Post by Raine Felhorn on Apr 28, 2020 22:18:59 GMT
Raine havde bidt sig mærke i hvordan Isabel havde lukket øjnene i, lige inden han havde kysset hendes pande, men han valgte ikke at kommentere på det. Præcis som Isabel heller ikke så ud til at dvæle for meget ved det, som hun allerede havde givet ham svar på tiltale til hans kommende aften. Han himlede en smule med øjnene.
”Ingen tricks. Jeg skal gøre mit bedste for at aftenen bliver så kedelig og begivenhedsløs som overhovedet muligt. Jeg skal slet ikke have noget spændende at rapportere til dig.” lød hans flabede svar, inden han endelig rejste sig fra sengen og løsgjorde sig fra hende. Det var dog ikke uden at han stadig bed sig mærke i følelsen af Isabels hånd omkring hans, selv efter at hun havde sluppet ham. Sløv kniv, Raine. ”Vi ses i nat.” sagde han som sin afsked, før han endelig vendte hende ryggen og forlod hendes kammer. Hans første stop ville blive nødt til at være Marcellus’ kontor for at lade ham vide hvor Isabel var.
Raines håb om en rolig aften havde ikke båret frugter. Forudsigeligt nok havde Marcellus forsøgt at tage sin aftensmad på kontoret med undskyldningen at han havde så meget arbejde at tage sig af, men Lillith havde været hurtig ude med at få ham overtalt til at spise sammen med resten af familien. For alt Marcellus’ hårde ydre, kunne han sjældent sige nej til den unge prinsesse. Han havde dog allerede været inde hos Isabel mere end én gang i løbet af dagen, til Eriz’ irritation.
Således var det gået at hele kongefamilien havde siddet samlet rundt om middagsbordet, mens Raine opholdt sig et sted i skyggerne på dronningens side. Dronningen havde ikke gjort noget mere ud af aftenen, til trods for Isabels fravær, andet end flere spidse bemærkninger mod Marcellus end ellers, men det kunne mere end noget andet krediteres til Lilliths tilstedeværelse, der som altid fungerede som en god buffer mellem kongeparret. Desuden var denne Eriz endnu mere optaget af sin datter end den ’normale’ Eriz, men Raine havde regnet ud at noget var sket på dét punkt i Eriz’ gamle tidslinje. Nogen havde taget prinsessen.
Aftensmaden blev overstået uden én dødstrussel, og kongeparret samt prinsessen gik til deres kamre. Raine forholdt sig udenfor det kongelige kammer indtil han kunne konkludere at både konge og dronning var faldet i søvn, og han kunne begynde på sine runder.
Det tog ham yderligere to timer, og en konklusion om at slotsmurene var tilstrækkeligt bemandede og at der ingen indtrængere var på slottet, før hans runde bragte ham til Isabels kammer. På det tidspunkt havde klokken for længst passeret midnat, og mørket havde lagt sig tæt over slottet.
Som han stoppede op foran Isabels dør, var der alligevel en tøven, før han bankede på. Ikke af nogen grund han kunne sætte fingeren på, men udsigten til at være alene med hende igen fik noget i hans mave til at vende sig. Det var en besynderlig følelse, som han både nød samtidig som han ville være den foruden. Han sænkede skuldrene og bankede så endelig på døren, og afventede hendes tilladelse til at komme ind.
”Ingen tricks. Jeg skal gøre mit bedste for at aftenen bliver så kedelig og begivenhedsløs som overhovedet muligt. Jeg skal slet ikke have noget spændende at rapportere til dig.” lød hans flabede svar, inden han endelig rejste sig fra sengen og løsgjorde sig fra hende. Det var dog ikke uden at han stadig bed sig mærke i følelsen af Isabels hånd omkring hans, selv efter at hun havde sluppet ham. Sløv kniv, Raine. ”Vi ses i nat.” sagde han som sin afsked, før han endelig vendte hende ryggen og forlod hendes kammer. Hans første stop ville blive nødt til at være Marcellus’ kontor for at lade ham vide hvor Isabel var.
TIME SKIP
Raines håb om en rolig aften havde ikke båret frugter. Forudsigeligt nok havde Marcellus forsøgt at tage sin aftensmad på kontoret med undskyldningen at han havde så meget arbejde at tage sig af, men Lillith havde været hurtig ude med at få ham overtalt til at spise sammen med resten af familien. For alt Marcellus’ hårde ydre, kunne han sjældent sige nej til den unge prinsesse. Han havde dog allerede været inde hos Isabel mere end én gang i løbet af dagen, til Eriz’ irritation.
Således var det gået at hele kongefamilien havde siddet samlet rundt om middagsbordet, mens Raine opholdt sig et sted i skyggerne på dronningens side. Dronningen havde ikke gjort noget mere ud af aftenen, til trods for Isabels fravær, andet end flere spidse bemærkninger mod Marcellus end ellers, men det kunne mere end noget andet krediteres til Lilliths tilstedeværelse, der som altid fungerede som en god buffer mellem kongeparret. Desuden var denne Eriz endnu mere optaget af sin datter end den ’normale’ Eriz, men Raine havde regnet ud at noget var sket på dét punkt i Eriz’ gamle tidslinje. Nogen havde taget prinsessen.
Aftensmaden blev overstået uden én dødstrussel, og kongeparret samt prinsessen gik til deres kamre. Raine forholdt sig udenfor det kongelige kammer indtil han kunne konkludere at både konge og dronning var faldet i søvn, og han kunne begynde på sine runder.
Det tog ham yderligere to timer, og en konklusion om at slotsmurene var tilstrækkeligt bemandede og at der ingen indtrængere var på slottet, før hans runde bragte ham til Isabels kammer. På det tidspunkt havde klokken for længst passeret midnat, og mørket havde lagt sig tæt over slottet.
Som han stoppede op foran Isabels dør, var der alligevel en tøven, før han bankede på. Ikke af nogen grund han kunne sætte fingeren på, men udsigten til at være alene med hende igen fik noget i hans mave til at vende sig. Det var en besynderlig følelse, som han både nød samtidig som han ville være den foruden. Han sænkede skuldrene og bankede så endelig på døren, og afventede hendes tilladelse til at komme ind.