Post by Macaria Forsyth on Mar 21, 2015 16:19:33 GMT
Solen var lige gået ned over Meranos, og de første stjerner var allerede dukket frem på den orange og lilla himmel. I husenes vinduer blev lys tændt, så folk kunne finde hjem fra arbejde. Snakken gik omkring den fest, der skulle holdes om et par dage. Den store fest, som hele Vavilon ville fejre, for at dronningen var kommet tilbage efter hendes kidnapning. Mange snakkede om at tage til Oberion, hvor selve festens midtpunkt ville være! Det ville være en oplevelse, de færreste ville gå glip af!
En vogn kom kørende gennem byen med kurs mod Oathhorn Borgen. Vavilons symbol var indgraveret på begge døre. Vognen var beskyttet af to mænd på heste, der red på hver side med uniformer, der viste, at de tjente kongefamilien, Forsyth.
Kusken råbte vagterne an på borgen, for at få tilladelse til at køre ind. Efter lidt tøven blev de lukket ind, og de kunne forsætte ind på gårdspladsen, hvor de standsede op. Soldaterne sprang af deres heste, og gav dem videre til et par stalddrenge, inden de skyndte sig hen til vognen, for at åbne døren. Folk strakte halse, for at se hvem, der befandt sig inde i vognen.
En kvindeskikkelse sprang ud på gårdspladsen, inden at hun strakte sig med armene over hovedet. Folk stirrede. Specielt dem som havde troet en stolt, udsmykket kongelig ville træde ud - for det var det langt fra. Hvem var den kvinde? Dem som havde været i Oberion, og set den store statue af Forsyth-parret ville genkende hende, men dem der ikke havde, ville ikke ane hvem den unge kvinde var.
Hun var iført en lilla, simpel kjole med åben ryg, der afslørede det knudret ar, hun havde fået, da hun erobrede Vavilon. Ingen smykker prydede hendes slanke skikkelse, der lignede en i alderen af de 20 år. Kastanjebrunt hår bølgede løst ned over den strakte ryg, og blev holdt væk fra det slanke, glatte ansigt med den spidse næse, de opmærksomme, mørkeblå øjne og det friske, charmerende smil.
"Ved guderne hvor er det godt, at kunne strække sig!" udbrød den unge kvinde muntert, og grinede til de to soldater, som stemte i med hende. De tog sig på ingen måde af, den opmærksomhed de fik på gårdspladsen.