Post by Moria Veterano on Apr 23, 2015 13:05:53 GMT
Hun så lidt på ham, som han tydeligvis var ved at flække af grin. Hun satte den ene hånd i siden og foregav i et øjeblik at være fornærmet, før et bredt smil voksede frem på hendes læber. Hvordan kunne man se sig sur på en der grinte? Det var smittende! Hun sukkede svagt. Mænd!
Hun stod bum stille, da han kom tættere på og skubbede noget af hendes hår væk. Hun lod ham, igen uden at rødme, eller i hvert fald ikke særlig meget. En lille smule. Det lå nu engang til hendes væsen og trods alt var han det tætteste hun havde været på rigtig, mandlig kontakt hele hendes liv. Mere eller mindre.
Hun så lidt ham, som hendes smil falmede en smule. Skulle han rejse? Jamen...Hvor længe? Hvornår kom han tilbage? Han kunne da ikke bare rejse! Hun havde lige lært ham at kende, men hun følte allerede de havde kendt hinanden længe! I et øjeblik følte hun sig fortabt og hun var pinligt bevidst om at det var en åndssvag reaktion, når nu hun var en voksen kvinde og skulle forestille at være voksen. Men hvad havde hun også regnet med? At han ville stå ude foran hendes vindue hver nat, klar på nye eventyr? Et eller andet sted ja.
Hun trak vejret dybt og sendte ham et lille smil.
"Vi må nok hellere se at få mig hjem. Min familie vil bemærke det, hvis jeg hænger for meget over morgenmaden!" kommenterede hun lidt mere glad, end hun faktisk følte sig. Med sin kjole under den ene arm gik hun udenom ham og over til døren, som hun åbnede. Hun så sig over skulderen et øjeblik.
"Kommer du?" Hun vidste ikke hvad hun skulle svare på at han rejste, så for nu undgik hun emnet. Hvad skulle hun også sige? At hun ønskede han blev? Hun kendte jo knap nok manden! Hun var jo håbløs. Han havde jo et liv.
"Tøjet skal nok ligge klar når du kommer tilbage..." svarede hun så endelig, som hendes skuldre faldt en smule og hun gik først ud af døren. I det mindste havde han ret i en ting. Det var ikke sidste gang de ville ses.
Hun stod bum stille, da han kom tættere på og skubbede noget af hendes hår væk. Hun lod ham, igen uden at rødme, eller i hvert fald ikke særlig meget. En lille smule. Det lå nu engang til hendes væsen og trods alt var han det tætteste hun havde været på rigtig, mandlig kontakt hele hendes liv. Mere eller mindre.
Hun så lidt ham, som hendes smil falmede en smule. Skulle han rejse? Jamen...Hvor længe? Hvornår kom han tilbage? Han kunne da ikke bare rejse! Hun havde lige lært ham at kende, men hun følte allerede de havde kendt hinanden længe! I et øjeblik følte hun sig fortabt og hun var pinligt bevidst om at det var en åndssvag reaktion, når nu hun var en voksen kvinde og skulle forestille at være voksen. Men hvad havde hun også regnet med? At han ville stå ude foran hendes vindue hver nat, klar på nye eventyr? Et eller andet sted ja.
Hun trak vejret dybt og sendte ham et lille smil.
"Vi må nok hellere se at få mig hjem. Min familie vil bemærke det, hvis jeg hænger for meget over morgenmaden!" kommenterede hun lidt mere glad, end hun faktisk følte sig. Med sin kjole under den ene arm gik hun udenom ham og over til døren, som hun åbnede. Hun så sig over skulderen et øjeblik.
"Kommer du?" Hun vidste ikke hvad hun skulle svare på at han rejste, så for nu undgik hun emnet. Hvad skulle hun også sige? At hun ønskede han blev? Hun kendte jo knap nok manden! Hun var jo håbløs. Han havde jo et liv.
"Tøjet skal nok ligge klar når du kommer tilbage..." svarede hun så endelig, som hendes skuldre faldt en smule og hun gik først ud af døren. I det mindste havde han ret i en ting. Det var ikke sidste gang de ville ses.