Post by Caleb Veterano on May 21, 2019 13:41:30 GMT
The Waltz of Secrets
Åbent
Åbent
Klokken var ved at slå midnat. Dørene til den store balkon, var blevet slået op, sådan så noget køligt luft kunne nå ind i salen, der var ved at blive varm med alle de kroppe herinde. Vinden fik gardinerne og stearinlysene til at blafre. Dem som stod tættest på måtte holde orden i deres skørter.
Macaria nød følelsen. Blæsten fik hendes hårlokker til at danse i den ellers opsatte frisure, og den lilla skørt trak sig mellem hendes ben, men selvom det var koldt for de nøgne arme, følte hun sig i live. Den sidste stykke tid havde hun stået i samtale med nogle noble fra henholdsvis Pandemonium og Vavilon med et glas champagne i hånden. Hun stod med perfekt udsigt til Marcellus. Nu og da mødtes deres blikke over skuldre på gæster, og de vekslede smil til hinanden, inden de igen måtte vende opmærksomheden tilbage til deres respektive samtaler.
Til sidst undskyldte hun sig til sine samtalepartner, for at snog sig hen til sin gamle flamme, der lyste op i et bredt smil ved synet af hende henne ved ham. Uskyldigt lagde han en hånd mod hendes ryg. Gæsterne han snakkede med hilste respektfuldt på hende med buk og bøjet nakker, hun besvarede med et lille nej.
“Er alt som det skal være?” spurgte han tæt ved hendes øre, og hun trak på skuldrene.
“Jeg keder mig,” konstaterede hun. “Pandemoniske fester er altid så passive og…”
“Civiliseret?” Han kiggede smilende ned på hende, inden hun overgav sig med en nikken, mens hun hævede champagneglasset op til sine læber, så hun kunne nippe til den boblende væske.
“Måske. Hvad siger du til en dans?”
“Igen?” lo han mildt, og strøg hende en enkelt gang ned af ryggen, hvilket fik hende til at gyse af fryd, men hun rystede ikke desto mindre på hovedet.
“Jeg tænkte nu på en fælles dans. Jeg ved godt, I ikke gør den slags her, men i Vavilon har vi en dans, hvor flere kan være med på én gang. Den kaldes De 2 Ringe.”
“Mh… jeg tror godt, jeg kender den. Vil det gøre dig glad?”
Hun smilte op til ham. “Meget.”
Med et suk satte han sit glas fra sig, mens han tog hendes hånd i sin, så han kunne føre hende med sig hen til dansegulvet. “Undskyld mig,” nåede han lige at sige passerende til dem han ellers havde ført samtale med før hun var dukket op.
“Smut afsted med dig så giver jeg besked til musikerne,” hviskede han i hendes øre, hvilket gav ham muligheden for at gemme et kys mod hendes øreflip, før hun sprang ivrigt afsted for at finde sig en dansepartner. Hun var som et barn juleaften. Så meget energi og liv. Hvordan kunne nogen se på det med kulde og vrede i deres hjerter?
Han fortsatte op til musikken, og fik aftalt tingene med dem, inden at han gik afsted for at finde Eriz, som ville være den eneste passende at starte dansen med. Mens dirigenten stoppede musikken, og annoncerede for folk at der nu ville blive spillet op til De 2 Ringe som en venlig gestus til det vavilonske folk, fandt han frem til sin hustru.
“Virkelig?” sukkede hun, mens han førte hende hen til midten af dansesalen. Hun var nødt til at bruge en hånd til at løfte op i sin tætsiddende kjole. “De 2 Ringe er så… kaotisk.”
“Jeg troede du elskede at følge dansen,” mumlede han tilbage til hende, og stillede hende an foran sig. En hånd på hendes hofte, hendes hånd på hans skulder, deres hænder samlet på samme måde, som de havde været til deres bryllup med det røde bånd omkring sig. Han mødte hendes blik. “Hvad er der?”
“Spekulere du nogensinde over hvorfor vi gjorde det her? Giftede os?” spurgte hun dæmpet, da folk begyndte at stille sig op ved deres sider, så mændene dannede en indercirkel og kvinderne den ydre.
“Vi tænkte vel kærlighed ikke var vigtigt,” svarede han roligt, mens han lod blikket glide omkring dem, for at se hvor mange, der fyldte cirklerne ud og hvor de var. Macaria havde slæbt Adrian med sig op. Hun var igang med at fortællende og smilende navigere hans ene hånd ned til hendes hofte i stedet for ryggen, som var sådan Vavilonerne dansede - selvfølgelig.
“Mener du da kærlighed er vigtigt?” Eriz’s stille spørgsmål fik ham til at vende blikket tilbage ned mod hende. “Du sagde sidst vi snakkede sammen, at jeg skulle bide tænderne sammen og acceptere min skæbne.”
“Jeg accepterede min. Du forelskede dig bare senere end jeg gjorde, og nu har du fundet ud af, hvad jeg måtte ofre for vores land.”
Dansen begyndte.
---
Eian betragtede samlingen, der var ved at samle sig på dansegulvet. Adrian den stakkel var blevet trukket derop af Forsyth. At se dem stående overfor hinanden var virkelig et syn på mere end én måde. Macaria iklædt lilla og guld, Adrian i gråt, hvidt og sort. Den ene høj, den anden lav. Macaria lignede stadigvæk en ung pige på omkring de 19 somre, mens Adrian sagtens kunne gå ud fra at være hendes far, hvis ikke det var på grund af de slet ikke lignede hinanden. Vor gudinde…
Med et lille smil opdagede han Caleb ligeså blive hevet på benene af Addy, som fik ham trukket op til dansen, selvom han tydeligvis prøvede at komme ud af det - han lo dog hele vejen igennem hans håbløse undskyldninger, der ikke nyttede noget.
Eian gav et tungt suk fra sig, før at han drejede hovedet mod Helena ved hans side. Uden at sige noget snuppede han glasset ud af hendes hænder, og gav det til en passerende tjener, før at han tog hende ved hånden.
“Kom så… Vi kan ikke lade Adrian gøre det her alene,” sagde han, som han førte hendes hånd op til sin arm, så de lidt mere elegant kunne slå sig til dansen.
---
“Dylan!”
“Hvad?!” Irriteret vendte Damian tilbage til nuet, efter at have ladet sig fortabe i forbindelsen med Blake, så han havde kunne mærke hendes tårer på sine egne kinder. Macaria stod ude på dansegulvet, twistet halvt rundt med overkroppen, for at se på ham. Tydeligvis havde hun forsøgt at få kontakt til ham i et stykke tid med både piften og knipsen uden at have kunne flytte sig fra Adrian, som åbenbart skulle være hendes dansepartner.
“Inviter hende op!”
“Hvem?” spurgte han uden at rejse sig fra stolen, han var gledet helt ned i.
“Hvem tror du? Lilith selvfølgelig.”
Overdrevent himlede han med øjnene, men kom dog på benene, selvom at han på ingen måde havde lyst til at skulle deltage i dansen - specielt ikke med den mærkelige pige.
“Behøver jeg?” spurgte han ugideligt. “Jeg er ikke god til at danse.”
At dømme ud fra hendes ansigtsudtryk, var der ingen vej udenom, og han måtte sjoske sukkende afsted for at finde pigebarnet, der var alt for pæn til at det var fair. Nå! Han kunne jo lige så godt gøre det her ordentligt!
“Hey…” Forsigtigt prikkede han hende på skulderen, og smilte skævt da prinsessen vendte sig om mod hende. Galant tilbød han hende sin arm. Ryggen var rank, skuldrene trukket tilbage, og han havde smidt sin jakke. Ærmerne havde han smøget op til albuerne, og den øverste knap var blevet åbnet, så han kunne trække vejret lidt bedre, samt føle sig bedre tilpas.
“Vil du gøre mig den ære til denne dans?” spurgte han, og vippede lokkende med sin arm.
---
Era tømte sit sjette glas champagne, og bankede det ned i bordet ved baren. Et par omkringstående gæster skævede nervøst til hende, men hun var ligeglad, selvom hun måtte skære en grimasse over den søde smag af boblende vanvid ned gennem halsen. Champagne havde aldrig været hendes ting. For sødt og klistret. Alligevel var der noget læskende ved det, og som en afhængig kunne hun ikke stoppe med at kyle det ene glas ned efter det andet.
Hun skubbede sig selv på benene, mens hun i samme bevægelse slog til Loup arm.
“De gør klar til De 2 Ringe,” bekendtgjorde hun. En dans som de også dansede blandt varulvene - bare med et par variationer, men dog samme trin. “Lad os vise dem, at vi stadigvæk er vaviloner.” Uden at sige mere eller vende sig rundt, begyndte hun at gå mod dansegulvet.
--
Zia trådte ind i salen med Blake, lige da de begyndte at gøre klar til en fællesdans på gulvet. Langsomt samlede hun hænderne foran sit skød, mens hun betragtede hvordan folk fandt sammen deroppe to og to. Halôr var ingen steder at se. Han var sikkert fordybet i forretningssamtaler et eller andet sted i salen, eller også sad han et sted med et glas cognac og morede sig med nogle af sine gamle venner. Hun sukkede accepterende, før hun drejede hovedet mod Zia og sendte hende et mildt smil.
“Du må hellere smutte afsted og finde Jareth. Han leder sikkert efter dig. Dansen starter om lidt, og jeg kan ikke forestille mig, du vil gå glip af dén oplevelse. Det er en vavilonske folkedans,” fortalte hun, og gjorde et lille hovedkast mod dansegulvet. “Bare rolig jeg skal nok klare mig.”