Post by Macaria Forsyth on May 27, 2019 12:29:29 GMT
Efter næsten et helt liv som jæger havde Caleb udviklet en god fornemmelse for ting omkring sig, og hele luften syntes at sitre af energi. Noget var op. Rosenthel passede sig selv i dansen, hvilket gav ham mulighed for at kigge sig omkring, og fandt hurtigt ud af, hvad der var galt. Franz var stoppet op i dansen. Hvad i alverden foregik der? En kvinde med kort, sort hår stod foran ham med et gnistrende blik og hænderne knyttet langs siden. Med dét hår kunne hun kun være fra Vavilon, som var det eneste sted i verden, hvor kvinder stolt kunne have kort hår, og ud fra hendes ateltiske muskulatur og stamme-tatoveringer måtte hun være en varulv. Og Franz… Franz var ved at få taget smykker på sig. Sølvsmykker.
Calebs pande rynkede sig. Med det samme kiggede han rundt, og opdagede han heldigvis ikke var den eneste, der havde fået øje på optrinet. Isabel stod næsten lige ved siden af, og at dømme ud fra hendes kropssprog var hun lige så vagtsom på varulven, som han selv var. Franz var da ikke sådan en idiot, at han åbenlyst provokerede en varulv på den måde midt i en sal fyldt med folk, der kunne komme til skade, hvis hun mistede selvkontrollen til sin vrede? De to konger stod jo på hver side af ham! Hvis hun ændrede form kunne hun gøre seriøs skade på uskyldige folk!
Isabel vogtede dem indgående. Selv ville han gøre sig klar til at rive pigen, der dansede med Adrian væk, hvis det faktisk kom til stykket, og sådan som det så ud lige nu...
---
“Please sig du ikke mener det.” Macaria var lige ved at slippe ham af bare chok, så han pludselig blev tvunget til at føre hende, hvilket kom fuldkommen bag på ham, hvilket gjorde de tabte et par, fumlende trin.
“Jeg mener bare at hvad end de har gjort, så-”
“Hvad end de har gjort?!” Hendes stemme var hæs i en kamp om at holde den lavmælt, samtidig med hun tydeligvis var porstyret, selvom han ikke forstod hvorfor, men det var nok til, hun lignede én, der kunne finde på at give ham en rusketur lige om lidt. “Dylan, de forrådte os! Hvis de havde nået slottet, havde de ikke bare dræbt mig, men også dig og din søster! De vendte sig imod mig i det sekund, jeg udviste svaghed! De åd deres egne landsmænd! Forestil dig hvad de ville have gjort ved en baby og en lille pige?!”
Det tog ham blot et par sekunder, at forstå hvad der nok var sket i denne her tidslinje.
“Det er 18 år siden,” kommenterede han med et suk. “Tror du ikke de har lært deres lektie nu?”
“Nej!” hvinede hun, igen kæmpende for at holde stemmen nede. “De har ikke lært noget som helst! Hvordan skal jeg nogensinde kunne stole på dem igen? Hvordan skal jeg kunne invitere dem tilbage i landet efter de dræbte så mange?”
Han trak på skuldrene uden den mindste form for empati over hendes hysteri. Der var jo ikke nået at ske særlig meget, andet end de havde dræbt nogle folk, men den slags skete jo hele tiden.
“Jamen så må vi jo vente til jeg bliver konge,” mumlede han, og var lige ved at falde over den tidligere vampyr, da hun brat var standset op med sådan et hårdt greb om hans hånd, at det faktisk gjorde ondt. Forbløffet kiggede han ned i hendes øjne, der nådeløst stirrede ind i hans.
“Du vil aldrig nogensinde gøre sådan en ting,” hvislede hun skarpt. “Aldrig!”
---
Sølvet blændede hendes øjne. Selvom det endnu ikke berøte hendes hud, kunne hun allerede mærke det ætste på trods af hun vidste det var indbildning og blot skabt af hendes frygt for det skinnende metal. Hjælpeløst kastede hun et blik over ryggen på mennesket mod hendes ægtefælle, men han havde ryggen vendt mod hende, og hvad kunne han alligevel gøre? Han kunne ikke hjælpe hende. Og hun nægtede at bakke ned… Nægtede at stikke halen mellem benene eller lade psykopaten få den tilfredsstillelse at se hendes frygt.
Franz greb fat i hende, og trak hende ind mod sig, for at begynde dansen mellem dem. Lige så snart hans hånd greb hendes, føltes det som om hvidgløende jern blev presset mod hendes fingre og håndflade, så hun måtte give et halvkvalt klynk fra sig. Kjolens stof stoppede hans hånd mod hendes hofte fra at komme i direkte kontakt med hendes hud, men hun kunne stadigvæk svagt mærke sølvet brænde en smule. Noget andet var hans emblemer og halskæde. Hendes bryst og skuldre var blottet. Kæmpende med en knyttet hånd mod hans ene skulder, forsøgte hun at holde sig lænet nok tilbage til at de ikke ville komme i kontakt med hende. Alligevel brændte de mod hendes standsende hånd mod hans skulder. Det sved. De steder hvor sølvet rørte hendes hud sydede det allerede, og hun vidste der ville komme mærke, mens lugten af brændt kød begyndte at brede sig - men stadigvæk holdte hun fast på sig selv.
Hjertet hamrede afsted. Åndedrættet var overfladisk og hurtigt, på trods af hun kæmpede for at holde det kontrolleret, mens det sitrede igennem hele hendes krop. Øjnene klemte sig sammen. Tænderne kværnede mod hinanden.
Hun
nægtede.
“Jeg vil nyde… smagen af din familie… på min tunge,” snerrede hun imellem sit åndedræt, før hun åbnede øjnene, der var blevet helt gule med en forstørret pupil. De var ikke længere menneskelige. “De er… døde.”
---
Med et studerende blik under rynket bryn dansede Zia rundt med varulven, hvis fingre borede sig ned i hendes kød, når han greb fat i hende eller svang hende rundt, uden at hun forsøgte at stritte imod, men blot lod sig føre. I starten havde dansen med Jareth smittet af på hende, men hurtigt havde varulven igen gjort hende lydig. Hans hænder var grove, neglene beskidte, og fingrene stærke. Hendes spinkle krop blev nådesløst presset op af hans, og et par gange måtte hun vride hovedet væk, når hun syntes hans ansigt kom for tæt på hendes. Ånden stinkende af alkohol. Der var allerede komme røde mærker omkring hendes håndled, så hun måtte skære et ansigt i smerte, hvis han var ekstra grov ved hende. Hun sank en klump, inden hun skiftede sit åndedræt til ud gennem munden.
---
Galant førte Marcellus djinnen rundt, selvom det var langt fra på den tradtionelle, vavilonske måde, men mere kontrolleret som den pandemoniske vals, ville have været. Høfligt lå hans hånd på hendes ryg, og han kæmpede ikke for at få styringen, andet end når han lige gav hende et irettesættende ryk tilbage til ham, eller tvang hende til at vente et åndedræt, før de bevægede sig.
“Nej selvfølgelig ikke, min kære! Vi kan sagtens tale i ro,” svarede han med et smil, mens han hev hende tilbage ind til sig igen, hvor han igen placerede en hånd mod hendes ryg. “Jeg har fået snakket med Macaria, men har kun fortalt hende, at du er Dylans djinn, og det er derfor, du må tage med dem. Det er bedst så få af os som muligt kender til den rigtige historie, og selvom det ikke ser sådan ud, er Macaria en frygtelig fjende at have. Hun vil ikke tøve med at lægge byer øde, hvis hun får en grund til det, så at holde hende lykkelig uviden er nok den bedste grund - for Pandemoniums skyld.” Han lod hende snurre et par omgange rundt under hans arm, før han igen tog hende tilbage til sig.
“Eriz vil holde øje med Dylan, da det mest logiske ville være, at du rejser med ham væk, så derfor vil det være Richler - Macarias Højre Hånd og Maddox Bane - hendes livvagt, som tager dig væk lige før desserten. Macaria og Dylan vil blive her resten af festen, før de tager med en hestevogn tilbage mod Vavilon. I mødes i Oberion,” fortalte han roligt. “Jeg vil få Isabel til at tjekke op på dig om en måneds tid. Hvis du stadigvæk ønsker det, kan hun medbringe skilsmissepapirerne.”
---
“Selvfølgelig er det om landsforræderen!” udbrød Eian opgivende. “Og jeg har ingen tiltro til at din far kan formulere noget som helst ordentligt overfor dig. Og spar dig med din farmor. Din farmor var ikke datter af kongen af Portus, hvilket sætter nogle helt andre krav. Ved du hvor mange portusianerne som er her i aften, og nu vil tage tilbage til deres familier, for at fortælle hvad de så? Ved du hvilken rygter, der snart vil florere? Ikke bare om din far men også om Caleb? Vi kan endda intet gøre, for Macaria nægter os stadigvæk så meget som røre Bane, så vi vil alle blot stå, og se fuldkommen idiotiske ud, mens folk vil snakke videre. Tror du ikke allerede de giver din far skylden for at lade Maddox slippe ud af Portus? Forestil dig nu, hvad der vil ske.” Selvom hans ord var hårde, var hans tonefald ikke skældende. Hvordan kunne han nogensinde skælde sin farvorit ud? At sende hende et bebrejdende blik kunne han dog lige magte.
“Addy… du er nødt til at tænke på konsekvenserne af dine handlinger. Du er ikke en teenager længere til en fyrste i en lille by i udkanten af Portus. Det er ikke fair, det her du gør mod din mand eller far. Mod mig. Det væreste er næsten at du ikke ser ud som om du er ked af det overhovedet…”
---
Med et taknemmligt smil bøjede Eriz nakken for sin gamle ven, da han komplimenterede hende. Som altid var alting tomt omkring ham. End ikke en lille hvisken af en strøgtanke.
“Tak min egen. Og i lige måde. Både dig og din hustru ser strålende ud,” svarede hun, og gav hans hånd et klem. Et øjeblik falmede hendes smil dog, som hun kiggede væk ud over de andre dansende, inden det igen dukkede frem. Bredt og sødt. De isklare øjne borede sig ind i hans uden at bære det samme, brede smil, der brydede hendes læber, så rækkerne af perlemorstænder blev afsløret. “Jeg ser I har det meget bedre? Det hjalp helt sikkert, at hun fortalte hvad hun var, ikke sandt? En skam hun allerede er bundet, men jeg er sikker på, du ikke lader dig slå ud af det. Nej… Min Jareth ser altid muligheder, hvilket nok er derfor, min såkaldte bedsteven ikke har fortalt mig noget som helst.”
Hvor hun dog hadede tomheden omkring ham. Smilede falmede ind til en utilfreds mine.
Calebs pande rynkede sig. Med det samme kiggede han rundt, og opdagede han heldigvis ikke var den eneste, der havde fået øje på optrinet. Isabel stod næsten lige ved siden af, og at dømme ud fra hendes kropssprog var hun lige så vagtsom på varulven, som han selv var. Franz var da ikke sådan en idiot, at han åbenlyst provokerede en varulv på den måde midt i en sal fyldt med folk, der kunne komme til skade, hvis hun mistede selvkontrollen til sin vrede? De to konger stod jo på hver side af ham! Hvis hun ændrede form kunne hun gøre seriøs skade på uskyldige folk!
Isabel vogtede dem indgående. Selv ville han gøre sig klar til at rive pigen, der dansede med Adrian væk, hvis det faktisk kom til stykket, og sådan som det så ud lige nu...
---
“Please sig du ikke mener det.” Macaria var lige ved at slippe ham af bare chok, så han pludselig blev tvunget til at føre hende, hvilket kom fuldkommen bag på ham, hvilket gjorde de tabte et par, fumlende trin.
“Jeg mener bare at hvad end de har gjort, så-”
“Hvad end de har gjort?!” Hendes stemme var hæs i en kamp om at holde den lavmælt, samtidig med hun tydeligvis var porstyret, selvom han ikke forstod hvorfor, men det var nok til, hun lignede én, der kunne finde på at give ham en rusketur lige om lidt. “Dylan, de forrådte os! Hvis de havde nået slottet, havde de ikke bare dræbt mig, men også dig og din søster! De vendte sig imod mig i det sekund, jeg udviste svaghed! De åd deres egne landsmænd! Forestil dig hvad de ville have gjort ved en baby og en lille pige?!”
Det tog ham blot et par sekunder, at forstå hvad der nok var sket i denne her tidslinje.
“Det er 18 år siden,” kommenterede han med et suk. “Tror du ikke de har lært deres lektie nu?”
“Nej!” hvinede hun, igen kæmpende for at holde stemmen nede. “De har ikke lært noget som helst! Hvordan skal jeg nogensinde kunne stole på dem igen? Hvordan skal jeg kunne invitere dem tilbage i landet efter de dræbte så mange?”
Han trak på skuldrene uden den mindste form for empati over hendes hysteri. Der var jo ikke nået at ske særlig meget, andet end de havde dræbt nogle folk, men den slags skete jo hele tiden.
“Jamen så må vi jo vente til jeg bliver konge,” mumlede han, og var lige ved at falde over den tidligere vampyr, da hun brat var standset op med sådan et hårdt greb om hans hånd, at det faktisk gjorde ondt. Forbløffet kiggede han ned i hendes øjne, der nådeløst stirrede ind i hans.
“Du vil aldrig nogensinde gøre sådan en ting,” hvislede hun skarpt. “Aldrig!”
---
Sølvet blændede hendes øjne. Selvom det endnu ikke berøte hendes hud, kunne hun allerede mærke det ætste på trods af hun vidste det var indbildning og blot skabt af hendes frygt for det skinnende metal. Hjælpeløst kastede hun et blik over ryggen på mennesket mod hendes ægtefælle, men han havde ryggen vendt mod hende, og hvad kunne han alligevel gøre? Han kunne ikke hjælpe hende. Og hun nægtede at bakke ned… Nægtede at stikke halen mellem benene eller lade psykopaten få den tilfredsstillelse at se hendes frygt.
Franz greb fat i hende, og trak hende ind mod sig, for at begynde dansen mellem dem. Lige så snart hans hånd greb hendes, føltes det som om hvidgløende jern blev presset mod hendes fingre og håndflade, så hun måtte give et halvkvalt klynk fra sig. Kjolens stof stoppede hans hånd mod hendes hofte fra at komme i direkte kontakt med hendes hud, men hun kunne stadigvæk svagt mærke sølvet brænde en smule. Noget andet var hans emblemer og halskæde. Hendes bryst og skuldre var blottet. Kæmpende med en knyttet hånd mod hans ene skulder, forsøgte hun at holde sig lænet nok tilbage til at de ikke ville komme i kontakt med hende. Alligevel brændte de mod hendes standsende hånd mod hans skulder. Det sved. De steder hvor sølvet rørte hendes hud sydede det allerede, og hun vidste der ville komme mærke, mens lugten af brændt kød begyndte at brede sig - men stadigvæk holdte hun fast på sig selv.
Hjertet hamrede afsted. Åndedrættet var overfladisk og hurtigt, på trods af hun kæmpede for at holde det kontrolleret, mens det sitrede igennem hele hendes krop. Øjnene klemte sig sammen. Tænderne kværnede mod hinanden.
Hun
nægtede.
“Jeg vil nyde… smagen af din familie… på min tunge,” snerrede hun imellem sit åndedræt, før hun åbnede øjnene, der var blevet helt gule med en forstørret pupil. De var ikke længere menneskelige. “De er… døde.”
---
Med et studerende blik under rynket bryn dansede Zia rundt med varulven, hvis fingre borede sig ned i hendes kød, når han greb fat i hende eller svang hende rundt, uden at hun forsøgte at stritte imod, men blot lod sig føre. I starten havde dansen med Jareth smittet af på hende, men hurtigt havde varulven igen gjort hende lydig. Hans hænder var grove, neglene beskidte, og fingrene stærke. Hendes spinkle krop blev nådesløst presset op af hans, og et par gange måtte hun vride hovedet væk, når hun syntes hans ansigt kom for tæt på hendes. Ånden stinkende af alkohol. Der var allerede komme røde mærker omkring hendes håndled, så hun måtte skære et ansigt i smerte, hvis han var ekstra grov ved hende. Hun sank en klump, inden hun skiftede sit åndedræt til ud gennem munden.
---
Galant førte Marcellus djinnen rundt, selvom det var langt fra på den tradtionelle, vavilonske måde, men mere kontrolleret som den pandemoniske vals, ville have været. Høfligt lå hans hånd på hendes ryg, og han kæmpede ikke for at få styringen, andet end når han lige gav hende et irettesættende ryk tilbage til ham, eller tvang hende til at vente et åndedræt, før de bevægede sig.
“Nej selvfølgelig ikke, min kære! Vi kan sagtens tale i ro,” svarede han med et smil, mens han hev hende tilbage ind til sig igen, hvor han igen placerede en hånd mod hendes ryg. “Jeg har fået snakket med Macaria, men har kun fortalt hende, at du er Dylans djinn, og det er derfor, du må tage med dem. Det er bedst så få af os som muligt kender til den rigtige historie, og selvom det ikke ser sådan ud, er Macaria en frygtelig fjende at have. Hun vil ikke tøve med at lægge byer øde, hvis hun får en grund til det, så at holde hende lykkelig uviden er nok den bedste grund - for Pandemoniums skyld.” Han lod hende snurre et par omgange rundt under hans arm, før han igen tog hende tilbage til sig.
“Eriz vil holde øje med Dylan, da det mest logiske ville være, at du rejser med ham væk, så derfor vil det være Richler - Macarias Højre Hånd og Maddox Bane - hendes livvagt, som tager dig væk lige før desserten. Macaria og Dylan vil blive her resten af festen, før de tager med en hestevogn tilbage mod Vavilon. I mødes i Oberion,” fortalte han roligt. “Jeg vil få Isabel til at tjekke op på dig om en måneds tid. Hvis du stadigvæk ønsker det, kan hun medbringe skilsmissepapirerne.”
---
“Selvfølgelig er det om landsforræderen!” udbrød Eian opgivende. “Og jeg har ingen tiltro til at din far kan formulere noget som helst ordentligt overfor dig. Og spar dig med din farmor. Din farmor var ikke datter af kongen af Portus, hvilket sætter nogle helt andre krav. Ved du hvor mange portusianerne som er her i aften, og nu vil tage tilbage til deres familier, for at fortælle hvad de så? Ved du hvilken rygter, der snart vil florere? Ikke bare om din far men også om Caleb? Vi kan endda intet gøre, for Macaria nægter os stadigvæk så meget som røre Bane, så vi vil alle blot stå, og se fuldkommen idiotiske ud, mens folk vil snakke videre. Tror du ikke allerede de giver din far skylden for at lade Maddox slippe ud af Portus? Forestil dig nu, hvad der vil ske.” Selvom hans ord var hårde, var hans tonefald ikke skældende. Hvordan kunne han nogensinde skælde sin farvorit ud? At sende hende et bebrejdende blik kunne han dog lige magte.
“Addy… du er nødt til at tænke på konsekvenserne af dine handlinger. Du er ikke en teenager længere til en fyrste i en lille by i udkanten af Portus. Det er ikke fair, det her du gør mod din mand eller far. Mod mig. Det væreste er næsten at du ikke ser ud som om du er ked af det overhovedet…”
---
Med et taknemmligt smil bøjede Eriz nakken for sin gamle ven, da han komplimenterede hende. Som altid var alting tomt omkring ham. End ikke en lille hvisken af en strøgtanke.
“Tak min egen. Og i lige måde. Både dig og din hustru ser strålende ud,” svarede hun, og gav hans hånd et klem. Et øjeblik falmede hendes smil dog, som hun kiggede væk ud over de andre dansende, inden det igen dukkede frem. Bredt og sødt. De isklare øjne borede sig ind i hans uden at bære det samme, brede smil, der brydede hendes læber, så rækkerne af perlemorstænder blev afsløret. “Jeg ser I har det meget bedre? Det hjalp helt sikkert, at hun fortalte hvad hun var, ikke sandt? En skam hun allerede er bundet, men jeg er sikker på, du ikke lader dig slå ud af det. Nej… Min Jareth ser altid muligheder, hvilket nok er derfor, min såkaldte bedsteven ikke har fortalt mig noget som helst.”
Hvor hun dog hadede tomheden omkring ham. Smilede falmede ind til en utilfreds mine.