Post by Macaria Forsyth on May 22, 2019 21:29:42 GMT
Caleb stirrede stadigvæk på den uskyldige, høflige ting foran ham, som blot fulgte ham rundt i dansen uden noget besvær, men lige havde smidt en trussel i hovedet på ham. Huh…
“Jeg…” Der gik et par sekunder før han fik samlet sig. “Jeg kan love Dem for, at jeg ikke har nogle som helst intentioner om at skade Blake eller sætte hende i fare. Det lover jeg. Hendes hemmelighed bliver hos mig.”
Han nåede ikke at få mere ud af hende end et tilfreds smil, før at dansen bød hende at trippe videre til den næste partner, selvom han stadigvæk med et forundret blik kiggede efter hende, mens han automatisk tog imod den næste partner. Ved Cirklerne, han havde vidst misset endnu en beskytter til Blake.
Trinene i dansen sagde han skulle gå videre, men han havde endnu ikke modtaget en dansepartner, hvilket hev ham ud af sin forvirring over den yndige draconian, for i stedet at vende opmærksomheden mod dansen, og hvor pokker hans partner blev - Åhhhhhhhh…
Hun var henne ved ham i sekundet, han så det var hende. Lange negle skrabede sig op af hans arm til skulderen, og det tog ham en evighed at vove at ligge sin hånd på hendes kurvet hofte. Isklare øjne fyldt med foragt hvilede på ham. Hurtigt kastede han et blik til siden. Adrian. Han så tilbage på hende.
“Lad være.” Hendes stemme spids som kanten på hans sværd. “Jeg ved hvad du tænker, men hvis du fortsat vil leve i fred og idyl, som du har gjort de sidste mange, mange år, så acceptere du det her.”
Han bed tænderne en smule sammen.
“Det passer dig sikkert perfekt, at han er konge nu, ikke? General er fint, men konge… endnu bedre for at komme ind i hjertet af Portus,” observerede han sammenbidt. Hun lagde hovedet på skrå.
“Og hvem siger det faktisk ikke er kærlighed, Veterano? Du twistede hele vores verden for hans datter - hvem siger jeg ikke vil gøre det samme for ham?”
“Der var et barn involveret!” snerrede han uden at lægge mærke til hvornår de skulle dreje, snurre eller noget som helst. De dansede bare til siden til siden til siden. En rynke dirrede ved hendes ene næsebor, og han kunne mærke med hendes bryst presset op af hans brystkasse, at hun trak vejret tungt.
“Hvem siger der ikke også er et barn involveret i det her?” hvislede hun næppe hørligt. “Hvem siger jeg ikke har lige så meget ret til det her som dig?”
Panden rynkede sig, og hans tag i hendes hånd fæstnede sig, mens han førte dem en omgang rundt om dem selv, hvilket hun fint fulgte uden en eneste tøven eller vaklen i hendes trin.
“Hvad mener du med et barn?”
---
Macaria smilte bredt til sin dansepartner, der havde været overraskende behagelig at snakke med, og hun bøjede nakken for ham som tak.
“I lige måde,” svarede hun muntert tilbage, snurrede en omgang under hans arm, og skulle så videre til den næste partner, som viste sig at være ingen anden end den store farlige ulv.
Uden tøven swirlede hun direkte ind i hans favn, før hun stedfæstede sig selv med en hånd på hans brede skulder og den anden greb styrende fast i hans hånd, selvom den mere eller mindre forsvandt i hans.
“Heeeey buddy,” hilste hun med et glimt i øjet uden at smilet havde rykkede sig det mindste. Hvis hun havde været vampyr, ville man have kunne se de spidse hjørnetænder i hendes mund, men som mennesker var der intet. “Hvordan har min gamle, ynglings vagthund det?” Baglæns dansede hun væk fra ham i en pirrende imiterende af at forsøge at løbe væk, for så at manden skal løbe efter og tilfangetage igen.
---
Blakes ord hjalp ikke på det kølige blik, der hvilede tungt på hende, men et øjenbryn hævede sig en smule, selvom det ikke var til at sige, hvad det betød. Det kom dog frem, da hun nævnte at have haft flere valgmuligheder. Ellers var hans ansigt lige så ulæseligt, som det altid plejede, når han ikke længere gad at spille skuespil eller tage masker på for at behage folk.
“Det må være hårdt,” sagde han pludselig monotont, som han førte hende med sig rundt. “Det må være hårdt, at vågne op i sin egen by i sit eget land med samme forældre, samme venner, samme folk omkring sig, med den eneste forskel at man er gift med en mand, der åbenbart alligevel virker til at gøre én glad.” Hans blik flakkede rundt på hendes ansigt, inden at han med en dyb udånding gennem næsen kiggede op fra hende med et lille nik, som om han lige havde taget en beslutning om et eller andet. “Måske er det dig, som skal tage et valg og ikke mig.”
Han så ikke på hende, før han navigerede hende videre til den næste i rækken. Tydeligvis forstod hun ikke, hvad han så, når han kiggede på hende, og det var elsket pige siddende omgivet blandt venner hun kendte. Selv da hun havde danset med Jareth, havde hun grinet højt. Det her liv gjorde hende glad. Hun var stadigvæk hjemme.
Hvad så hun, når hun kiggede på ham?
Med et suk tog han imod sin nye partner i dansen. Han genkendte hende med det samme, og bare dét fik et lille smil til at trække op i hans mundvig, som han lagde sine hænder på Adelaide Storm. Eller Veterano som hun jo måtte hedde nu.
“Har du ikke nogle gange bare en lyst til at gå imod alting og så bare joine et oprør?” spurgte han hende smilende.
---
Det var en lettelse, at komme videre fra englen med de svedige håndflader. Godt nok var det blevet lidt bedre hen af vejen, men hans puls havde været en forstyrrende rytme i hendes ører, der havde distraheret hende fra musikken. Era forlod Eian med et smørret smil over skulderen til ham, der tydeligt afslørede hun præcist havde vidst, hvor hans tanker havde været henne i dansen, før hun forsatte hen til den næste partner. På vejen sendte hun sin mage et skarpt blik tværs gennem dansegulvet, da hun udmærket havde set over skulderen på englen, hvordan Loups hænder havde lagt på den rødhåret pige samt hans smil. Idiot. Han kunne bare ikke holde fingrene for sig selv!
“Hertuginde Garou.”
Navnet fik hende til at vende opmærksomheden mod hendes dansepartner, som viste sig at være ingen ringere end Marcellus LaPiera Black. Han smilte venligt til hende, mens han tog om hende, så de kunne glide med ind i dansen, der var langt mere behagelig med en dansepartner som ham i stedet for englen.
“De ser fantastisk ud i den kjole! Også selvom jeg regner med, det måske ikke er så ofte De bære den slags klæder, så må jeg virkelig sige den fremhæver noget både mystisk og erotisk ved Dem,” sagde han, hvilket fik hende til at betragte ham mistroisk, da hun var ret sikker på, det på ingen måde var normalt at sige mellem en konge og hans adel.
“Tak,” mumlede hun tøvende, og snurrede under hans arm som en spindetop, før hun kom tilbage ind i hans favn, selvom hun stoppede dem fra at komme helt tæt på med en hånd mod hans brystkasse, der dog gled op til hans skulder. Imponeret hævede han et øjenbryn.
“Smuk detalje til legen,” kommenterede han, og hun bøjede nakken som tak med et skævt smil.
“Du troede vel ikke jer pandemonier kunne gøre det her bedre end os, vel?”
“Overhovedet ikke! Jeg bøjer mig fuldkommen for jeres overlegenhed, selvom…” Han tøvede kort, før han sigende bøjede sit hoved lidt mere ned mod hendes, så han kunne dæmpe stemmen en smule. “... selvom det vel vil være den rigtige antagelse at kalde Dem og Deres mand for pandemonier også. Ikke sandt?”
---
Zia trippede videre fra Caleb og hen til Jareth, som var den næste i rækken af partnere, og hvis hånd hun kun med en kort tøven tog imod, før hun gled ind i hans favn. Hun sendte ham et forsigtigt smil, imens hendes frie hånd strøg fra hans overarm og op til hans skulder, hvor den fandt hvile, uden at folde stoffet på hans jakke.
“Hej,” hilste hun dæmpet, og tillod sig selv at træde lidt tættere på ham, da de ellers havde stået med mistænkeligt afstand mellem hinanden, hvilket slet ikke passede til dansen, selvom hun var meget påpasselig med hvor hun holdte, og hvor hun så hen. Blikket fikserede sig på hans ene skulder.
“Halôr havde for travlt,” forklarede hun, hvis han havde lagt mærke til, at han ikke var i ringen. “Jeg blev budt op af den vavilonske Højre Hånd, så… Jeg kunne jo umuligt sige nej.”
“Jeg…” Der gik et par sekunder før han fik samlet sig. “Jeg kan love Dem for, at jeg ikke har nogle som helst intentioner om at skade Blake eller sætte hende i fare. Det lover jeg. Hendes hemmelighed bliver hos mig.”
Han nåede ikke at få mere ud af hende end et tilfreds smil, før at dansen bød hende at trippe videre til den næste partner, selvom han stadigvæk med et forundret blik kiggede efter hende, mens han automatisk tog imod den næste partner. Ved Cirklerne, han havde vidst misset endnu en beskytter til Blake.
Trinene i dansen sagde han skulle gå videre, men han havde endnu ikke modtaget en dansepartner, hvilket hev ham ud af sin forvirring over den yndige draconian, for i stedet at vende opmærksomheden mod dansen, og hvor pokker hans partner blev - Åhhhhhhhh…
Hun var henne ved ham i sekundet, han så det var hende. Lange negle skrabede sig op af hans arm til skulderen, og det tog ham en evighed at vove at ligge sin hånd på hendes kurvet hofte. Isklare øjne fyldt med foragt hvilede på ham. Hurtigt kastede han et blik til siden. Adrian. Han så tilbage på hende.
“Lad være.” Hendes stemme spids som kanten på hans sværd. “Jeg ved hvad du tænker, men hvis du fortsat vil leve i fred og idyl, som du har gjort de sidste mange, mange år, så acceptere du det her.”
Han bed tænderne en smule sammen.
“Det passer dig sikkert perfekt, at han er konge nu, ikke? General er fint, men konge… endnu bedre for at komme ind i hjertet af Portus,” observerede han sammenbidt. Hun lagde hovedet på skrå.
“Og hvem siger det faktisk ikke er kærlighed, Veterano? Du twistede hele vores verden for hans datter - hvem siger jeg ikke vil gøre det samme for ham?”
“Der var et barn involveret!” snerrede han uden at lægge mærke til hvornår de skulle dreje, snurre eller noget som helst. De dansede bare til siden til siden til siden. En rynke dirrede ved hendes ene næsebor, og han kunne mærke med hendes bryst presset op af hans brystkasse, at hun trak vejret tungt.
“Hvem siger der ikke også er et barn involveret i det her?” hvislede hun næppe hørligt. “Hvem siger jeg ikke har lige så meget ret til det her som dig?”
Panden rynkede sig, og hans tag i hendes hånd fæstnede sig, mens han førte dem en omgang rundt om dem selv, hvilket hun fint fulgte uden en eneste tøven eller vaklen i hendes trin.
“Hvad mener du med et barn?”
---
Macaria smilte bredt til sin dansepartner, der havde været overraskende behagelig at snakke med, og hun bøjede nakken for ham som tak.
“I lige måde,” svarede hun muntert tilbage, snurrede en omgang under hans arm, og skulle så videre til den næste partner, som viste sig at være ingen anden end den store farlige ulv.
Uden tøven swirlede hun direkte ind i hans favn, før hun stedfæstede sig selv med en hånd på hans brede skulder og den anden greb styrende fast i hans hånd, selvom den mere eller mindre forsvandt i hans.
“Heeeey buddy,” hilste hun med et glimt i øjet uden at smilet havde rykkede sig det mindste. Hvis hun havde været vampyr, ville man have kunne se de spidse hjørnetænder i hendes mund, men som mennesker var der intet. “Hvordan har min gamle, ynglings vagthund det?” Baglæns dansede hun væk fra ham i en pirrende imiterende af at forsøge at løbe væk, for så at manden skal løbe efter og tilfangetage igen.
---
Blakes ord hjalp ikke på det kølige blik, der hvilede tungt på hende, men et øjenbryn hævede sig en smule, selvom det ikke var til at sige, hvad det betød. Det kom dog frem, da hun nævnte at have haft flere valgmuligheder. Ellers var hans ansigt lige så ulæseligt, som det altid plejede, når han ikke længere gad at spille skuespil eller tage masker på for at behage folk.
“Det må være hårdt,” sagde han pludselig monotont, som han førte hende med sig rundt. “Det må være hårdt, at vågne op i sin egen by i sit eget land med samme forældre, samme venner, samme folk omkring sig, med den eneste forskel at man er gift med en mand, der åbenbart alligevel virker til at gøre én glad.” Hans blik flakkede rundt på hendes ansigt, inden at han med en dyb udånding gennem næsen kiggede op fra hende med et lille nik, som om han lige havde taget en beslutning om et eller andet. “Måske er det dig, som skal tage et valg og ikke mig.”
Han så ikke på hende, før han navigerede hende videre til den næste i rækken. Tydeligvis forstod hun ikke, hvad han så, når han kiggede på hende, og det var elsket pige siddende omgivet blandt venner hun kendte. Selv da hun havde danset med Jareth, havde hun grinet højt. Det her liv gjorde hende glad. Hun var stadigvæk hjemme.
Hvad så hun, når hun kiggede på ham?
Med et suk tog han imod sin nye partner i dansen. Han genkendte hende med det samme, og bare dét fik et lille smil til at trække op i hans mundvig, som han lagde sine hænder på Adelaide Storm. Eller Veterano som hun jo måtte hedde nu.
“Har du ikke nogle gange bare en lyst til at gå imod alting og så bare joine et oprør?” spurgte han hende smilende.
---
Det var en lettelse, at komme videre fra englen med de svedige håndflader. Godt nok var det blevet lidt bedre hen af vejen, men hans puls havde været en forstyrrende rytme i hendes ører, der havde distraheret hende fra musikken. Era forlod Eian med et smørret smil over skulderen til ham, der tydeligt afslørede hun præcist havde vidst, hvor hans tanker havde været henne i dansen, før hun forsatte hen til den næste partner. På vejen sendte hun sin mage et skarpt blik tværs gennem dansegulvet, da hun udmærket havde set over skulderen på englen, hvordan Loups hænder havde lagt på den rødhåret pige samt hans smil. Idiot. Han kunne bare ikke holde fingrene for sig selv!
“Hertuginde Garou.”
Navnet fik hende til at vende opmærksomheden mod hendes dansepartner, som viste sig at være ingen ringere end Marcellus LaPiera Black. Han smilte venligt til hende, mens han tog om hende, så de kunne glide med ind i dansen, der var langt mere behagelig med en dansepartner som ham i stedet for englen.
“De ser fantastisk ud i den kjole! Også selvom jeg regner med, det måske ikke er så ofte De bære den slags klæder, så må jeg virkelig sige den fremhæver noget både mystisk og erotisk ved Dem,” sagde han, hvilket fik hende til at betragte ham mistroisk, da hun var ret sikker på, det på ingen måde var normalt at sige mellem en konge og hans adel.
“Tak,” mumlede hun tøvende, og snurrede under hans arm som en spindetop, før hun kom tilbage ind i hans favn, selvom hun stoppede dem fra at komme helt tæt på med en hånd mod hans brystkasse, der dog gled op til hans skulder. Imponeret hævede han et øjenbryn.
“Smuk detalje til legen,” kommenterede han, og hun bøjede nakken som tak med et skævt smil.
“Du troede vel ikke jer pandemonier kunne gøre det her bedre end os, vel?”
“Overhovedet ikke! Jeg bøjer mig fuldkommen for jeres overlegenhed, selvom…” Han tøvede kort, før han sigende bøjede sit hoved lidt mere ned mod hendes, så han kunne dæmpe stemmen en smule. “... selvom det vel vil være den rigtige antagelse at kalde Dem og Deres mand for pandemonier også. Ikke sandt?”
---
Zia trippede videre fra Caleb og hen til Jareth, som var den næste i rækken af partnere, og hvis hånd hun kun med en kort tøven tog imod, før hun gled ind i hans favn. Hun sendte ham et forsigtigt smil, imens hendes frie hånd strøg fra hans overarm og op til hans skulder, hvor den fandt hvile, uden at folde stoffet på hans jakke.
“Hej,” hilste hun dæmpet, og tillod sig selv at træde lidt tættere på ham, da de ellers havde stået med mistænkeligt afstand mellem hinanden, hvilket slet ikke passede til dansen, selvom hun var meget påpasselig med hvor hun holdte, og hvor hun så hen. Blikket fikserede sig på hans ene skulder.
“Halôr havde for travlt,” forklarede hun, hvis han havde lagt mærke til, at han ikke var i ringen. “Jeg blev budt op af den vavilonske Højre Hånd, så… Jeg kunne jo umuligt sige nej.”