Post by Raine Felhorn on Apr 22, 2020 11:41:50 GMT
Isabel Veterano ~ Raine Felhorn
Det var nået ud på eftermiddagen, selv om det sædvanlige tætte lag af askeskyer over Pandemonium sagtens kunne give udtrykket at det allerede var sent på aftenen. Kongeparret havde trukket sig tilbage for at tage sig af sine egne ærinder, og dronnings livvagt havde valgt at benytte sig af sin fritid til at træne ude i slotsgården, nu han var blevet færdig med at tale med den kongelige gardes kaptajn angående sikkerhedsplanerne for den kommende rejse til Portus. Der havde været så mange ting at tage højde for. Hvor mange som skulle med, hvor man skulle stoppe op på vejen - Marcellus ville uden tvivl have foreslået et stop i Oberion, men Raine kendte sin dronning godt nok til at vide at hun ville sætte hælene i jorden, og havde gjort sit bedste for at finde den bedste rute udenfor den vavilonske hovedstad. Alt sammen mens han havde sine egne bekymringer for rejsens mål.
Slotsgården var forladt, med undtag af Raine selv og de omkringstående vagter på slotsmurene. Raine havde iklædt sig en løs skjorte og nogle bukser der ville gøre det nemt for ham at bevæge sig. Hænderne var dækket af et par fingerløse læderhandsker, og i bæltet hang en håndfuld kasteknive ved siden af de to større knive ved hans hofte som var hans foretrukne våben. Nogle dukker af strå var sat op som mål, men de ville ikke give ham den udfordring han behøvede. Hvis han skulle stå overfor en djinn igen måtte han være forberedt på hvad som helst. Normale væsner kunne i forvejen være uforudsigelige, så hvem kunne ane hvad en djinn kunne gøre for at forsvare sig selv?
En kniv suste igennem luften og borede sig ind i hovedet på en stråmand i den modsatte ende af gården. Med en grimasse vurderede Raine sine muligheder. Hans egne illusioner kunne være livagtige og troværdige, men han ville intet få ud af at træne mod dukker, hvis snore han styrede. Isabel var en mulighed, hvis hun kunne løsrive sig fra Marcellus længe nok til det. De havde stadig ikke talt sammen siden hun havde afvist ham i hans kammer, og selv om at han lagde låg over det, fyldte tanken ham stadig med en bitter smag i munden.
En mand med mørkt hår og et varmt brunt øje og et køligt rødt, klædt i en smeds læderforklæde og -handsker tog form i den modsatte ende af gården, og endnu en kniv sang sin vej gennem luften før den borede sig ind i dukkens brystkasse til skaftet var det eneste som stak ud.
Slotsgården var forladt, med undtag af Raine selv og de omkringstående vagter på slotsmurene. Raine havde iklædt sig en løs skjorte og nogle bukser der ville gøre det nemt for ham at bevæge sig. Hænderne var dækket af et par fingerløse læderhandsker, og i bæltet hang en håndfuld kasteknive ved siden af de to større knive ved hans hofte som var hans foretrukne våben. Nogle dukker af strå var sat op som mål, men de ville ikke give ham den udfordring han behøvede. Hvis han skulle stå overfor en djinn igen måtte han være forberedt på hvad som helst. Normale væsner kunne i forvejen være uforudsigelige, så hvem kunne ane hvad en djinn kunne gøre for at forsvare sig selv?
En kniv suste igennem luften og borede sig ind i hovedet på en stråmand i den modsatte ende af gården. Med en grimasse vurderede Raine sine muligheder. Hans egne illusioner kunne være livagtige og troværdige, men han ville intet få ud af at træne mod dukker, hvis snore han styrede. Isabel var en mulighed, hvis hun kunne løsrive sig fra Marcellus længe nok til det. De havde stadig ikke talt sammen siden hun havde afvist ham i hans kammer, og selv om at han lagde låg over det, fyldte tanken ham stadig med en bitter smag i munden.
En mand med mørkt hår og et varmt brunt øje og et køligt rødt, klædt i en smeds læderforklæde og -handsker tog form i den modsatte ende af gården, og endnu en kniv sang sin vej gennem luften før den borede sig ind i dukkens brystkasse til skaftet var det eneste som stak ud.