Post by Khala Riviera on Jan 26, 2017 12:43:50 GMT
Harris
Den nedlagte kro i udkanten af Maranos summede af aktivitet. De egentlige ejere var blevet dræbt af dødsengle - så meget var tydeligt på den massakre der havde været derinde - der var næsten ikke én overflade som ikke var søbet igennem af blod, alle møblerne var ødelagte og flasker knust i en regnbue af farver over gulvet. De havde også forsøgt at sætte ild til stedet, der var sodmærker over væggene, men det måtte have regnet den nat, for ilden havde ikke kunnet tage fast.
Nu boede Rivivera familien der. Alle 13 børn og deres forældre.
Og siden Khala var blevet leder for deres race, var der flyttet endnu flere formskiftere til - folk der søgte beskyttelse, folk der søgte at indynde sig hos hende og folk der havde fået alt de ejede og havde revet fra sig under krigene. Kroen var blevet til et lille samfund i sig selv, fyldt til brimmen med væsner. Hele underetagen var blevet til et sygeområde, for de sårede og sygdomsplagede, side om side på hjemmelavede brikser. Overetagen var hvor Khala og hendes familie boede, stuvet sammen med flere en fem væsner per værelse, for den unge formskifter havde beordret at ingen skulle sendes bort, hvis de manglede asyl hos hende.
Pigen stod nu med armene lagt over kors, omgivet af to af hendes brødre, lænet ind over ung mands krop på en af deres brikser. Hun havde fået en af deres læger til at se på ham og lægen havde synet den unge mands øjenlåg sammen, så han ikke længere stirrede ud i luften med sine tomme øjenhuler.
"Khal, er du helt sikker på han ikke er død?" spurgte den ældste af de to brødre der omgav hende. Manden havde mørkebrunt hår der strittede i alle retninger og en ring i hans ene bryn. "Han ser rimelig død ud."
"Dumbass, han trækker stadig vejret," svarede Khala, men hendes blik løb alligevel til drengens brystkasse for at dobbelt tjekke - men jo, det gjorde han.
"Joh, men han er ikke vågnet endnu," skød broderen tilbage, inden han rynkede på næsen. "Og han lugter lidt død."
"Jaaaah! Som de der oppustede lig vi fandt herinde!" stemte hendes anden bror i, havde han endelig pinpointet hvad det var dén lugt var.
"Nej han gør ikke!" knurrede pigen og skubbede til hendes ældre brors skulder, så manden faldt et skridt til siden mens hun rullede med øjnene. "Det er ham der lå på den her briks, før ham her I kan lugte," Så lænede hun sig endnu mere ind over drengen og ruskede let i hans skulder. "Hey! Sovetryne, vågn op! Gider du li' bevise du stadig er i live?"
Nu boede Rivivera familien der. Alle 13 børn og deres forældre.
Og siden Khala var blevet leder for deres race, var der flyttet endnu flere formskiftere til - folk der søgte beskyttelse, folk der søgte at indynde sig hos hende og folk der havde fået alt de ejede og havde revet fra sig under krigene. Kroen var blevet til et lille samfund i sig selv, fyldt til brimmen med væsner. Hele underetagen var blevet til et sygeområde, for de sårede og sygdomsplagede, side om side på hjemmelavede brikser. Overetagen var hvor Khala og hendes familie boede, stuvet sammen med flere en fem væsner per værelse, for den unge formskifter havde beordret at ingen skulle sendes bort, hvis de manglede asyl hos hende.
Pigen stod nu med armene lagt over kors, omgivet af to af hendes brødre, lænet ind over ung mands krop på en af deres brikser. Hun havde fået en af deres læger til at se på ham og lægen havde synet den unge mands øjenlåg sammen, så han ikke længere stirrede ud i luften med sine tomme øjenhuler.
"Khal, er du helt sikker på han ikke er død?" spurgte den ældste af de to brødre der omgav hende. Manden havde mørkebrunt hår der strittede i alle retninger og en ring i hans ene bryn. "Han ser rimelig død ud."
"Dumbass, han trækker stadig vejret," svarede Khala, men hendes blik løb alligevel til drengens brystkasse for at dobbelt tjekke - men jo, det gjorde han.
"Joh, men han er ikke vågnet endnu," skød broderen tilbage, inden han rynkede på næsen. "Og han lugter lidt død."
"Jaaaah! Som de der oppustede lig vi fandt herinde!" stemte hendes anden bror i, havde han endelig pinpointet hvad det var dén lugt var.
"Nej han gør ikke!" knurrede pigen og skubbede til hendes ældre brors skulder, så manden faldt et skridt til siden mens hun rullede med øjnene. "Det er ham der lå på den her briks, før ham her I kan lugte," Så lænede hun sig endnu mere ind over drengen og ruskede let i hans skulder. "Hey! Sovetryne, vågn op! Gider du li' bevise du stadig er i live?"