I'll Die At Supper

[Adrian Storm]

Et kort pust af lettelse kom fra Adrian, både fordi hun gik med til at skifte emne, men også at hun ikke begyndte at stille spørgsmål. Han gik ind for åbenhed mellem hustru og ægtemand, det betød dog ikke at emnet ikke gjorde ham ekstremt ukomfortabel. Der blev hældt et glas vin mere. Han kunne drikke en del uden at blive fuld af det, og han havde ingen intentioner om at blive fuld.
"Nej," svarede han ærligt. "Det var ikke min ide. Jeg har ikke nogen stærke følelser den ene vej eller den anden omkring det." Grå øjne i det statueagtige ansigt betragtede hende. "Du er en attraktiv kvinde og dit udseendes ungdom bekymre mig ikke. Jeg ved du er ældre end du ser ud." Grove fingre strøg let langs stilken på vinglasset. "Ej heller er dit tidligere ægteskab en bekymring. Hvis noget af det, havde været en bekymring, havde jeg aldrig sagt ja til at overbringe forslaget." Han tav et øjeblik, hans blik vandrende til vinglasset. "Det ved jeg ikke. Måske vi kan lade os forlove offentligt, så mit Råd er tilfredsstillet, men skyde brylluppet så længe som overhovedet muligt? Så kan du få en chance for at se om... tingene kan passe sammen med hvem end, du aldrig har fået dem til at passe med?" Han så tilbage op på hende. "Jeg har ingen illusioner om hvorvidt vi ville kunne forelske os, hvor meget jeg end finder dig en attraktiv kvinde og måske endda en nær ven, skulle vi tilbringe mere tid sammen, så nære jeg ikke den slags følelser for dig - og jeg tvivler på at du gør for mig." Hans mund føltes tør og han drak endnu en mundfuld af sin vin. "Landsforræderen ville være sikret, så længe forlovelsen holder, og Portus ville påbegynder de aftaler, de har lovet i bytte for ægteskabet. Jeg tror vi ville kunne skubbe selve brylluppet tre års tid. I har jo ægteskabet mellem jeres tronarving og den pandemonske, ingen ville forvente at du giftede dig samme år eller året efter, og så tager et royalt bryllup jo et års tid at planlægge i sig selv. Hvad tænker du? Nogen kløgtige ideer?"

[Macaria Forsyth]

Et øjenbryn hævede sig ledsaget af et smørret smil, da han kaldte hende attraktiv, men hun lod ham tale færdig. Manden havde en evne til at balancere imellem at være fornærmende og charmerende. Ikke ligesom Maddox, der startede ved den ene side, og så tumlede klodset direkte over på den anden.
Overvejende kiggede hun op i loftet, mens hun gennemtænkte tingene. Gad vide hvordan hun var blevet centrum at hemmeligheder og magtfulde folks planer? Hun havde ellers holdt sig lowkey de sidste mange, mange år.
“Hmmmm jeg havde nu mere overvejet, at vi bare kunne stikke af sammen, bo ved en lille mølle, og skide hul i vores lande?” foreslog hun, men skyndte sig at lave en viftende håndbevægelse, så han forstod hun blok jokede. Nej… det var med en anden, hun havde den slags drømme. “Hvorfor er det helt præcist, at dit Råd ønsker, du skal gifte dig med mig? Du nævnte en arving. Jeg troede du havde en hel hær af børn, som kunne overtage kronen efter dig?”
For Maddox burde hun hoppe i med begge ben, og man kunne gøre meget, meget værre end Adrian. Sølvet, de ville jo alligevel knap nok se hinanden. Et håb var dog blevet tændt i hende af en anden, og hun kunne ikke bare sådan smide dén chance fra sig lige meget hvad.
Hvorfor var det altid, der kom en eller anden engel spankulerende, og foreslog et praktisk ægteskab, når Marcellus bestemte sig for at være sammen med hende? Var det en eller anden form for joke fra Euphonias side?

[Adrian Storm]

"Sandt og sige under nogen af de længere rådsmøder, har jeg overvejet det samme," Han havde trives under hybridkrigen, bestyringen af hans hærs indsatser og de strategiske manøvre, havde været både udfordrende og samtidigt givende. Han havde knust sine modstandere under et samlet Portus' magt. Der manglede kun én detalje i hans totale sejr, og den sad lige nu et sted på dette slot, forhåbentlig igang med at blive ædru. "De ønsker en arving af tronen. Det vil sige en arving født mellem jeg og en siddende dronning. Det er sandt, jeg har børn, der ville kunne tage tronen, og skulle der ske mig noget imorgen, ville en af dem tage tronen og det ville sikkert være fint, men ingen af dem ønsker livet. Aiden er optaget af hans studier og har ingen ambition. Alastair har ambition, men ingen lyst til tronen, hans passion er kirken, og så længe han er præst, kan han ikke arve. Adelaide ville faktisk være min mest lovende arving, men hun er ikke længere en Storm. Hun er giftet ind i Veterano slægten. Jeg så personligt gerne Caleb og Adelaide på tronen, men det er desværre ikke ønskeligt for familielinjen. Deres børn lige så. De er stadig i arverækken, men et barn født i et ægteskab, der er opdraget til at skulle håndtere det ansvar det er, at sidde på tronen, ville være det bedste for Portus. Mit råd har forsøgt at gifte mig væk længe, af præcis den grund. Du er blot den første, jeg har sagt ja, til at fri til." Adrians ansigt forblev, som altid, udskåret i sten, mens han talte. "Og grunden til at Rådet føler, det bør være dig, er både på grund af det styrkede forhold mellem Portus og Vavilon, men særligt fordi de føler sig truet af det kommende ægteskab mellem Dylan og Lilith. Det forener Vavilon og Pandemonium. De føler at hvis en lignende alliance kan opnås mellem Portus og Vavilon, vil vi stå sikrere. Havde Adelaide været ugift, kan det ske, at de havde presset på for at jeg skulle forsøge at gifte Adelaide til ham." Han havde lidt svært ved at se matchet være på nogen måde godt og blot tanken gav ham gjorde ham en smule ukomfortabel. "De overvejede også at byde ind på Arona... og," Han sukkede. "De overvejede at have mig til at fri til Lilith."

[Macaria Forsyth]

“Shit…” Macaria sad med hævet øjenbryn og betragtede den stakkels engel foran sig. Tung lå kronen virkelig på ham. Hun var så glad for, at hun ikke havde et Råd, og at hendes adelige var nemme at sætte tilfreds. Indtil videre.
Fuck it. Hun lænede sig frem, og snuppede sit vinglas, for at tage en god tår. Det her krævede en smule alkohol i blodet. Ved Euhonias røv, hvorfor skulle Zean også lige have vandret ind i Eriz’s arme, og fået sig selv slået ihjel, så han ikke kunne være her med hende? Han ville have flækket af grin. Fingrene dansede mod bordet.
“Well… du kan være rolig med Arona og Lilith. Det kommer ikke til at ske lige meget hvad. Jeg ville aldrig tvinge Arona til et ægteskab, og Liliths forlovelse med Dylan, blev bestemt da de var babyer. Vi har brug for freden mellem vores lande, mere end Portus har med Pandemonium,” kommenterede hun, og strøg fingrene over sine læber, for at tørre resterne af vinen væk. “Har du overvejet, bare at sige nej? Jeg mener… hvis du ikke vil giftes, kan de vel ikke tvinge dig? Du har stadigvæk mange år tilbage, så måske dukker der noget op på et tidspunkt? Man ved aldrig. Skæbnen er lunefuld. Måske bliver du forelsket på et tidspunkt? Måske ombestemmer én af dine børn sig? Hey!” Hun knipsede med fingrene og pegede på ham. “Jeg lover, at hvis jeg får en datter på et tidspunkt, så må du gifte dig med hende - når hun bliver den rette alder selvfølgelig. Huh? Jeg er stadigvæk ung. Der kan ske en hel masse.”
Hvilken var nøjagtigt én af grundene til at han sad her, og snakkede med hende. Hun var ung, hun var frodig, hun var allerede en mor. Åååååhrrr…. Ansigtet skar sig i en grimasse.

[Adrian Storm]

Adrian løftede sit vinglas i solidaritet, da hun også hældte sig et glas. "Jeg havde bestemt heller ikke sagt ja til at fri til hende. Hun er et barn." Der kom en let rynke over hans næseryg. "Men de havde vidst heller ikke en intention om at gennemføre et ægteskab mellem jeg selv og hende, blot se om de kunne få Marcellus og Eriz-" Eriz. "-til at overveje det længe nok, til at gøre jer nervøse." Han burde ikke sidde og sige det højt. Han regnede med at det stadig var Rådets plan, skulle forlovelsen med Macaria ikke lykkes. "Og de ville være stupide, hvis de ikke tog sig tid til at vurdere det. Både fordi det ville være fornærmende mod Portus at sige direkte nej, og ville give os anliggende til at hæve vores afgrøde-afgift til dem, men også fordi en siddende konge tekniskset er en større pris end en tronarving. Der er stadig nogen tid, inden Dylan sidder på tronen, i nogen af kongerigerne." Han sank en mundfuld af sin vin og satte sit glas. Hans fingre gned mod hans brynlinje. "Jeg kan sige nej, men de vil blive ved med at presse, nu da de har fået ideen foreningen. Hvis der var en anden... måske.." Eian ville ikke presse på med et ægteskab til en anden, hvis han vidste at Adrian var forelsket, ville han? Hvis den han var forelsket i, var en der var passende?
Et pust af luft fra hans lunger, der kunne være den spæde begyndelse af en latter, kom fra hans bryst. "Jeg takker for tilbuddet, men det ville være samme problematik, som med Lilith. Jeg ønsker ikke at gifte mig med et barn."

[Macaria Forsyth]

Macarias øjne blev smalle, som han begyndte at argumentere om, hvorfor Pandemonium ville overveje, at bryde forlovelsen mellem Dylan og Lilith for at få ham i stedet for.
“Right. Men du er gammel, du har fået børn, du er en engel, og hvor faaarlig Portus end er at fornærme, så tror jeg Marcellus er udmærket klar over, at det er langt mere ubehageligt at fornærme Vavilon. Ubehageligt på et personligt plan,” svarede hun køligt, og rejste sig op fra sin stol med vinglasset i hånden. Åh ved guderne, var det rigtigt, hvad folk sagde? Var alle ved at undervurdere hende igen fordi hun var blevet menneske? At hun ikke var en person, man behøvede at passe på eller respektere? Hey! Lad os bare bryde aftaler med Vavilon, for hvad vil de gøre? Kaste balloner efter os?
Hun rynkede på næsen, mens hun spankulerede hen til ét af de høje vinduer, for at se ud i mørket, der blev brudt af adskillige fakler og lys. Hun sukkede tungt.
Adrian havde været åben… så kunne hun også.
“Jeg elsker stadigvæk Marcellus. På trods af alting håber jeg vel stadigvæk på, at der sker et eller andet, så han en dag vil blive min. Efter Zean døde… well… jeg har været utrolig ensom, men har sørget for, at jeg var distraheret af børnene og kongeriget.” Hun tog en lille slurk af sin vin. “Jeg savner varme. Jeg savner… en at dele ting med. En at gå i seng sammen med. Jeg bliver ved med at håbe, det vil blive Marcellus på trods af han er gift med Eriz. Jeg bliver ved med at tænke: hvad nu hvis? Hvad nu hvis, han får muligheden til at være min? Hvad hvis jeg på dét tidspunkt, så bare har smidt den chance væk ved at… gøre andre ting.
Hun lagde sin frie arm om sig selv, mens hun betragtede to vagter passere hinanden udenfor med en hilsen og et smil. De var så glade og ubekymret.
“Jeg er ikke god med mænd.” Et bittert grin lød fra hende. “Jeg vælger altid de dårlige.”

[Adrian Storm]

Hans blik fulgte hende som hun rejste sig. Han tog sig ikke af den kølige tone, men hendes kølige tone illustrerede præcis, hvorfor det havde været smart af Rådet at gøre. Det var et slag uden underlag for Portus, endten sagde Marcellus blankt nej og gav dem card blanche til at gøre som de ville, i reaktion på fornærmelsen, eller også tog han sig tid til at vurdere der og derigennem fornærmede Vavilon, uanset om han sagde ja eller nej til tilbuddet. Adrian fokuserede tilbage på vinglasset i hans hånd. Betragtede den røde væske. Og så talte Macaria igen. Han sank det sidste af væsken i hans glas og rejste sig så ligeså. Hun var lille, selv for et menneske, og han var høj, selv for en engel, en forskel der nu dukkede op tydeligt, som han rejste sig og tårnede op i lokalet.
Værelset henlå i stilhed et øjeblik efter hun havde talt. De sidste aften stråler fra den rødmende solnedgang udenfor spillede ind gennem ruden og farvede hendes ansigt en blød rosa farve. "Det.. gør mig ondt for dig." Lød det fra englen. Han overvejede kort at indrømme hans egen synd i Pandemonium, men skam trak hans blik bort fra dronningen og til jorden. "Jeg ved også hvad det vil sige at være ensom og de dårlige valg, der kan komme af det." Han trak vejret dybt. "Bør jeg blot drage tilbage til Portus, meddele mit råd at det ikke kommer til at ske? Jeg kan ikke garantere skæbnen for forræderen, men jeg kan sige dem at det var en fælles beslutning. Så kommer der ikke yderligere repressalier af det."

[Macaria Forsyth]

Det nye mennesker tog en dyb indånding, før hun lod det glide ud igen mellem læberne, så skuldrene faldt.
“Jeg ved det ikke,” var hendes opgivende svar, inden at hun vendte sig rundt, for at kunne stå overfor ham, og de kunne se på hinanden. Vinen slyngede hun rundt i sit glas, mens hun overvejede fra og til, men det var en for stor en beslutning, til hun kunne tage den nu - og hun havde for meget alkohol i blodet. Den gjorde hende sårbar.
“Du er bare ikke…” Hun gjorde en bevægelse op og ned af ham. “Du… undskyld, men du er kedelig.” Undskyldende skar hun en grimasse. “Sorry, men… Jeg har bare svært ved at forestille mig, at jeg er færdig med at blive revet op fra gulvet af stærke arme, og blive slynget rundt. Drikke sig halvstiv på en balkon. Danse. Spise morgenmad på sengen. Putte en halv dag. Alt det der. Og jeg har virkelig, virkelig, virkelig svært ved at forestille mig, os to gøre den slags, mest fordi.. du er… meget... “ Med hænderne gjorde hun en bevægelse af en firkanten figur. “Statue-agtig.”
Og så var der Marcel. Hun var helt klart nødt til at snakke med ham, og høre hvad han tænkte om det hele. Høre hvordan hans planer gik, eller om der var sket noget, så han havde ombestemt sig eller var blevet forhindret. Ååååh og Maddox. Selvom han var ligeglad… Jaer, hun behøvede ikke tale med Maddox. Men Dylan måtte hun tale med! Og Franz! Aaaahr så mange!
"Har du slet ikke drømme?" spurgte hun, og tog et skridt tættere på ham med den frie hånd slående ud. "Drømme om rosarøde dage og at kunne dele dem med en person?"

[Adrian Storm]

Et vagt smil hev i hans læber. "Du behøver ikke undskylde, tro mig, det er ikke første gang nogen kalder mig kedelig eller statue-agtig." Han trådte tættere på hende, som hun trådte op mod ham og spurgte til hans drømme. "Jeg troede jeg var færdig med at drømme. Jeg har allerede haft det, Macaria, det, du beskriver. Jeg har allerede trukket en kvinde ind i min favn og danset i vores spisestue, blot fordi vi havde lyst. Jeg har lavet morgenmad på sengen til hende på hendes fødselsdage, på vores børns fødselsdage og bare fordi det var regnvejr. Jeg har fulgt hende i seng, når hun havde drukket for meget til en middag med min bror og hans hustru - jeg er blevet fulgt i seng af hende, fordi jeg havde drukket for meget, da mine gamle officer venner var på besøg. Jeg har holdt hendes hår, mens hun kastede op, da hun var gravid med vores sønner og fløjet hele vejen til Istus for at hente hende abrikos marmelade, mens hun var gravid med vores datter." Han lagde sin hånd på hendes skulder og klemte let. Han syntes på en gang til at glæde sig ved minderne, men der var også en bundløs sorg i de grå dybter. "Jeg troede kun den slags skete en gang i livet. Det er først for nylig, jeg vågnede igen."

[Macaria Forsyth]

Hovedet lagde sig tilbage, for at holde øjenkontakten med englen, da han mødte hende på vejen hen mod ham, så de stod tættere sammen. Opmærksomt lyttede hun til ham med hovedet lidt på skrå med et medfølende smil. Hun vidste hvordan det føltes. Det at have haft noget så smukt, for så at have mistet det igen. De bittersøde minder som både varmede og hjemsøgte. Længslen efter at opleve den tid igen.
En varm hånd blev lagt mod hendes skulder, hvilket fik hendes blik til at flakke mod den. Det var nok første gang kongen af Portus nogensinde havde rørt hende frivilligt! Kunne han være blevet fuld af så lidt? Savnede han også kontakt? På trods af sin statue-facade længtes han også én, at kunne putte sig op af når dagen var færdig? Èn at finde tryghed, omsorg og støtte fra?
Pludselig blev hun meget opmærksom på, hvad han sagde. De begyndende tårer i hendes øjne, blev lynhurtigt blinket væk, mens hun stirrede forvirret op på ham. Hvad havde han lige sagt? Vågne op igen? Hvem fik ham til at vågne op igen? Hende? Hende?! Ved Euphonias store røv hun havde ikke vampyrismens tiltrækningskraft men alligevel klæbrede mænd sig til hende, som var hun honning omringet af sultne bier! Seriøst var det sådan en mennesketing? Havde mennesker en ting?
Never mind. Hun var nødt til at være fokuseret lige nu.
Usikkert smilede hun til ham, mens hun forsigtigt trak sig lidt tilbage fra ham, så hans hånd gled af hende.
“Eeeeeh okaaaay? Well… deeet… er jeg da glad for… du er? Altså vågnet op. Opdaget at… der var mulighed for… mere…” Hun rømmede sig utilpas med et flakkende blik, men anede ikke hvad hun skulle sige. Ville han erklære sin sande kærlighed til hende nu? Hvad fanden skulle hun gøre, hvis han gjorde?! STOD HUN OG OVERVEJEDE AT SIGE JA TIL ÆGTESKABET HVIS HAN GJORDE?! Sølvet… hun måtte virkelig være mere ensom, end hun havde troet. That’s it! Hun skulle have det her ud af systemet! Det behøvede slet ikke være så kompliceret. Alle folk gjorde det jo. Find en fyr, kys ham, klæd ham af, og… da daaaa! Ikke mere ensomhed!
Hun rømmede sig.

[Adrian Storm]

Hendes usikre smil mødte et mildt smil på hans læber. Hun havde været så alene siden Zean døde. Det havde været tragisk at se hende alene til Marcellus' fødselsdag, uden ham ved hendes side. Indtil hybriden var dukket op, så var fornemmelsen af medlidenhed svundet en smule fra ham. Hans hånd gled af hendes skulder, som hun trådte tilbage og han foldede den bag ryggen med den anden, rank som altid. "Jeg håber du må have samme oplevelse. Omend knapt så.. kompliceret." Han drog et dybt åndedræt og lod det hvisle ud. "Så, hvad er din bedømmelse, Macaria?" Han lagde hovedet let på skrå. "Bør jeg samle mine folk og drage tilbage til Portus? Fortælle Rådet det var en fælles beslutning?"
Aften solen spillede over hans ansigt, så nært vinduet og strålerne der kom ind, syntes næsten at synke ind i hans hud og give ham en smule mere livlig glød. Selv statuer kunne se levende ud, i den rigtige belysning og under de sidste varme stråler, syntes Adrian Storm næsten ung igen.

[Macaria Forsyth]

Munden åbnede sig. Lukkede sig. Åbnede sig. Lukkede sig. For første gang i hele sin regeringsperiode ønskede hun pludselig et helt råd til at rådgive. Bare én eller anden! Franz! Ville det være for mærkeligt, hvis hun gav sig til at råbe mere eller mindre desperat efter ham? Hun vidste allerede, hvad hans svar ville være til det hele, men han vidste heller ikke, hvad Marcellus havde sagt.
“Eeeeehmmmmm…” Ved alle Guderne manden var jo forelsket i hende! “Adrian, det er… virkelig en stor beslutning, og jeg har brug for mere tid til at tænke over det. Du ved… snakke med min rådgiver om det? Dylan? Så… jeg kan ikke give dig et andet svar, end det jeg gav dig i tronsalen. Bliv og være min gæst. Få måske slappet lidt af, mens du er her?” Hun sendte ham et svagt smil. “Men lige nu aner jeg ikke, hvad jeg skal gøre, okay? Det har intet med dig at gøre! Du er en god mand. En meget god og flot mand, og jeg er sikker på, vi to… ville kunne finde ud af det sammen. Jeg ville være utrolig heldig med en mand som dig. Utrolig heldig! Jeg ville være meget glad sammen med dig.”
Åhhhh hun ønskede virkelig ikke at gøre ham ondt eller træde på hans følelser. Var det sødt nok? Burde hun komplimentere ham noget mere eller…?
Bare for at være sikker gik hun tøvende de sidste skridt hen til ham, inden at hun lagde en hånd mod hans skulder, så hun kunne hive ham lidt ned mod sig, mens hun løftede sig op på tæerne. Et blidt kys blev placeret på hans kind. Han føltes varm men det havde måske noget med aftensolen at gøre.
Hun smilede venligt til ham, som hun kom tilbage på fødderne og slap ham, da hun tog nogle skridt tilbage igen.
“Så… lad os have morgenmad sammen i morgen, okay? Jeg kan måske tage noget tid ud af min kalender, til at jeg kan vise dig noget af byen, hvis du har lyst. Vi har faktisk et tempel til Inei et eller andet sted.” Hun tog en slurk af sin vin, hun stadigvæk holdte i sin ene hånd. Jaer… hun ville gerne drikke videre nu, tak.

[Adrian Storm]

Adrians bryn løftedes let, som hun begyndte at tale. Og blev ved. Og ved. Om hvordan han var en god og flot mand. Grå øjne så en smule forvirret på hende. Det var blot minutter siden de havde talt om hvordan ingen af dem, fandt den anden synderlig attraktiv på en romantisk måde. Var hun ved at trække tilbage på det? Fandt hun ham rent faktisk interessant på den måde? En rynke opstod mellem hans bryn. Det var vel bedst, hvis to væsner havde romantiske følelser for hinanden, men han havde heller ikke lyst til at føre hende bag lyset. "Selvfølgelig. Tag dig tid." Det måtte blive en problematik til en anden dag. Og så trådte hun hen til ham, lagde en hånd ved hans skulder og han lod sig tøvende blive hevet en anelse ned mod hende. Lette, varme læber strejfede hans kind.
Og så slap hun ham og fjernede sig igen. Så let til fods som en danser.
Rynken mellem hans bryn forblev. Han rømmede sig. "Morgenmad. Okay." Nu stod han bare og gentog hvad hun sagde. Han rystede let på hovedet, som for at ryste forvirringen af sig. "Ja. Det ville være rart at se byen. Særligt templet." Selvom han for en gangs skyld ikke havde skjorten knappet helt op til halsen, føltes hans hals pludselig snæver. "Jeg vil få sendt bud efter familien, og så tror jeg, jeg vil trække mig tilbage." Hvordan skulle han sige farvel? Det føltes for intimt at omfavne hende, men han kunne heller ikke blot bukke for kvinden han havde friet til, så han rakte ud og tog hendes hånd. Hans hånd var varm, tør og en smule grov, som han vendte hendes, så hendes håndryg lå opad, inden han bøjede sig foran hende og placerede et let kys på hendes håndryg. "Godnat, Macaria."

[Macaria Forsyth]

Mennesket nikkede bekræftende af hans bekræftelse. Sølvet tage hende… Det var lige gået så godt, og så skulle han absolut… Åhr!
Han rakte en hånd ud mod hende, som hun kiggede en smule forvirret på et øjeblik, inden at hun tøvende lagde sin egen i hans, med tanke om at han nok ville give hånd som farvel. Derfor overraskede det hende endnu mere, da han førte den op til sine læber. Øjnene blinkede forundret.
Det var meget, meget anderledes end de afmålte nik, hun normalt fik fra ham!
“Ehhhh…” Hun smilede lettere forfjamsket til ham. “Godnat Adrian.”
Måske var det en god ide, Dylan havde placeret portusianerne i den anden ende af slottet. Hun vidste ikke, om hun burde låse sin værelsesdør i nat, bare for at undgå nogle natlige besøg. Årh come on! Det var fuldkommen tåbeligt tænkning! Hun rystede det af sig, og vinkede smilende efter englen, mens han blev fulgt ud af en tjener, men da døren lukkede sig bag ham, pustede hun lettet ud. Det blev et akavet brev at skulle sende til Marcellus. Åh ved Euphonia, hvad i alverden var der dog som foregik?
Hun strøg fingrene igennem sit tykke, krøllet hår. No rest for the wicked...