Post by Era Garou on May 21, 2019 20:03:12 GMT
“Det er sandt, Deres Majestæt,” svarede Zia lydigt, mens hun forsøgte at følge med i trinene på trods af hendes højhælet sko på ingen måde var lavet til en dans som denne. Gik folk i Vavilon slet ikke med sko? Det undrede hende en smule at kongen af Portus kendte til hendes fornavn, men ikke desto mindre fandt hun det smigrende, hvilket fik smilet til at vokse sig lidt større på hendes læber. Også selvom han var en smule distraheret. Hun fulgte hans blik mod sin dronning. Ikke overraskende at det var hende, der tiltrak sig opmærksomheden - det gjorde hun oftest i denne slags begivenheder.
“Jeg havde den fornøjelse at møde Deres svigersøn og datter til middagen,” fortalte hun. “De har en utrolig smuk datter, hvis jeg må have lov til at sige det. Smuk og varmhjertet.”
---
Marcellus bøjede anerkendende nakken for rådskvindens ord.
“Jeg må indrømme, jeg følte personligt, at en del af mig forsvandt med min vampyrisme,” fortalte han med et glimt i øjet. “Også selvom det gjorde mig til en hybrid og derved en skændsel i jeres øjne, men ikke desto mindre var det hvem jeg var. Nu er det vel meget nemmere for Dem, at gøre ting som for eksempel beære mig med en dans, nu hvor jeg er renblodet, ikke sandt?” Hans tone var drillende, da han udmærket vidste fra sine mange møder i Portus, hvordan folk havde haft det med hans race, hvilket til tider havde været underholdende om end frustrerende. Underholdende når Macaria havde været til stede, frustrerende når hun ikke havde været dér.
---
Opgivende kastede Eriz et blik mod hybriden stående lige ved kredsen af menneskemængder, der havde samlet sig omkring dansegulvet for at se med. Som en lurende skygge fulgte hun Marcellus rundt, så hun aldrig var langt væk fra ham, hvilket derved også gjorde at alle tæt på Marcellus ikke kunne bruge deres mentale evner. Det vil sige hende. Så længe hun ikke var længere væk fra Marcellus, var det umuligt for hende bare at lukke for Richlers sanser. Hvor hun dog ikke kunne tåle ham.
Køligt kiggede hun ned på ham. Hans greb skiftede sig om hende i dansen, som den skulle, men hun brød sig ikke om lege rundt med ham på nogle måder. Hvor hun dog ville gøre meget for, at få den kære højre hånd til at tisse i sine egne bukser midt her på dansegulvet.
“Virkelig?” spurgte hun ham spidst med let hævet øjenbryn, da han var færdig med hans plapren. “De mener altså ikke den nuværende dronning i Pandemonium, kan hamle op med Macaria?”
---
“Mhm. Udmærket.” Eian fugtede flygtigt sine læber, mens han så alle vegne men ned på pigen i hans arme. Det var en utrolig upassende dans lige pludselig! Hvem lavede dog den slags danse?! Med en rømmen tog han sig sammen og skævede ned til hende, bare for at drukne i sorte, bundløse brønde, som fik hans ben til at blive til smør, og hånden der placerede sig mod hendes mave, da han bevægede sig om bag hende skælvede.
“Nyder De… nyder De aftenen?” spurgte han hæst. Han skulle have drukket meget, meget, meget mere! Inei være ham nådig!
---
Forvirret betragtede Damian kvinden foran ham, før at han rømmede sig selv.
“Well… yeah?” svarede han tøvende, inden at han gled om bag hende, så de kunne trippe lidt videre på den måde, hvilket selvfølgelig gav så meget logik! Han kunne mærke sukket igennem varulven, som hendes krop stod presset baglæns op af hans, og han kunne mærke mavemusklerne under stoffet på hendes kjole.
“Mit navn er Era Garou. Du ved… alfahun? Gift med Loup-”
“Åh for satan ja! Ja!” udbrød han uden at tænke på at han afbrød hende. Han lagde nakken tilbage og undslap en latter, før dansen igen førte dem ansigt til ansigt, så hun med rynket pande kunne se hans bredt smilende ansigt.
“Du er hende, som… åh right. Nevermind. Interessant. Wauw… Jeg forstår pludselig tingene så meget nemmere, og hvorfor han var villig til… you know… for at få dig tilbage.”
“Hvad fuck snakker du om?”
“Ingenting! Ingenting! Glem jeg sagde noget,” sagde han uskyldigt, og snurrede hende ud fra sig, før han trak hende ind i sine arme igen, hvor hun blev holdt fanget i et par sekunder.
“Hvor jeg dog hader Forsyths…” hørte han hende mumle, før hun brød elegant fri af hans greb, gled et par skridt til siden, og lod sig igen indfange af ham i dansen med en hånd mod hendes ryg og om hendes hånd.
---
Caleb spruttede ved Macarias drillende ord, men hun grinede blot af ham.
“Jeg joker, Veterano. Tag det roligt. Jeg er ikke interesseret i dine små drenge,” beroligede hun ham. Han var overrasket over hvor gode de to faktisk var i dansen, men måske var det ikke overraskende, når de faktisk kunne finde ud af både trinene, stilen og finesserne. Det var meget lettere at være tættere på hende, nu hvor hun ikke havde den vampyriske tiltrækning, og sådan som hun skøjtede hen af gulvet, lignede hun en alf dansende hen af edderkoppespind.
“Jeg er langt mere interesseret i din svigerfar.” Ordene kom lige da hun stod fanget i hans favntag, mens de vippede fra side til side på tæerne, inden at hun igen gled ud af hans favn. Igen grinede hun af hans ansigt. “Wauw… jeg bliver ved med at glemme jer portusianere ikke kan forstå en joke. Træk vejret, Caleb! Jeg driller dig altså bare,” grinede hun, som hun igen stillede sig ind til ham.
“Kan du ikke bare finde dig en ny dødsengel?” spurgte han lettere irriteret over hun drillede ham på den måde. “Jeg mener… så stor forskel er der vel ikke på dem og Zean?”
Han så det med det samme. Lige så snart ordene var ude af hans mund, havde han lyst til at slå sig selv. Macarias smil falmede langsomt, og alt glæden forsvandt fra hendes ellers så strålende øjne, mens den livlige energi i hendes skridt forsvandt. Det var lige før, hun var stoppet op.
“Right…” svarede hun med en pludselig monoton stemme, selvom der stadigvæk lå et mærkelig smil hvilende på hendes læber. “Jeg burde bare finde en ny i stedet for at ære manden, der forsøgte at slå mig ihjel. Det er jo sindssygt, ikke sandt?”
“Jeg havde den fornøjelse at møde Deres svigersøn og datter til middagen,” fortalte hun. “De har en utrolig smuk datter, hvis jeg må have lov til at sige det. Smuk og varmhjertet.”
---
Marcellus bøjede anerkendende nakken for rådskvindens ord.
“Jeg må indrømme, jeg følte personligt, at en del af mig forsvandt med min vampyrisme,” fortalte han med et glimt i øjet. “Også selvom det gjorde mig til en hybrid og derved en skændsel i jeres øjne, men ikke desto mindre var det hvem jeg var. Nu er det vel meget nemmere for Dem, at gøre ting som for eksempel beære mig med en dans, nu hvor jeg er renblodet, ikke sandt?” Hans tone var drillende, da han udmærket vidste fra sine mange møder i Portus, hvordan folk havde haft det med hans race, hvilket til tider havde været underholdende om end frustrerende. Underholdende når Macaria havde været til stede, frustrerende når hun ikke havde været dér.
---
Opgivende kastede Eriz et blik mod hybriden stående lige ved kredsen af menneskemængder, der havde samlet sig omkring dansegulvet for at se med. Som en lurende skygge fulgte hun Marcellus rundt, så hun aldrig var langt væk fra ham, hvilket derved også gjorde at alle tæt på Marcellus ikke kunne bruge deres mentale evner. Det vil sige hende. Så længe hun ikke var længere væk fra Marcellus, var det umuligt for hende bare at lukke for Richlers sanser. Hvor hun dog ikke kunne tåle ham.
Køligt kiggede hun ned på ham. Hans greb skiftede sig om hende i dansen, som den skulle, men hun brød sig ikke om lege rundt med ham på nogle måder. Hvor hun dog ville gøre meget for, at få den kære højre hånd til at tisse i sine egne bukser midt her på dansegulvet.
“Virkelig?” spurgte hun ham spidst med let hævet øjenbryn, da han var færdig med hans plapren. “De mener altså ikke den nuværende dronning i Pandemonium, kan hamle op med Macaria?”
---
“Mhm. Udmærket.” Eian fugtede flygtigt sine læber, mens han så alle vegne men ned på pigen i hans arme. Det var en utrolig upassende dans lige pludselig! Hvem lavede dog den slags danse?! Med en rømmen tog han sig sammen og skævede ned til hende, bare for at drukne i sorte, bundløse brønde, som fik hans ben til at blive til smør, og hånden der placerede sig mod hendes mave, da han bevægede sig om bag hende skælvede.
“Nyder De… nyder De aftenen?” spurgte han hæst. Han skulle have drukket meget, meget, meget mere! Inei være ham nådig!
---
Forvirret betragtede Damian kvinden foran ham, før at han rømmede sig selv.
“Well… yeah?” svarede han tøvende, inden at han gled om bag hende, så de kunne trippe lidt videre på den måde, hvilket selvfølgelig gav så meget logik! Han kunne mærke sukket igennem varulven, som hendes krop stod presset baglæns op af hans, og han kunne mærke mavemusklerne under stoffet på hendes kjole.
“Mit navn er Era Garou. Du ved… alfahun? Gift med Loup-”
“Åh for satan ja! Ja!” udbrød han uden at tænke på at han afbrød hende. Han lagde nakken tilbage og undslap en latter, før dansen igen førte dem ansigt til ansigt, så hun med rynket pande kunne se hans bredt smilende ansigt.
“Du er hende, som… åh right. Nevermind. Interessant. Wauw… Jeg forstår pludselig tingene så meget nemmere, og hvorfor han var villig til… you know… for at få dig tilbage.”
“Hvad fuck snakker du om?”
“Ingenting! Ingenting! Glem jeg sagde noget,” sagde han uskyldigt, og snurrede hende ud fra sig, før han trak hende ind i sine arme igen, hvor hun blev holdt fanget i et par sekunder.
“Hvor jeg dog hader Forsyths…” hørte han hende mumle, før hun brød elegant fri af hans greb, gled et par skridt til siden, og lod sig igen indfange af ham i dansen med en hånd mod hendes ryg og om hendes hånd.
---
Caleb spruttede ved Macarias drillende ord, men hun grinede blot af ham.
“Jeg joker, Veterano. Tag det roligt. Jeg er ikke interesseret i dine små drenge,” beroligede hun ham. Han var overrasket over hvor gode de to faktisk var i dansen, men måske var det ikke overraskende, når de faktisk kunne finde ud af både trinene, stilen og finesserne. Det var meget lettere at være tættere på hende, nu hvor hun ikke havde den vampyriske tiltrækning, og sådan som hun skøjtede hen af gulvet, lignede hun en alf dansende hen af edderkoppespind.
“Jeg er langt mere interesseret i din svigerfar.” Ordene kom lige da hun stod fanget i hans favntag, mens de vippede fra side til side på tæerne, inden at hun igen gled ud af hans favn. Igen grinede hun af hans ansigt. “Wauw… jeg bliver ved med at glemme jer portusianere ikke kan forstå en joke. Træk vejret, Caleb! Jeg driller dig altså bare,” grinede hun, som hun igen stillede sig ind til ham.
“Kan du ikke bare finde dig en ny dødsengel?” spurgte han lettere irriteret over hun drillede ham på den måde. “Jeg mener… så stor forskel er der vel ikke på dem og Zean?”
Han så det med det samme. Lige så snart ordene var ude af hans mund, havde han lyst til at slå sig selv. Macarias smil falmede langsomt, og alt glæden forsvandt fra hendes ellers så strålende øjne, mens den livlige energi i hendes skridt forsvandt. Det var lige før, hun var stoppet op.
“Right…” svarede hun med en pludselig monoton stemme, selvom der stadigvæk lå et mærkelig smil hvilende på hendes læber. “Jeg burde bare finde en ny i stedet for at ære manden, der forsøgte at slå mig ihjel. Det er jo sindssygt, ikke sandt?”