Post by Macaria Forsyth on Apr 22, 2017 15:19:04 GMT
Zean Forsyth - Macaria Forsyth
Det første hun lagde mærke til, var følelsen af en ordentlig seng. En behagelig madras, varm dyne og blød pude. Med et smil strakte hun sig veltilpas som en kat liggende på en solplet. Fingrene vandrede over den tomme plads ved hendes side, fik fat på en pude, og trak den ind til brystet med en smasken. Hun havde ikke lyst til at stå op. Kroppen var så dejlig døsig, og hun lå virkelig, virkelig godt! Duften af Zean dvælede i sengetøjet, hvilket fik hende til at begrave ansigtet ned i den omfavnet pude.
Efter at have ligget og vågnet lidt, åbnede hun blinkende og nølende øjnene. Den blodrøde iris vandrede rundt i det mørklagte værelse, hvor lys udefra stjernerne og månen skinnede ind gennem vinduerne. Gad vide hvad klokken var?
Hun kiggede mod pladsen ved side af sig i sengen, hvor Zean tidligere havde lagt, men den var tom nu. At dømme ud fra temperaturen, var det et stykke tid siden, han var stået op. Med et længselsfuldt suk kærtegnede hun pladsen, før hun rejste sig fra sengen. Træt rodede hun op i det tykke, uglet hår, som bølgede rødligt ned af hendes ryg.
Kun iført en hvid, krøllet skjorte, der gik hende til midten af låret, trådte hun ud af soveværelset. Ærmerne hang over hendes hænder, så hun måtte smøge dem op til albuerne, mens hun begav sig afsted gennem palæet. Automatisk trak hun vejret ind og ud. Der fandtes ingen bedre lugt end den friske bjergluft heroppe i Sethos, og det føltes så fantastisk, at være tilbage igen.
Fjernt kunne hun høre lyden af stemme samt musslen rundt, men det kunne lige så vel være nede fra byen som et sted her i palæet.
Efter at have været først forbi spisesalen, læsestuen og stuen uden spor af nogen som helst, ændrede hun kursen mod det rum Zean i sin tid, havde haft som kontor. Derfra var en balkon ud mod byen, så hvis han ikke var dér, kunne hun måske se ham nede i byen derfra. Som hun slentrede afsted kunne hun ikke lade være med, at lægge mærke til hvor meget forfald palæet var i. Fairbairn havde ikke passet på det. Støv lå i tykke lag over de fleste overflade, og edderkoppespind var som guirlander under loftet. Her og der dannede revner mønstre i væggene eller møblerne. Magen til dovenskab og ligegyldighed. Det gjorde hende helt vred, og igen priste hun sig lykkelig for, de havde gjort sig af med ham. Nu var der bare det andet hængeparti.
Ved døren ind til kontoret bankede hun kort på, før hun åbnede op, så hun kunne stikke hovedet ind.
”Haaaallooooo,” kaldte hun blødt med en stemme, der stadigvæk var en smule grødet.