Post by Aleszia Chaelóriz on Sept 9, 2019 19:49:48 GMT
Vognen var knap nok standset, før døren blev smækket op, og Aleszia hoppede ud på brostenene, inden at hun marcherede direkte ind gennem porten på det store palæ ved vejen. Det var stadigvæk tidligt om formiddagen i Agares. Vejret var koldt og vådt med et tykt skydække over himlen selv i denne del af byen, som lå lidt højere end resten af den store hovedstad. Her var stille på denne tid af døgnet, hvor folk oftest sov længe eller brugte formiddagen på at samles omkring et sent morgenbord for noget velfortjent familietid.
Selv havde den unge adelskvinde efterladt både mand og barn derhjemme.
Hun nåede op til hoveddøren, hvor hun iltert hamrede på den flotte, lakeret overflade med dørhammeren, så hun kunne høre det runge på den anden side. Selvom hendes frakke ikke var lukket frøs hun ikke. Faktisk stod der en svag damp op fra hende, som var hun en tekeddel på vej til at fløjte alarmerende. Hendes hår var sat hastigt op i en enkelt spænde, og indenunder sin frakke havde hun kun sit hjemmetøj på i form af en højtaljet, lang nederdel og en hvid skjorte med blonder. Hun lignede én, der hurtigt havde forladt sit hjem, og kun lige nået at tage sin jakke med sig i farten.
Igen hamrede hun på døren.
I sin frie hånd knugede hun et krøllet brev.
Døren gik endelig op, så hun kunne myre sin vej ind forbi tjeneren, der forbavset måtte træde til siden for hende, for ikke at blive skubbet omkuld af hendes heftige skridt.
“Hvor er hun?” spurgte hun skarpt, og tog en tur rundt i entréen for at se ind gennem de forskellige døråbninger, som forventede hun at se en slank, høj skikkelse komme slentrende på vej mod hende. Hun snurrede rundt mod tjeneren, som blinkede forvirret med øjnene.
“Ehhh ehmmm… Tilgiv mig min frue, men jeg forstår ikke… Det er højst upassende at-”
“Hvor… er… Blake?” afbrød den ellers så høflige og formelle draconian, der så mange gange, var kommet i huset.
“Jeg… jeg ved ikke hvad De…” fumlede tjeneren stadigvæk forvirret over alt porstyret, og veg et par skridt tilbage, da den unge frue pludselig tog et par lange skridt frem mod ham. Forsvarende holdte han sine hænder op. “Hvis De tillader det, kan jeg kalde på Herren, min frue! Jeg er sikker på at han-”
“Jareth!” Hun havde allerede vendt ham ryggen for at kalde op af den store trappe op til den næste etage. Tjeneren snappede efter vejret over hendes uhøflighed, men der var ikke andet han kunne gøre, end forsøge at forklare hende at det stadigvæk var tidligt på dagen, og at hun virkelig burde komme igen på et andet tidspunkt - helst efter at have sendt en besked i forvejen. Hun ignorerede ham fuldkommen.