Post by Harris on Jan 27, 2017 11:31:14 GMT
Hun ville ikke afbrydes, det var han ikke i tvivl om. Hun havde den samme autoritet i stemmen som Aron altid havde haft når han belærede ham om et eller andet. Og præcis som dengang sad Harris blot stille i stolen og lyttede til hvad der blev sagt, og absorberede hvert et ord som en svamp.
Alt hun sagde gav mening. Naturens nådesløse orden, spis eller bliv spist og hvordan det går med dém der ikke løber hurtigt nok. Han vidste hvor det placerede ham og Arona under deres angreb. De var byttedyret, og de havde ikke løbet hurtigt nok. De burde ikke have holdt sig til ét sted, men de havde ikke rigtig haft andre muligheder. De kunne vel have taget én af de bygninger som var blevet lagt øde efter dødsenglene og varulvenes rov gennem årene, men det var et risikabelt move. Nu vidste han bare ikke om de faktisk havde gjort det rigtige ved at blive eller ej.
Khala havde ikke mistet hans opmærksomhed, og han måtte nok en gang rynke en smule på brynene.
”Så… du vil slå tilbage på dødsenglene og varulvene? Et angreb mod dem som svar på angrebene fra deres side?” Det lød som om det var dét hun lagde op til. Det ville være løgn at sige at Harris ikke var enig med hende. Dødsenglene og varulvene måtte betale for hvad de havde gjort. Selv i al den tid de havde fået lov til at være i fred, havde han og Arona hørt rygterne om hvad der foregik rundt i Vavilon. Dem der kaldte sig ’Euphonias børn’ som slagtede frit blandt landets adelige. ”Hvordan vil du have min hjælp?” Et strejf af beslutsomhed havde fyldt hans ord, og havde han haft øjne at se med, ville han have ladt det vise sig i blikket han ville have mødt hendes med. Han ville hjælpe. Alt, for at slå tilbage på dem der havde taget så meget fra ham. De havde taget Arona. De havde taget Macaria ved Sethos. De havde taget hans hjem og hans øjne.
Alt hun sagde gav mening. Naturens nådesløse orden, spis eller bliv spist og hvordan det går med dém der ikke løber hurtigt nok. Han vidste hvor det placerede ham og Arona under deres angreb. De var byttedyret, og de havde ikke løbet hurtigt nok. De burde ikke have holdt sig til ét sted, men de havde ikke rigtig haft andre muligheder. De kunne vel have taget én af de bygninger som var blevet lagt øde efter dødsenglene og varulvenes rov gennem årene, men det var et risikabelt move. Nu vidste han bare ikke om de faktisk havde gjort det rigtige ved at blive eller ej.
Khala havde ikke mistet hans opmærksomhed, og han måtte nok en gang rynke en smule på brynene.
”Så… du vil slå tilbage på dødsenglene og varulvene? Et angreb mod dem som svar på angrebene fra deres side?” Det lød som om det var dét hun lagde op til. Det ville være løgn at sige at Harris ikke var enig med hende. Dødsenglene og varulvene måtte betale for hvad de havde gjort. Selv i al den tid de havde fået lov til at være i fred, havde han og Arona hørt rygterne om hvad der foregik rundt i Vavilon. Dem der kaldte sig ’Euphonias børn’ som slagtede frit blandt landets adelige. ”Hvordan vil du have min hjælp?” Et strejf af beslutsomhed havde fyldt hans ord, og havde han haft øjne at se med, ville han have ladt det vise sig i blikket han ville have mødt hendes med. Han ville hjælpe. Alt, for at slå tilbage på dem der havde taget så meget fra ham. De havde taget Arona. De havde taget Macaria ved Sethos. De havde taget hans hjem og hans øjne.