Post by Isabel Veterano on Feb 26, 2019 10:01:16 GMT
En mellemting af et fnys og et grin lød fra Isabel, da Blake begyndte at have mistro mod dem, og hun kunne ikke lade være med at kigge over på Saïx med et underholdt blik, før hun igen vendte sin opmærksomhed tilbage mod Blake. Med en hovedrysten rejste hun sig op.
“For det første har Macaria ikke en søn, der hedder Damian. Han hedder Dylan, er dødsengel, og jeg er hans gudmor. Han har været her i Pandemonium nogle gange, og det skulle ikke undre mig, hvis han har givet dig en ring, samt fyldt dit hoved med historier om forlovelse og alt det der - han er den type. Han er dog ikke her men hjemme i Vavilon,” fortalte hun roligt, og gik hen til Saïx for at modtage sin skål med stuvning. Hun havde ikke spist i flere timer. Tavst rørte hun rundt i maden med sin ske, mens hun overvejede hele situationen, inden hun løftede blikket til Blake.
“Hvis det du siger er sandt, så har en eller anden brugt et djinnønske på at vende op og ned på vores verden, så der er skabt en anden form for virkelighed. At du ikke er påvirket skyldes nok du selv er en djinn. Historierne om djinns siger de havde den slags evner, men jeg er skeptisk, da jeg aldrig har mødt sådan et væsen på mine rejser, og jeg kan ikke se, hvordan eller hvorfor man skal have ændret verden,” sagde hun, før hun begyndte at puste på sin mad “Hvis du vil finde min bror, er det meget let. Han er i Portus, hvor han bor i Fagail som byens fyrste. Han er gift med Adelaide - Konge Storms datter - men jeg kan love dig for, han nok ikke ved noget om det her. Det er hundrede år siden han har været udenfor Portus. Desuden ville han have fortalt mig, hvis han havde haft en djinn - specielt fordi han ville have brugt et ønske på at gøre mig normal igen.” Hun gestulerede ned af sig selv. “Jeg plejede at være en magiker ligesom ham.”
“For det første har Macaria ikke en søn, der hedder Damian. Han hedder Dylan, er dødsengel, og jeg er hans gudmor. Han har været her i Pandemonium nogle gange, og det skulle ikke undre mig, hvis han har givet dig en ring, samt fyldt dit hoved med historier om forlovelse og alt det der - han er den type. Han er dog ikke her men hjemme i Vavilon,” fortalte hun roligt, og gik hen til Saïx for at modtage sin skål med stuvning. Hun havde ikke spist i flere timer. Tavst rørte hun rundt i maden med sin ske, mens hun overvejede hele situationen, inden hun løftede blikket til Blake.
“Hvis det du siger er sandt, så har en eller anden brugt et djinnønske på at vende op og ned på vores verden, så der er skabt en anden form for virkelighed. At du ikke er påvirket skyldes nok du selv er en djinn. Historierne om djinns siger de havde den slags evner, men jeg er skeptisk, da jeg aldrig har mødt sådan et væsen på mine rejser, og jeg kan ikke se, hvordan eller hvorfor man skal have ændret verden,” sagde hun, før hun begyndte at puste på sin mad “Hvis du vil finde min bror, er det meget let. Han er i Portus, hvor han bor i Fagail som byens fyrste. Han er gift med Adelaide - Konge Storms datter - men jeg kan love dig for, han nok ikke ved noget om det her. Det er hundrede år siden han har været udenfor Portus. Desuden ville han have fortalt mig, hvis han havde haft en djinn - specielt fordi han ville have brugt et ønske på at gøre mig normal igen.” Hun gestulerede ned af sig selv. “Jeg plejede at være en magiker ligesom ham.”