Post by Flint Pharr on Aug 29, 2016 16:39:43 GMT
Solens sidste stråler havde lige trukket sine klør fra Medea, da Flint Pharr trådte gennem døren til den lokale kro. Der letsindighed i hans gang og et smil på hans læber, mens han vævede sig mellem kroens borde for at komme op foran hvor kromutter var igang med at udlevere skåle med dagens suppe til en kø af sultne rejsende og beboere. Hans mave knurrede højlydt, men han ignorerede den og fløjtede stille for sig selv, vippende på hans hæle, mens han ventede utålmodigt i køen. Ved alle guderne hvor var der mange væsner her til aften. Og selvom Flint godt vidste hvorfor, irriterede det ham stadig. Det var den underverdensport af en borgerkrig der raserede landet. Over alt hvor han så hen, så han tegn på hungersnød. Landets herskerinde skulle lige have lavet en aftale med Portus for at få forsyninger til hendes folk - og der var massere af mad nu, men perioden uden mad havde sat sine sport på hendes folk. Flint selv havde selvfølgelig ikke sultet, han kunne altid lave mad til sig selv - selvom han ikke kunne lave noget så kompliceret som suppe, alt der krævede flere ingredienser for at danne ét helt indtryk var for svært. Men frugt og mønter til mad var nemt nok. Selvom hans samvittighed stak til ham når han lavede noget til mønter. Han var faktisk ikke bedre end en tyv når han lavede småsten til mønter - det kom jo lige ud af en andens lomme!
Men det skubbede han fra sig, da han rakte en mønt fra hans lomme til den tvært-udseende kromutter og holdt hænderne ud for en skål suppe med et smil så stort at det flækkede hans ansigt. En af hans mest charmerende smil endda! Det plejede altid at virke!
Kromutter stak ham en skål med klar væske, gulerødder, kød og kartofler, uden så meget som at trække på sit eget smilebånd. Fuldstændigt upåvirket at Flints insisterende smil.
Hans smil faldt og han bevægede sig slukøret ned til et bord med samme mine som en sparket hundehvalp. Hvem end der har tisset på hendes sukkermad, må have noget af en blære.