Post by Isabel Veterano on Apr 28, 2020 15:36:09 GMT
Med Raine og vagtens hjælp kom Isabel på benene, selvom der fulgte en bølge af nye sammenbidte bandeord med sig - både på vavilonsk, pandemonisk og portusiansk.
“Klare du den?” mumlede vagten kort ved hendes side og hun nikkede, som de hankede op i hende, før hun mere eller mindre blev løftet væk fra slotsgården, så hun kun skulle træde en smule ned på sin friske fod. Hvor meget vagterne end frygtede og følte sig utilpasse omkring hende og Raine, var de da altid disciplineret og professionelle nok til at hjælpe. Han havde endda taget hendes sværd, jakke og brystrustning med sig.
“Hvor meget jeg end hader at sige det, ved jeg nu ikke om jeg vandt,” sagde hun med en grimasse, mens de satte kurs mod én af tjenestedørene i stedet for den store hoveddør, så de kunne undgå trapperne. “Jeg havde ikke kunne stå på benene meget længere, for ikke at tale om min hastighed var meget sænket. Hvis du havde presset lidt mere, havde jeg ikke kunne følge med, og ellers havde jeg forblødt på et tidspunkt, så du skulle bare have ventet på jeg var faldet om.”
De var lige ved at tørne ind i en tjenestepige, som var på vej med en stak lagner, men hun skyndte sig med et gisp at trække sig ind til siden. Vagten bad hende komme op til kongens livvagts kammer med varmt vand, forbindinger og sytråd samt nogle smertestillende urter.
“Men jeg kan godt vise dig, hvordan man kommer fri uden våben. Kræver dog oftest du er stærk og hurtigt nok, inden jeg bare ville have brækket armen på dig eller selv poppet din skulder ud af led. Imponerende trick alligevel. At give dig selv den ekstra rækkevidde.” Isabel sendte Raine et skævt smil, selvom hendes ansigt var begyndt at glinse på grund af smertesved, og blodet som dryppede efter dem.
Endelig nåede de hele vejen op til hendes kammer, hvor hun forsigtigt blev sat på sin sengekant. Vagten sørgede for at tænde noget lys i værelset, mens tjenerinden kom ind med alt der skulle til, for at kunne lappe såret sammen. Hurtigt var hun dog ude igen, som turde hun ikke være i rum med dem for længe af gangen, og hun havde end ikke vovet at se på dem, efter hun med et hurtigt buk var flygtet ud. Vagten var ikke så bange. Han gik først med et kort nik, da han var sikker på, de kunne tage vare på resten selv, og der ikke længere var brug for ham.
Det efterlod Raine og Isabel alene i kammeret, hvor Isabel satte sig bedre til rette oppe i sengen med benet strakt ud, velvidende om at det her meget snart blev rigtig ubehageligt. Hun pustede langsomt ud.
“Okay… så…” Blikket hævede sig op mod ham. “Skal jeg kalde på Marcellus eller…?”
“Klare du den?” mumlede vagten kort ved hendes side og hun nikkede, som de hankede op i hende, før hun mere eller mindre blev løftet væk fra slotsgården, så hun kun skulle træde en smule ned på sin friske fod. Hvor meget vagterne end frygtede og følte sig utilpasse omkring hende og Raine, var de da altid disciplineret og professionelle nok til at hjælpe. Han havde endda taget hendes sværd, jakke og brystrustning med sig.
“Hvor meget jeg end hader at sige det, ved jeg nu ikke om jeg vandt,” sagde hun med en grimasse, mens de satte kurs mod én af tjenestedørene i stedet for den store hoveddør, så de kunne undgå trapperne. “Jeg havde ikke kunne stå på benene meget længere, for ikke at tale om min hastighed var meget sænket. Hvis du havde presset lidt mere, havde jeg ikke kunne følge med, og ellers havde jeg forblødt på et tidspunkt, så du skulle bare have ventet på jeg var faldet om.”
De var lige ved at tørne ind i en tjenestepige, som var på vej med en stak lagner, men hun skyndte sig med et gisp at trække sig ind til siden. Vagten bad hende komme op til kongens livvagts kammer med varmt vand, forbindinger og sytråd samt nogle smertestillende urter.
“Men jeg kan godt vise dig, hvordan man kommer fri uden våben. Kræver dog oftest du er stærk og hurtigt nok, inden jeg bare ville have brækket armen på dig eller selv poppet din skulder ud af led. Imponerende trick alligevel. At give dig selv den ekstra rækkevidde.” Isabel sendte Raine et skævt smil, selvom hendes ansigt var begyndt at glinse på grund af smertesved, og blodet som dryppede efter dem.
Endelig nåede de hele vejen op til hendes kammer, hvor hun forsigtigt blev sat på sin sengekant. Vagten sørgede for at tænde noget lys i værelset, mens tjenerinden kom ind med alt der skulle til, for at kunne lappe såret sammen. Hurtigt var hun dog ude igen, som turde hun ikke være i rum med dem for længe af gangen, og hun havde end ikke vovet at se på dem, efter hun med et hurtigt buk var flygtet ud. Vagten var ikke så bange. Han gik først med et kort nik, da han var sikker på, de kunne tage vare på resten selv, og der ikke længere var brug for ham.
Det efterlod Raine og Isabel alene i kammeret, hvor Isabel satte sig bedre til rette oppe i sengen med benet strakt ud, velvidende om at det her meget snart blev rigtig ubehageligt. Hun pustede langsomt ud.
“Okay… så…” Blikket hævede sig op mod ham. “Skal jeg kalde på Marcellus eller…?”