Den Stjålne Skat

[Shaiin McGivens]

De nåede indenfor og mens Damian tabte kæben, så vagterne udenfor hvordan lyset vendte tilbage. De trak på skuldrene - det var sikkert tilfældigt. Lidt vidste de om at de nu var låst ude, som Shaiin havde låst døren bag dem og proppet nøglerne i lommen, så de ikke raslede.
Hans blik gled kortvarigt over maskiner...Oh. Hans gamle ven havde ikke talt usandt, da han havde fortalt om den nyeste maskine i version 4.5. Den skulle kunne køre dobbelt så længe som 4'eren, før den behøvede pause, omend den producerede en anelse mere varme, man til gengæld skulle sørge for at lede væk, for at maskinen ikke brændte sammen. Personligt foretrak han 4'eren, men 4.5 producerede tingene lidt hurtigere. Nu gik han personligt i kvalitet og ikke kvantitet.
Han lagde en hånd på skulderen af Damians skulder, da han opfangede en bevægelse ud af øjenkroggen...Og skubbede Damian fremefter, for at få ham ud af skyggens rækkevidde.
Damnit. Han havde ikke mærket magien udefra og selv om man var bedste venner, fortalte man aldrig præcis hvad der beskyttede ens bygning. Uden tvivl skyggen måtte tilhøre et alarmsystem der genkendte folk der kom og gik fra bygningen...Og hvis den ikke genkendte ham og Damian, ville den sætte alarmer eller nye fælder i gang.
”Nostamus i..!” Han var ved at bande, men fik mere travlt med at gribe fat i Damian og trække ham med ind i et hæsblæsende løb for at komme væk fra skyggen. De måtte se om de ikke kunne nå det de skulle, før skyggen fangede dem.
”Løb!”
Hvis Damian nu havde været i tvivl om præcis hvad de skulle...
Snart nåede de en trappe, der førte op til andre gangbroer i bygningen, hvorfra man kunne overvåge maskinerne...Og hvor der ville være døre til andre dele af bygningen, deriblandt et kontor et eller andet sted. Forhåbentligt. Men hvor? Han trak drengen med sig op af trappen og håbede at drengen var ferm nok til ikke at falde over trinene.
”Skyggen må ikke fange dig!” Meddelte han. Uanset om skyggen så var en alarm eller fælde i sig selv, havde han ikke råd til at blive hverken opdaget eller miste Erizs nye søn.

[Dylan Forsyth]

På det bedste pandemoniske bandede Damian, da han blev skubbet frem, så han var lige ved at miste balancen.
”Hvad fanden skulle det til for?!” udbrød han vredt, som han vendte sig mod Shaiin, inden at han tav. Øjnene blev store. Munden åbnede sig. I et kort øjeblik stirrede han direkte på skyggen, der trak sig ud af væggen med unaturlige, knækkende bevægelser. Så flækkede hans ansigt i et bredt grin. Åhhh den her nat blev bare bedre og bedre! Sikke et eventyr!
Shaiin rev ham med sig, hvilket nok var meget godt, ellers var han blevet stået, og gloet på skyggen indtil den fik fat på ham. Leende fik han gang i løbetøjet. Og hvor kunne han dog løbe! Krøllerne blev blæst væk fra ansigtet, mens at han spurtede afsted, så han overhalede Shaiin. Fødderne rørte knap nok jorden.
Op af trappen det gik! Damian tog to trin af gangen, hvilket hurtigt bragte ham på toppen af trappen, så han kunne nå at kigge sig omkring. Han greb Shaiins ærme, og hev ham med sig hen af en af gangbroerne.
”Den her vej!” udbrød han ikke uden latter i sin stemme. Det var som en herlig fangeleg. Deres trin rungede mod metallet under dem, og skyggen hvæsede bag dem, som en konstant påmindelse om den var ved at hale ind på dem.
”Dér! En dør!” Damian pegede mod den anden ende af gangbroen tværs over fabrikken. Store vinduer med tilsodet glas viste ind til et kontor. Sikkert ejeren af fabrikkens.
Med et drøn kastede knægten sig direkte ind i døren, men den var låst. Igen prøvede han at slå skulderen ind mod den, men fik ikke andet end et blåmærke af det.
”Ved Nostamus’ røv!” Hidsigt hev han i døren, men den gav sig selvfølgelig ikke. Låst, låst, låst. Han vendte sig rundt. Skyggen var direkte på vej mod dem.
”Skynd dig at dirk den op! Dirk den op!” bad han desperat tyven ved sin side. ”Jeg distrahere skyggen!”
Lyden af stof der revnede, var resultatet af vingerne, som brød igennem ryggen på Damian. De var ikke så store endnu, men nok til at bære ham. Faktisk kunne han flyve, før han kunne gå, havde hans mor fortalt. Fjerne var sorte med en glans af lilla i sig. Glat og pænt lå de vendt ud til spidsen af vingen. Hans mor elskede at vaske dem, smøre dem ind i olie, og sørge for de sad ordentligt. Personligt var han ligeglad. Så længe de fungerede.

Hurtigt så Shaiin ikke ville nå at stoppe ham, sprang han over direkte over gallænderet på gangbroen. Vingerne bredte sig ud, så han kunne fange luften under dem i dykket, og derved svinge sig op igen.
”Dumme skygge, dumme skygge, du kan ikke fange mig! Na na na naaana!” drillede han alarmmekanismen, der nok ikke engang var et tænkende væsen, som forstod drillerier, men det stoppede den ikke fra, at vende sin opmærksomhed mod ham. Med en underlig hvislen og klikken ændrede den kursen efter ham. Elegant undveg han dens angreb i luften. Han var bedre i luften end på jorden. Rygmusklerne blev hurtigt ømme og trætte, men han var en konge med sine vinger! Gud over luften, vinden og himlen! Her kunne han frit boltre sig rundt, uden at være bange for at falde eller glide.

Grinende holdte han skyggen distraheret fra Shaiin. Den var vidst ikke vant til bevinget væsner.

[Shaiin McGivens]

Han var ikke sen til at løbe med, da Damian trak i ham. De skulle jo en eller anden vej og den ene var vel lige så god, som den anden. Der var ikke tid til at tage højde for, at de larmede som en flok flodheste - hvor sjældne de end var - da de løb hen over metallet. Svagt huskede han på, at han selv havde regler om man ikke måtte løbe. Det forstyrrede og forhøjede risikoen for ulykker. Lige nu var det dog pænt lige meget...
Han var fascineret af denne lille krop, der kastede sig mod låsen. Uden tvivl døren nok ville give mere efter, for en voksen og dermed tungere krop, men han gav også drengen ret i at det var bedre at dirke. Mindre ødelæggelser, færre spor efter de var her og færre skader, fordi han absolut skulle prøve at lege en helt, der braser døre ned.
Han fiskede lynhurtigt noget op af en af sine mange lommer. Dirkeværktøj, der bestod af to stykker små, tynde metalpinde, der var let bøjede i enden. Han bukkede sig ned...Og fortrød straks han ikke havde grebet ud efter Damian i stedet. Han så efter den lette skikkelse, der forsvandt...
Forbandet. Han ønskede ikke at drengen skulle kaste sig ud i fare på den måde! Det var der intet at gøre ved nu. Stadig bandende gav han sig til at dirke. Forbandede låse! Nogle af de bedste!


Han kunne høre hvordan Damian drillede skyggen og han kunne ikke lade være med at smile lidt for sig selv. Der var visse ting dødsengle nu var gode til, og det var at irritere deres omgivelser. For ikke at nævne, de var frygtløse. Endelig gav låsen efter og der lød et klik. Værktøjet gled ned i en lomme igen, før han åbnede døren. Han vendte sig om mod Damian.
"NU! Kom nu!" beordrede han og holdt døren åben til Damian. Ingen vidste om døren direkte vil beskytte dem for skyggen, men om ikke andet, måske forsinke den nok.