Den Stjålne Skat

[Dylan Forsyth]

Shaiin McGivens - Dylan Forsyth

---

Natten var for længst faldet på. Her i Pandemonium var natten endnu mørkere, end noget andet sted i verden. Med mørket kom kulden. Med kulden kom frygten og ensomheden. Også her i Medea hvor alle havde kaperet sig inde i deres huse, hvor de med glødende kamin var gået i seng. Vinden ruskede udenfor, så man kunne høre det i træværket. Ingen stjerner var at se på himlen. Sådan var efteråret. Koldt, hårdt og skummelt! Nu endnu mere med borgerkrigen hængende over landet.

En enkelt person var dog ikke bange for hverken mørket, vinden, kulden eller borgerkrigen. Hell… han var ikke bange for noget som helst, men det kunne diskuteres om det var fordi, han ikke anede, hvad følelsen var endnu, eller fordi han ikke var i stand til at mærke den! Dødsengle var fascinerende væsner. Den unge knægt mere end de fleste.

Med et jamrende støn landede han hårdt på skovbunden, og var nødt til at tage et par løbende skridt, for ikke at falde på snotten. Turen igennem træernes kroner havde haft sit indpak på hans tøj, krop og hår. Et par kviste sad i det pjusket, halvkrøllet hår. Kinderne var skrabet og tøjet havde fået et par huller. Hvad drengen dog så ud til at være mest bekymret over, var hans stadigvæk plysset vinger. De stak ud af skulderbladene på ham. Sorte med en strejf af lilla i sig. Man kunne ikke kalde dem store endnu, men det var nok, til at han kunne bære sin egen kropsvægt – og komme over muren på Blackwood Palæet.

Med en smertefuld grimasse vred han hovedet fra side til side, for at undersøge sine vinger, der gjorde pokkers ondt, efter det halve fald igennem træernes grene. Det så dog ikke ud til, at noget var brækket eller forstuvet. Forsigtigt men stadigvæk jamrende brugte han energi på at trække dem tilbage ind i skulderen på sig. Ahhhhhrhaha det gjorde ondt! I det mindste kunne han gøre det nu! Gemme sine vinger. Ikke fordi at han havde lyst til det – han var stolt af dem! – men hans mor formanede ham om det var, det bedste. Ingen måtte opdage, at han var en dødsengel. Specielt ikke en fuldblods. Ha! Ikke fordi at han faktisk måtte være udenfor murene – specielt ikke om natten – men han var ligeglad! Han var træt af sit fangeskab med de kedelige, sure, gamle Blackwoods!

Så nu var han altså taget på endnu en af sine nattelige eventyr! Det blæste dog for meget til, at han kunne flyve videre, så han måtte gå. No problem!

Han sørgede for alle knapperne i jakken var lukket, før han stak hænderne i lommerne, og begyndte at gå afsted gennem skoven mod byen, hvis flakkende lys han kunne skimte mellem træerne. En lav fløjten lød fra ham. Han elskede følelsen af vinden, der ruskede i ham. Elskede følelsen af frihed! Skridtene var fjedrende, og blikket afslappet – meget ulig hvordan et normalt barn ville være, når det gik alene i en mørk skov. Men Damian var ikke bange. Damian var søn af Eriz LaPiera Black og en dødsengel! Han var arving til hele Pandemonium! Han var en prins! Ingen kunne røre ham.

[Shaiin McGivens]

Heller ikke denne aften. Med en træt mine rakte han rullen af papir tilbage over bordet, før han skubbede stolen ud og rejste sig op. Rullen havde indeholdt nogle oplysninger på den dreng han ledte efter, som efter sigende havde været set på kroen før, men han havde endnu ikke fået et glimt af ham! Nu var det blevet for sent og kroen var næsten stille, fordi de fleste var gået i seng eller faldet i søvn af druk. Ikke i aften, men måske næste aften. Det var ikke så længe siden han var ankommet anonymt til Medea. Anonymt! I en by næsten uden kriminalitet og med vagter over det hele. Han trak vejret dybt og sendte sine folk - en kvinde og en mand - et beroligende smil, da han meddelte dem han trængte til at strække benene. Ja, uanset hvor dårligt vejret var udenfor. De burde få noget søvn.

Anonym betød også at han havde måtte forklæde sig. Iklædt nogle slidte sko, et par slidte bukser og en slidt trøje, følte han sig slet ikke behagelig tilpas. Ham, der ofte dikterede moden, gik rundt i laser af den værste kvalitet! Hans hud kløede af det. Men der var ingen vej udenom og for hans dronning var det skam det værd. Det så ud til at hun havde fået noget af handlen i gang igen, så noget så ud til at han havde satset på den rigtige i landets ellers lange borgerkrig. En krig der for Shaiin at se, slet ikke nærmede sig en afslutning.
Udenfor var vejret koldere, især i forhold til kroens lune indre. Himlen var mørk, faktisk helt sort og der var ikke meget lys til at guide en rundt. Ikke mere end nogle gadelamper hist og her. Han fulgte de små stier for at undgå de vagter der patruljerede byen. Han gad ikke svare på spørgsmål eller blive jagtet væk, bare fordi han lignede en fattig mand der gik rundt på må og få.
Den friske luft levede ham op, så han efterhånden følte sig helt frisk igen. Energien vendte tilbage til hans lemmer, som han fik gang i blodomløbet. Snart! Snart kunne han vel lægge hånd på djinnen. Hans kilder var gode og han var sikker på drengen var her. Han kunne ikke fejle! Han var så tæt på!
Han hævede sit blik. Var det en bevægelse?
Var han monstro ikke den eneste der var udenfor i dette rædselsfulde, blæsende vejr?

[Dylan Forsyth]

Medea var en fantastisk by! Stor, åndende og levende! Overalt arbejdede metalliske maskiner, mens de spydede ild, åd kul, og fik tandhjul til at bevæge sig! Nærmest som store monstre! Akkurat de samme monstre som Damian engang selv ville kæmpe imod – akkurat ligesom hans far og mor! Han kunne høre maskinernes brølen, som han uden mål spankulerede rundt i byen. Hver eneste gang der kom en vagt patruljerende forbi, gemte han sig i skyggerne, mens et drilsk smil bredte sig på hans fregnet ansigt. Friheden smagte bedre end vavilonsk chokolade! Gad vide hvad vagterne ville sige til, hvis de vidste at den pandemoniske tronarving, sneg sig omkring herinde i skyggerne. Åhhh, det ville være så meget sjov!

Med hovedet lagt observerende på skrå, stod han foran en stor port ind til én af de mange fabrikker. Maskinerne buldrede som tordenvejr! Det lignede, at der var ild i alting! Hans omrids blev lyst op, mens varmen truede med at få ham til at bakke et par skridt tilbage, men han lod sig ikke kue! Stædigt blev han lige, hvor han var. Sikke et syn! Sikke et mesterværk! Alle de tandhjul, der præcist foldede sig ind og ud mellem hinanden! Pumperne, som med kraften fra en varulv, bevægede sig op og ned! Han havde læst en del om den slags, men ikke nok til at forstå det fulde, af sådan en fabrik her! Forhåbentligt når han blev ældre… Et beundrende smil strålede over hele knægtens ansigt.
En lyd til hans venstre fik ham tøvende til at dreje hovedet – lige i tide til at opdage den skyggeklædte person, der sprang mod ham. Et udråb blev kvalt af en behandsket hånd, som blev slået over hans mund. Han trådte personen over foden, så de begge væltede om på den asfalteret vej, der med det samme flåede knæene på Damians bukser op, samt hans håndflader, han havde prøvet at afbløde faldet med. Personen, der havde overfaldt ham, slap dog ikke sit tag i ham, men klyngede ham fast ind til sig. Af alle kræfter vred han sig som en slange, for at komme fri. Det hjalp dog først, da han resolut hamrede sit hoved tilbage. En indædt banden fortalte ham, at han havde ramt noget, og lige så snart grebet omkring ham slækkes, fløj han på benene. Personen greb fat i hans jakke, så han måtte vride den af sig, før han kunne sætte i løb.
Han så sig ikke engang tilbage. Den kolde vind fik ham til at gyse, mens han løb hurtigere, end han nogensinde før havde løbet. Håret blev revet tilbage fra hans ansigt. Hjertet pumpede afsted, mens lidt blod piblede ud fra hudafskrabningerne på hans knæ og håndflader. Han anede ikke, hvor han var på vej hen! Han løb bare! Løb og løb og løb, indtil at han begyndte at hive efter vejret. Flygtigt kastede han et blik over skulderen. Der var ingen at se. Han var sluppet væk! En latter pressede sig på, og han lod den frit komme ud. Han anede ikke, hvem der havde overfaldt ham, men han var sluppet væk! Og åhhh den fantastiske følelse, han havde haft, da hans baghoved havde ramt et ansigt eller kraveben! Ingen kunne standse ham! Ing-
Han faldt så lang, han var.

[Shaiin McGivens]

Medea var en mini-kopi af Agares, hvis man spurgte Shaiin. Personligt lå hans fabrikker i Agares, hvor han nemt kunne besøge og inspicere dem, men Medea havde også sin del af fabrikkerne. Når det kom til stykket, havde han nok et ambivalent forhold til byen. Der var på sin egen måde storslået og magisk, med alle dens maskiner og militær. Samtidig var den lidt dødens pølseende, for kriminalitet var lav og kun de bedste tyve kunne klare miljøet. Det var dog sjældent selv Shaiin kunne stikke af med en fabriks-hemmelighed. Her var simpelthen for mange risici.
Det var netop det der var i hans tanker, da han stoppede op foran en af hans konkurrenters fabrikker. Et svagt smil gled over ham. Når det kom til stykket, var det ikke en hemmelighed at alle prøvede at sabotere hinandens fabrikker, stjæle ens hemmeligheder eller kom med slet skjulte bemærkninger, når man endelig mødtes. Det var spillet. Et spil Shaiin på alle måder nød! Der var intet sjovere end at prøve og beskytte sin fabrik, mens man angreb modstanderens.
Han gik videre.
Men ikke meget videre. En lille skikkelse, han ikke havde bemærket grundet han havde været fokuseret på fabrikkerne omkring ham, løb ind i ham og faldt igennem luften. Shaiin så det hele lidt i slowmotion, før han reagerede instinktivt og greb ud efter skikkelsen for at redde ham fra et fald. Hans hånd lukkede sig om drengens arm, som han hev drengen op på benene igen, så han havde muligheden for at finde balancen. Han havde ikke set Vavilons prins siden han havde kidnappet drengen, så selvfølgelig genkendte han heller ikke skikkelsen foran ham. Det var velsagtens en af byens drenge. Den dreng han ledte efter? Blikket gled over skikkelsen. Nej, han var for lille.
"Pas på hvor du løber" bemærkede han roligt. Det lignede umiskendeligt at drengen løb fra noget. Sårene på knæ og hænder var nye, som de svage dråber blod fra hudsafskrabningerne endnu ikke var størknet.
"Er nogen efter dig?"

[Dylan Forsyth]

”Slip mig!! SLIP!!” Knægten hev og sled for at komme fri. Noget ved ham kunne minde om en kæmpende killing, holdt op i sit nakkeskind. Da han endelig fik sin arm løs, var det lige ved, at han var faldet igen. Han genvandt balancen, og skyndte sig, at kigge ned af gaden mod det sted, han var kommet fra. Stadigvæk ingen mørk skikkelse. Hvad **** havde det været?!
Han pegede derned.
”Der var én som… Jeg så ikke…” Hans blik blev pludseligt trodsigt, og han skævede op mod den fremmede, laset mand, der havde haft grebet ham. ”Whatever! Jeg har styr på det!”
Det sidste han havde brug for, var en eller anden hjemløs, som fulgte ham i hælene. Han begyndte at børste sine bukser af for snavs. Åhhhh hvordan skulle han dog, vikle sig ud af manglende jakke og hullet bukser? The Blackwoods ville helt sikkert regne den ud. Så dumme var de dog ikke – eller var de?
Imens han børstede sig af, betragtede han diskret den hjemløse ved sin side. Han havde et skjult talent for at læse folk. Måske havde det noget at gøre med, at hans mor var mentalist, eller også var han bare god til at analysere kropssprog og ansigter. For at være ærlig tænkte han ikke for meget over det.
Men nu hvor han brugte mere tid på, at kigge på den fremmede, var der noget… forkert ved ham. Noget som ikke passede. Var det hans hænder, der havde været for bløde? Den måde han stod på? Roligheden over ham?
Nysgerrigt rettede Damian sig op, mens han nu åbenlyst kiggede ned af manden. Alt om overfald og bevægende skygger var fuldkommen glemt.
”Hvad skal du så forestille at være?” spurgte han, mens han lagde armene om sig selv, fordi han var begyndt at fryse uden sin jakke. Skuldrene trak sig op. ”En form for hjemløs? Tyv måske? Uh! En lejemorder! Hvis du er lejemorder, må jeg så se dine knive? Jeg lover ikke, at sige det til nogen!” Et skævt, forhåbningsfuldt smil voksede frem, og fik knægtens vidunderlige, stormfulde øjne til at skinne muntert.

[Shaiin McGivens]

Han slap drengen, der uanset hvad allerede var ved at vride sig fri af hans greb selv. Det havde jo alligevel ikke været for at holde drengen fast, kun for at hjælpe ham. Hvilket drengen var ligeglad med. Hans blik gled ned af gaden, som drengen mente der var nogen, kun for at se...Ingenting. Havde der været nogen? Formentlig. Drengen ville næppe have løbet så vildt og med hudafskrabninger kun for at lyve. Selv om der altid var flere grader af sandhed. Tungen gled ud og vædede hans læber, da han så hen på drengen igen.
Var han så dårlig til at forklæde sig? Siden hvornår var folk blevet enige om det? Men han havde altid haft den aura omkring sig. Selv da han var barn havde det fået ham i problemer. Han havde ellers brugt en del år i den kriminelle underverden, lært at stjæle og lyve. Men selv efter flere år snakkede folk om at han havde noget aristokratisk over sig. Var man virkelig født med den slags? Til tider var det da godt nok upraktisk.
Et skævt smil gled over ham.
"Jeg er blot en fremmede med skjulte motiver i en verden, hvor alle har den slags" bemærkede han undvigende. Nogle gange så børn også bare mere end de voksne. Man kunne vel sige det var en af de ting Shaiin fandt underholdende ved børn. Fantasien fejlede da intet.
Først da fik han øje på det. Drengens tøj! Hans blik gled ned over syningerne og hans ene hånd gled roligt ud og gled over stoffet på drengens ene skulder, hvis han stod stille til det. Kvaliteten. Smilet voksede sig større.
"Og hvad skal du ligne? En gadedreng? En trækker? En...Adelig?" foreslog han sigende. Åh well...Man lod vel ikke en adelig dreng i stikken.
"Kom. Lad os finde dem der er efter dig og se hvad de vil. Du har vækket min nysgerrighed" bemærkede han så og gjorde tegn til at om de skulle gå tilbage ad den vej drengen var kommet.

[Dylan Forsyth]

Nysgerrigheden blev pirret til nye højder, da den fremmede undveg spørgsmålet. Damians øjenbryn forsvandt op under krøllerne. Hvad skulle det så betyde?! Det lød voksent og spændende! Til tider ville han altså ønske, at han havde sin mors kræfter, til at snige sig under folks masker og facader. Men han havde kun sin far i sig. Dødsengel helt ind til kernen! Han lignede ham endda, fortalte hans mor, når hun blidt holdte hans ansigt mellem sine hænder.
Nå! Whatever! Hvad skulle han bruge de informationer til? Nu var han jo på eventyr!
Med et grin trak han sig væk fra den fremmede.
”Jeg skal ikke forestille andre end mig selv!” erklærede han ubekymret, og satte stolt hænderne i siden, mens han pustede sit bryst op. Ikke at han udgjorde en særlig imponerende figur. Han var spinkel med rester af babyfedt her og der. Ingen tvivl om at han en dag ville skyde i vejret, men lige nu var han blot en lille knægt med store øjne og et gavtyvs smil.

Damian fulgte efter Shaiin. Han opholdte sig lige ved siden af ham, så han kunne være klar til at hoppe ind bag ham, hvis et monster skulle komme løbende ud af skyggerne. Ikke at han var bange! Nej, nej, nej, han var en overlever og en realist! Hellere lade den store voksne tage sig af fjender. Det var jo bare klogt.
Vinden ruskede i ham, og hylede igennem gaderne, så det lød som en flok ulve. Tænderne var begyndte at klapre, men det stoppede ham ikke fra at snakke. Alting var bare for spændende!
”Det var henne ved en fabrik, hvor porten stod åbent. Jeg tror det var dernede af. Måske var det en tyv? Eller en vampyr? Jeg har læst om vampyrer. Faktisk har jeg læst om det hele. Varulve, dødsengle, dæmoner, alkymister, drows, engle, og aaaaaaaaaaalt det andet! Jeg kan godt lide at læse. Kan du det? Jeg har en masse bøger derhjemme. Mor siger det ikke er normalt, for en lille dreng at læse så meget, men jeg har ikke noget imod det. Der er ikke rigtigt andet at lave. Hey! Kan du nogle seje tricks? Sådan magiske tricks?!” Damian plaprede, mens de gik. Han talte altid meget, og stillede et hav af spørgsmål, som han kun nogle gange forventede svar til. Mange fandt det irriterende, men han var ligeglad. Hvorfor skulle han tage sig af, hvad andre tænkte om ham? Han var prinsen!

[Shaiin McGivens]

Så drengen undveg også spørgsmålet. Men hvis han ikke tog fejl af tøjet, var det måske kun meget klogt, taget i betragtning han så næppe havde fået lov at gå helt alene om natten. Nå, nu måtte de se om han ikke selv kunne regne mysteriet ud inden natten var omme og drengen ville finde hjem. Drengens stolthed fejlede ikke noget.
Han begyndte at gå ned af gaden og drengen fulgte efter ham. Selv om snakketøjet gik, var Shaiin dog mere opmærksom på deres omgivelser. Hvis der var nogen, yndede han ikke blive overrasket. Eller måske ville den fremmede blot flygte, i så fald ville han sørge for at følge efter. Dette var jo virkelig alt for spændende! Han elskede at blande sig i ting. At vide ting. At finde ud af ting. At vide noget om folk og bruge det. Hans hang til at samle informationer var begyndt for et par år siden, hvor en af hans tyve havde stjålet de forkerte papirer. Ikke papirerne om det nyeste design til en ny maskine, som han havde ønsket, men papirer først af en kvindelig hånd. Dagbog. Alt det sladder der havde været mellem siderne! Han havde slugt det råt og havde bagefter set på folk med helt andre øjne. Han ønskede at vide folks dybeste hemmeligheder! At snige og snage! At være en skygge de ikke kunne regne med! Og måske var det endnu hans måde at gøre oprør mod hans forældre, hans barndom.

Men han havde stadig et øre mod drengens ord. Vidende, bøger. Drengen måtte være adelig, kun de havde et helt bibliotek af bøger og lærte at læse dem. En mor, men umiddelbart intet om en far. Det kunne være det kom senere. De fleste af tingene svarede han slet ikke på, omend han overvejede at hvis den fremmede endelig var i nærheden og ikke ønskede deres selskab, ville han nok være flygtet over alle bjerge nu, efter at have hørt drengen snakke så meget. Det advarede om deres nærvær for alle der måtte være i deres område.
"Åh, jeg kan lidt" bemærkede han roligt, som han valgte at besvare et af drengens spørgsmål.
Snart nåede de fabrikken. Det måtte være den, for porten stod endnu åbent. Underligt. Var det sjusk? Eller var der spioner i nærheden af fabrikken? Han så over mod skiltet.
MacGads tekstiler og maskiner. Han kendte navnet, for det var en under-leverandør til hans egne fabrikker. Manden der ejede det havde mest tekstiler som en side-forretning, da han mere gik op i at producere maskiner. Man kunne vel sige Shaiins fabrikker næppe havde været så moderne, havde det ikke været fordi han havde denne mand som en ven. Hånden gled over hans hage. Nu han tænkte over det, havde han ikke hørt fra manden et stykke tid. Meget mystisk.
"Var det her? Fortæl mig hvad der skete. Hvor kom skikkelsen fra?" spurgte han så drengen. Han gik over til porten og studerede den, uden at røre den. Indbrud? Låsen så hel ud. Det betød nøgle eller nogen med fantastiske evner til at lirke.

[Dylan Forsyth]

Damian kiggede sig omkring, da de nåede til fabrikken. Lyset fra ilden i maskinerne lyste omgivelserne omkring porten op.
”Jeg stod lige her, og kiggede på maskinerne. Jeg hørte en lyde herovre fra –” Han gjorde et hovedkast, for at indikere fra hvor han havde hørt lyden. Hænderne fæstnede sig om hans arme, da han trak sig mere sammen. Efterårsvinden var kold, og der var ingen tegn på hans jakke, som han havde måtte vride af sig, for at kunne stikke af. Flammerne æde overfaldsmandens røv! Det ville give ham problemer. ”- lige pludselig sprang en person ud af skyggerne. Jeg tror det var en kvinde. Hun var iklædt sort tøj, og havde stof op foran næsen og munden. Du ved… ligesom en lejemorder eller tyv eller… et eller andet! Well… jeg træder hende over tæerne, og vi falder om på jorden, men hun slipper mig ikke. Hun holder mig for munden, oooooog… jeg husker hun lugtede underligt. Fingrene lugter af krudt… eller benzin nogle bruger til maskiner.”
Han pegede ned på asfalten, hvor han havde fået øje på et par mørke pletter, der højst sandsynligt var blod. Enten var det hans, eller også var det overfaldsmandens, da han havde hamret hovedet tilbage.
”Jeg slog mit hoved tilbage, og hun slækkede grebet nok til, at jeg kunne komme fri, men jeg måtte efterlade min jakke, som hun holdte fat i. Derefter løb jeg bare. Aner ikke hvor hun blev af,” afsluttede han med et efterfølgende skuldertræk.
Åhhhh hvis hans mor fandt ud af det her, ville hun brænde hele byen ned, for at få fat på den person, der havde angrebet ham. Hun kunne være temmelig uhyggelig, når hun blev vred. Han havde set det et par gange – aldrig overfor ham – men overfor inkompetente personer. En dag håbede han, folk ville frygte ham lige så meget, som de frygtede hans mor. Blackwood og deres tjenestestab frygtede ham i det mindste! De turde knap nok se på ham.
Han sukkede tungt, og kiggede op på Shaiin. Burde han fortælle, hvem han var? Det ville da give lidt svar på, hvorfor han skulle været blevet overfaldet. Men så alligevel… hvem helvede vidste, at han var ham? Èn der måske havde udspioneret palæet? En af Marcellus’ mænd?

[Shaiin McGivens]

Han lod blikket glide rundt for at bedømme om der kom nogle vagter. Han havde en fornemmelse af både han og drengen kunne komme i problemer, hvis de blev opdaget her, lige nu, af dem. For nu var der roligt, så han vendte ryggen til porten og fulgte den retning, som drengen sagde en skikkelse var kommet fra. En kvinde. Lugten. Gad vide...Om vedkommende endnu havde jakken eller havde smidt den? Hvis det var noget der var forbundet med fabrikken, ville det være dumt at gemme på bevismaterialer. Men for nu var han også den eneste der vidste drengen havde været her.
Han bukkede sig ned på hug og så på blodpletterne. Så rejste han sig og trak let på skuldrene. Det hele var ganske underholdende, men burde han tage drengen med sig? På den anden side. Hvis nu kvinden endnu var her og var efter ham, ville det være dumt at efterlade ham til skæbnen. Det så ud til at han var blevet en bodyguard for en nat og så uden løn!
"Lad os gå ind og kigge" foreslog han så. Kvinden kunne være hvor som helst, men det så ud til at fabrikken på en eller anden måde var forbundet til det hele og derfor det mest logiske sted at gå på opdagelse. Han skubbede lågen en anelse mere åben med den ene fod og var trådt halvvejs ind, da han ved en pludselig indskydelse vendte sig om mod drengen.
"Bliv hos mig, vær stille og rør ikke ved noget!" Det var ikke en direkte kommando, men det var tydeligt Shaiin mente det. Uanset hvem drengen hørte til, ville han sikkert få røven på komedie hvis han endte op død, mens Shaiin var i nærheden.
Han skubbede sig helt ind på grunden. Lysene gjorde det var svært at forblive en skygge, men Shaiin holdt sig først nær muren, mens han vurderede området. Her var ret stille, selv om fabrikken så ud til at arbejde i døgndrift. Hvis det endelig gik galt, kunne han bede om at snakke med ejeren. Med den trøstende tanke trådte han længere ind, med kurs mod selve fabrikken. Normalt ville han nok lede efter spor på jorden, men der gik eller kørte sikkert mange mennesker eller maskiner rundt herinde, så det ville ikke være til at kende det ene spor fra det andet alligevel.
"Så...Hvad laver en dreng som dig alligevel alene midt om natten?"
Det faldt ham pludselig ind at spørge. Stemmen var lav og kun tiltænkt drengen.

[Dylan Forsyth]

Det kriblede spændt i Damian ved tanken om at skulle ind på fabrikken på opdagelse. Han havde aldrig været direkte inde i en fabrik før! Bedre og bedre syntes han om den fremmede mand!
Et bredt uskyldigt smil bredte sig fra øre til øre, mens hænderne fløj bag ryggen, da Shaiin drejede sig om mod ham.
”Sir, yes sir!” svarede han prompte, og gjorde en kæk honnør. Som Shaiin igen vendte ryggen til ham, forvandlede smilet sig dog med det samme til et gravtyvsmil. På listetæer fulgte han efter den fremmede, laset mand ind i den levende fabrik. Han gik akkurat dér hvor Shaiin gik, selvom det krævede at han måtte tage nogle dansende, lange skridt, der tit var ved at bringe ham ud af balance. Koncentreret for at være stille holdte han tungespidsen mod sit ene mundvig. Han havde ikke haft det så sjovt, siden han havde spærret ben for tjenestepigen lige inden, hun skulle til at gå ned af trappen!
De udtryksfulde øjne flakkede op til Shaiin, da han talte til ham.
”Jeg plejer tit at være alene midt om natten,” svarede han glat tilbage, uden så meget som at lyve. Palæet var et ensomt sted at være. Ingen at lege med. Ingen at snakke med. Ingen at gå på eventyrer med. Det fik blot længslen efter frihed til at være så meget mere smertefuld. Han ville ikke kalde sig selv ensom… han… kedede sig bare! Kun en lille smule sjovt var det, når Aron kom på besøg eller hans mor. Men det var sjældent. De havde en krig at kæmpe. En krig han ikke måtte være med til endnu, selvom han havde alt retten!
”Hvad laver du selv?” spurgte han trodsigt tilbage, og huskede lige akkurat at holde stemmen dæmpet.”Burde du ikke selv lave andet, end snige dig rundt ude foran fabrikkerne! Som at sove eller…noget?”
Kort blev han distraheret af en bevægelse til højre for ham, men det var bare en pumpe, der med jævne mellemrum satte sig selv i bevægelse. Han var klar på at løbe, lige så snart der var fare på færde! Eller måske skulle han finde et våben af en slags. Et jernrør kunne da sagtens bruge, til at slå folk over knæene med.

[Shaiin McGivens]

At være alene om natten var ikke en forklaring...Selv om det var forklarede nogle ting. Såsom hvordan drengen kunne tage af sted formentlig uden at blive opdaget eller at drengen måske kedede sig. Hvem efterlod et barn alene i så lang tid? Forventede folk at han blot sov? Han huskede hans egne sønner. De var sjældent enige i sengetiderne og hvis han tjekkede op på dem i løbet af aftenen, måtte han nogle gange indlede en jagt på at finde dem igen. Måske lå det bare til drenge, han havde jo selv gjort den slags!
Han sendte drengen et lille smil, da han søgte tilflugt bag en anden pumpe for at tjekke om der var frit, for ikke at nævne han ville finde en vej ind på fabrikken. Hvis han kom anmeldt, ville eventuelle spioner der arbejdede på fabrikken aldrig snakke over sig. Han ville hellere ind uden de vidste han var der. Hans mørke blik gled over fabrikken med et betænksomt udtryk. Ja, de måtte snige sig om langs fabrikken, da den ofte havde flere døre eller ligefrem vinduer og så se om de kunne finde en vej ind. Formentlig var det meste jo låst af.
Han drejede hovedet og så tilbage på drengen med et svagt job.
"Mit job går ud på at snige sig rundt. Jeg får fat i de ting folk ikke selv kan eller finder folks hemmeligheder" Han kunne ikke lade være med at sige det på en mystisk måde for at pirre til drengens nysgerrighed. Det var faktisk lidt sjovt at have drengen med...Ah. Han burde vel egentlig nok havde spurgt efter et navn for længe siden...
"Jeg er Shaiin" Fortalte han så til drengen i håb om der måske faldt et navn retur.
"Følg mig" han viftede lidt med den ene hånd som tegn til at drengen skulle holde sig tæt, da han sneg sig væk fra pumpen og hen mod hjørnet af den store fabriksbygning. Forsigtigt lagde han en hånd mod væggen. Intet. Store fabrikker blev nogengange beskyttet af magi. Underligt.
Han listede sig hen langs væggen, da han pludselig gjorde tegn til drengne om at stoppe og bukke sig ned. Hans ene finger gled over hans læber i et tegn på at være helt stille. De gemte sig bag noget metal der stak ud fra bygningen, men Shaiin strakte hals for at se ud over kanten.
Der. To vagter, der stod og snakkede og røg. De måtte have nøgler på sig.
Han viftede drengen hen til sig, hvis han ikke allerede var det.
"Jeg får fat i nogle nøgler. Bliv her!" han kunne ikke sige det bestemt nok. Han ville være sikker på drengen forstod ham, før han gik.

[Dylan Forsyth]

De vidunderlige, store grå øjne spærrede sig op i benovelse af Shaiins beskrivelse, hvad han gjorde, og Damian mærkede med det samme nysgerrigheden skabe eventyrlige historier om Shaiin, og hvilken person han mon var!
”Så en slags informationssælger?” spurgte han ivrigt, men fik ikke noget svar, før de skulle liste sig væk fra pumpen. Selvom han var langt mindre en Shaiin, bøjede han sig stadigvæk forover, og listede afsted på tåspidserne efter ham. Liste var noget han kunne finde ud af! Ikke én dag gik uden at han listede!
”Jeg har en masse informationer! Mor tror ikke, jeg høre efter, men det gør jeg! Jeg høre alting! Nogle gange læser jeg også hendes breve, bare fordi jeg keder mig, eller snakker med Aron, og så får jeg endnu mere af vide! Tror du, jeg kan sælge nogle af de ting? Ahahaha jeg driller bare, jeg ville aldrig sælge! Ikke engang for en million-” Brat tav han, da Shaiin gjorde tegn til, at de skulle standse op. Uden tøven adlød han, og gik ned på hug. Selvfølgelig stoppede det ham ikke fra, at titte ud forbi Shaiin, for at se, hvad han havde fået øje på. Ahhhhaaa! Vagter! Fingrene kriblede efter, at få lov til at lave noget ballade. Hvem der bare havde sine fløjtende hjul, pruttepude eller røgbomber.
Shaiins ordre om at blive, trak et bredt gavtyvsmil over knægtens ansigt, så man kunne blive i tvivl om, han ville adlyde eller ej.
”Selvfølgelig,” svarede han dog uskyldigt, og gav ham et thumbs up. ”For resten hedder jeg Damian!”

[Shaiin McGivens]

Oh...
Oh hvor godt. Hvor fedt, hvor lækkert! Han lod hånden glide over hans hage og hals et øjeblik, mens han så over på vagterne i stedet.
Aron. Navnet Damian. En mor. Hans mest veludviklede logiske sans sagde ham at der var alt for stor sandsynlighed for at denne lille spirrevip var ingen andre end Erizs...Adopterede søn. Den lille knægt han havde kidnappet fra Oberion for efterhånden nogle år siden.
Han turde slet ikke overveje hvad der kunne ske, hvis nogen opdagede han havde været sammen med Damien om natten, i gang med at snige sig ind på en fabrik fuld af vagter og andre ting. Eriz ville formentlig flå ham, hvis hun levede op til sine ry.
Han havde fornemmet drengen var lidt af en ballademager. Formentlig, hvis han sagde til drengen dette var en hemmelighed, ville drengen nok føle mere for at sladre. Hmm... Njah. I det mindste ville det, at drengen var her uden tilladelse og alene, holde drengen stille.
Den tanke trøstede ham lidt, før han så sig over skulderen og bedømte Damian et øjeblik, før han bukkede sig ind mod ham.
"Din mor er Dronning og leder af en modstandsbevægelse. Informationerne kan ødelægge det hele for hende, hvis du bare siger dem til hvem som helst!" Ikke at han ikke var nysgerrig. Guderne - hvis de fandtes - skulle vide han var nysgerrig...
"Vi snakker om det her bagefter!" fastgjorde han så, før han listede frem.

Vagterne stod og røg. De snakkede om et eller andet der intet havde med fabrikken at gøre og selvfølgelig under en lysende krystal, under en af de sikkert mange døre ind. Shaiin havde set nøglerne dingle i den ene mands bælte og dem ville han rigtig gerne have fat...
Han overvejede det lidt. De stod så de kiggede hver deres vej, så han kunne ikke bare liste op bag dem. Han lagde hånden mod den ru væg. En mørk skygge gled hen over væggen, hurtig og ubemærket...Næsten. En af vagterne vendte sig...Men i samme øjeblik gled skyggen over krystallen og der blev mørkt, med undtaget af vagternes cigaretter der endnu lyste svagt op i den ene ende. Shaiin havde aldrig brudt sig om lugten af røg, men det var ikke vigtigt lige nu, da han rejste sig op og med smidige skridt gik over til de forundrede vagter, der stirrede op på den mørke lampe, mens Shaiin fingre snuppede nøglerne. Det hele gik meget hurtigt, for på ingen tid stod han ovre ved Damien for at få ham med sig...Hvis de var hurtige kunne de måske ligefrem nå ind af døren, inden vagterne forstod noget.
"Kom så" hviskede han hurtigt.

[Dylan Forsyth]

Overrasket blinkede Damian med øjnene, mens Shaiin satte ham på plads. Han havde altså, kun ment det i spøg! Han ville aldrig nogensinde, fortælle nogen som helst om, hvad hans mors planer var, eller hvad hun lavede. Trods alt prøvede hun jo, at redde ham fra sin onde stedfar, samt undgå at landet ville falde i hans griske kløer! Jo, Damian kunne godt se, at hans mors arbejde, var utroligt vigtigt – hun havde jo render under øjnene, og sov nærmest aldrig! Derudover… krig var spændende. Krig var godt. Det ville være en skam, hvis den var overstået, før han blev voksen nok til at deltage.

Tittende frem holdte han øje med, hvad Shaiin fortog sig. Med åben mund så han ham bruge mørk magi, til at få skyggen til at gøre, hvad han ville. Uhhh! Skyggemagi! Aaaaahr, han ville ønske, at han kunne styre sin magi, men han havde endnu ikke lært det. Dog havde han læst en del om det. Frygtmagi! Hvor vildt ville det ikke lige være?!
Pludselig stod Shaiin foran ham igen – denne gang med nøglerne muntert klirrende i sin hånd. Bredt smilte Damian, før han skyndte sig efter Shaiin ud af sit skjul. Bidende i sin underlæbe, ventede han tippende på sine tåspidser, mens dæmonen låste døren op, inden de begge to, endelig kunne smutte indenfor.
Underkæben ramte gulvet. Aldrig havde Damian set noget så…FANTASTISK! Alting herinde var i gigantiske dimensioner! Maskinerne var som levende væsner, der bevægede sig prustende og støjende, så man intet kunne høre herinde. Røg og damp blev prustet ud af små skorstene og røg. Varmen var ulidelig! Sveden glinsede allerede frem på Damians ansigt, mens han lagde hovedet helt tilbage med munden vidt åben, i et forsøg på at indtage hele synet af den kæmpe fabrik.
”Tak skal du så have…” hviskede han imponeret, og lagde slet ikke mærke til at skyggen ved hans ene side, begyndte at bevæge sig ud fra væggen.