Post by Macaria Forsyth on Nov 8, 2015 18:53:03 GMT
Drillende smilede Macaria til Aron, inden at hun blinkede indforstående til Harris, som var det deres lille ting. Da Aron dog nævnte hovedpine, kunne man tydeligt se bekymringen hos den unge vampyr. Med det samme kiggede hun over på ham.
"Hovedpine? Er den slem?" spurgte hun, inden at han uddybede med, at den holdte ham våben om natten. En grimasse fra hende viste medfølelsen over hans smerter. Hun var vant til smerte ja, men hun kendte ikke til andre væsners helbred. Det gjorde hende urolige, når de havde naturlige skavanker, som hun ikke forstod. De var alle sammen så skrøbelige. Man kunne dø af sygdom, alder eller forgiftning, og... alt muligt andet! Hvad hvis Aron virkelig var syg?
"Aron... hvorfor har du ikke sagt noget?" mumlede hun fortabt, og slap Harris for at gå mod sin gamle ven, der stædigt stod, og mundhugges med Harris. "En ulykke? Hvad har du dog lavet?!"
De lyttede slet ikke til hende. Først da Harris hævede stemmen blev der fuldkommen stille. Selv hun var stoppet brat op, for at vende sig halvt rundt mod Harris med et forundret ansigtsudtryk. Det var første gang, hun havde hørt ham på den måde, og det fik blot bekymringen til at vokse sig større, blandet med en mistroisk form for uro.
Igen vendt hun opmærksomheden mod Aron. Hovedet tiltede spørgende på skrå, mens et øjenbryn advarende havde hævet sig. Når hun så sådan ud, så havde man bare med at fortælle hvad der forgik, ellers kunne det blive slemt for én selv. Sådan havde det været både da hun var Pandemoniums rådgiver men også som dronning af Vavilon.
"Aaaaaron?" spurgte hun anklagende. "Hvad har du gjort? Hvis du har øvet noget alkymist-halløj på en af tjenerne igen, så er jeg altså nødt til at skære ned på din løn eller noget. Tving mig ikke til, at skulle få Harris til at sige det."
"Hovedpine? Er den slem?" spurgte hun, inden at han uddybede med, at den holdte ham våben om natten. En grimasse fra hende viste medfølelsen over hans smerter. Hun var vant til smerte ja, men hun kendte ikke til andre væsners helbred. Det gjorde hende urolige, når de havde naturlige skavanker, som hun ikke forstod. De var alle sammen så skrøbelige. Man kunne dø af sygdom, alder eller forgiftning, og... alt muligt andet! Hvad hvis Aron virkelig var syg?
"Aron... hvorfor har du ikke sagt noget?" mumlede hun fortabt, og slap Harris for at gå mod sin gamle ven, der stædigt stod, og mundhugges med Harris. "En ulykke? Hvad har du dog lavet?!"
De lyttede slet ikke til hende. Først da Harris hævede stemmen blev der fuldkommen stille. Selv hun var stoppet brat op, for at vende sig halvt rundt mod Harris med et forundret ansigtsudtryk. Det var første gang, hun havde hørt ham på den måde, og det fik blot bekymringen til at vokse sig større, blandet med en mistroisk form for uro.
Igen vendt hun opmærksomheden mod Aron. Hovedet tiltede spørgende på skrå, mens et øjenbryn advarende havde hævet sig. Når hun så sådan ud, så havde man bare med at fortælle hvad der forgik, ellers kunne det blive slemt for én selv. Sådan havde det været både da hun var Pandemoniums rådgiver men også som dronning af Vavilon.
"Aaaaaron?" spurgte hun anklagende. "Hvad har du gjort? Hvis du har øvet noget alkymist-halløj på en af tjenerne igen, så er jeg altså nødt til at skære ned på din løn eller noget. Tving mig ikke til, at skulle få Harris til at sige det."