Post by Nathaniel Oathhorn on Mar 23, 2015 12:57:15 GMT
Trods vinens påvirknin, havde Nathaniel let ved at aflæse Macarias kropsporg. Hun var vred, meget vred. Forståeligt hun var en kvinde, kvinder havde det som regl sværere ved at accepterer krigens grusomheder. Men hvad han virkelig ikke havde brug for, var endnu en som skulle dømme ham for hans handlinger. At han selv gjorde det og garanteret hans nærmeste rådgivere var slemt nok.
Det irriterende ham faktisk lidt at hun skulle hidse sig sådan op. Hun var da ikke kommet helt fra hovedstaden, for at råbe af ham? Det ville være spild af ressourcer.
"Ja børn!" Sagde Nathaniel, han stemmet var blevet hævet en betydlig del fra hans tidligere stemmeleje. Musikken stoppede da han hævede sin stemme. Lige pludselig var der meget meget stille i salen. Nathaniel placerede sine fingre på tindingerne, det her magtede han virkelig ikke. En ting var at hans ære slog ham ihjel, men han ville gøre det igen hvis han fik valget. "3! John, Matthew og Daniel Bigot! Henholdvist 10, 12 og 16" sagde Nathaniel. Han kunne vælge at slå dem ihjel nu, eller vente 2 år, når den ældste var gammel nok til at samle en hær og tage hævn over hans fars mord. "Kun dem, de andre nåede at slippe væk" Nathaniel rejste sig op, stadig med et glas vin i hånden. Han skulle have mere, hvis han skulle overleve et skænderi med sin dronning.
"Med al respekt Deres Majestæt, så har jeg virkelig ikke brug for endnu en morale prædiken om hvo forkert det var. Det var politik, skulle jeg vente 3 år til den ældste havde samlet en hær og marcherede den her vej? Nej, fik jeg valget ville jeg gøre det igen" sagde Nathaniel. Han skulle virkelig vælge sin næste ord med omhu, det kunne meget vel ende med, at hun hoppede på ham og prøvede at slå ham ihjel.
Nathaniel kunne virkelig ikke kalre en her stilhed "Spil videre!" råbte Nathaniel og kastede glasset efter musikerne, glasset ramte få meter fra dem, og straks var der gang i musikken igen. "Det er krig Deres Majestæt, og hvis dronningen ikke har mave til at enkelte børn dør, så som Deres trofaste hertuge, anbefaler jeg at De lader Deres husbond, kongen, styre landet. Mens De gemmer Dem i Deres værelse, for sådan er krig, uskyldige dør, færdig bum" sagde Nathaniel meget højt, det var lige under stadiet, som var at råbe. Han magtede virkelig ikke mere skyld.
Det irriterende ham faktisk lidt at hun skulle hidse sig sådan op. Hun var da ikke kommet helt fra hovedstaden, for at råbe af ham? Det ville være spild af ressourcer.
"Ja børn!" Sagde Nathaniel, han stemmet var blevet hævet en betydlig del fra hans tidligere stemmeleje. Musikken stoppede da han hævede sin stemme. Lige pludselig var der meget meget stille i salen. Nathaniel placerede sine fingre på tindingerne, det her magtede han virkelig ikke. En ting var at hans ære slog ham ihjel, men han ville gøre det igen hvis han fik valget. "3! John, Matthew og Daniel Bigot! Henholdvist 10, 12 og 16" sagde Nathaniel. Han kunne vælge at slå dem ihjel nu, eller vente 2 år, når den ældste var gammel nok til at samle en hær og tage hævn over hans fars mord. "Kun dem, de andre nåede at slippe væk" Nathaniel rejste sig op, stadig med et glas vin i hånden. Han skulle have mere, hvis han skulle overleve et skænderi med sin dronning.
"Med al respekt Deres Majestæt, så har jeg virkelig ikke brug for endnu en morale prædiken om hvo forkert det var. Det var politik, skulle jeg vente 3 år til den ældste havde samlet en hær og marcherede den her vej? Nej, fik jeg valget ville jeg gøre det igen" sagde Nathaniel. Han skulle virkelig vælge sin næste ord med omhu, det kunne meget vel ende med, at hun hoppede på ham og prøvede at slå ham ihjel.
Nathaniel kunne virkelig ikke kalre en her stilhed "Spil videre!" råbte Nathaniel og kastede glasset efter musikerne, glasset ramte få meter fra dem, og straks var der gang i musikken igen. "Det er krig Deres Majestæt, og hvis dronningen ikke har mave til at enkelte børn dør, så som Deres trofaste hertuge, anbefaler jeg at De lader Deres husbond, kongen, styre landet. Mens De gemmer Dem i Deres værelse, for sådan er krig, uskyldige dør, færdig bum" sagde Nathaniel meget højt, det var lige under stadiet, som var at råbe. Han magtede virkelig ikke mere skyld.