historie, kunst, træning af diverse ting. Der var jo ikke det man ikke kunne lære! Og hans egen uddannelse? Han kunne endnu ikke skrive særlig pænt og læsningen gik med næsten ti ord i minuttet. Men han kunne da!
"Så længe han ikke skal spilde hele sit liv på unødige studier. Han skal oplæres i krigskunst og i kamp. Han skal med på jagt, han skal på et ophold på vores militærakademi og er vi stadig på fredelig fod med Pandamonium, skal han opsøge deres militærakademi, for at lære det bedste af det bedste" svarede han roligt. Ingen tvivl! Han var god til kamp. Han ville ikke accepterer en søn der intet kunne!
Arona gik jo også i skole. Privatskole, så vidt Zean huskede, her på slottet. Zean havde forlangt hun ikke gik i skole nede i byen med alle de andre børn.
Han så lidt på hende igen. Et pigenavn? Hvorfor skulle de spilde tid på det?
"Det bliver ikke en pige. Så det er ikke nødvendigt" svarede han. Der var ingen tvivl i hans stemme. Det blev ikke en pige!
Og hvis det endelig gjorde skulle hun ikke have et navn som Isabel.
"Vi har tid nok til at finde et navn til ham..." svarede han så en smule tænksomt. Hvad lød godt? Han havde absolut ingen opfindsomhed på det punkt. Han var ikke skabt til at navngive små kødklumper.

Som hun nævnte hans forældre, var det som om hele hans krop frøs. Ja. Hun vidste hans forældre var i live og de levede et almindeligt liv i Sethos, som to dødsengle nu kunne gøre det. Men aldrig havde han fortalt mere end at de fandtes, aldrig havde han opfordrede til at de burde mødes. Det var absolut ingen god ide. Han havde ikke set dem eller snakket med dem...Siden han var taget hjemmefra for snart mange år siden. At tage kontakt nu...
Han så mistænksomt ned på hende. Hvorfor ville hun pludselig møde dem?
"Jeg...Det er en dårlig ide. Jeg har ikke rigtig kontakt med dem. Det vil blive...akavet. En dårlig oplevelse" Hvad ville han gøre hvis han mødte sin far nu? Slå igen? Han havde slået farens side af familien ihjel. Faren var den eneste der var tilbage og han fortjente at dø. At blive hængt op et eller andet sted og pisket. Men alligevel havde han ikke gjort det. Mere havde han valgt blot at ignorerer hele mandens eksistens. Han kunne ikke konfronterer det. Hans minde af faren...En mand, en streng mand. En mand han et eller andet sted var lidt bange for.
Og moren. Alle de timer de havde brugt ude i naturen, sammen. De tider, hvor moren havde passet hans sår, fordi han altid kom til skade eller fordi fare var lidt for hård. Hvordan de to levede sammen, som et gammelt ægtepar og bare accepterede hinanden. Der var aldrig kommet et nyt barn. Måske var de bange for det. Men mere vidste han at hans far ikke ønskede sig flere. Zean var en fejl, en fejl faren måtte leve med resten af sit liv. Og se blot hvor Zean var endt! Ha!
Nej. Det ville ikke blive godt. Det ville blive katastrofalt. Uden tvivl.

[Macaria Forsyth]

Unødige studier? Macaria stirrede op på ham, som var han sindssyg. Selv havde hun brugt en del af sit liv på at lære alt omkring strategi, retorik, matematik, og administration. Det var takket været Matthews opdragelse, at hun var den, som hun var i dag. Men så igen... hvis ikke hun havde haft Zean til alt kamp-halløjet, så havde hun ikke nået særligt langt. Hun havde brug for en Zean. Noget andet fik hende dog til at rynke panden.
"Ikke tale om at han skal til Pandemonium!" sagde hun skarpt, så det nærmest lød som et piskesmæld. Bare tanken fik hele maven til at knuge sig sammen. "Er du fuldkommen sindssyg?! Tror du Eriz bare sådan har glemt mig? For det har hun ikke! Hun vil det barn til livs, om hun så selv skal lægge sine lange, ulækre fingre om dets hals! Nope! Nej! Fint, at vores barn skal trænes i krig. Selvfølgelig skal.. han... det, men ikke tale om, at det bliver i Pandemonium, hvor de alt for let, kan få et angreb til at ligne et trænings-uheld!"
Et sted vidste hun at Zean havde ret. Under normale omstændigheder ville det være en god ide, at sende sit barn til de andre lande. Både for at oplære dem, men også for at skabe broer. Men tanken om Eriz og hendes barn alene i Pandemonium... hun kunne slet ikke holde til det. Hvis det skulle ske, ville hun have Eriz's rådne barn hos sig samtidig!
Hun var så optaget af sine vrede tanker, at hun slet ikke lagde mærke til hvordan Zean var frosset i hendes arme. Først da han talte, vendte hun tilbage til deres samtale.

Aldrig havde hun presset Zean til at fortælle om sin fortid eller hans familie. De gange hun havde spurgt, havde han været kortfattet, uden rigtigt at give hende et ordenligt svar. Dog havde hun kunne gætte sig til nogle ting. Specielt de gamle ar på hans krop.
Vreden forsvandt med det samme fra hende. I et øjeblik betragtede hun hans ansigt, inden at hun lagde en hånd bag hans nakke, for at trække hans hoved ned til sig. Blidt kyssede hun ham på munden.
"Så lader vi være," sagde hun dæmpet til ham, og sendte ham et lille smil. For at være ærlig ville hun være ved at dø af skræk, hvis hun skulle møde de to dødsengle, som havde skabt Zean. "Vi skal ikke gøre noget, du ikke har lyst til. Specielt ikke nu. Åh forresten! Jeg har helt glemt at fortælle dig, at jeg har inviteret Nathaniel Oathhorn her til Oberion, for at være vores gæst til festen! Jeg håber du ikke har noget imod det."
Noget imod det? Ha! Zean og Nathaniel var hinandens drukbrødre! Begge to klar på ballade, at score kvinder, og drikke hinanden under bordet. Desværre måtte hun denne gang træde væk, eftersom hun ikke kunne drikke alkohol på grund af babyen.

[Zean Forsyth]

Han var lige ved at slippe hende, under hendes pludselige vredesudbrud. Så himlede han med øjnene, mens Macaria var alt for travlt med at være sur, til hun nok ville bemærke det. Kvinder! Så besværlige og snæversynet.
Da hun endelig var færdig.
"Hvis dit had til Eriz virkelig skal overgå alt fornuft, låner vi bare en af deres trænere og får ham fragtet til os" sagde han ligeud. Det kunne være genialt! Måske burde han straks kontakte Marcellus og foreslå Vavilon lånte nogle trænere til deres akademi. De kunne lære nogle gode tricks og få en elite! Måske kunne de sende flere folk til Pandamonium for det samme. De kunne få et bedre militær. Det var noget han måtte se på!
Hvem sagde også freden ville holde så længe? Han var ligeglad med fred. Det eneste han skulle bruge den til, var at optræne nye soldater. Og udnytte venskabet på alle måder han kunne.

Han blev trukket ned til et rart, lille kys. Hans forældre. Han tænkte ikke på dem særlig ofte og hvis han gjorde, var det oftere hans mor end hans far, han tænkte på. Måske var det på tide han fik gjort op med dem? Sikke lange ansigter de begge ville få, hvis han inviterede dem til slottet...Og Arona kendte slet ikke sine bedsteforældre. Til alt held.
Måske kunne han inviterer kun mor. Far måtte blive hjemme. Men ville han gøre det? Noget sagde ham far ville dukke op uanset.
Han så hende. Nath-et-langt-navn? Nånå. De havde så mange adelige der vandrede ind og ud af slottets arealer alligevel. Folk der håbede at få noget ud af det, folk der blot nød de kongeliges venskab.
"Åh...Okay." svarede han blot og trak let på den ene skulder.
Måske var han Macarias medhjælper?
"Hele Vavilon er vores gæster til festen, så jeg ser ikke forskellen" svarede han roligt.
"Og..." han var ved at sige at han ville inviterer hans mor herhen, så hun kunne møde kvinden. Han skiftede hurtigt mening. Han havde ikke engang selv lyst til at opsøge dem, selv om hans mor aldrig rigtig havde gjort ham noget. Han endte med blot at ryste let på hovedet. Hvis de nogen sinde skulle mødes, ville det blive ved en tilfældighed!

[Macaria Forsyth]

Kærligt strøg hun ham ned over kinden, uden at sige noget, selvom det var tydeligt, at han havde været ved at tilføje noget. Selvom Zean til tider var et stort mysterium for hende, ville hun aldrig nogensinde presse ham til noget. Den eneste gang hun havde gjort det, var dengang de to Vavilon, og der havde han betalt alt tilbage til hende. Igen dukkede mindet frem om dengang, de havde været levende begravet sammen. Senere havde hun fået af vide, hvad der var sket. Efter hun var faldet om på tronen, havde Zean slået dragen ned, og slæbt sig selv direkte ind efter hende for at redde hende. Han havde troet hun skulle dø, og havde blot sat sig med i hende i sine arme. Ventet på.. ja... et eller andet, da det hele var væltet ned over dem begge.
Hendes blik fangede hans. Stålgråt, hårdt og skarpt, der mødte de uendelige mørkeblå dybder, som man kunne drukne sig i.
Begge hænder lagde sig om hans ansigt, og hun vippede op på tæerne, for igen at kunne kysse ham, som hun så mange gange havde gjort. Denne her gang lod hun kysset vare et stykke tid. Ikke krævende, hårdt eller grådigt. Bare... blidt, kærligt og sødt.
Først efter et par sekunder, afsluttede hun nænsomt kysset, og trak sig smilende lidt tilbage fra ham.
"Ved du hvad jeg tænkte på? Det er ganske forfærdeligt! Jeg kan ikke drikke til festen, der ligesom fejre, at jeg er tilbage. Intet alkohol til mig, så... du er nødt til at drikke for to," forklarede hun, og tog hans ene hånd, for at trække ham med hen til sofaen igen, så hun kunne sætte sig. "Tilgengæld tror jeg, det er en god ide, hvis jeg hele tiden har blod til rådighed, så jeg kan holde min krop varm. Jeg burde anskaffe mig en levende lommelærke, der hele tiden kan stå ved min side! Uh! Det er faktisk en god ide!"
Hun satte sig tæt op af ham med en arm langs ryglænet, så hun kunne nusse ham beroligende i nakken.

[Zean Forsyth]

Igen et kys. Det var rart. Selv om hun var kold, var det rart. Han havde vænnet sig til hendes kolde hud, nok til at han til tider savnede den kolde klump han sov ved siden af, når han lå alene i sengen.
Når han ikke mente det var bedst at sove alene, fordi han var overbevidst om hun ville kvæle ham i søvne. De dage sove han hos Arona, så han samtidig kunne holde hende sikker fra natlige listetyve.
Pludselig slog det ham igen. Som hun trak ham over til sofaen og snakkede til ham, som var han et barn! Som om han var et vildt barn, der skulle beroliges eller en sindssyg mand, der blot skulle snakkes efter munden. På ny voksede uviljen i ham, skønt han lige nu ikke helt reagerede på den.
Han fulgte med over til sofaen og gled ned ved siden af hende.
"Åhr nej. Så kunne vi godt have nøjedes med at bestille halvdelen" drillede han hende og smilte skævt. Han havde glædet sig til at danse med hende og drikke hende fuld, så han kunne bære hende i seng...med undtagelse af han nok ville have tabt hende et par gange, fordi han ikke selv kunne gå lige.
"En levende lommelærke? Hvis du drikker blod af en person hver dag, kan de ikke nå at følge med. Du må have flere, hvis det skal være" svarede han. Hvis folk mistede blod hver dag, kunne deres kroppe ikke følge med. Til sidst ville de lide af blodtab. Men hvis hun havde flere kroppe af suge på, kunne det balancerer op for det. Mente han.
"Du kan jo altid tage en tår af mig" sagde han så med et lille, drillende smil. Det var ingen hemmelighed, mellem de to altså, at han faktisk nød det. Sex eller ej, var det en sjov oplevelse og den korte smerte fra tænderne var ikke noget han beklagede sig over, når han faktisk intet bemærkede ved resten af bidet eller mens det stod på. Derfor så han heller ingen problemer i det. Måske ville det ligefrem styrke barnet at få noget af sin stærke fars blod i sig! Ja. Måske var dette kun en rigtig god ide!

[Macaria Forsyth]

Macaria rakte tunge af Zean, da han kommenterede på, at de bare kunne have bestilt halvdelen af alkoholen, nu hvor hun ikke måtte drikke. For at være fair var hun vampyr, og vampyrer kunne tåle mere alkohol end den normale person, så det tog altid længere tid for hende at blive fuld. I det mindste havde Zean på nuværende tidspunkt lært at følge med. Da de lige havde kendt hinanden, drak han ikke. Det var noget, som var kommet med tiden.

"Så må jeg have flere lommelærker!" udbrød hun ubekymret med et skuldertræk. Når først hun havde lavet sin ting, ville folk tigge om at hun drak deres blod. Fandtes der en større ære, end at lade dronningen af Vavilon drikke af sig? Det troede hun ikke, nej!
Da han forslog hun også kunne drikke af ham, bredte der sig et skævt grin på hendes ansigt.
"Ja, det ville du kunne lide, hva?" svarede hun, og lænede sig frem mod ham, for at nappe ham legende i halsen. Hun savnede faktisk smagen af ham. Den lidt bitre, mørke smag af hans blod, fik hende altid til at sukke af fryd. Som en frydefuld drøm af en forbudt elsker, man håbede man ville drømme hver nat.
Hendes nappen ændrede sig til lidenskabelige, masserende kys, hvor de spidse hjørnetænder strejfede over hans følsomme hud ved siden af halsen. Hun kunne mærke hans pulsåre pumpe mod sine læber. Så fristende. Let lod hun tungespidsen følge pulsåren over hans hals, til hun nåede hans kæbe, hvor hun trak hovedet tilbage igen.
"Mh... jeg må indrømme, jeg nyder at drikke af dig. Lyder det for skræmmende, når jeg siger den slags?" spurgte hun med et smil. "At jeg godt kan lide smagen af dit blod?"

[Zean Forsyth]

Lommelærker eller ej. Han var ligeglad. Macaria kunne suge flere folk tomme for blod, så slottet var badet i lig, uden han rigtig ville rynke på næsen. Så længe han kunne gå ubesværet rundt, var han ret ligeglad. Måske ville han lege 'jorden er giftig' med Arona, hvor de hoppede fra lig til lig, rundt på hele slottet! Se, det kunne alligevel være lidt sjovt!
Han så udfordrende på hende, da hun lænede sig hen mod ham. I et øjeblik gled tanken, at hun ville suge ham tom og dræbe ham, uden han forventede det, rundt i hovedet på ham. Den forsvandt også hurtigt igen, da han havde mere travlt med at fokuserer på hendes tunge, der gled op af hans hals, som var han et bolsje.
Hans smil voksede, som hans arme gled rundt om hende, for at beholde hende tæt på sig.
"Det lyder fantastisk. Som når en kvinde komplimenterer en mand for hans størrelse" svarede han afslappet og mente uden tvivl det var en god ide. At hun elskede hans blod, komplimenterede blot hans ego. Endnu en god ting ved ham! For nu havde kun en vampyr drukket blod af ham, men desværre havde han ikke set hende siden. Hun var som sunket i jorden. Hun havde hjulpet ham med at slå hans fars side af familien ihjel, så han kunne overtage rigdomme, hus og den dengang lidt vigtigere lav-adelstitel de havde haft. Folk der ønskede at være rige, magtfulde, men som faktisk intet var.

[Macaria Forsyth]

Macaria's smil voksede sig større af hans svar, og hun plantede et til kys på siden af hans hals, inden hun placerede sig op over hans skød med benene på hver side af hans lår. Det var sjældent at finde én, der rent faktisk frivilligt, ville lade en vampyr drikke af sig. Folk snakkede om en euforisk, ophidsende del, og så en mere smertefuld når man begyndte at miste mere blod. Selv kunne hun ikke huske, hvordan et bid fra en vampyr var. Det var så mange år siden, at hun var blevet omskabt.
"Jeg kan lide på dit blod og din størrelse. Jeg har skam intet at klage over omkring dig fysisk," kommenterede hun med et bredt grin. Tænk at der havde været engang, hvor hun ikke havde set ham nøgen. Waw... det føltes som lang tid siden.
Blidt lod hun fingrene glide igennem Zeans' pjusket hår, mens hun betragtede hans ansigt foran sig. Når hun sad på hans skød, var hun for en gangs skyld højere end ham. Hun smilede legende til ham. Det smil, der altid betød ballade.
"Har du lyst til jeg bider dig noget mere?" spurgte hun ham, og placerede sin hånd på siden hans hals. Tommelfingeren strøg over hans kæbekant. Et par gange havde hun overvejet, om hendes tiltrækningsevne virkede på dødsengle, men hun troede det ikke. Dødsenglene virkede lige så ligeglade og forstenet omkring hende, som de altid gjorde. Det kunne være tiltrækningsevnen kun virkede på menneskelige væsner. Hun havde læst i en gammel bog, at dødsengle havde svært ved følelser. Specielt følelser som kærlighed, varme og omsorg. Bare et blik på Zean, bekræftede den teori.
Hun lænede sig lidt mere frem mod ham, så skjorten gled op over hendes balder og lår. Den anden hånd støttede imod ryglænet lige ved siden af Zean, for at hun ikke ville falde forover.
"Jeg kan bide dig nu hvis du har lyst? Give vores barn blodet fra sin fader? Måske vil det få mere af din styrke så?" uddybede hun, mens det skæve, balladeskabende smil blev bredere. De spidse hjørnetænder kom til syne.

[Zean Forsyth]

Et lille grin gled over ham, som hun satte sig på hans skød. Hvis hun virkelig ville have hans blod, havde han sådan ingen mulighed for at forhindre hende i det. Specielt ikke nu, hvor hun blot kunne presse på med sine lår, hvortil han sådan set ville have ret svært ved at komme fri. Men hvorfor skulle han flygte? Hvorfor skulle hun tage med vold, hvad han villigt gav hende? De havde prøvet det før. Han vidste hun havde kontrol og ikke bare sugede ham tør som en rosin. Hans blod og størrelse. Noget sagde ham at han opfyldte rollen som ægtemand rimelig godt. Også selv om nogle af de højere stillet, inden for dødsenglene, havde mumlet lidt i deres skæg, da han giftede sig med hende. De fleste kunne heldigvis se det praktiske i at have en leder, der også var leder over et helt land. Mere til dem og en dødsengel der rejste sig op over alle andre. Hvor de hørte til. Over alle andre.
Hans hænder gled op af hendes lår, som skjorten var gledet op og blot havde afsløret mere af hendes ben og balder for ham. Ikke fordi han kunne se balderne så godt herfra, men han kunne i hvert fald mærke dem. Og sikke dejlige de var!
Hans blik gled op over hendes krop, før de hvilede på hendes ansigt, hendes øjne. Han lænede sig længere tilbage, så han hvilede mere mod ryglænet og så hans hals blot var det mere synlig, mens et drillende smil hvilede på ham. Behøvede hun overhoved at spørge?
"Med alt held vil barnet kun drage nytte af det. Det er i hvert fald vær at prøve, syntes du ikke?" spurgte han. Han elskede denne lille leg.

[Macaria Forsyth]

Et lille suk brød hendes læber ved følelsen af hans hænder, der gled op over hendes nøgne lår, samt det blik han sendte hende. Åh det blik... Det blik havde altid kunne gøre hende varm mellem benene.
Sensuelt bed hun sig i underlæben, da han lagde hovedet tilbage, så struben blev blottet for hende, og pulsåren trådte tydeligt frem under hans hud. Hun kunne høre det bruse som et vandfald. En lokkende lyd, der fik hende til at læne sig med frem.
”Jeg syntes helt klart det er værd at prøve,” svarede hun bekræftende med en dæmpet stemme, og svajede i hele kroppen, for at læne sig frem mod hans hals med underarmene hvilende på ryglænet. Fingrene begravede sig i hans brune hår, for at vende hans hoved til siden, og holde det tilbage, så hun kunne komme til. Tanken om at få frisk blod, fik det til at krible i hende.
Hun tog en dyb indånding ved hans hals, for at indfange duften af ham, inden at hun strøg næsen over hans hals, som var de i færd med at skulle lave noget helt andet. Altid med udsigten til blod ændrede hele Macaria adfærd, og blev et forførende rovdyr. En farlig fristelse. Et forgiftet stykke chokolade.
Hun gned sig mod Zeans nøgne overkrop, så hendes bryster blev trykket ind mod ham, og underlivet let hævede sig fra hans. Læberne strejfede hans hals. Let adskilte og bløde. Klar til at give ham hvad mange ville kalde Dødens Kys.
Tungespidsen strøg over hans hud, for at finde det rigtige sted, hun kunne begrave sine tænder. Det skulle ikke være ved pulsåren, for så ville hane forbløde. Heldigvis var hun godt oplært, og vidste hvor man skulle bide for at dræbe, og for bare at drikke.
”Bare sid helt stille, elskede,” hviskede hun spindende i Zeans øre, og brugte for første gang det kælenavn. Legende nappede hun i hans øreflip, inden at hun gled ned over hans hals til hun fandt et ordenligt sted. Læberne masserede intenst hans hud, indtil det blev mere og mere til en nappen. Han ville kunne mærke hendes hjørnetænder. Til sidst krængede hun overlæben helt tilbage, og lod tænderne begrave sig i hans kød.
Musklerne i hendes hals trådte frem, da hun begyndte at suge blodet ud af de to, små huller. Ved den første slurk lukkede hun saligt øjnene. Et støn blev kvalt i hendes strube. Hun pressede sin krop tættere mod hans, og grebet i hans hår strammede sig.
Tålmodigt og langsomt lod hun selv blodet fylde sig i hendes mund, før hun slugte det. Mørkt, en smule bittert, men også stadigvæk sødt som livet selv.
Styrken bredte sig i hende. Kinderne blev rosarøde, læberne fik farve. Håret strålede i forskellige, røde nuancer, og huden virkede varmere. I et øjeblik mærkede hun hjertet slå et enkelt slag, inden det igen døde.
Hun havde taget tre slurke af ham.
Med et lille suk gennem næsen kørte hun sin underlæbe over hans to sår, for at fange det sidste blod, inden at hun trak sig tilbage fra ham. Hans blod glinsede på hendes læber, og øjnene var røde, da hun igen åbnede dem.
Hun tog hans skjorte, som stadigvæk lå på sofaen, og pressede den mod de to, små sår på siden af hans hals, for at stoppe blødningerne, der snart ville standse. Et lille smil lå på hendes skinnende læber.
”Er du okay?” spurgte hun blødt. ”Du er ikke blevet svimmel, vel?”
Hun følte, at hun ville kunne splitte hele bjerge midt over, hvis hun ville. Blod gav hende altid mere styrke.

[Zean Forsyth]

Hendes kolde krop pressede sig imod hans varme. Hendes døde, kolde krop, som han alligevel kendte så godt og intet havde imod. Han var van til at sove alene alligevel og han havde ikke brug for at sove ved siden af en varm og levende krop, for at føle sig tryg eller godt tilpas. Macarias kendte krop fungerede lige så godt og med en dyne over dem, mærkede han sjældent særlig meget til hendes kulde, da han ofte producerede ekstra meget varme, når han sov. Som en varmepude, mere eller mindre. Når han først sov dybt nok, kun selv ikke Macarias kolde hænder over hans krop vække ham...Medmindre de gik på eventyr.
Dette var dog anderledes. Lidt som når Macaria ville optræde ekstra tiltrækkende, ekstra fantastisk, skønt det denne gang ikke var sex de skulle lave. Og dog, var det netop det seksuelle der gled over hans tanker og netop denne tiltrækning han følte, som hun forførte ham og gned sig mod hans krop.
Hans hoved gled villigt til siden, som hun holdte ham der, som en fisk i et net. En let gysen bølgede igennem hans krop, som hun slikkede ham op af halsen, massagerede ham med læberne. Hans øjne gled i.
Et let gisp forlod ham, da han mærkede den stikkende smerte, den stikkende fornemmelse, af hendes tænder der borede sig ind i hans hals. Som altid var det en underlig oplevelse. På en gang ubehagelig og skøn. Hans hænder hvilede om hendes lår, mens han blot sad stille og trak vejret dybt. Dette var mere en oplevelse for sjælen, end kroppen. Blot...En sær form for nydelse. I et øjeblik gled hans mundviger opad, som han kom med et lille smil og faktisk var tæt på at grine. Han ønskede mere af det, selv om han vidste det ikke ville være sundt for ham. Det var alt for hurtigt slut.

Da hun trak sig tilbage, følte han sig en smule mere svimmel, omend han ikke kunne finde ud af om det var af den berusende oplevelse eller det pludselige blodmangel. Ikke dødeligt blodmangel, men alligevel nok til at han følte sig lidt mere udmattet. Som om han havde løbet en tur og nu bare gerne ville dovne i sofaen de næste par timer.
Hans øjne gled langsomt op og fandt hende, som hun sad der, med rosarøde kinder og et mere livligt ansigt, som havde hun været udenfor hele dagen eller oplevet noget, der kunne få hende til at rødme. Hun virkede jo mere livlig og mere ung, ikke fordi hun så gammel ud i forvejen. Mere tiltrækkende.
Han hvilede hovedet mod sofaryggen og smilte blot lidt til hende, som hans ene hånd gled op til den improviserede forbinding og holdte den mod hans hals. Han så blot på hende, som resterne af hans blod skinnede på hendes læber. Hun var skønnere nu, end nogensinde.
"Jeg har det fint" svarede han afslappet tilbage. Han havde det fint. Mere end fint. Dette måtte være følelsen af at være lykkelig, ikke? En kone, et barn, et slot, et land, magt, rigdomme...Og en kone der nød en både i sengen og som en snack. Han havde jo alt det folk havde, når de kaldte sig lykkelige. Derfor måtte han være lykkelig. Uanset hvad, følte han sig godt tilpas.
Hans ene hånd gled op til hendes ansigt, som han tørrede en bloddråbe af hendes mundvige og suttede den af sin egen tommelfinger.
"Som altid en fantastisk sær oplevelse" smilte han.

[Macaria Forsyth]

Smilet voksede sig bredere på Macaria's læber, da han hævede en hånd, for at tørre blodet af hendes læber med tommelfingeren. Hun satte pris på de her øjeblikke med Zean. De stille øjeblikke.
Med hans hånd over hendes, blev hun ved med at presse skjorten mod hans hals. Tungespidsen kom til syne for at slikke det resterende blod af læberne, samt opfange det sidste af smagen.
"En fantastisk sær oplevelse?" gentog hun, og kunne ikke lade være med at grine af hans brug af ord. Blidt kyssede hun hans hage, inden at hun hvilede sin albue på ryglænet ved siden af hans ansigt, så hun kunne lægge hovedet i hånden, samtidig med, at hun betragtede ham.
"Jeg sætter også selv pris på den her fantastiske sære oplevelse," fortalte hun, og duppede lidt til sårene med skjorten, inden hun igen pressede let imod. "Vores baby sætter helt sikkert også pris på det. Tak far, siger den... hvis altså den havde en mund. Den tænker det! "
Hun grinede, og kunne godt mærke, at hun endnu ikke var blevet vant til tanken. En baby. Deres baby. En levende baby i hendes mave. Hvor hun dog bare håbede, der ikke ville ske noget med barnet derinde, nu hvor hun faktisk var død. Forhåbentligt beskyttede Euphonia det, og ville sørge for intet forfærdeligt skete. Hun måtte holde sig afstresset, rolig og sikker!
"Jeg tænkte at nu, hvor jeg er gravid - yay - skal jeg passe på med ikke at arbejde så meget. Dig og Caleb kommer til at skulle hjælpe hinanden med at styre landet," forklarede hun, og hævede hovedet, så hun med sin hånd kunne stryge ham kærligt over håret. "Kan I klare det? Selvfølgelig kan jeg godt lave lidt, men ikke så meget, som I har været vant til."

[Zean Forsyth]

Tak far, sagde den? Det lød totalt åndssvagt i Zeans ører. Prøvede hun at være sjov? Det lød ikke som noget Macaria normalt ville sige, høj på blod eller ej. Baby eller ej. Han trak vejret dybt. Ikke fordi han havde en chance mod hende til hverdag, men nu, med et par mundfulde blod mindre, havde han da slet ikke. Han ville blive alt for hurtigt forpustet, før han overhoved havde fået skubbet hende ned fra sig.
Han kunne derfor ikke andet end blot sidde og kigge på hende, bedømte han. Og lytte på hendes lige så sære kommentarer om babyer og hvad de end måtte tænke. Hvem bekymrede sig om det? Den var sikkert endnu blot en skefuld blæver i maven på hende!
Hun fik straks hans opmærksomhed, da hun snakkede om at han skulle lave mere og så i selskab med den grimme mand til Caleb! Det kunne hun da ikke mene!
"Så vidt jeg har forstået har du kun været irriteret over mit arbejde og det at jeg næsten ikke ville overgive dig alt magten igen, da du kom hjem. Og nu giver du mig frivilligt alt magten?" kommenterede han en smule mistænksomt. Ikke at det gjorde noget. Han fik bare Caleb til at tage sig af alt det irrelevante, så tog han sig af de sjovere ting. Problem løst! Faktisk gav det ham blot mulighed for at gøre endnu flere ting, han følte der var brug for. Endnu en mulighed for at lave lidt om på tingene, så folk ikke kun troede Macaria var dronningen og den der bestemte, men at der også var en konge. Og han stolte slet ikke på Caleb. Han vidste hvad hun mente med det. Manden skulle holde øje med Zean. Hun stolede mere på denne mand end på sin egen mand! Han måtte virkelig koncentrere sig, for ikke at gå amok ved denne pludselige indskydelse.
"Jeg stoler ikke på dit kæledyr. Han ved ikke engang hvordan man fester og er en rigtig lyseslukker. Hvilket minder mig om...Det virker som om du har været optaget af nogle ting på det sidste. Som om der er ting du ikke fortæller mig?" spurgte han direkte. For det meste havde det blot været en fornemmelse. Men i det mindste kunne han lige så godt spørge og se hvad hun havde at sige. Så kunne ingen anklage ham for at være mistænksom på falsk grundlag bagefter. Ikke fordi folk havde noget at sige om det som sådan. Men han havde mærket det tydeligt. Hvordan han nærmest var skubbet til side. Ligegyldig. Ubetydelig. Normalt ville han være ligeglad med det...Men det var han altså ikke lige nu!

[Macaria Forsyth]

Macaria's brede smil famlede, jo mere der kom ud af munden på Zean, indtil at hun blot sad, og betragtede ham uden at give noget som helst væk med hvad hun tænkte og følte. Inderst inde var hun dog et stort rod af tanker og følelser. Hvorfor angreb han hende hele tiden? Det var som om, han tolkede alle de ting hun gjorde som angreb på ham. Hun følte sig såret over, at han sagde den slags ting. Specielt når hun lige havde fortalt ham, at de skulle have et barn sammen. Ikke fordi hun havde forventet, at han ville være glad og lykkelig men... alligevel.
"Jeg er ikke irriteret på det du har gjort for Vavilon," svarede hun dæmpet, og satte sig ordenligt op. "Jeg sætter pris på det du gør. Vi er sammen om det her ansvar og den magt. Selvfølgelig er Vavilon mit ligesom dødsenglene er dine, men jeg ser os som et team. En konge og en dronning. Gør du ikke?"
Hendes bundløse øjne gled over ham, inden at hun tøvende hævede en hånd, for at ville ligge den mod hans ene kind - indtil at han kaldte Caleb for hendes kæledyr. Hånden faldt igen. Holdte noget hemmeligt for ham? Havde andre planer? Hun måtte tænke sig om et øjeblik, hvad han mente med det. Det eneste hun holdte skjult for ham var de planer, hun havde med at infiltrere Pandemonium. Og det med hun havde været sammen med Caleb, men hvorfor skulle han være interesseret i det? Han var selv sammen med andre... forresten... han havde også planer, hun ikke var indvolveret i! Alt det med at han bare stak af, for at tage til Portus og Pandemonium! Hvorfor skulle hun afhøres på den måde, og anklages for at være den, der ødelagde noget mellem dem, når det var ham, der opførte sig som en idiot?
En rynke i panden viste sig, og hun rejste sig fra ham.
"Jeg holder ting skjult for dig?" spurgte hun køligt. "Ironisk du spørg mig, efter du var i Portus uden at fortælle mig noget, samt tog til Pandemonium, for at være sammen med de to personer, jeg mindst kan fordrage."
Hun lagde afvisende armene over kors. Hvis de absolut skulle snakke om det her, så kunne de jo passende starte med hvor, han vendte hende ryggen.
"Morede du dig med de to forræder? Hyggede du dig med din elskede veninde, Eriz? Jeg er ikke dum, Zean! Jeg ved hvordan hun ser ud, og hvordan hun er. Og jeg ved hvordan du er." Blikket var skarpt, men stemmen bar på den skuffelse, som hun følte ved at Zean forrådte hende på den måde. Før i tiden var han ikke sådan. De var et team. De to mod resten af verden. Han havde engang bekymret sig for hende, men nu...
Hun nedstirrede ham.