Post by Blake De Clare on Feb 21, 2019 11:03:43 GMT
Saïx Veterano
Blake havde trukket kappen tæt omkring sig, den tilhørte sandsynligvis Jareth Saltz og var derfor for stor til hende, hvilket til gengæld gjorde at hun kunne skjule sig godt i den. Hvad der arbejdede imod hende var den højlyse dag der under hætten afslørede et blodplettet ansigt med tårerender ned af kinderne. Hun havde forsøgt at tørre det meste bort fra ansigtet, men skidtet og blodet var dage gammelt og det var ikke lykkedes hende rigtigt. Til gengæld var hendes hjerterytme nu normal igen og panikken borte. Om end forvirringen var ligeså stor. Da hun var gået fra Saltz palæ havde hun fundet en gyde som hun var faldet sammen i. Sandsynligvis havde hun siddet sammenkrummet med armene knuget omkring sig selv i et par timer, mens den ensomste følelse i verdenen havde etableret hjem i hendes mave. Og så var hun stablet på benene. Fra skyggerne af en bygning og omhyllet af kappen havde hun fulgt med som en taler læste dagens nyheder op. Vinterens fremkommen blev nævnt, kongefamilien – Marcellus, Eriz og en datter. Lillith. Han havde oplæst historier om mange års fred, det nyeste offentlige fund indenfor alkymi og sladderspalteværdige rygter. Han havde med andre ord ikke forvirret hende mindre. Kun en ting var hun sikker på da hun træt og øm stavrede bort fra torvet. Dette var ikke samme realitet som hun huskede. Hun erindrede at Caleb ville redde et ufødt barn med sit livs kærlighed gennem et ønske. Kunne han have ændret hele verdenen? Hun kunne ikke begribe det, og hun kunne slet ikke forestille sig hvad konsekvenserne var, selvom hun gik rundt imellem dem. Med de beskidte hænder skjult i ærmerne og hætten hevet godt nedover ansigtet havde hun spurgt fremmede om vej til Isabel Veteranos bolig. Yderligere flere timer var gået som hun udmattet trådte op mod den dør hun var blevet udpeget og lod næven banke mod den, med tekoppe store lyseblå øjne rettet mod hvem end der ville åbne.
Blake havde trukket kappen tæt omkring sig, den tilhørte sandsynligvis Jareth Saltz og var derfor for stor til hende, hvilket til gengæld gjorde at hun kunne skjule sig godt i den. Hvad der arbejdede imod hende var den højlyse dag der under hætten afslørede et blodplettet ansigt med tårerender ned af kinderne. Hun havde forsøgt at tørre det meste bort fra ansigtet, men skidtet og blodet var dage gammelt og det var ikke lykkedes hende rigtigt. Til gengæld var hendes hjerterytme nu normal igen og panikken borte. Om end forvirringen var ligeså stor. Da hun var gået fra Saltz palæ havde hun fundet en gyde som hun var faldet sammen i. Sandsynligvis havde hun siddet sammenkrummet med armene knuget omkring sig selv i et par timer, mens den ensomste følelse i verdenen havde etableret hjem i hendes mave. Og så var hun stablet på benene. Fra skyggerne af en bygning og omhyllet af kappen havde hun fulgt med som en taler læste dagens nyheder op. Vinterens fremkommen blev nævnt, kongefamilien – Marcellus, Eriz og en datter. Lillith. Han havde oplæst historier om mange års fred, det nyeste offentlige fund indenfor alkymi og sladderspalteværdige rygter. Han havde med andre ord ikke forvirret hende mindre. Kun en ting var hun sikker på da hun træt og øm stavrede bort fra torvet. Dette var ikke samme realitet som hun huskede. Hun erindrede at Caleb ville redde et ufødt barn med sit livs kærlighed gennem et ønske. Kunne han have ændret hele verdenen? Hun kunne ikke begribe det, og hun kunne slet ikke forestille sig hvad konsekvenserne var, selvom hun gik rundt imellem dem. Med de beskidte hænder skjult i ærmerne og hætten hevet godt nedover ansigtet havde hun spurgt fremmede om vej til Isabel Veteranos bolig. Yderligere flere timer var gået som hun udmattet trådte op mod den dør hun var blevet udpeget og lod næven banke mod den, med tekoppe store lyseblå øjne rettet mod hvem end der ville åbne.