Post by Dylan Forsyth on Aug 4, 2020 14:08:52 GMT
Jakken var lavet af mørkelilla stof, som sad tæt til hans skikkelse, selvom han havde tilladt sig at holde den åben og smøge ærmerne op. Indenunder bar han en stærk okkergul skjorte. Sorte bukser blev holdt diskret. Alt i alt synes han selv, det var en udmærket stil med de vavilonske farver, der var så stærke, at det kunne gøre ondt i øjnene, men han legede jo en leg. Spillede et skuespil. Bar en maske. Hans sorte hår havde for længst vokset sig bort, og givet efter for hans kastanjebrune farve, Eriz åbenbart havde haft gemt væk i alle de år. Han vidste dog ikke, om han følte sig mere eller mindre som sig selv, nu hvor han stod her i den store spisesal, og betragtede sig selv i genspejlingen af et stort vindue. Mere eller mindre? Var han mere sig selv med dette tøj, hårfarven og den vavilonske accent? Eller var han mindre?
Langsomt løsrev han sit blik fra genspejlingen, der alligevel blev twistet en smule på grund af den lette regn krybende ned af glasset. Blake stod ved ham. Han havde sat hende ind i tingene, og forklaret hende problematikkerne, så hun vidste præcist, hvad de stod med. Han kunne mærke hun var nervøs. Blidt strøg han bagsiden af sine fingre over hendes ryg, for at berolige hende, mens de ventede på henholdsvis dronningen af Vavilon og kongen af Portus. I det mindste ville de kunne se Caleb senere i aften, når middagen her var færdig. Damian havde så mange spørgsmål til ham.
“Det hele skal nok gå,” mumlede han til sin djinn.
Døren gik op, hvilket fik dødsenglen til at vende sig roligt imod dén. Øjenbrynene hævede sig i overraskelse.
“Er du… fuld?” udbrød han i vantro, da han opdagede hvordan Macaria slingrede ind af døren, så hun kort var nødt til at støtte sig til en tjener, før hun valsede videre.
“Hm? Åh nej nej nej nej nejnejnej,” sang hun med sit bølget hår frit faldende over skuldre og ryg, uden at det så ud til at være blevet sat eller ret. Kinderne blussede, øjnene en anelse ufokuseret, og hun havde den samme kjole på som tidligere - den sad bare skævt på hende. “Okay måske en lille-bitte smule, men det er okay Dylan. Det er okay. Fordi…” Hun fnes. “Minus og minus giver plus, så tingene er okay. En lille minus her og en lille minus der, sammen med lidt - uh! Er det brød?!” Hun snuppede et stykke brød fra en kurv på bordet, og begyndte at rive det i mindre stykker, før hun proppede det i munden, så der kom krummer over hendes kjole. Fødderne var nøgne.
Damian sukkede opgivende, og trykkede om sin næserod. Afgrunden tage ham og hele det her land.
“Maca… Maca? Jeg har--”
Tårer krøb med det samme op i øjnene på den tidligere vampyr, mens hun så op på ham med munden fyldt med brød.
“Hvorfor kalder du mig ikke mor længere? Ved du hvor ked af det jeg bliver, når du ikke kalder mig det? Det er som om du ikke elsker mig mere!” afbrød hun lettere uforstående på grund af den fyldte mund. Det blev ikke bedre af hun begyndte at græde.
“Åh flammerne brænde --” startede han opgivende, før han holdte sig selv tilbage fra at råbe af hende, inden at han gjorde tegn til Blake. “Kan du ikke-- Bare… et eller andet, tak? Jeg kan ikke håndtere…” Hånden gjorde en gestus op og ned af den grædende dronning. “Adrian kommer snart, og hun er et rod!”