Post by Zean Forsyth on Apr 25, 2017 8:22:11 GMT
Det havde været fantastisk!
De kendte hinandens kroppe og hinandens lyster, så det var aldrig en kedelig oplevelse. Hans store hus var så godt som tomt, ud over Arona i et af de højere værelser og nogle nede i fangecellerne. Der var intet og ingen til at stoppe dem. Men Zean havde aldrig været specielt genert på det punkt. Folk måtte høre hvis han lavede noget. Det var blot et bevis på hvor god han var.
Han lå på gulvet og kunne mærke hvordan hans hjerte slog hårdt i hans brystkasse. Sammen med hans vejrtrækning, blev det langsomt mere roligt. Til sidst lå han bare med en arm om Macaria og nussede hende fraværende over hendes ryg. Han havde lukkede øjne og nød blot den lette omend kolde brise fra den åbne dør. Hans krop var tilpas udmattet, han nød den tunge fornemmelse i hans muskler og den lettere svien fra mærkerne efter negle.
Han reagerede ikke da hun snakkede om at sende breve. Breve var kedelige. Hvad skulle det hjælpe? Han havde ikke altid læst sine breve i sin tid. Der var bare så mange andre ting at lave, end at sidde og kæmpe sig igennem alle de ord. Det var nemmere selv at opsøge folk. Men han modsagde hende heller ikke. Alternativet var de sendte en dødsengel og ikke fik vedkommende hjem igen.
Dylan.
Han åbnede svagt sine øjne og så ned på hende, så han måtte dreje hovedet lidt. Han åndede tungt ud. Han følte absolut intet i forhold til den dreng. Han havde end ikke overvejet hvor han var. Måske var han død? Mirakelbarnet. Tsk.
"Hmmmm..." brummede han og huskede tilbage på den nat. Han lukkede øjnene igen.
"Jah. Jeg husker ikke meget mere end en dæmon der fløj ud af vinduet" svarede han blot. Dæmoner var ikke sjældne, så det havde sikkert ikke meget at sige. Havde han set vedkommendes ansigt? Nej. Han var ret sikker på han ikke havde set nok og selv hvis han havde, huskede han det ikke. Men Macaria kunne bare spørge Arona.
Men hvorfor skulle Theodor hjælpe dem? Macaria havde sikkert nogle diplomatiske ideer. Han orkede ikke at spørge ind til det, for han vidste at enten gav svaret ikke mening eller også ville det kede ham. Han stolede på at Macaria havde styr på den slags, præcis som hun plejede.
Han åbnede øjnene og studerede loftet. De tykke spær af træ og spindelvævet der bølgede let i den lette brise.
"Jeg har lyst til at gå ned i min by og få et overblik. Se om Zachariah har efterladt nogen som helst, der kan være til nytte. Skabe en plan for byen. Så for det næste stykke tid vil jeg lade dig tage sig af alt det der...breve og den slags...Mens jeg sørger for byen. Zachariah har tydeligvis prøvet at genopbygge den, men han virker til at have fokuseret på alt på en gang. Der er meget at rette op på..."
Han var klar over det nok ikke var det hun havde spurgt ind til. Men han glædede sig til at komme i gang, til at hundse rundt med folk og ikke mindst til at se de færdige projekter. Tilfredsstillelsen ville blive så stor!
Han drejede hovedet og så på hende igen.
"Jeg kunne godt tænke mig at åbne militærakademiet igen. Det vil bringe lidt mere handel til byen og give folk noget mere hverdagsagtig at tænke på" foreslog han så. Hvis hun nu havde en ide til hvordan de kunne lokke nogen som helst i nærheden af byen igen...Ellers måtte de bare nøjes med at træne deres egne.
Og hvad ellers? Jo. Zean ville få travlt det næste lange stykke tid. Alt skulle ses efter. Genopbyggelserne, planerne, byens sikkerhed, deres beholdning af mad, palæets egen renlighed og renovering, en indkomst skulle sikres, så han skulle også tjekke minerne efter. Hvor mange tunneller havde byen tilbage? Og så var der folket. Havde de det de skulle bruge? Materialer, skoler, lægehjælp og hvad folk nu ellers havde brug for?
Og han burde smutte ned og snakke lidt med Illyana også. Og sikre Arona kom sig bedst muligt. Han havde allerede været oppe hos hende flere gange, skiftet hendes omslag og prøvet at slå hendes feber ned.
Der var nok at se til. Og det kriblede i hans fingre for at komme i gang.
Han strakte sig dovent og trak vejret dybt.
"Hm. Er der noget specielt du har lyst til?" spurgte han så tilbage.
De kendte hinandens kroppe og hinandens lyster, så det var aldrig en kedelig oplevelse. Hans store hus var så godt som tomt, ud over Arona i et af de højere værelser og nogle nede i fangecellerne. Der var intet og ingen til at stoppe dem. Men Zean havde aldrig været specielt genert på det punkt. Folk måtte høre hvis han lavede noget. Det var blot et bevis på hvor god han var.
Han lå på gulvet og kunne mærke hvordan hans hjerte slog hårdt i hans brystkasse. Sammen med hans vejrtrækning, blev det langsomt mere roligt. Til sidst lå han bare med en arm om Macaria og nussede hende fraværende over hendes ryg. Han havde lukkede øjne og nød blot den lette omend kolde brise fra den åbne dør. Hans krop var tilpas udmattet, han nød den tunge fornemmelse i hans muskler og den lettere svien fra mærkerne efter negle.
Han reagerede ikke da hun snakkede om at sende breve. Breve var kedelige. Hvad skulle det hjælpe? Han havde ikke altid læst sine breve i sin tid. Der var bare så mange andre ting at lave, end at sidde og kæmpe sig igennem alle de ord. Det var nemmere selv at opsøge folk. Men han modsagde hende heller ikke. Alternativet var de sendte en dødsengel og ikke fik vedkommende hjem igen.
Dylan.
Han åbnede svagt sine øjne og så ned på hende, så han måtte dreje hovedet lidt. Han åndede tungt ud. Han følte absolut intet i forhold til den dreng. Han havde end ikke overvejet hvor han var. Måske var han død? Mirakelbarnet. Tsk.
"Hmmmm..." brummede han og huskede tilbage på den nat. Han lukkede øjnene igen.
"Jah. Jeg husker ikke meget mere end en dæmon der fløj ud af vinduet" svarede han blot. Dæmoner var ikke sjældne, så det havde sikkert ikke meget at sige. Havde han set vedkommendes ansigt? Nej. Han var ret sikker på han ikke havde set nok og selv hvis han havde, huskede han det ikke. Men Macaria kunne bare spørge Arona.
Men hvorfor skulle Theodor hjælpe dem? Macaria havde sikkert nogle diplomatiske ideer. Han orkede ikke at spørge ind til det, for han vidste at enten gav svaret ikke mening eller også ville det kede ham. Han stolede på at Macaria havde styr på den slags, præcis som hun plejede.
Han åbnede øjnene og studerede loftet. De tykke spær af træ og spindelvævet der bølgede let i den lette brise.
"Jeg har lyst til at gå ned i min by og få et overblik. Se om Zachariah har efterladt nogen som helst, der kan være til nytte. Skabe en plan for byen. Så for det næste stykke tid vil jeg lade dig tage sig af alt det der...breve og den slags...Mens jeg sørger for byen. Zachariah har tydeligvis prøvet at genopbygge den, men han virker til at have fokuseret på alt på en gang. Der er meget at rette op på..."
Han var klar over det nok ikke var det hun havde spurgt ind til. Men han glædede sig til at komme i gang, til at hundse rundt med folk og ikke mindst til at se de færdige projekter. Tilfredsstillelsen ville blive så stor!
Han drejede hovedet og så på hende igen.
"Jeg kunne godt tænke mig at åbne militærakademiet igen. Det vil bringe lidt mere handel til byen og give folk noget mere hverdagsagtig at tænke på" foreslog han så. Hvis hun nu havde en ide til hvordan de kunne lokke nogen som helst i nærheden af byen igen...Ellers måtte de bare nøjes med at træne deres egne.
Og hvad ellers? Jo. Zean ville få travlt det næste lange stykke tid. Alt skulle ses efter. Genopbyggelserne, planerne, byens sikkerhed, deres beholdning af mad, palæets egen renlighed og renovering, en indkomst skulle sikres, så han skulle også tjekke minerne efter. Hvor mange tunneller havde byen tilbage? Og så var der folket. Havde de det de skulle bruge? Materialer, skoler, lægehjælp og hvad folk nu ellers havde brug for?
Og han burde smutte ned og snakke lidt med Illyana også. Og sikre Arona kom sig bedst muligt. Han havde allerede været oppe hos hende flere gange, skiftet hendes omslag og prøvet at slå hendes feber ned.
Der var nok at se til. Og det kriblede i hans fingre for at komme i gang.
Han strakte sig dovent og trak vejret dybt.
"Hm. Er der noget specielt du har lyst til?" spurgte han så tilbage.