Post by Aron Zipora on Nov 1, 2015 10:35:31 GMT
Macaria Forsyth
Slottet stod jo nærmest på hovedet, efter nattens hændelser. Samtlige vagter og tjenestepiger hviskede sig imellem om manden som var ankommet i ly af mørket. Ham, som alle havde troet var død - efter hvad han havde gjort, var der i hvert fald et håb om at han var død. Kongens navn var blevet hvisket i alle kroge på slottet, og havde spredt sig som en steppebrand mellem hver en sten, og hele vejen ned til Arons laboratorium i slottets kældre.
Det havde været Harris som havde fortalt ham om det. Knægten var dukket op i laboratoriet efter en nats søvn, kun for at opdage at Aron nok en gang havde arbejdet gennem natten og ud i de tidlige morgentimer. Utrætteligt havde han fordybet sig i sit arbejde, kun afbrudt når hans hovedpine blev for slem, og han blev nødt til at sætte sig ned og lade hans drikke berolige den intense dunken i hans hoved. Det havde været under ét af disse rolige periode, hvor Harris var trådt ind, bleg som et lagen, og havde fortalt ham at Zean var tilbage. Manden var stadig i live. Han havde mistet sine vinger, men han var stadig i live. Og han befandt sig på slottet.
Harris blev efterladt i laboratoriet, mens Aron begav sig op af trapperne, mod tårnet som førte til Macarias kontor. På denne tid burde hun have nået at få sig noget søvn, og han vidste at hun derefter ville have givet sig i kast med sit eget arbejde. Det var ikke ofte han tog turen til hendes kontor. Som regel så han hende når hun tilkaldte ham, eller når han havde gjort en opdagelse han ville dele med hende. Dette ville ikke blive et lige så venskabelig visit.
Vagterne stod trofaste som altid udenfor hendes dør, og bekræftede blot for ham at hun måtte være indenfor. De rettede sig en smule op, og én af dem gjorde mine til at ville stoppe ham. Aron sendte vagten en irriteret grimasse.
"Skyggerne tage mig, stadig?" Zean befandt sig i slottet, men det var ham de holdt fra at komme ind til Macaria. Det var tidspunkter som dette, hvor Aron var fristet til at række ud efter vagtens sjæl. Der var så mange ting han var i stand til som alkymist, men som han aldrig før havde ladt sig selv udforske. Den tid var forbi. Han bed dog trangen i sig, og nedstirrede i stedet vagten. "Jeg er Macarias hofalkymist og ven. Aron? Jeg tilbringer meget tid i mit laboratorium i kældrene?" Han havde måske kun sig selv at bebrejde for ikke at have gjort sig videre bemærket på slottet, men hvad ville der ikke blive af hans arbejde, hvis han ikke opholdte sig i kældrene så meget som han gjorde? Han så fra den ene vagt til den anden, mens de så ud til at overveje manden foran dem. De mørke ringe under Arons øjne bekræftede søvnmangelen. Håret var vildt og uredt, og skægstubbene prægede hans hage og kinder. Han lignede en hærget mand, der han stod med skjorteærmerne rullet op til albuerne, armene foldet over kors, og lignede en manifæstation af utålmodighed. Langt om længe lod det til at vagterne godkendte ham.
"Macaria har meget at lave. Hun har bedt om ikke at blive forstyrret medmindre det er-"
"Det er nødvendigt." svarede Aron utålmodigt, og gik forbi vagterne så han kunne nå døren til hendes kontor. Af ren høflighed bankede han først på døren, før han skubbede den op, og trådte indenfor. Han spildte ikke tiden, ikke engang med en hilsen, og lukkede døren i bag sig. "Hvorfor er den mand stadig i live?"
Det havde været Harris som havde fortalt ham om det. Knægten var dukket op i laboratoriet efter en nats søvn, kun for at opdage at Aron nok en gang havde arbejdet gennem natten og ud i de tidlige morgentimer. Utrætteligt havde han fordybet sig i sit arbejde, kun afbrudt når hans hovedpine blev for slem, og han blev nødt til at sætte sig ned og lade hans drikke berolige den intense dunken i hans hoved. Det havde været under ét af disse rolige periode, hvor Harris var trådt ind, bleg som et lagen, og havde fortalt ham at Zean var tilbage. Manden var stadig i live. Han havde mistet sine vinger, men han var stadig i live. Og han befandt sig på slottet.
Harris blev efterladt i laboratoriet, mens Aron begav sig op af trapperne, mod tårnet som førte til Macarias kontor. På denne tid burde hun have nået at få sig noget søvn, og han vidste at hun derefter ville have givet sig i kast med sit eget arbejde. Det var ikke ofte han tog turen til hendes kontor. Som regel så han hende når hun tilkaldte ham, eller når han havde gjort en opdagelse han ville dele med hende. Dette ville ikke blive et lige så venskabelig visit.
Vagterne stod trofaste som altid udenfor hendes dør, og bekræftede blot for ham at hun måtte være indenfor. De rettede sig en smule op, og én af dem gjorde mine til at ville stoppe ham. Aron sendte vagten en irriteret grimasse.
"Skyggerne tage mig, stadig?" Zean befandt sig i slottet, men det var ham de holdt fra at komme ind til Macaria. Det var tidspunkter som dette, hvor Aron var fristet til at række ud efter vagtens sjæl. Der var så mange ting han var i stand til som alkymist, men som han aldrig før havde ladt sig selv udforske. Den tid var forbi. Han bed dog trangen i sig, og nedstirrede i stedet vagten. "Jeg er Macarias hofalkymist og ven. Aron? Jeg tilbringer meget tid i mit laboratorium i kældrene?" Han havde måske kun sig selv at bebrejde for ikke at have gjort sig videre bemærket på slottet, men hvad ville der ikke blive af hans arbejde, hvis han ikke opholdte sig i kældrene så meget som han gjorde? Han så fra den ene vagt til den anden, mens de så ud til at overveje manden foran dem. De mørke ringe under Arons øjne bekræftede søvnmangelen. Håret var vildt og uredt, og skægstubbene prægede hans hage og kinder. Han lignede en hærget mand, der han stod med skjorteærmerne rullet op til albuerne, armene foldet over kors, og lignede en manifæstation af utålmodighed. Langt om længe lod det til at vagterne godkendte ham.
"Macaria har meget at lave. Hun har bedt om ikke at blive forstyrret medmindre det er-"
"Det er nødvendigt." svarede Aron utålmodigt, og gik forbi vagterne så han kunne nå døren til hendes kontor. Af ren høflighed bankede han først på døren, før han skubbede den op, og trådte indenfor. Han spildte ikke tiden, ikke engang med en hilsen, og lukkede døren i bag sig. "Hvorfor er den mand stadig i live?"